ANALYSE: Lad os tale om Trump på en ny måde

Annegrethe Rasmussen 26.02.2017

Den nyvalgte præsident har haft en relativ kaotisk start på sit præsidentskab med lækager og forholdet til Rusland hængende som en tung skygge over sig. Men en ting er sikker: Trump har fra dag et fokuseret på at opfylde en række synlige løfter til sine tilhængere, der har belønnet ham med begejstring. Ligeledes har Trump i samarbejde med sin topstrateg, Steve Bannon, gjort alt, hvad han kan for at fastholde medierne som fjende nummer et. Det har han særdeles gode grunde til, men medierne skal ikke bide på maddingen.

SANTA FE/WASHINGTON D.C. ”Jeg kan ikke bruge de store mediers dækning af præsidenten til noget. De er så skingre og forurettede. For mig føles det som om, journalisterne er personligt fornærmede over, at nogen har vovet at gøre tingene på en ny måde. Det er ikke fordi, jeg er enig med Donald Trump i alting, men det er som om medierne bevidst forsøger at læse de værste intentioner ind i alt, han siger. Som når de f.eks. bruger hans usammenhængende sprog på Twitter til at gøre grin med ham og stramme alt op i den værste retning”.

Sådan sagde en Trump-vælger til mig på en konference, jeg var på i den forgangne weekend i New Mexico. Denne lille sydvestlige amerikanske delstat er præget af spansk og en rig folkloristisk ”ethnic native” kultur og blev i øvrigt vundet af Hillary Clinton. Her er med andre ord ingen udbredt kærlighed til den nye præsident, men nok en udbredt bekymring over især hans mulige, kommende immigrationspolitik. Der er imidlertid betydelig flere Trump-støtter end i den amerikanske hovedstad, hvor jeg befinder mig til daglig.

Jeg kan ikke bruge de store mediers dækning af præsidenten til noget. De er så skingre og forurettede. For mig føles det som om journalisterne er personligt fornærmede over, at nogen har vovet at gøre tingene på en ny måde – Trump-vælger, Santa Fe.

Så jeg talte med en gruppe af sådanne støtter på konferencen, en gruppe, der var særligt udvalgt til formålet. Konferencen, der er en såkaldt ”idefestival”, som jeg har deltaget i flere gange tidligere, har en stålsat ”off the record”-politik, ligesom man ikke må dele oplæg eller billeder på sociale medier. Det er en ulempe for en journalist, men samtidig en fordel, hvis man gerne vil helt ind på livet af kilder, der ellers ikke udtaler sig eller, hvis man er interesseret i at få andre vinkler ud til læserne end dem, man sædvanligvis kan få i Washington D.C.

Trump udgør mediernes store chance

I gruppen, jeg talte med, befandt sig bl.a. en investeringsrådgiver fra New York, en administrerende direktør for en stærk amerikansk lobbygruppe, der ikke blot har støttet Trumps kampagne, men hvor direktøren selv sidder i Trumps rådgivende panel for fremstillingsindustrien (han udmærker sig også ved at være venner med præsidenten, og jeg så ham ugen efter på TV ved det årlige konservative C-PAC-møde, der fandt sted i Maryland i denne uge), en årelang golfmakker til præsidenten samt en kvindelig kunstner fra Los Angeles, der fortalte mig, at ”alle hendes veninder” også havde stemt på den republikanske kandidat.

Det var investeringsrådgiveren fra New York (der i øvrigt var stærkt kritisk overfor Trumps linje på frihandelsområdet, men som elskede hans stil på Twitter og hans behandling af de ”skingre storbymedier”), der stod for det indledende citat.

Jeg spurgte ham, om han ikke syntes, det var urimeligt – og farligt for demokratiet – så konsekvent at gøre medierne til ”fjenden”, som Trump gør i sine udtalelser. På den store tale, Trump gav netop til C-Pac ugen efter, forstærkede præsidenten sit angreb ved at sige, at det ikke blot var ham, der var i krig med medierne, men at de samme medier også var ”amerikanernes fjender”.

Se talen her:

Men rådgiveren mente faktisk, at det var lige omvendt. At Trumps retorik udgør en mulighed for pressen til at frigøre sig fra magten og blive mere aggressiv og uafhængig:

” Når Trump siger, at medierne har været bonkammerater – best buddies – med vores ledende politiske klasse i årevis, så er det jo korrekt. Og de vælgere, Trump taler til, er ikke brugere af disse medier. De læser jo ikke Wall Street Journal eller Washington Post, de ser heller ikke CNN. De ser måske de store mediers nyhedsudsendelser en sjælden gang, men let’s be honest, de ser reality TV, serier og sport”.

