USA // ANALYSE – J. D. Vance opponerer mod et økonomisk system, der ikke tjener folket, men om hans sociale indignation mest af alt er en veludtænkt rebranding af Det Republikanske Parti er svært at sige.
Siden annonceringen af J.D. Vance som vicepræsidentkandidat har meget kredset om hans udsagn om barnløse kvinder og abortlovgivning eller hans tidligere kritik af Trump. Selvom disse punkter er centrale, fortoner en mindst lige så central del af Vance sig ofte i bevågenheden på hans værdikrigeriske socialpolitik. Man overser derved den vigtigste funktion, Vance kan komme til at tjene i stater, der installerede Trump i det ovale værelse i 2016, hvis valgkampagnen beslutter at emulere den radikalisme, man dengang var i stand til at folkeliggøre. Noget kunne tyde på, at de i det mindste vil forsøge sig.
Da Vance officielt modtog nomineringen på det republikanske partikonvent og omtalte den amerikanske middelklasses produktionsarbejde, der var blevet ødelagt af internationale handelsaftaler, beseglede han også de nye toner i the grand old party.
Ingen republikansk vicepræsidentkandidat i det 21. århundrede har før anvendt betegnelsen “arbejderklasse” eller “middelklasse” i sin tale til konventet. I et parti, der traditionelt negerer inddelingen af amerikanere i klasser, har man bevidst renset disse ord fra det republikanske leksikon.
Den hæretiske idé om klassesamfund blev dog bragt til live direkte fra partiets højborg, hvor Vance udkårede Trump som det sidste håb for at bringe et USA tilbage, hvor en arbejderklassedreng som Vance selv, født langt fra magtens haller, kunne blive vicepræsident.
Han er del af en ny reformatorisk fraktion i sit parti, der opponerer mod et system, som ikke tjener det folk, som det burde tjene, og han har udtalt, at han på det punkt var åben for Bernie Sanders’ politik
Han rejste også en uortodoks kritik af politiske beslutninger, som begge partispidser i Kongressen samhørigt har stemt for, da han udtrykte behovet for en leder, der vil stå op imod multinationale selskaber, og påtalte Joe Bidens støtte til frihandelsaftalen NAFTA samt hans rolle som facilitator af Irak-krigen: “I stater over hele vores land blev jobs sendt til udlandet og vores børn sendt i krig.”
“Fucking utrolig”
Det var intet tilfælde, at prominente republikanere som George W. Bush, Mitt Romney og Paul Ryan ikke var at finde ved årets republikanske konvent, hvorfra de fremstod eksileret fra partiet. I de seneste år er Ronald Reagans såkaldte 11. bud: “Du må ikke tale ilde om en republikansk partifælle” blevet så højfrekvent brudt, at hvad der muligvis kunne ligne et disintegreret parti, snarere er en fornyende villighed til at klandre establishmentet i sit eget parti, hvilket svingvælgere har set betimeligheden i.
Det er den uafhængighed, Vance udviser, når han ikke kun kritiserer Demokraternes politik, men også sit eget partis: “[…] der er ingen vej til et holdbart regeringsflertal for den konservative bevægelse, der ikke gennemgår en gentænkning af 1980’ernes og 1990’ernes økonomiske dogmer.”
Den nye kronprins i den konservative bevægelse er en gudfrygtig mand og barn af rustbæltets kriseår, hvor han så sin hjemstavn gå rabundus og bløde arbejdspladser i industristaten Ohio. Han er en lovprist bestsellerforfatter, der slog sit navn fast i 2016, da han udgav sine memoirer om en socialt belastet opvækst gennemtrukket af armod, misbrug og mishandling.
Han er en desillusioneret veteran fra Irak-krigen, der harcelerer imod amerikansk interventionisme. Han er del af en ny reformatorisk fraktion i sit parti, der opponerer mod et system, som ikke tjener det folk, som det burde tjene, og han har udtalt, at han på det punkt var åben for Bernie Sanders’ politik.
Han er kritisk afstemt over for grundtanken om økonomi som en eksakt videnskab og har rost formanden for USA’s konkurrencetilsyn, Lina Khan, for hendes arbejde i Biden-administrationen og hendes proaktive tilgang til konkurrencelovgivning og antimonopollove, der er målrettet megavirksomheder som Meta og Amazon.
Han er en hardliner inden for grænsepolitik, er abortmodstander og klimaskeptiker. Han er ofte velartikuleret og fremstår fattet, når han taler. “Den her fyr viser sig at være fucking utrolig,” som Trump sidste år formulerede det efter at have set et live-interview med Vance.
