REJSE // ESSAY – Skopje er en arkitektonisk spøjs by med en del ting at se, og hvor man møder en udtalt grad af venlighed på trods af sproglige udfordringer. Det vil kræve politisk vilje og nok betydelige økonomiske investeringer, men Skopje kunne blive Balkans næste turist-hotspot.
Når man kører fra lufthavnen ind til Nordmakedoniens hovedstad Skopje, kan man forskellige steder på vejen støde på afvisninger til blandt andet Athen, Tirana, Beograd og Sofia. Skiltene fremstår lidt som en påmindelse om Balkans skiftende grænser og turbulente historie, hvor det meste og de fleste har været forbundet og i konflikt på et eller andet tidspunkt i løbet af de seneste hundrede år.
En forgyldt statue af det forhenværende Jugoslaviens grundlægger og landsfader, Josef Tito, er en af de første overraskelser, der denne morgen møder mig på en løbetur igennem den centrale del af Nordmakedoniens hovedstad, Skopje, i formiddagssolen.
Både i basaren og andre steder i byen ser man ofte, at de øvrige etager henstår i nærmest ruiner
Jeg er på vej hen til Vardar-floden. Præsidentpaladset, der i høj grad minder om Det Hvide Hus i Washington, ligger ud til floden. Man skal igennem en parkeringsplads for at komme ned til vandet.
Parkeringspladsen er surrealistisk. Der er stopfyldt. Folk har ikke kun parkeret i de anmærkede parkeringsbåse, men har også smidt bilerne på resten af pladsens vejområde. Ingen kan komme nogen som helst steder, før de sidst ankomne dukker op i løbet af dagen og gradvist begynder at køre væk.
Jeg når floden. Et voldsomt jordskælv raserede det meste af den indre by i 1963. Derfor er stort set alt byggeri langs floden af nyere dato. Det virker ikke, som om byplanlægningen i de senere år har været effektiv.
Byggestilen fremstår som et kaotisk mix af jugoslavisk neobrutalisme, nyklassicisme, nutidshøjhusrædsler i glas- og stål, som man ser i de fleste europæiske hovedstæder. Og så har man smidt et parkeringshus ind i ligningen.
Flodbredderne og dens stier fremstår forfaldne. Der skal ikke megen fantasi til at forstille sig, hvor charmerende stedet kunne blive i den varme efterårssol, hvis der blev plantet noget grønt, sat nogle bænke op, og man kunne få en kop kaffe i nærheden.
Der er broer for cirka hver 500 meter. De fleste ser forskellige ud. Jeg løber over en af dem. Ser man op, så ligger det historiske Kale-fort fra omkring det 6. århundrede på en bakke, beriget med en fabelagtig udsigt over byen og de omkringliggende bjerge. Dele af fortet overlevede jordskælvet, men trænger i dag til en kærlig vedligeholdelseshånd.
Den tyrkiske basar, der stammer fra 1200-tallet, ligger om hjørnet. Det er et charmerende indslag og en af byens absolut største turistmagneter med blandt andet moskeer, karavanserai og et utal af små forretninger.
Basaren minder i høj grad om Sarajevos basar, men fremstår i en langt mindre poleret stand. Gadeniveauet og som regel den første etage på bygningerne er i fin stand. Men både i basaren og andre steder i byen ser man ofte, at de øvrige etager henstår i nærmest ruiner.
Kirker og statuer
Den ortodokse Sveti Spas Kirke, som ligger i basarområdet, indeholder en ikonostase af bemærkelsesværdig skønhed, som jeg ser en af de efterfølgende dage. Man skal gå ned ad en trappe for at komme til kirkerummet.
Under osmannernes herredømme skulle kirker ligge lavere end moskeer. Kirkens have og indre gård er som en oase i den larmende storby.
Ser man fra basaren op mod en af de andre bakker over byen, så dukker et gigantisk kors op. Det blev sat op i år 2000, og navnet er intet mindre end Tusindårskorset. Officielt skal det stå som et minde om, at der har været kristendom i regionen i over 1000 år. Det kunne også tolkes i retning af et vink med en politisk vognstang om, hvem der udgør den religiøse majoritet i dag, hvis nogen skulle være i tvivl. Videre!
Løbeturen tilbage går over den ikoniske stenbro, som er bygget under Sultan Mehmed II i perioden omkring 1450-1470, og som, trods krige og jordskælv, har overlevet i næsten oprindelig stil.
Noget, der virkelig overrasker, er den kolossale mængde af statuer, som man støder på overalt i Skopje. Det kan ikke ses som andet end aktiv national historieskrivning. Det er nationens helte – og ganske få heltinder – der er afbildet. Det er uoverskueligt at sætte sig ind i historien bag dem alle.
En af statuerne skiller sig dog ud. Den enorme Rytter på Hest på Skopjes centrale torv. Efter signende ved alle, at det er en afbildning af Alexander den Store, som er nordmakedonernes helt nummer et. Paradokset er tilsyneladende, at det kan man ikke sige højt, for så vil grækerne føle sig trådt over tæerne. Videre!
En anden og væsentlig fysisk mindre statue finder jeg på en af byens stemningsfyldte gågader. Den er af Moder Theresa, der blev født i byen i 1910. Hun er en af landets største heltinder.
Med den katolske kirkes ganske gennempryglede image må Theresa ses som et af kirkens lyspunkter med sin livslange indsats for at hjælpe de allerfattigste og udstødte i Indien.
Trafikken er tæt og larmende, og luften er ikke ren. Løbeture er ikke optimale under de forhold. Der ser ud til at være aflagte London-dobbeltdækkere på gaderne. Det er et sjovt indslag i den tætte trafik.
Det er tid til at runde turen af. Det blev et øjebliksbillede anno 2024. Skopje er en arkitektonisk spøjs by med en del ting at se, og hvor man møder en udtalt grad af venlighed på trods af sproglige udfordringer. Det vil kræve politisk vilje og nok betydelige økonomiske investeringer, men Skopje kunne blive Balkans næste turist-hotspot.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver lørdag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