”Og når de så ser en eller anden redaktør sprutte og rase og hidse sig op over Trump, så tænker de altså ikke over retsstaten eller demokratiet. De ser en velnæret, næsten altid veluddannet, hvid mand eller kvinde, der oser af at have et stort hus og deres på det tørre. Og så ser de en præsident med et vulgært sprog, der går i flæsket på de mediefolk. Og så tænker de ”godt gjort.” Lad os få the lying mainstream media ned med nakken.”

Pressens opgave: vær konkret

Men hvad skal medierne så gøre – hvis de ikke skal påpege alle løgnene, fortielserne eller de såkaldte ”alternative fakta”, spurgte jeg videre.

”Medierne skal kende deres besøgelsestid. De skal holde op med at være så forargede, og så skal de gå til stålet der, hvor Trump er svag. Bor jer ned i det med Rusland f.eks. Afslør konkret korruption, fremhæv, at Trumps regering er proppet med aktive generaler – det er noget nyt – og Goldman Sachs alumni. Find frem til hans selvangivelser. Se på sundhedsreformen og find alle de mennesker, der vil være uden dækning, hvis The Affordable Care Act bliver aflyst. Der er millioner af amerikanere, der er rædselsslagne for, at deres sygesikring forsvinder”.

”Og stop så med at overfortolke alt, Trump kommer med. Der er da nok at komme efter uden det. Trumps måde at slå på medierne på, er en madding til jer journalister. Og I har slugt den. I skal gå back to basics i stedet. Væk fra magten i Det Hvide Hus og de store byer. Ud til folket. Ja, altså jeg kan være ligeglad, men det er mit bedste råd til jer”, sagde han i en paneldiskussion.

Stop med at overfortolke alt, Trump kommer med. Der er da nok at komme efter uden det. Trumps måde at slå på medierne på, er en madding til jer journalister. Og I har slugt den. I skal gå back to basics i stedet. Væk fra magten i Det Hvide Hus og de store byer. Ud til folket.

En anden deltager – direktøren, der bor i Miami til daglig, men hvis arbejde ligger i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor Trump som de fleste vil vide vandt en overraskende sejr – hæfter sig ved Trumps fortsatte ”jobs, jobs, jobs-retorik” overfor de arbejderklassevælgere, som udgør præsidentens base:

”I årevis har det været sådan, at middelklasse-amerikanerens realløn er gået ned. Der er steder i Midtvesten, der ligner den tredje verden. Det er skammeligt. Jeg siger ikke, at Trumps løfter om nye jobs i kul- og stålindustrien alle sammen er åbenlyst realistiske. Men jeg siger, at han er den eneste, der har talt direkte til disse vælgere i årtier. Alt det der med de nye grønne jobs, som Clinton var ude i, lyder præcist så fluffy og ’politisk’ som det er”.

Trump har brug for en regering han kan stole på

Direktøren har imidlertid mere at sige:

”Noget andet, som meget få i medierne forstår, er, at Trump har brug for at forbinde sig emotionelt med en gruppe mennesker rundt om ham. Lige nu har han fortsat ikke en regering, der fungerer. Der har ikke været et fuldt møde i Det Nationale Sikkerhedsråd endnu, Flynns afgang gav kæmpe rystelser i Det Hvide Hus og Trump føler ikke, at han har nogen rundt omkring sig i Washington D.C. som han kan stole på”, indleder han og fortsætter:

”Grunden til, at han bliver så rasende over lækager i f.eks. efterretningsverdenen er, at han havde regnet med, at det var ’hans folk’. Husk på, at han kommer fra en privatejet virksomhed, hvor loyalitet overfor chefen var et must. Nu er han stødt ind i retssystemet og i embedsværket, og han har brug for en regering, der kan polstre ham og rådgive ham”.

Trump er en følelsesstyret person. Han har brug for at læne sig op ad nogen. Lige nu er der kun basen. Han har brug for en god regering. Og den håber jeg kommer på plads meget snart.

”Når jeg taler med ham, siger jeg altid til ham, at det vigtigste for ham lige nu er, at få den regering på plads. Han har brug for loyale og kompetente rådgivere, som kan vejlede ham. Når han tager rundt til de her store møder fortsat, får han kritik i medierne, som siger, at han ikke er kommet ud af valgkampen endnu. Men de forstår ikke, at den eneste støtte, han har, lige nu er hans base. Trump er en følelsesstyret person. Han har brug for at læne sig op ad nogen. Lige nu er der kun basen. Han har brug for en god regering. Og den håber jeg kommer på plads meget snart”.

Aflys korrespondenternes festmiddag

Jeg tygger på svarene. Der er en del, jeg finder urimeligt.

Men jeg forsøger at tage ja-hatten på. Kan Steve Bannons udpegning af medierne, som hovedfjenden i virkeligheden være den største gave til journalistikken i nyere tid? Kan den være det middel, der får medierne ud af hullerne og ud af deres ”comfort zone” og ud til borgerne?