Spurgt til hvorfor han havde valgt Vance, har Trump svaret: “Jeg valgte ham, fordi han tror meget stærkt på arbejde og den arbejdende mand og kvinde, især dem, som er blevet behandlet meget uretfærdigt.”
Som senator har Vance netop været med til at fjerne skattelettelser for store virksomhedsfusioner og støttet lovgivning, der krævede prisgennemsigtighed på visse farmaceutiske reklamer, og som begrænsede udgifter til insulin
Den fortælling om Vance fortæller også historien om, hvorfor Trump vandt valget i 2016, og den udspringer bl.a. fra det øjeblik, præsident Bill Clinton forkrøblede industriproduktionen ved at underskrive den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA i 1993. Det vækkede kun genklang, da Obama allierede sig med Republikanerne i Kongressen imod fagforeninger for den internationale frihandelsaftale The Trans-Pacific Partnership (TPP).
Trump tordnede som præsidentkandidat imod disse handelsaftaler og trak senere USA ud af dem. Som Clinton-administrationens arbejdsminister Robert Reich påpegede, har både Clinton og Obama skubbet disse frihandelsaftaler igennem uden at give de millioner af arbejdere, som derved mistede deres job, nogen mulighed for at få nye, der betalte mindst lige så godt. De undlod at reformere arbejdskraftlove, der kunne lægge meningsfulde sanktioner på virksomheder, der krænkede deres arbejdere.
Ved præsidentvalget 1992 lovede Clinton en sådan reform, men da han blev valgt, ønskede han ikke at bruge politisk kapital på det. I 2008 kom Obama med samme løfte, men handlede aldrig på det. De tillod også begge, at håndhævelsen af konkurrenceretten gik i dvale. Som resultat har store virksomheder vokset sig langt større, og industrier er blevet mere koncentrerede med færre, men mere dominerende virksomheder med mindre innovation og konkurrence til følge.
Arbejderklassens hvide amerikanere
I et interview om, hvordan han agtede at omforme Det Republikanske Parti, ramte Trump denne nerve i 2016: “5-10 år fra nu, vil det være et andet parti […] Du kommer til at have et arbejderparti. Et parti af mennesker, der ikke har haft en reel lønstigning i 18 år, der er vrede.” Denne retorik tillod også Trump at føje stater i rustbæltet, der ikke havde stemt republikansk siden 1980’erne.
Budskabet, som Trump leverede til vælgere i Pennsylvania, Wisconsin og Michigan, var radikalt anderledes end noget, de ville høre fra en typisk republikansk præsidentkandidat, nemlig et verbalt leverstød, der implicerede hele den globale magtstruktur: bankerne, regeringen, medierne, etc.
I Vances afgørende hjemstat, Ohio, vandt Trump, dels takket være en meget stærk tilslutning blandt fagforeningsmedlemmer, hvoraf nogle kan have reageret på hans hårde retorik om at forplumre handelsaftaler. Af dem, der beskrev sig som tilhørende fagforeningshusstande i Ohio, valgte 43 til 52 pct. Trump – en skarp afvisning af deres traditionelt allierede i Det Demokratiske Parti.
Det Demokratiske Partis største interesseorganisation, Priorities USA, konkluderede i deres meningsmålingsdata og fokusgruppe-resultater, at den gruppe af vælgere, som i 2012 stemte på Obama og i 2016 på Trump, hvoraf mange tilhører arbejderklassens hvide amerikanere, der var afgørende for Trumps sejr, havde tabt økonomisk terræn og var skeptiske over for demokratiske løsninger på deres problemer.
Guy Cecil, formand for Priorities USA, fremhævede efterfølgende blandt andet farmaceutiske virksomheder, der udhuler forbrugere, og efterspurgte en håndtering af automatisering og store virksomhedsfusioner.
Som senator har Vance netop været med til at fjerne skattelettelser for store virksomhedsfusioner og støttet lovgivning, der krævede prisgennemsigtighed på visse farmaceutiske reklamer, og som begrænsede udgifter til insulin. I 2003 forhindrede republikanere i Kongressen den nationale sundhedsforsikringsordning Medicare i at forhandle priser på receptpligtig medicin.
