Polens efterkrigshistorie præsenteret af Andrzej Wajda på Cinemateket

af i Europa/Film/Kultur

FILM – I næsten to måneder har Cinemateket kørt film af Polens store mesterinstruktør Andrzej Wajda (1926- 2016). Det har været en barsk oplevelse, for instruktøren er berømt/berygtet for at gå lige til sagen og ikke gemme noget under gulvtæppet. Man har valgt at vise ni spillefilm og et par dokumentarfilm, der er punktnedslag i Polens dramatiske historie. Måske burde man i programmet have advaret publikum om filmenes gru. Hvis man holder af happy-ends, skal man ikke se film af Andrzej Wajda.  

Man kan undre sig over, hvordan den polske regering i 1955 – kun to år efter Stalins død – kunne acceptere, at Wajdas første spillefilm, En generation, blev lavet. En gruppe teenagere vokser op i 1942 i et krigshærget Warsawa. En ung forfatterspire knytter sig til frihedskæmperne tiltrukket af den smukke, kommunistiske agitator Dorota. Hun er sikker på, at forholdene efter krigen vil blive meget bedre end nu, hvor jødeforfølgelser, arrrestationer og vilkårlige henrettelser er en del af dagligdagen. En ung Polanski er et lyspunkt i den tragiske fortælling.

Handlingen i den kørte kopi var svær at følge, idet filmen var blevet klippet med en grundig censursaks; hele Zbigniew Cybulskis rolle var blevet fjernet! Ham kunne vi til gengæld nyde i fulde drag som Maciek i Aske og diamanter (1958): Maciek har kæmpet mod nazisterne, men er nu gået over til de guerillatropper, der bekæmper de sovjettiske kommunister. Han har fået ordre til at likvidere en højtstående kommunistisk officer. Krigen er endt; filmen foregår på fredens første dag, og Maciek sidder under et træ og venter på sit offer. Uheldigvis kommer han til at dræbe en forkert officer.

Filmen fabulerer lidt over, om det er en forbrydelse at tage fejl, nu da krigen er forbi? Maciek er kun lidt bekymret, han vil hellere glæde sig over freden og nyde en dejlig servitrice, han lige har truffet. De polske kommunister fester, mens Maciek lurer på sit offer. Tidligere var han en helt, der bekæmpede nazister; nu er han pludselig en kriminel.

Jeg så filmen i Alexandra-biografen dengang for længe side, men husker stadigvæk slutningen: Skønne Ewa Krzystyna opsøger den smadrede kirke, hvor korset med Jesus hænger omvendt, mens Macieks flygter bag hotellet, hvor vasketøjet lyser i mørket. En hvid hest går forbi; en kugle rammer ham, og ingen kan længere stille penible spørgsmål.

Aske og diamanter er den sidste film i Wajdas ”krigstrilogi”. Den er et uforglemmeligt mesterværk, men det er nummer to, De 63 dage, faktisk også; den er en snigende og meget barsk gysende film fra Warzawa-oprøret i 1944. En lille gruppe modstandskæmpere og civile er blevet lukket inde i en lomme af smadrede huse og bliver nødt til at flygte ned i kloakkerne for at komme ind i en fri zone andetsteds i byen.

Nazisterne er overalt, og russerne er ikke i nærheden. En køn ung pige kender kloakkerne og forsøger at give nyttige råd. Hendes kæreste er blevet skudt, så de halter bagud og forsøger at klare sig alene; deres skæbne er gribende sørgelig. Tyskerne sender gas ned i kloakkerne; gruppen splittes; panikken og angsten breder sig. Da lederen endelig får ført sine folk op i sollyset, er det blot for at se nazisternes ben og støvler vente deroppe. Alt er tabt, og de tyske nazister har endelig vundet. Filmen vandt søvpalmerne i Cannes 1957 og le Monde skrev: ”Et uforglemmeligt vidnesbyrd frembragt af en mesters hånd.”

En knivskarp dissektion af en stat

I 1970 lavede Wajda Landskab efter slaget, der stort set kun foregår i en fangelejr efter befrielsen.

Filmen åbner med den berømte sekvens, hvor hundredevis af kz-fanger strømmer ud af barakkerne og smider deres fangedragter på et rygende bål. De vindende amerikanere ved ikke rigtigt, hvad de nu skal gøre og beslutter sig til ikke at slippe fangerne fri. Man behandler dem godt og benytter chancen til at studere, hvordan deres adfærd udvikler sig under de ændrede forhold.

Filmen er beundret af mange, men det generede mig voldsomt, at den var så utroværdig, f.eks fordi alle de glade og energiske fanger vejede mindst 25 kg for meget. Wajda var ikke just i kridthuset hos det kommunistiske styre i 50’erne. Hans antikommunistiske film, der alt for ofte udstillede styrets korruption, fulgte ikke regeringens krav om socialistisk realisme og dermed folkeopdragende beretninger om arbejderklassens eksemplariske helte. Hans film viste modbilleder til de officielt sanktionerede versioner af Polens historie.