Burde de toneangivende medier f.eks. aflyse den snarlige såkaldte ”nerd prom” – med det formelle navn ” White House Correspondents’ Association’s Dinner” – hvor præsidenten og medierne holder taler til hinanden og schmoozer og driller hinanden for åbne TV-skærme? Washington Posts medieredaktør, Margaret Sullivan, har foreslået det for længst. Hun mener ikke, at det er passende at ”cozy up” til en præsident, der foragter og hader medierne og kalder dem ”fake”.

Som hun skrev i starten af februar:
”The press shouldn’t be Trump’s enemy — a construction that serves his political purposes. Nor should it be his prom date. Cancel the dinner now.”

På CNN overvejer man ifølge flere medier også at melde afbud. Vanity Fair og The New Yorker har aflyst deres egne før- og efter parties.

Det er imidlertid langt fra alle, der er enige. CBS’ Chief White House Correspondent, Major Garrett, argumenterer lige omvendt, og siger, at hvis medierne boykotter arrangementet på grund af Trump, så har man jo sagt, at man skal kunne lide præsidenten for at deltage, og formålet med middagen har aldrig været at signalere hverken sym- eller antipatier mod det menneske, der okkuperer Det Ovale Værelse. Ved at melde afbud i år, ”beviser medierne netop Trumps pointe – de er hans fjender,” argumenterer Garret overbevisende i Washington Post.

Men alle medierne slap i sidste ende for at forholde sig til problemet, for i denne weekend meddelte Trump nemlig via Twitter, at han ikke kommer. Det er første gang, siden Ronald Reagan lå i sygesengen efter et attentat på ham (og selv i den situation meddelte præsidenten sig kort til forsamlingen via en forbindelse til hospitalet), at en siddende præsident vælger at blive væk.

I will not be attending the White House Correspondents' Association Dinner this year. Please wish everyone well and have a great evening!

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) February 25, 2017

Så middagen vil nu finde sted, som den altid gør – uden at præsidenten taler og uden – må man gå ud fra – den sædvanlige ”modtale” til ham fra en komiker.

Samtidig kan medierne uddele de priser til fremragende journalistik, som er det egentlige hovedformål med middagen. Om de planlagte demonstrationer fortsat vil finde sted – f.eks. er satirikeren og TV-host Samantha Bee vært for en middag med titlen ”Not The White House Correspondent’s Dinner,” er endnu uvist.

Svenske fortalelser og lukkede pressemøder

Men uanset, hvad pressekorpset i Det Hvide Hus foretager sig, synes det for mig indlysende, at medierne gør klogest i et holde en stringent professionel tone overfor Trump. Hverken under – eller overdrive. Da præsidenten fik udtrykt sig klumpet om Sverige i sidste uge, var det f.eks. en overdrivelse at fastslå, at Trump nødvendigvis talte om et konkret terrorangreb i Sverige (også selv om det lød sådan), selv efter at han via Twitter havde forklaret, at ”i går aftes” henviste til en nyhedsudsendelse på Fox News om Sverige aftenen før. Her må det være nok at fastslå, at præsidenten tilsyneladende får inspiration fra kabel-tv. Og at han er sjusket og skødesløs, ikke ligefrem praktisk for en præsident.

Man kan ikke udlede, at tredjeverdenstilstande har bredt sig i USA med efterfølgende nakkeskud og eliminering af den frie presse til følge.

Og da Trumps pressetalsmand, Sean Spicer, kun inviterede visse medier til en informel pressebriefing og specifikt udelukkede andre i slutningen af ugen, var det godt nok noget, der aldrig er sket før, og derfor blev det også skarpt kritiseret af White House Correspondents’ Association – hvilket var både ret og rimeligt – men man kan ikke heraf udlede, at tredjeverdenstilstande har bredt sig i USA med efterfølgende nakkeskud og eliminering af den frie presse til følge.

The pool” (altså den faste stab af journalister, der refererer alt, hvad der foregår i Det Hvide Hus og omkring præsidenten videre til kollegerne) var til stede, og mit gæt er, at et sådant lukket møde næppe sker igen. White House Correspondents’ Association holder møde med Det Hvide Hus om hændelsen i den kommende uge. Flere af de medier, der deltog – herunder Bloomberg News og The Wall Street Journal – besluttede efterfølgende, at de ikke vil møde op fremover, hvis ikke alle kolleger var inviterede (Associated Press og Time Magazine boykottede mødet af samme grund).

Og dermed var det muligvis overkill at hive samtlige fordømmelser om censur frem af skuffen (Politico lagde en audiofil af mødet ud online efterfølgende). Om end det naturligvis ikke skal formindskes heller, eftersom princippet om at alle pressemøder i Det Hvide Hus er åbne for den akkrediterede presse, skal følges.