Vance støtter sådanne forhandlinger om prisnedsættelse, og i 2020 underskrev Trump en bekendtgørelse, der fremmer lavere medicinpriser. Vance har derudover ofte sponsoreret ansvarlighedslovgivning hos virksomheder, der omfattede bankreguleringer som bl.a. skulle forhindre enorme bonusser til direktørerne.
Det største fagforeningscenter i USA, AFL-CIO, har givet Vance en score på 0 for hans tid i Senatet i år 2023 og mener altså ikke, at Vance har stemt på vegne af arbejderklassen.
“De ledere, der er ansvarlige for at drive deres banker i bund, sidder på millioner af dollars i kompensation og bonusser. I mellemtiden bærer det amerikanske folk den økonomiske byrde for deres overdrevne risikovillighed og ekstremt dårlige forvaltning,” har Vance udtalt.
Det var netop disse ledere, der efter finanskrisen i 2008 blev kaldt ind af Obama, som rådførte sig med dem (”Hjælp mig med at hjælpe jer”) og fredede dem med en skatteyderfinansieret redningspakke i modsætning til millioner af husejere, der mistede deres hjem og pensionsordninger, hvor især familier i rustbæltet blev hårdt ramt.
Bill Clinton var en hovedarkitekt bag dette kollapsede banksystem. Han vedtog det lovforslag (Gramm-Leach-Bliley Act), der tilbagerullede børskrak-æraens Glass-Steagall-lovgivning, som afskar investeringsbanker fra den kommercielle bankvirksomhed. Han udrensede statslig bankregulering (Riegle-Neal), der førte til stribevis af bankfusioner, og han deregulerede det risikable derivatmarked (Commodity Futures Modernization Act).
Kritikere kalder det røgslør
“Der er et bredt forsøg på at gentænke den måde, Republikanerne regerer på, og Vance er helt klart en leder af det,” sagde Matt Stoller, forskningsdirektør ved American Economic Liberties Project, der kæmper for lovgivning om ansvarlig virksomhedsadfærd. “Han ønsker at genopbygge bankindustrien for at bringe den tættere på Ohio, tættere på lokalsamfundene – og så på en måde genopbygge et mere decentraliseret banksystem.”
Kritikere har dog betegnet framingen af Vance som fakkelbærer for den marginaliserede arbejderstand som et røgslør. Det største fagforeningscenter i USA, AFL-CIO, har givet Vance en score på 0 for hans tid i Senatet i år 2023 og mener altså ikke, at Vance har stemt på vegne af arbejderklassen.
Samme år stemte hverken Vance eller nogen anden republikansk senator for det såkaldte PRO Act-lovforslag, der bl.a. skulle hjælpe arbejdere med bedre ansættelseskontrakter og bedre muligheder for at organisere sig. Vance er yderligere også skeptisk over for idéen om minimumsløn. Også Trump-administrationen har svækket arbejdernes beskyttelsesregler og rettigheder og skåret i mere end 8 millioner arbejderes løn. Det fulde billede er mere broget end som så.
Demokraterne negligerer stadig, hvordan deres tidligere nederlag har dannet eksistensgrundlag for den nye højrefløjspopulisme
Derfor rejser spørgsmålet sig også, om man bag den sociale indignation mod plutokratiet blot ser en velberegnet rebranding af partiet frem for en revitaliseret arbejderbevægelse, der ekspanderer sin magtsfære i Det Republikanske Parti. Men fra den nye skarptandede positionering har Vance ligesom Trump succesfuldt paraderet en klassebevidsthed i partiet og et retorisk stilbrud med både reaganismens credo om markedsøkonomisk fundamentalisme og de neokonservatives jingoistiske krigstrommer, der begge bliver kædet direkte sammen med forsømmelsen af middelklassen.
Den manglende evne hos den demokratiske partiledelse til at italesætte dette vil kun obstruere mulighederne for at imødegå det. Selvom Biden-administrationen faktisk har rykket sig til venstre på flere indenrigspolitiske områder, har kommunikationen ikke været god; det er ikke mange vælgere, der har kendskab til de mere progressive indsatser.
Lige nu negligerer Demokraterne også stadig, hvordan deres tidligere nederlag har dannet eksistensgrundlag for den nye højrefløjspopulisme. Det er dén, Vance inkarnerer, og selv hvis Trump ikke vinder det kommende valg, gør Vances nominering som vicepræsident ham til en ledende kandidat til præsidentvalget i 2028, hvor trumpismen med ét kan få en chefideolog, der vil vise sig at være en mere poleret og mindre polariserende forkynder.
Læs mere om den amerikanske præsidentvalgkamp i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
