
BØGER // ANMELDELSE – I Humlebien forsøger Anders Samuelsen at forklare sine børn, hvorfor Danmark – mod alle odds – fungerer. Resultatet er en kærlig, uprætentiøs og overraskende velfungerende hyldest til fællesskab, tillid og bondeliberal fornuft, skriver Lars Luplau.
Humlebien er en bog, som den tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen har skrevet til sine børn for at forklare dem om sin kærlighed til Danmark. Ikke som Jostein Gaarder, der i Sofies Verden skruede en spændende fortælling sammen og indflettede et filosofikursus. Den form for sugarcoating begiver Samuelsen sig ikke ud i, men fortæller præcist og nøgternt om de ting ved Danmark, som har vakt hans kærlighed. Hvorfor landet, som slet ikke burde være så velfungerende, alligevel er netop det.
Man skal ikke læse bogen i forventning om, at Samuelsen rundhåndet deler ud af slibrige detaljer fra forhandlingslokalerne i den dysfunktionelle VLAK-regerings tid
Hvorfor det skulle vedkomme andre end Anders Samuelsens børn, synes ikke umiddelbart nemt at gennemskue, men bogen er selv en humlebi. Den tidligere politikers lidt løselige betragtninger om Danmark burde egentlig ikke være interessante nok til at blive udgivet som bog, men ender med at være det alligevel.

Man skal lige gennemskue metoden og kunne afkode forfatterens metakommentarer, som ikke altid skal tages for pålydende, men når man først har vænnet sig til fremgangsmåden, er det faktisk både interessant og refleksionsfremkaldende at læse bogen.
Eksempelvis skriver Samuelsen i kapitlet om Grundtvig, at ”vi skal dykke ned i hans tanker om demokrati, om nationalfølelse, om dannelse og ikke mindst hans revolutionerende syn på skolen og uddannelse”, men her mener han faktisk, at vi kradser lidt i overfladen, knytter lidt ikke så dybsindige kommentarer dertil og fletter det hele ind i den fortælling, som bærer bogen.
Anders Samuelsen: Danmark fungerer godt, fordi vi stoler på hinanden
Fortællingens bærende præmis er lidt forsimplet, at Danmark fungerer godt, fordi vi stoler på hinanden, er der for hinanden og sørger for, at størstedelen af folket er oplyste nok til at vide og forstå, at det netop er derfor, vi fungerer så godt.
Man skal ikke læse bogen i forventning om, at Samuelsen rundhåndet deler ud af slibrige detaljer fra forhandlingslokalerne i den dysfunktionelle VLAK-regerings tid. Den bog har vi til gode. Samuelsen er med denne bog ude i et helt andet ærinde, og det lykkes altså overraskende godt. Uden den vilde agitation for sine ideer overbeviser han stille og roligt sine læsere om, at der er grund til at holde af fjumreår, andelsbevægelsen, Grundtvig, folkeskolen, skat og su. Ja, selv MitID bør vi elske mindst en lille smule.

Uden at nævne det eksplicit, så er Samuelsens kærlighedserklæring til Danmark også en hyldest til det, som man vist bedst indfanger ved at kalde ”bondeliberale værdier”. De strømninger, som fra midten af 1800-tallet og helt frem til i dag har præget Danmark i en grad, så Samuelsen nu kan sidde i Schweiz og føle sig kaldet til at tage ansvar for at fortælle sine børn og deres generation om alt det gode ved Danmark.
Præget af de værdier om personlig frihed og ansvar, som opstod med liberalismen, men i lige så høj grad bevidstheden om, at vi er hinandens forudsætning, og derfor aldrig bliver så frie, at fællesskabet må vige.
Samuelsen er hverken historiker eller sociolog
Går man bogen igennem med en akademisk tættekam, vil man ret hurtigt kunne finde steder, hvor det som er forfatterens synspunkter, bliver præsenteret som almengyldige sandheder eller steder, hvor der bliver sprunget let hen over den kritik, der i akademiske kredse kan være rettet mod nogle af de positioner, som bogen indtager.
Humlebien er i bund grund en fortælling fra en oplyst bondeknold, der står ved netop det
Så man skal lade den tættekam blive på hylden, hvis man vil have en god læseoplevelse. Og det er i øvrigt også mest fair overfor bogen, som ikke udgiver sig for at være et værk med ambitioner om at trække mange henvisninger i forskningslitteratur.
Humlebien er i bund grund en fortælling fra en oplyst bondeknold, der står ved netop det, og derfor præsenterer en sammenhængende fortælling, der sagtens kunne være en foredragsrække på en højskole et sted i Jylland, og ikke prøver at give den som historiker eller sociolog. Det er der kommet en ganske udmærket bog ud af, og hverken Samuelsens børn eller andre tager skade eller spilder tiden ved at læse den.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.