I den første massive reaktion risikerede pressen imidlertid – som den erfarne danske politiske kommentator Henrik Qvortrup var ude at sige på sin Facebook-side – at mange vælgere får fornemmelsen af, at medierne udelukkende tænker på sig selv og rutinemæssigt overreagerer. Det er et spørgsmål om “tonen” igen, mere end indholdet, og derfor var det formentlig klogt, at foreningen for de akkrediterede journalister holdt sig til en kort og skarp tekst.

Men kunne i øvrigt indvende, at der er rigeligt med andet, som medierne kan og bør kritisere. Forholdet til Rusland står f.eks. fortsat centralt og det er stadig særdeles muligt, at den igangværende undersøgelse, som FBI står for af Trump-kampagnens forbindelser til Moskva, kan udvikle sig til en egentlig skandale. Det er ikke til at vide – men elementerne er til stede.

Trump har brug for medierne som fjender – medierne må modstå fristelsen

Under alle omstændigheder er det værd, ikke blot for medierne, men for os alle, at stoppe op og ikke blive opslugt af overfladen. Det er indlysende, at Trumps lettere teatralske realityshow har et formål, og det er åbenlyst, at Steve Bannon, der sammen med præsidenten lægger strategien for kommunikationen, ikke bare regner med, men er afhængige af forargelsens hylekor.

Det er simpelt hen gavnligt for præsidenten, hvis billedet af ”den jævne amerikaners mand mod de elitære, skingre medier” er det billede, der står tilbage. Det er let at håndtere og et fjendebillede, som på lange stræk er gavnlig for ham.

Her kan man fortsat minde om de journalistiske leveregler, “Covering Trump the Reuters’ Way,” som nyhedsbureauet Reuter lagde ud 1. februar om dækningen af Trump. De har været fremhævet mange gange af mange medier – også i Danmark – men de er det bedste og samtidig korteste, der er skrevet.

De kan læses i deres helhed her, men opsummeringen lyder således:

“Do’s:

Cover what matters in people’s lives and provide them the facts they need to make better decisions.
Become ever-more resourceful: If one door to information closes, open another one.
Give up on hand-outs and worry less about official access. They were never all that valuable anyway. Our coverage of Iran has been outstanding, and we have virtually no official access. What we have are sources.
Get out into the country and learn more about how people live, what they think, what helps and hurts them, and how the government and its actions appear to them, not to us.
Keep the Thomson Reuters Trust Principles close at hand, remembering that “the integrity, independence and freedom from bias of Reuters shall at all times be fully preserved.”

Don’ts:

Never be intimidated, but:
Don’t pick unnecessary fights or make the story about us. We may care about the inside baseball but the public generally doesn’t and might not be on our side even if it did.
Don’t vent publicly about what might be understandable day-to-day frustration. In countless other countries, we keep our own counsel so we can do our reporting without being suspected of personal animus. We need to do that in the U.S., too.
Don’t take too dark a view of the reporting environment: It’s an opportunity for us to practice the skills we’ve learned in much tougher places around the world and to lead by example – and therefore to provide the freshest, most useful, and most illuminating information and insight of any news organization anywhere.”

Trumps kernevælgere, har hverken noget imod, at Trump bliver ved med at slå løs på “de løgnagtige liberale medier”, eller at han har et lemfældigt forhold til sandheden og ikke overholder de vedtagne regler for, hvordan en præsident bør opføre sig.

Som en glødende Trump-tilhænger, jeg talte med tidligere på ugen, da jeg besøgte Denver, udtrykte det, så var han ”helt vild med, at præsident Trump er et menneske, han er ikke en glat politiker. Og når han forsvarer sin datter, Ivanka, kan jeg kun sige, at det ville enhver far gøre. Det ville jeg da også, hvis nogen angreb mit barn”.

Det virkelig farlige for Trump i det lange løb er snarere, at angreb på medierne og kaos i regeringsførelsen ikke vil kunne skygge over mulige skandaler – f.eks. om Rusland eller manglende resultater.

F.eks. er det værd at minde om – især hvis der ikke bliver leveret på jobfronten – at der blot er 21 måneder til midtvejsvalget, hvor Demokraterne kan vinde i hvert fald Senatet tilbage. Sker det, er det begrænset, hvad Trump kan fremvise af politiske resultater i 2020. Og så vil hans base være stærkt fristet til at finde andre helte.

POV International lønner ikke sine skribenter. Hvis du er glad for mit arbejde som skribent og chefredaktør, kan du donere til mit arbejde direkte via min Mobile Pay: 93 85 05 85.

Topillustration: POV International – grafik med LunaPicEditor (originalbillede fra Wikimedia Commons og foto af forside på Washington Post).

Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV. Hun er også USA-korrespondent og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 sprang hun ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.