Når vi andre tager på ferie, rejser krimiforfatter Julie Hastrup til Finlands uhyggeligste ø for at researche en af sine bøger om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Det sker også, at hun ender i Ringkøbing eller ved Lyngby sø for at finde et sted, der er velegnet til at gemme et lig. Til Trine Nygaard fortæller Hastrup her om, hvordan hendes mormor er skyld i, at hun i dag kan udtænke nogle af de sygeste plots i dansk krimilitteratur – og om hvordan hun bruger sin journalistiske baggrund i sit arbejde for få os alle til at gyse.
Jeg var ikke særlig gammel, da jeg begyndte at interessere mig for kriminalhistorier. Om det var historierne i min mormors Familie-Journal eller en bog, jeg fik i gave med virkelige mordsager, husker jeg ikke i dag, men skabspsykologen i mig pirres af menneskets ondskab. Min fascination har dog ikke skabt et behov for at blive f.eks. krimireporter eller krimiforfatter ligesom Julie Hastrup – som jeg i øvrigt kender privat; hendes datter og min yngste datter er skole- og balletveninder. Og ikke så få gange kan Emma ikke lege i weekenden, fordi hun skal med resten af familien ud at finde et mordsted. Det har vi grinet højt ad i vores familie. Og det har gjort mig nysgerrig.
For hvad er det, der gør, at en pæn og almindelig kvinde som Julie kan lave de vilde plots, som hun udtænker til sine bestsellere? Hun, der lever et pænt udramatisk liv, har boet det samme sted altid, har været sammen med den samme mand i mange år, har to børn, en storebror og en lillesøster og tilmed har kat og hund. Det bliver ikke mere udramatisk. Og så sker der alligevel syge ting inde i hendes hoved. Hvorfor?
Mit første møde med drabet var, dengang jeg så ’Vindeltrappen’ da jeg var fire år
”Du har ret – og mine venner og veninder har jeg også haft i virkelig mange år, så mit liv er rent faktisk overordentligt stabilt. Sådan er jeg bare som menneske. Men jeg tror, at jeg kan skabe de dramatiske historier fordi der netop ikke er noget drama i mit eget liv. Jeg har ro omkring mig. På den måde er jeg meget grounded i familien og i vores dyr, hvilket udgør nogle tryghedsskabende faktorer, der til sammen gør, at jeg kan folde mig ud på de her vilde drab,” svarer hun.
Så din mand, Morten, skal ikke være bange for at sove ved siden af dig om natten?
”Jo da, han skal da være så bange… “
Hvor kommer det fra?
”Højdramaet kommer helt sikkert fra min mormor, der virkelig var fascineret af mord. Hun læste krimier højt for mig, fortalte mig om mordgåder og viste mig mine første gyserfilm i en meget tidlig alder. Og så gik jeg i vuggestue og børnehave på Bispebjerg Hospital, så jeg har gået gennem gangene og kældrene hver dag,” indleder hun og fortsætter:
”Jeg har fået fortalt, at jeg kendte alle portører og læger, og når de mødte mig, stoppede de med båren og trak op i lagenet og viste mig alle de her syge mennesker, der lå med det ene og det andet, og det var jeg helt vildt interesseret i. Så den del af mit liv var ret makaber fra jeg var et til jeg var seks.”
Jeg ved altid, hvem der skal dø og hvorfor, når jeg går i gang med en bog. Jeg ved i hvert fald, hvem morderen er og hvorfor vedkommende er endt sådan
Du var ikke panisk angst, hvis du så et glimt af Strandvaskeren i fjernsynet som barn ligesom alle vi andre var?
”Nej, jeg var draaaget! Mit første møde med drabet var, dengang jeg så ’Vindeltrappen’ da jeg var fire år. En kvindemorder gemmer sig i et stort hus, og man ser en kvinde komme ned af en vindeltrappe – selvfølgelig alene. En morder står og følger med, og på skærmen kommer der et nærbillede af hans øje. Da hun når bunden af trappen, springer han ud gennem de her frakker og griber hende og kvæler hende.”
Og ser man hende blive kvalt?
”Ja, men på den der 1940’er-måde. Det, der var det allermest uhyggelige, var det der øje. Det at have et stort sort/hvidt uhyggeligt øje, der fylder hele tv-skærmen, og du ved som seer, at det er en morder. Der var jeg virkelig skræmt men jeg var også virkelig fascineret. Og det husker jeg som mødet med drabet og det er der, kimen bliver lagt til min gerning i dag, tror jeg.”
