JULEPRÆDIKEN // 2. JULEDAG 2022 – Fortællingerne anden juledag vil råbe os op. De skriger os ind i hovedet og vil have os til at forstå, at det aldrig er nok med i morgen: Det er i dag, dit liv kræves af dig. Det er i dag, du skal vise, at kærligheden er størst af alt. Det er nu, du skal tilgive og ikke i næste uge, når du måske har lyst, skriver Kirsten Jørgensen i sin anden juledagsprædiken: Jesus ville på radikal vis ændre hele vores livssyn.
Jeg er lidt en melankoliker. Jeg er ikke helt tilpas, hvis folk bliver for overstrømmende glade. Det er sådan lidt upassende, synes jeg, med al den jubel. Lidt for påtrængende. Bortset fra de tilfælde, hvor Argentina bliver verdensmestre i fodbold, for da kan jeg sjovt nok ikke få jubel nok og husker, da jeg selv i 1992 kørte rundt i Aarhus midtby med hovedet ud af bilvinduet og skrålede med på euforien over Danmarks sejr. Men til daglig så synes jeg, det bliver lidt anstrengende med alt for megen glæde.
Næh, lad mig få lidt melankoli, så jeg kan slappe en smule af igen fra lykke-kravet.
For sådan en sær størrelse som mig, der holder af, når min verden er lidt ”blue” er det herligt at nå frem til 2. juledag. Efter en hektisk december og den højstemte og festlige juleaften og juledag, så føles 2. juledag for mig som en lang beroligende udånding.
Som om jeg nu kan give slip på den luft og duft og intensitet, jeg har suget ind siden 1. december, og puste langsomt ud, mens et svalende blåt lys lægger sig beskyttende om mig, og den skønne melankoli kan sænke sig. Mens jeg sådan puster og ånder jublen ud, bliver jeg på forunderlig vis fyldt af en stille fryd, en eftertænksom taknemmelighed, en forsigtig, men stærk tro på livet.
Fra blå til blodets og lidenskabens farve
Men når vi så vender os mod de fortællinger fra Biblen, der hører til 2. juledag, så er det altså hverken jubel eller melankoli, der er på færde. Her er det ikke den blå tone og melankolien, der farver dagen, men det er blodets og lidenskabens farve, der vælder frem.
Det er den røde farve, den dramatiske farve. Ikke julens røde hjerte-farve, men blodets røde farve. Det er slut med både jubel og stille glæde. Nu slår verden om og viser sin modsætning til fortællingen om det lille barn under stjernen i Betlehems krybbe.
Vold og fortvivlelse strømmer ud af teksterne som ødelæggende lava fra en vulkan i udbrud
I historien er vi hoppet frem i tiden til dagene op til påske, hvor det lille barn fra krybben som 30-årig lige om lidt bliver henrettet i Jerusalems gader. Her bliver manden Stefanus stenet ihjel (Apostlenes Gerninger kap. 6), og her taler Jesus fortvivlet til sine tilhørere om, hvorfor de dog ikke fatter, hvad julen og hans ankomst til verden betyder, og hvad der vil ske med os, når vi ikke fatter det (Mattæusevangeliet kap. 23).
Vold og fortvivlelse strømmer ud af teksterne som ødelæggende lava fra en vulkan i udbrud.
Og det er måske også netop det, kristendommen også er – en vulkan i udbrud.
Vi vil så gerne have, at Gud er en varm og kærlig hånd, der forsigtigt holder os oppe, bærer os igennem al modstand og tager os til sit hjerte, altid, uanset hvad. Men her er der andre toner, andre farver. Her mærker vi, at det hele ikke bare er for sjov. Her er vi langt fra det sentimentale og det banale. Der er vi pludselig for alvor midt i noget, der gælder liv og død.
Jesus’ radikale budskab
Da jeg for nogle uger siden sad over et glas gløgg og talte med gode kolleger om, hvad vi gerne ville prædike om i dag, 2. juledag, da kom jeg til at sige, at jeg synes kristendommen har et meget radikalt budskab. Selvfølgelig ikke i partipolitisk betydning. Radikal betyder ifølge ordbogen indgående eller dybtgående, noget, som tager fat ved roden.
Det er sådan, jeg forstår det, Jesus gjorde og sagde, da han var på jorden: som noget meget radikalt nyt; noget i høj grad dybtgående; noget, der for alvor tager fat om vores eksistens, vores liv; vores samfund. Tager fat om roden.
Det er sådan, jeg hører teksterne i dag. Som budskaber om, hvor radikalt livsforandrende Jesus’ ærinde faktisk er.
Næstekærlighedsbudskabet er blevet så kendt, at det næsten er blevet en kliché … Jaja, siger vi og spiser endnu en klejne. Jeg gør det i morgen.
Der er ikke tale om uskyldige kosmetiske ændringer på vores liv. Der er ikke tale om, at vi skal være søde ved hinanden, hvis vi ellers orker det og gider lige i dag, hvor vi egentlig skulle noget andet. Jesus ville på radikal vis ændre hele vores livssyn.
Sommetider opfatter vi ikke dybden af det, fordi næstekærlighedsbudskabet er blevet så kendt, at det næsten er blevet en kliché. Ligesom hans krav om, at vi skal blive ved med at tilgive, blive ved, blive ved, blive ved og så igen. Jaja, siger vi og spiser endnu en klejne. Jeg gør det i morgen.
Men fortællingerne anden juledag vil råbe os op. De skriger os ind i hovedet og vil have os til at forstå, at det aldrig er nok med i morgen: Det er i dag, dit liv kræves af dig. Det er i dag, du skal vise, at kærligheden er størst af alt. Det er nu, du skal tilgive og ikke i næste uge, når du måske har lyst.
Vågn op!
I dag tager evangeliet fat i os og ryster os som en hund, der bider om og ryster en dukke. Vågn op! Lad ikke denne mulighed for at se dit liv i et helt andet lys, gå fra dig. Løb ikke rundt som forvildede høns, der ikke ved, hvilket retning vi vil gå i, men lad os samles under det budskab, der efter min mening faktisk er det mest radikale budskab og det mest radikale livssyn, verden nogensinde er blevet præsenteret for.
Hvis vi virkelig gjorde, som Jesus sagde, så ville verden tage en 180 graders drejning. Så ville alt ændre sig radikalt.
Hvis vi for alvor tænker rækkevidden af næstekærlighedsbuddet og størrelsen af kravet om tilgivelse igennem, så er det, som englænderne siger ”mind-blowing”. Hvis vi virkelig gjorde, som Jesus sagde, så ville verden tage en 180 graders drejning. Så ville alt ændre sig radikalt.
Vi støder os selvfølgelig på teksterne til 2. juledag. Også de af os, der befinder os godt i det blå, for her er mere end blåt, her er blodrødt. Men kan vi lytte uden at blive bange eller føle afsky for hårdheden og volden i fortællingerne, så hører vi gennem vulkanudbruddets larm dybt inde og dybt nede den rene og klare tone, der er den elskende Guds sang til os.
For radikaliteten har netop bund i, at Gud elskede verden således, at han sendte sin søn, for at vi skal forstå det og for at sætte os i stand til at elske hinanden og verden på samme vis.
Glædelig jul.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
