DEMOKRATI // ANALYSE – Polen er i krigsretstilstand, der er styret af en tysk agent, som vil fjerne Polen fra landkortet og dele landet mellem Rusland og EU. Nogenlunde sådan betragter Polens største parti, Lov og Retfærdighed, PiS, landets nye samlingsregering. Siden Polens nye regering blev etableret i december 2023, har de to politiske fløje bekæmpet hinanden. I næste uge besøger Kong Frederik det splittede land på et erhvervsfremstød.
Polens nye regering består af tre politiske blokke, der tilsammen opnåede et flertal på 53 pct. ved valget i oktober 2023 – og mange jublede i Polen. Regeringen, der dækker et bredt spektrum af højre-venstre skalaen, har været enige om, at PiS, der har været ved magten i de seneste otte år, skulle fjernes, og at demokratiet skal genoprettes. Regeringslederen er Donald Tusk, tidligere formand for Det Europæiske Råd, af PiS beskyldt for at være tysk agent.
Kampen om medierne er typisk for fjendskabet mellem Polens to største fraktioner med jura indblandet og fortolkninger af grundloven
Det første store tiltag for regeringen er demokratisk genopretning. Men det er ikke ligetil at fjerne PiS institutioner, der er etableret i de seneste år, og som gradvist er oprettet med hjemmel i grundloven.
TV-station har fået ny ledelse
Public service-medierne blev i PiS-æraen omdannet til kanaler med plads til konspirationsteorier og en PiS-inspireret politisk grundtone. Kort før jul blev bestyrelsen for det offentligt ejede polske TV udskiftet, journalister blev afskediget, og skærmen var sort en dag. Siden har kanalen udsendt mere neutral information uden politisk favorisering.
Dette indgreb var brutalt, og PiS-segmentet var rystet. PiS medlemmer rykkede ind i TV-bygningen for at protestere, og forfatningsdomstolen erklærede, at den nye regering i strid med grundloven havde ændret ledelsen af de offentlige public service-sendere.
Denne erklæring er ikke overraskende, da flertallet af forfatningsdomstolens medlemmer har tilknytning til PiS. Det mere neutrale TV fortsætter imidlertid, og PiS-tilhængere skifter til den private stærkt højreorienterede TV-station ”Republika”.
Kampen om medierne er typisk for fjendskabet mellem Polens to største fraktioner med jura indblandet og fortolkninger af grundloven. For PiS-tilhængerne, der udgør ca. 35 % af befolkningen, minder den hårde omlægning af medierne om metoderne fra 1980’erne, da Polen havde krigsret, og general Jarozelski styrede alt.
PiS bag protestdemonstration
PiS arrangerede en demonstration i Warszawa imod den nye regering den 11. januar, ”Frie polakkers protest”, hvor den gennemgående fortælling var, at EU vil overtage Polen med hjælp fra den nuværende regering. Talerne benyttede store og hårde ord om regeringen, men demonstration blev afviklet fredeligt. Antal deltagere til demonstrationen blev vurderet fra 30.000 til 350.000, men der var næppe over 100.000.
Under den hårde ideologiske kamp mellem den nye og gamle regering er en tidligere PiS minister, Mariusz Kamiński, og hans viceminister, Maciej Wąsik, blevet anholdt af politiet i præsidentens palads. De to politikere fik for otte år siden en dom for embedsmisbrug og to års ubetinget fængsel, men straffen blev dengang annulleret af præsidenten, hvilket er juridisk muligt.
En appeldomstol fastholdt i starten af januar straffen for de to, og de søgte derfor tilflugt hos præsidenten. Politiet fandt dog lovovertræderne og sendte dem i fængsel.
Sådan var det også for Solidaritet-medlemmer under krigsretten i 1981, og analogien blev draget af PiS. De to dømte sultestrejker nu i fængslet, men ventes atter benådet af den PiS-venlige præsident Duda. Igen var en strid om jura i gang, idet præsidenten ikke mente, det var lovligt at trænge ind i hans palads. Igen brugte PiS store ord og kaldte de to partifæller ”politiske fanger”.
Skal Polen ud i nyvalg?
Den helt store kamp i den nye regerings oprydning bliver om retsvæsenet, som PiS i høj grad gjorde politisk styret i strid med de demokratiske grundregler og til mange EU-protester. Den polske forfatningsdomstol har 15 medlemmer, der overvejende er PiS-udnævnte, der bestemmer over retsvæsenet og har ansat et stort antal dommere i løbet af de seneste otte år.
Den nye regering ønsker ændringer af denne struktur, men det er kompliceret, når det skal foregå retsligt korrekt, og præsident Andrzej Duda samtidig kan blokere ny lovgivning.
Præsident Duda er også helt central i kampen om finansloven for 2024. Lige nu fungerer Polen uden finanslov for 2024, fordi præsident Duda ikke godkender den forelagte version. Hvis præsidenten fortsat blokerer for vedtagelse af finansloven, skal der udskrives nyvalg ifølge den polske grundlov. Et nyt parlamentsvalg inden for de næste måneder er absolut en mulighed i Polens nuværende kaotiske situation.
Og hvad vil befolkningen vælge, hvis der bliver valg igen i Polen om kort tid? En opinionsmåling fra januar viser, at 56 pct. af polakkerne er tilfredse med regeringen, og at det største parti i regeringen, Borgerplatformen har fremgang, mens tilslutningen til PiS er faldende.
Kong Frederik besøger Polen
- Energieffektivitet, klimavenligt landbrug og biogas er i fokus, når kong Frederik fra den 31. januar til den 2. februar 2024 står i spidsen for en dansk erhvervsdelegation i Polen.
- Kong Frederik vil være ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen.
- Besøget finder sted dels i Polens hovedstad Warszawa, hvor 38 danske virksomheder deltager i et erhvervsfremstød, samt i havnebyen Szczecin, hvor kong Frederik blandt andet vil besøge NATO’s regionale hovedkvarter og repræsentanter fra det danske og polske erhvervsliv i byen.
- Kongen mødes også med Polens Præsident H.E. Andrzej Duda i Præsidentpaladset samt formændene i senatet og det polske underhus Sejm.
- Det er kong Frederiks første officielle udlandsrejse efter, at han overtog tronen 14. januar i år.
Konflikterne i Polen er mange, og fjendskabet fortsætter
Regeringen fortsætter med genopretningen og gravearbejdet i de strukturer, som PiS-regeringen oprettede for at udstrække sin magt. Bl.a. undersøges det, om PiS ulovligt har brugt aflytningsudstyr i sommerens valgkamp. Samtidig skal regeringen også sørge for en række reformer og i øvrigt sikre landets økonomiske basis. Konflikterne i Polen er mange, og fjendskabet fortsætter. Selvom situationen i Polen er ganske alvorlig, florerer humoren i Polen. Memes og parodier deles på nettet, og polakkerne gør grin med de tidligere magthavere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her