Forfatterskabet
”Jeg ved altid, hvem der skal dø og hvorfor, når jeg går i gang med en bog. Jeg ved i hvert fald, hvem morderen er og hvorfor vedkommende er endt sådan. Og så kender jeg måske hovedofferet. Jeg ved ikke nødvendigvis, hvor Rebekka skal passe ind, og jeg kender heller ikke nødvendigvis stedet. Jeg tager udgangspunkt i mordet.”
Og hvor kommer inspirationen til mordet fra?
”Det kan være helt forskelligt. I bog nummer tre “Blodig genvej” blev jeg meget inspireret under en udflugt med min søns klasse, hvor vi var ude at lege på en naturlegeplads med forældre og børn og madkurve og fuglefløjt. Jeg var den eneste, der stod fuldstændig stiv som en pind ved indgangen og syntes, at dette her sted var det mest uhyggelige sted, jeg længe havde set. Jeg puffede til min mand, Morten, og sagde: “vi skal herud i morgen og filme, fordi her forsvinder et barn”. Min anden bog var lige kommet ud, og jeg skulle til at i gang med min tredje og jeg vidste. at der skulle forsvinde et barn fra et sted i København.”
Vi kunne alle sammen begå det drab. Det er bare de færreste af os, der gør det
Hvorfor skal der det?
”Det skal der, fordi det er en spændende historie.”
Starter ideen med en angst i dig?
”Jeg tror altid, man skriver på sin frygt. Og jeg tror også, at man skriver de krimier, man gerne selv vil læse. og jeg er rigtig interesserest i at læse krimier, der handler om mennesker. Det er nærdrabet der interesser mig. drab med store følelser bag. Det der med, at det stadig er farligere at opholde sig hjemme i sin egen stue end at gå gennem en mørk skov. Sådan er det jo. Og det synes jeg er spændende at fortælle.”
Og det med barnet det var bare historien i mit hoved. Det var egentlig Maddie-historien (hvor den lille engelske pige, Madelaine McCann forsvinder i Portugal), hvor jeg havde tænkt “den er sgu da også vild, den historie og hvem gjorde det. Og det vil jeg stadig gerne vide, hvad er der egentlig sket?”
Men bogen handler slet ikke om det. Jeg skriver aldrig om noget, der er sket i det virkelige liv. Jeg spinner bare.”
”Jeg kan godt starte et sted med en diffus ide, hvor jeg så arbejder mig ind i materien hen ad vejen; og så er der ikke noget der er helligt – det er der intet, der er i virkeligheden heller. Der er som bekendt ikke noget med, at børn ikke dør, eller dyr ikke dør i virkeligheden. Her taler journalisten i mig, kan du sige.”
Hvorfor tænder du på drabet, tragedien?
”Fordi jeg egentlig bare tænder på mennesker. Jeg er interesseret i at vide, hvorfor mennesker gør, hvad de gør, og der er krimien fantastisk, fordi drabet er det vildeste, du kan gøre mod et andet menneske. Vi kunne alle sammen begå det drab. Det er bare de færreste af os, der gør det,” starter hun med at sige od uddyber:
”Så hvad er det, der gør, at de store følelser som hævn, begær, jalousi, altså almindelige menneskelige følelser som vi alle sammen kender til, sætter sig igennem hos visse mennesker på en måde, så de begår denne her mest voldsomme handling – det mest radikale man kan gøre: at tage et andet menneskes liv? Det er interessant,” fastslår hun og tilføjer:
”Derfor er det også kun den type drab, jeg skriver om. Jeg skriver ikke om terror. For som emne interesserer det mig ikke. Nogle skriver om bande- og narkokriminalitet. Bander kunne der godt være noget interessant i, fordi strukturen i en gruppe er interessant. Jeg har nogle kriminelle med i den seneste bog, f.eks. en våbensmugler – men jeg er ikke som sådan interesseret i den type forbrydelse.”
”Jeg er mere interesseret i de drab, der bliver begået blandt os, der kender hinanden rigtig godt. Ægtefæller, forældre, børn, gode venner, arbejdskollegaer. Den type drab, der bliver udført på grundlag af menneskelige følelser. I bund og grund er det jo bare mennesker, jeg skriver om. Drabet eller rettere drabene er motoren i historierne”.
