Angela Silverfox: Vi har klippet nosserne af vores mænd

Angela Silverfox 17.05.2017

LifeCoach og personlig træner Angela Silverfox er gæst i POV RADIO/LIVE søndag d. 28. maj kl. 13. Inden da har hun et par budskaber til POV Internationals læsere om, hvor ligestillingsdebatten har ført manden hen. Det er ikke noget rart sted.

Jeg mener faktisk den overskrift, du lige har læst. Helt oprigtigt. Vores samfund er på vej ud af en tangent, hvor vi slet ikke kan følge med. Begge parter, mand som kvinde, arbejder lige meget. Ligestilling blev der sagt, og ligestilling har vi fået. Begge parter bør (mener mange) derfor også tage ligelig andel i det job, som ligger i hjemmet.

Manden skal købe ind, lave mad, hente børn, støvsuge, vaske tøj og rydde op. Samtidig med at han arbejder og skal være Mand med stort M!

Vent, jeg er ikke færdig. Han skal også huske fødselsdage, gide parmiddage, synge fællessang i børnehaven, klappe konen i rumpetten, rose hende, ikke flirte med andre, huske at like konens og skolens opslag på Facebook. Han skal være glad, ikke gå for meget i byen, ikke være ude med drengene for tit, sige ja på de rigtige tidspunkter og bare lytte, når konen brokker sig, er sur eller ked af det. Han skal også være kærlig og ærlig, renlig og sød og charmerende.

Manden anno 2017. Han skal helst selv kunne lave alt i hjemmet – det vil sige hænge hylder op, ordne haven og grille, når førnævnte parmiddage står for døren. Han skal faktisk være Superman, Spiderman, Batman og Arne Nougatgren i en og samme person – med drys på

Jeg gad det ikke. Jeg ville ikke kunne det der uden at miste mig selv som menneske. Og måske har manden mistet sig selv?

Det er umuligt at være kvinde og mand i dag

I ”gamle” dage var rollerne ”på plads”. Konen ordnede hjemmet, ungerne og lavede mad inden farmand kom hjem fra arbejde. Der var absolut styr på rollefordelingen. Om den var bedre, må den generation, der har levet i den, kunne svare mig på. Men jeg savner personligt at have nogle roller.

Det savner jeg, fordi jeg kan se, at vi kvinder har mistet respekten for vores mænd. Det er som om, vi ikke kan styre det. Mer’ vil ha’ mer’! Vi forlanger ekstremt meget af vores mænd – og af os selv. Samfundet forlanger også meget af os, og vi er ved at vælte.

Skilsmisserne står i kø, så snart vi har sagt ja til hinanden. Dating sites bugner som aldrig før, ligesom swingerklubber og utroskab efterhånden ”bare er der” – ikke noget som hører til sjældenhederne.

Det værste er nemlig, at alt dette ikke undrer mig overhovedet.

At skulle arbejde på fuld tid som kvinde, være gravid, føde ungerne, passe dem, passe hus, være populær på sin arbejdsplads, holde sig fit, være pæn, få den søvn man mangler konstant, være en god mor for sine børn, bage kage til klassens time, være en af de gode veninder, der ”er der for alle”, have makeup på og sætte håret, huske at lakere negle, barbere ben, have en god kulør, være smilende overfor manden og hans venner og hans venners koner, holde hus og hjem rent og pænt og huske at købe vin til receptionen på jobbet, lige læse det ”nyeste” indenfor mode, huske at poste på instagram at man har trænet og spist sundt to gange denne uge er umuligt.

Jeg gentager lige: Det er umuligt.

Begge køn savner et afbræk

Begge parter savner et afbræk i den her alt, alt, alt for travle og krævende hverdag. Den ender med, at man går og hakker lidt på hinanden. Eller er nødt til at slække på nogle af de ting, som står i ”regelsættet”. Og når man gør det, som kvinde, ender man med at gå i Bilka-tøj og blive småtyk og glemme at barbere ben, og man nåede altså heller ikke ned og træne squash i denne uge.

Som mand bliver man måske en ja-siger og siger bare ja til alt, konen beordrer derhjemme, og gør i det hele taget bare, hvad der bliver sagt, fordi det er ”nemmere”.

Næste skridt er, at man måske kommer til at falde i med en anden, eller at man ganske enkelt skrider, fordi man tænker, ”jeg kan lisså godt klare det her selv, og have ungerne på halv tid, for så har jeg da i det mindste noget ”mig tid”, når ungerne er hos den anden”

Hvis der så er en – eller flere – der pludselig ”lægger mærke til en” på jobbet eller på snapchat eller på Facebook eller andre steder, hvad tror I så der sker? Så bliver man sgu’ da vildt glad. Man tænker: ”Hey jeg skal ikke være i det her leverpostejsfarvede forhold med to skrigende unger og en sur mand/kone, som jeg jo, bevares, da elsker, mere, men fordi vi har ‘god logistik sammen’, men som jeg ikke tænder på mere”.

Næste skridt er, at man måske kommer til at falde i med en anden, eller at man ganske enkelt skrider, fordi man tænker: ”Jeg kan lisså godt klare det her selv, og have ungerne på halv tid, for så har jeg da i det mindste noget ”mig tid”, når ungerne er hos den anden”.

Giv slip på at alle skal være alt

Hvad skal der til for at bryde den onde cirkel?

Jeg tror på, at en ny kurs kræver, at samfundet giver slip på to ude-fuldtidsarbejdende mennesker.

