POLITIK // JULEKALENDER – Nogle valgkampe huskes for deres politiske drama, andre for deres uventede modetræk. I 1988 gik De Radikale nye veje – både i sikkerhedspolitikken og i deres partileders påklædning.
Nogle politikere går meget op i deres påklædning, når de skal optræde i tv. Andre gør det ikke.
Den radikale leder, Niels Helveg Petersen, tilhørte nok mest den sidste kategori.
Folketingsvalget i 1988 er kendt som atomvalget. Det blev udskrevet, fordi De Radikale lagde de afgørende stemmer til et såkaldt dagsordensforslag fra oppositionen om, at flådefartøjer fra fx USA skulle spørges, om de medbragte atomvåben, når de besøgte danske havne.
Det brød amerikanerne sig ikke om – og det gjorde den konservative statsminister, Poul Schlüter, heller ikke. Han var i forvejen træt af det såkaldte fodnoteflertal, som flere gange havde påtvunget regeringen at føre en sikkerhedspolitik, som den var imod.
Valgkampen i 1988 kom derfor stort set kun til at handle om sikkerhedspolitik. Men det var De Radikale ikke interesserede i. I stedet kom de med det opsigtsvækkende forslag, at Niels Helveg Petersen skulle være statsminister. Og de lancerede det lidt gådefulde slogan: ”Nu er det forår og Niels Helveg.”
Pift ham op!
Niels Helveg Petersen var kendt som en saglig, måske lidt tør politiker. Så da tv skulle gennemføre den traditionelle partilederdebat, som altid har høje seertal, besluttede De Radikale, at han skulle piftes lidt op.
Mode- og designerægteparret Søs og Ib Drasbæk var erklærede radikale og tilbød at klare opgaven. Det endte med, at den radikale leder blev iført en jakke med meget store skulderpuder. Da partilederrunden var sendt, var Niels Helveg Petersen spændt på reaktionerne på hans outfit. Han spurgte derfor de journalister, som altid er til stede lige efter debatten.
En af mine kolleger svarede ærligt: ”Det var ikke så meget det, at dine skuldre blev så brede. Det var mere, at dit hoved blev så lille.”
De Radikale gik ét mandat tilbage. Om det skyldtes skulderpuderne, er umuligt at afgøre. Men Poul Schlüter valgte at smide CD og Kristeligt Folkeparti ud af regeringen og i stedet optage De Radikale. Så var det nemlig umuligt for partiet at stemme imod regeringen, fordi regeringspartier altid skal stemme det samme. Dermed blev fodnoteflertallet sprængt.
Politikere bruger mange ord til at foreslå, forklare og bortforklare.
I 35 år har Michael Stuhr indsamlet nyheder og reportager på Christiansborgs gange og i nærmeste omegn. På hans vej rundt i den gamle bygning er han også stødt på pudsige ordvekslinger, citater og begivenheder, som han samlet til bunke.
Bob Katzenelson er illustrator og bladtegner. Han har tegnet til Randers Amtsavis, Berlingske Tidende og Det Fri Aktuelt som fastansat siden midten af firserne.
Freelance fra 1997 for Aktuelt, Politiken, Information og en række fagblade og magasiner. Har løst scenografiopgaver sammen med instruktør Stig Fogh Andersen på operaerne ’Kain og Abel’, ’Ragnarok’ og ’Tristan og Isolde’.
Har illustreret og lavet omslag til børnebøger, fagbøger og skønlitterære udgivelser. Tegnet plakater, lavet vægmalerier og alt muligt andet indenfor tegnefaget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.