Ja, for det er ikke bare ét drab – det er jo mange drab i hver af dine bøger …
”Jamen jeg elsker at slå ihjel! Og det er derfor, jeg gør meget ud af mine bi-karakterer. Både fordi jeg rigtig godt kan lide at skrive om dem og de altid har en eller anden aparte historie, jeg gerne vil fortælle, Og så er der da helt klart også det psykologiske i det. Når mine læsere kommer ind under huden på de personer, der skal dræbes, så er det meget mere voldsomt for dem, når det sker og så er læseoplevelsen desto federe, synes jeg.”
Mirakelmanden
Julie Hastrups nyeste bog – nummer seks – tager udgangspunkt i Niclas’ historie. Niclas kender alle hendes læsere godt. Og de fleste af dem er vilde med ham, fortæller hun:
”Jeg har fået ufatteligt mange mails om Niclas. Læserne synes, at han er dejlig. Han er svensker, bor i Stockholm og er drabsefterforsker ligesom Rebekka. Og jeg har hele tiden antydet i bøgerne, at der er et eller andet, han arbejder på, som Rebekka ikke kender til.”
”Og i bog nummer fire, tror jeg det er, finder hun et bryllupsfotografi med Niclas og en anden kvinde. Det har han ikke fortalt om. Så jeg har sådan lidt hintet, at han er en mystery man på en eller anden måde,” siger hun og fortæller videre:
”Jeg sad inde på mit nye forlag og fortalte om, at vi nu skulle kigge på Niclas’ historie og at Rebekka tog op til ham i Stockholm nu, hvor hun ikke selv kan arbejde. Hun var ude for et overfald i bog nummer fem,”Farlig fortid”.”
”Og mens jeg sidder der og fortæller om Sverige, slår en tanke ned i mig: “nej, det skal fandeme ikke være Sverige, det skal være Finland. Selve plottet skal være finsk.”
Lige pludselig kom det til mig. Billedet af høje, slanke træer og skovsøer. Ensomhed. Introverthed. Og sådan nogle ting som man forbinder med finnerne, uden at jeg overhovedet er ekspert i Finland eller noget. Det kom fra en stemning, der pludselig kom til mig. ”
Hvor kom den fra – den stemning af ensomhed, introverthed og høje træer. Var det en stemning du selv var i?
”Mere at den havde jeg lyst til at befinde mig i.”
Havde du hørt noget i radioen eller…?
”Nej – intet. Det skulle jo selvfølgelig være et skandinavisk land og det var bare fordi, jeg tænkte: “Finland, det er da egentlig spændende. Jeg mener, det hyggeligste de kan finde på til deres børn, det er Mumi itroldene! Jeg synes, at Mumi troldene er noget af det mest skræmmende, der er lavet. Det er ikke Astrid Lindgren og hygge, som jeg elsker højt. Der er et eller andet uhyggeligt og skræmmende over Finland, som jeg rigtig gerne ville undersøge.”
Da Julie ville finde rammen for sin fortælling, efterlyste hun uhyggelige steder i Finland på Facebook. “Spooky places in Finland, kom hid”, skrev hun og fortæller, at det væltede ind med reaktioner på spørgsmålet:
”Jeg fik vildt mange gode bud, og en bekendts arbejdskollega førte mig på sporet af øen Seili, hvor Finlands første sindssygehospital blev bygget. Og da jeg først hørte, at hospitalet eksisterede frem til 1962 og kun husede kvinder, hovedsageligt barnemordere, kunne jeg ikke lade øen være.”
”Før kvinderne husede øen spedalske, og historien lyder, at det eneste, de havde med til øen, når de blev sejlet derud, var brædder til deres egen kiste. Det var ret svært at researche, fordi øen er så isoleret, men jeg fandt en lille forening, som arbejder på at udbrede kendskabet til øen”.
Når vi fik serveret morgenmad på hotellerne, har serveringspersonalet sådan nogle sorte morderhandsker på
Julie fik kontakt med foreningens formand og fik lov til at besøge øen. Det er en lidt besværlig tur, for først skal man flyve til Helsinki, køre til Turku og efterfølgende skal man sejle i flere timer. Men Julie besluttede at tage hele familien med på researchtur:
”Når det kan lade sig gøre, vil jeg gerne have mine to store børn og min mand med mig, når jeg researcher i udlandet. Det er en stor hjælp, at min mand er fotograf, for han yder et vigtigt bidrag til selve researchen. Jeg bruger billederne til at kigge på og huske ting, og så kan man også bruge det pressemæssigt.”