Konen kommer hjem og passer børn og hund og hus og hjem og arbejder måske 10-14 timer ”ude” om ugen, så hun stadig har stimulans og en social omgangskreds andet end ”hjemmet”.

Hvilket kræver, at kvinderne har lyst til at give slip og komme ”hjem” – det kræver, at kvinderne har lyst til at se deres mand ”blomstre”, som den mand han er, og ikke holde ham ”nede” i en kasse, hvor mænd med et ordentlig sæt nosser slet, slet ikke hører hjemme.

Jeg har virkelig svært ved at finde respekten frem for en mand med en støvsuger i hånden.

Jeg vil gøre alt for min mand – som ikke er ødelagt af de danske normer om ligestilling og jantelov. Vi er ikke ens. Nej, kvinder og mænd er ikke ens – og vi bør ikke behandles ens.

Jeg er virkelig Barbie/Disney-prinsesseromantiker helt ind til benet.

Jeg tror på, at min mand skal have frihed til at være den, han har lyst til at være, og at han aldrig skal påtvinges at vaske tøj eller andet husligt, at han skal have lov til at være i fred, når han kommer hjem, og at maden skal stå klar, og hans skjorter skal være strøget/arbejdstøj være vasket – whatever.

Den anden vej rundt forventer jeg at få respekt for det arbejde, jeg udfører i hjemmet, at han husker min fødselsdag og får mig til at føle mig som den mest specielle kvinde i verden – i hans verden. At jeg aldrig skal stå og ”tigge” om penge eller forklare, hvorfor jeg har brug for at træne, få Botox eller andet. For hvis man vælger en kvinde, der går op i sit udseende, så koster det altså penge. Sådan er det bare. Og de mænd, der ikke har fattet det, bør fatte det nu.

Det er ikke gratis at lægge makeup, være brun hele tiden, barbere ben hver dag, få lavet negle, få ordnet hår, spise sundt, få de rigtige vitaminpiller, lange vipper, hyre en personlig træner, gå i det smarte tøj. Når fyre siger: ”Kvinder har aldrig nogen penge”, så tænker jeg bare ”Øhm nej, det har de ikke, hvis de gerne vil være lækre”.

Mandschauvinist, gammeldags eller bare Disney?

Om jeg er mandschauvinist? Måske – eller også er jeg bare Disney. Og måske har jeg det bare sådan, at kvinder er skidegode til at ordne alle de ting i hjemmet, som er for ”kvinder” – og mænd er skidegode til at sætte hylder op og se frække ud med en motorsav i hånden – og ikke et viskestykke eller en lorteble.

Det, jeg prøver at sige, er, at vores samfund prøver at ligestille to så forskellige køn – og det ender i et fix af bekræftelse andetsteds end hjemmet af det enkelte individs (seksuelle) eksistens lidt for ofte efterhånden.

Om jeg er mandschauvinist? Måske – eller også er jeg bare Disney. Og måske har jeg det bare sådan, at kvinder er skidegode til at ordne alle de ting i hjemmet, som er for ”kvinder” – og mænd er skide gode til at sætte hylder op og se frække ud med en motorsav i hånden – og ikke et viskestykke eller en lorteble

Det synes jeg er synd. For hvis vi byttede lidt rundt og var lidt mere i Zen med vores køn – sådan urmennesket – så tror jeg, at vi ville få en bedre verden at leve i – og færre skilsmisser.

Jeg tror på kærligheden, med respekt og frihed til at være den du er.

Jeg giver først det af mig selv, som jeg har beskrevet her, når jeg finder en mand, som får mig til at føle mig som en Disney-prinsesse – ellers er jeg desværre lige så nøjeregnende og ”lige for lige” som alle andre.

Klamt men sandt. Jeg vil gøre alt for min mand – som ikke er ødelagt af de danske normer om ligestilling og jantelov. Vi er ikke ens. Nej, kvinder og mænd er ikke ens – og vi bør ikke behandles ens.

Måske er det derfor, jeg er selvvalgt Disney-single og elsker det ret så meget.

Topillustration: Angela Silverfox, privat foto.

Angela Silverfox

Angela Silverfox er uddannet LifeCoach, hvilket grundlæggende handler om at hjælpe mennesker. Helt “almindelige” mennesker som dig og mig gennem deres kriser i livet. Det kan være en skilsmisse, fyring, en forkvaklet barndom, problemer i parforholdet, dødsfald i familien, hvis du er cutter, eller er pårørende til en cutter, eller blot er et menneske med et negativt livssyn. Hun vover at påstå, at hvis man er klar til at få det bedre uanset hvor man er i sit liv – så kan hun hjælpe. Man kan tackle de svære situationer på en ny og langt bedre måde end man hidtil troede. Udover kriser i livet, så hjælper Angela også spiseforstyrrede af med deres madhad og kropshad. Hun har selv været igennem tre spiseforstyrrelser og er kommet ud på den anden side. Hendes blogs omhandler ofte emnerne, hjælp til bedre selvværd, at tage ansvar for sig eget liv og hendes egen livshistorie. Angela har klare meninger om hvordan hun ser på at vi alle kan blive til en bedre udgave af os selv. Hun skriver aldrig om fester eller de kendte, eller hvilken vand hun synes man skal drikke – det lader hun andre om. Ifølge hende, så det at få selv-indsigt, det er faktisk sværere end man tror. Angela er også uddannet personlig træner. Hun uddanner sig løbende inde for det felt, hun mener er mest interessant – nemlig hypertrofi! Hun elsker at lære både mænd og kvinder omkring deres krop og især deres muskler at kende, på en helt ny måde.