USA’s VALG 2016: I næsten halvandet år har journalister verden over skrevet mange spaltekilometer om det amerikanske præsidentvalg. Dækningen har ofte – især efter Donald Trump indtog scenen – vist os ekstremernes USA med en strøm af skandaler, kontroverser, sladder og shitstorme. Nu er det næsten overstået. I ugen op til valget har POV International sendt Eline Van Schaik ud i det store valgkaos, hvor hun har talt med seks almindelige amerikanere. Hvorfor er deres land blevet så polariseret? Hvordan ser de deres egen og USA’s fremtid? Er der håb forude for det amerikanske demokrati? I dag taler hun med den binært kønnede Christa fra Baltimore, der intet har til overs for valget. Eller nogen politikere.
– Jeg er vokset op i Washington i det nordvestlige USA, og er ad flere omveje kommet til østkysten. Jeg arbejder på Red Emma’s, en radikal boghandel og mødested i Baltimore. Alle som arbejder her er også medejere af virksomheden. Vi er centralt placeret midt i det område hvor oprøret mod politivold fandt sted efter mordet på Freddie Gray. Jeg er også bestyrelsesmedlem i Sex Workers Outreach Project, et nationalt netværk som arbejder for prostitueredes rettigheder og mod vold og stigmatisering. Jeg er non-binary, og bruger kønsneutrale pronominer.
Her på Red Emma’s føler jeg mig tryg og hjemme. Stedet er opkaldt efter Emma Goldman, en anarkist fra Litauen som kom til USA som sekstenårig. Hun dedikerede sit liv til kampen mod tyranni fra staten, kapitalisme og for bedre rettigheder for arbejdere og kvinder.
Præsidentvalget er fuldkommen irrelevant for mig. Politik på nationalt niveau er den mindst effektive måde at ændre noget på. Det er lige meget hvem præsidenten er. Jo, de kan nominere højesteretsdommere og det betyder sikkert noget, men ellers systemet så fastrustet at der aldrig rigtig sker noget meningsfyldt. Det er kun interessant for dem der i forvejen har magt og privilegier.
Jeg er non-binary, og bruger kønsneutrale pronominer.
Valget er blot et sideshow – det distraherer fra det rigtige arbejde. Der har altid været bevægelser som arbejder for social retfærdighed, uanset hvad for en regering vi har. At stemme én gang hver fjerde år betyder intet. Jeg kan opnå så meget mere ved at arbejde for mit lokalsamfund hver eneste dag.
En alternativ fortælling?
– Der er konstant fokus på forskellighederne i vores samfund, og det skaber en kæmpe angst. Vi fra arbejderklassen, uanset race eller baggrund, har jo så meget til fælles, det burde bringe os sammen. Politikerne opretholder status quo, men det tror jeg ikke vi kan gøre noget ved. Jeg ignorerer dem bare. Vi skal opbygge alternative fortællinger til dem vi bliver præsenteret for af politikerne. Vi skal opbygge vores samfund igen fra bunden af, det er den eneste måde vi kan ændre USA’s fælles fortælling på. Det arbejde vises jo ikke i aftennyhederne, og det er også okay. Nyhederne er efterhånden alligevel reduceret til underholdning og sladder.
– Min by er et godt eksempel på hvordan vi kan ændre fortællingen. Den store mediebevågenhed omkring oprøret i Baltimore var ikke nødvendigvis godt for os som by. På grund af den voldsomme mediedækning opstod der en idé om at Baltimores befolkning er irrationel, men det var meget rationelt at protestere på den made. Denne her by henretter sorte unge uden proces. Indsatsen mod narkohandel har sat en stor del af byens befolkning i fængsel.
Dem der siger at vores reaktion var irrationel, har altså ikke forstået hvordan magtens strukturer fungerer. Men selve protesterne har bragt os sammen. Byen er meget fragmenteret geografisk og socialt, men vi gik sammen i den samme march og råbte de samme slogans mod politiet.
Præsidentvalget er fuldkommen irrelevant for mig. Politik på nationalt niveau er den mindst effektive måde at ændre noget på. Det er lige meget hvem præsidenten er. Jo, de kan nominere højesteretsdommere og det betyder sikkert noget, men ellers systemet så fastrustet at der aldrig rigtig sker noget meningsfyldt. Det er kun interessant for dem der i forvejen har magt og privilegier.
– Politiske løsninger på mine problemer findes ikke. Min ideelle verden er en verden uden kapitalisme, og ingen politiker ved sine fulde fem kommer til at føre valgkamp på den platform. Takket være Bernie Sanders havde vi en diskussion om demokratisk socialisme i dette land for første gang i 100 år. Men det ligger stadig langt fra mine idealer.
Jeg drømmer om en fremtid uden politi, uden fængsler og uden statslig indblanding i mit liv. Overalt i USA er disse autonome zoner ved at rodfæste sig. Folk med forskellige baggrunde finder hinanden i deres fælles drøm om et samfund hvor vi kreerer små lommer og hvor vi selv bestemmer hvordan vi bruger vores penge, uddanner vores børn, hvordan vi indretter vores gade, nabolag og samfund. Det gør vi helt uden hjælp fra staten, fordi i sidste ende er staten og folket hinandens fjender.
Topfoto:Eline van Schaik har fotograferet Christa fra Baltimore.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