” i det hele taget er det fedt at have familien med. Vores søn ville egentlig hellere til Tenerife, men sådan er det. Det er jo i hvert fald noget de kan huske. Og bagefter taler vi om hvor mærkelig og spændende et land Finland er og hvor sindssygt det var at alle havde læderhandsker på,” ler hun og beretter:
”Når vi fik serveret morgenmad på hotellerne, har serveringspersonalet sådan nogle sorte morderhandsker på. Det har de også i flyet i Finnair. Det var et mærkeligt clash mellem ’røvballe- Rusland møder moderne design Finland med fede restauranter’. Det var vildt. De er et anderledes og særpræget folkefærd i forhold til danskerne. Og det var supersjovt.”
Hvad giver det i forhold til skrivearbejdet at tage ud på location?
”Jeg kan researche supermeget på nettet, men Finland var alligevel så tilpas eksotisk for mig og sproget fuldstændig crazy for en dansker. Det ligner ikke svensk eller norsk som bekendt, og kulturen var også fremmedartet i forhold til svensk og norsk. Så jeg besluttede mig for, at jeg måtte derud for at fornemme stemninger, farver, lyde og lugte og se det hele på egen hånd.”
”Hospitalet ligger der simpelthen bare og er bevaret. I dag er det en forskningsstation for universitetet, men de har bevaret et af rummene fra dengang, det var sindssygehospital, så man kan se, hvordan de syge boede”, fortæller hun og uddyber:”
”Øen er forladt. Der bor ikke nogen. Rundt om hospitalet ligner det ren Astrid Lindgren-idyl. Små huse hvor bageren og tømreren har boet med deres familier. Den mange hundrede år gamle kirke er det stadig, og der er en gabestok, som de syge kunne sidde i.”
”Rundt om kirken i det høje grønne græs er der stukket hvide trækors ned. Og så er der også en gammel brandklokke foran, som jeg bruger aktivt i min bog. Der er så smukt og så skræmmende på en og samme tid.”
Julie Hastrup medgiver, at hun ”selvfølgelig godt kunne researche mig frem til det på nettet og gennem brochurer, men det er bare ikke det samme som at være der og stå oppe på klippestykkerne og se ud over den finske skærgård som består af 20.000 øer og høre om naturen og vejret der kan slå om. Det er virkelig inspirerende.”
https://vimeo.com/206223861
I det hele taget har hun altid brugt det at tage ud på de lokationer, hun skal bruge i sine bøger for at kunne mærke præcis hvordan der er, fortæller hun:
”Jeg vil gerne mærke stemningen ved Lyngby Sø. Og se på hvilken bænk der kunne sidde et lig. Jeg var også i Ringkøbing. Der fandt jeg Danmarks hyggeligste politigård som jo har en stor rolle i min debutbog, “En torn i øjet”.”
Hun fortæller videre at hun f.eks. også har ringet til John Deer græsslåmaskiner ”for at høre hvilken en der er den kraftigste og ville kunne flå et lig fra hinanden, når en gartner kører ind i en person på Kastellet med sin græsslåmaskine. Hvilken en har de skarpeste sakse og kan den køre på volde og så videre.”
Man siger, at al begyndelse er svær. Men for mig er al begyndelse let. Det er lige nøjagtig begyndelsesfasen, jeg finder mest interessant
Da hun var i Finland, stod hun sammen med sin mand, der er fotograf, og som spurgte “kan vi komme ned i kælderen?”, fortæller hun:
”Så trådte vores guide, Keillo, et skridt tilbage og udbrød: “Nej, det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Det tør jeg ikke for der er alle slangerne”.
”Og da han sagde det, kunne jeg bare ikke være i mig selv. Jeg elsker alle dyr, men jeg er virkelig, virkelig bange for slanger. Det er en detalje, jeg aldrig ville have fået med, hvis vi ikke havde haft den samtale med ham. Jeg ville selvsagt aldrig have spurgt: ’Har I slanger nede i kælderen?’ Eller vidst, at det kunne være noget, jeg kunne bruge.”
”Men der er efter sigende slanger i den kælder. De ligger i store grå klaser dernede – hugorme og snoge – vi så dem ikke. Det er rigeligt for mig at have fået det fortalt. Jeg var bare helt paf og kunne næsten ikke tro mit eget held. Og det bruger jeg selvfølgelig også aktivt i bogen. Sådan nogle ting er fantastiske og der må man ud at mærke det. Og det er det, der er fedt ved at researche.”
Mellem bøger
Lige nu er Julie Hastrup midt imellem to bøger. Mirakelmanden, bog nummer seks er udkommet for et par måneder siden og nu er alt pressearbejdet færdigt. Nu skal hun til at i gang med bog nummer syv.
Hvad er det for et sted du er lige nu?