Jernmanden skildrer fremvæksten af fagbevægelsen Solidaritet… Kort efter filmens premiere blev der indført undtagelsestilstand i Polen, og Solidaritet blev forbudt, mens filmen vandt De gyldne palmer i Cannes

Da han i 1977 udsendte Marmormanden blev forholdet ikke meget bedre: Den langbenede filmskoleelev Agnieszka, spillet af Krystyna Janda, ønsker at lave sin afgangsfilm som en dokumentar over mønsterarbejderen Mateusz Birkut, der 20 år tidligere blev prist overalt. Hun finder nogle delvis smadrede gemte statuer af ham i et kælderrum under Nationalmuseet. Ingen er interesseret i at skaffe hende dokumenter om hans liv eller lade hende se gamle interviews med ham. Ved at skabe fingerede ugejournaler og interviews med folk, der kendte Birkut, tegner Wajda et billede af en ganske normal, dygtig arbejder, som myndighederne bevidst blæser op og præsenterer overalt. Af uransagelige årsager forkaster man ham, og derfor skal Agnieszkas arbejde stoppes, men hun er ikke sådan at stoppe.

På trods af stærk modstand, hvor man bl.a. inddrager hendes tilladelse til at lave filmen og hendes tilskud, rejser hun til Gdansk, hvor hun blandt stålskibsværftets arbejdere finder Birkuts søn, Tomczuk. I programmet beskriver Jesper Andersen filmen som ”en knivskarp dissektion af en stat, som skaber en mønsterarbejder i sit eget billede og derefter ødelægger ham.”

Filmen er lang, 165 minutter, men Wajda havde mere på hjerte, så den blev i 1981 efterfulgt af Jernmanden på 156 minutter. I programmet står: ”En radioreporter sendes til Gdansk for at grave snavs op om fagforeningslederen Tomczyk, hvis far var mønsterarbejderen Mateusz Birkut”.

Jernmanden skildrer fremvæksten af fagbevægelsen Solidaritet, og Lech Walesa optræder i en cameorolle i filmen. Kort efter filmens premiere blev der indført undtagelsestilstand i Polen, og Solidaritet blev forbudt, mens filmen vandt De gyldne palmer i Cannes.

Massakren i Katyn

Efter adskillige år med mere dagligdagsfilm og et par kærlighedsfilm vendte Wajda i 2007 tilbage til Polens dystre fortid med filmen Katyn, der samme år blev nomineret til en Oscar. Den 1. september 1939 invaderede Hitlers tropper Polen og startede anden verdenskrig. Den 17. september ankom de russiske tropper, der for bedre at kunne sikre sig sejren, arresterede alle de polske officerer og anbragte dem i en lejr udenfor Warzawa. Mens Polens menige soldater blev sat ind i kampen mod nazisterne, blev 15.000 officerer, herunder ikke-militære specialister, heriblandt Wajdas far, myrdet og gravet ned i Katyn-skovene.

Da ligene efter krigen blev gravet op, gav Sovjetunionen nazisterne skylden og straffede alle, der stillede nærgående spørgsmål eller antydede, at Den Røde Hær skulle have haft en interesse i massakren.

Ved filmens start kæmper hundredevis af mennesker sig over en bro på flugt for tyskerne; de mødes af en bølge af flygtende fra øst på flugt for Russerne. Filmen starter med andre ord 17/9 – 39. Officeren Andrzej Mularczyk er hovedpersonen i dette skæbnedrama, der indrager adskillige personer fra hans familie gennem mange år. Filmen giver os derved et rystende og realistisk indtryk af et samfund, hvor ære spiller en så afgørende rolle for de polske officerer, at de end ikke tænker på at flygte, da det går op for dem, at de som krigsfanger (uden at have affyret et eneste skud) ikke er beskyttet af Geneve-konventionen.

Wajda skildrer her den industrielle revolution og dens umoralske og grådige karakterer; kapitalismens dehumaniserede, grimme menneske, hvor alt handler om penge

Stalin kunne uden juridiske problemer bare henrette løs, og således undgå politiske problemer med de kommunistiske polakker, når sejren over nazismen var hjemme. Det kommunistiske styre giver den overlevende familie mange problemer i det nye samfund, der styres af uretfærdighed, angst, løgn og hykleri. Vi kommer til at kende dem godt og leve med deres håbløse situation. Man rystes af det gennemført kyniske styre og glemmer aldrig denne film. Sovjetunionen indrømmede først i 1991 sin skyld.

Industrialiseringens pris

Det forjættede land (1975) er i en helt anden genre end de tidligere omtalte film. Wajda beskriver her de socialt og moralsk katastrofale forhold i slutningen af 1800, hvor industrialiseringen blomstrede i Lodz. Hvor tekstilarbejderne knoklede i dyb fattidom, og fabriksejerne levede i sus og dus.

Tre venner, den adelige og skrupelløse polak Karol – brilliant spillet af Daniel Olbrychski – jøden Moritz og den tyske skribent Max starter en moderne tekstilfabrik med katastrofale følger. Karols overklassemiljø er skildret i fantastisk flotte billeder, og hans smukke kæreste er fortryllende og meget atletisk. Max er hele filmen igennem ulykkelig forelsket i hende, mens Karol nok er glad for hende og hendes store medgift, men også morer sig lige vel nok med andre kvinder.

Wajda skildrer her den industrielle revolution og dens umoralske og grådige karakterer; kapitalismens dehumaniserede, grimme menneske, hvor alt handler om penge, var nok med til nogle år senere at skubbe marxismen frem og vælte Storrusland. Jesper Andersen skriver:” Den Oscarnominerede film er en analyse af en nation på vej mod industrialisering og kapitalisme, men også en sørgesang over et multikulturalt polsk samfund, som ikke længere eksisterer.”

Cinemateket har villet belønne os tavse trofaste tilskuere med en fabelagtig flot og meget underholdende film efter alle de tidligere grumme film. Man kan lære meget ved flittigt at følge med i Cinematekets fremragende serier.


Fotos: PR.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Europa