”Jeg skal lige finde mig selv. Man siger, at al begyndelse er svær. Men for mig er al begyndelse let. Det er lige nøjagtig begyndelsesfasen, jeg finder mest interessant. Papiret er blankt. Det kunne man så være bange for, for hvad skal der være på det… Men jeg synes, det er fedt fordi lige præcis i den proces kan alt være på papiret. Jeg kan godt lide, at alt er muligt,” svarer hun og fortæller, at hun ”nogenlunde at vi skal til Spanien og der skal ske noget der har med Spanien at gøre og Francotiden og København, selvfølgelig.”
Men hun har ikke historien helt på plads endnu, fordi hun har flere bøger inde i hovedet på en gang:
”Jeg kunne skrive flere bøger lige nu, og sådan er det at skrive en serie. I alle bøgerne sætter jeg ting i gang rundt om de personer, der omgiver Rebekka. Jeg lægger hints ud og de skal foldes ud hen ad vejen i de forskellige bøger.”
Jeg trækker meget på mine eksperter, så jeg er sikker på at man siger sådan under en efterforskning, eller at man kan slå ihjel sådan
”Jeg kan godt lide, at jeg kan gå en tur og summe over tingene: ’jeg tror vi skal det her, men hov’ … og så kan der komme et eller andet, men ’det kunne også være, at man skulle herhen’. Det synes jeg er virkelig fedt, og der ligger noget frihed i denne indledende del af processen. Det kan også være rigtig godt at være længere henne i arbejdet, men der sidder man ofte og retter igennem og flueknepper. Men jeg kan godt lide det der lidt frie svævende, som en begyndelse er,” slår hun fast og fortæller videre, at hun ikke er så bange for ”ikke at kunne få ideer – det er sådan et spørgsmål man ofte får – det skubber jeg til side; jeg gider ikke engang at gå ind i den angst. Det er jo alle kreatives største angst. Men jeg har gudskelov endnu ikke mødt den mur.”
Det kan lade sig gøre
”Jeg prøver i stedet at sige, ’det kan lade sig gøre!’, og derefter prøve at hengive mig til begyndelsen, der som sagt kan være så vidunderlig. Det handler jo om at finde på og grunden til at jeg blev forfatter og grunden til at jeg så let kunne skippe journalistikken var netop også, at det var vildt fantastisk selv at kunne finde på. Der er en helt enormt stor frihed i forhold til at skrive om fakta og virkelighed, som man hele tiden gør som journalist.”
Processen med ikke længere at være journalist var dog ikke helt ligetil, fordi hun i starten af karrieren som forfatter var nervøs for om hun kunne ramme tonen og det korrekte fagsprog f.eks. mellem politifolk, fortæller hun:
”Men så fandt jeg på at lade eksperter læse mine bøger igennem og være konsulenter på processen, så jeg var sikker på at alt var korrekt.”
”Jeg har en tidligere politimand og en retsmediciner, som hjælper mig med det faktuelle undervejs. Det faktuelle var så vigtigt for mig i min første bog, at jeg næsten ikke kunne få det skrevet, det var min journalistiske tilgang, der påvirkede mig. Det med at tingene skulle være faktuelt rigtige. Det hæmmer mig ikke mere, men jeg trækker meget på mine eksperter, så jeg er sikker på at man siger sådan under en efterforskning, eller at man kan slå ihjel sådan.”
Det var vist i bog to, “Det blinde punkt”, at der manglede en voldtægt omkring side 70
Hvor længe går du i frihedens sus?
”Jeg går der sgu nok for længe. For jeg dalrer. Jeg er meget produktiv, men jeg kan godt lide at dalre. Og jeg har så kort tid til det i forhold til resten af processen. Jeg har arbejdet som en sindssyg de sidste otte måneder, så jeg har også brug for pausen.”
”Jeg kan ikke blive ved med at holde det tempo. Så nu skal jeg dalre i fjorten dage. Og med det mener jeg, at jeg skal prøve at få tænkt bog syv igennem, så jeg kan gå i gang med at skrive effektivt, når jeg har holdt sommerferie.”
Og når du dalrer, foregår det så kun oppe i dit hoved, eller skriver du også noter?
”Jeg kan godt tage noter, men det er meget noget med at prøve at føle historierne igennem – og det kan man gøre på mange måder. Gå ture, se en hel masse dokumentarer, også selv om jeg altid selv finder på historierne og aldrig skriver på noget, der faktisk er foregået. Men jeg kan lade mig inspirere af stemninger og ting, jeg ser og læser.”
”Det er den fede periode. Og jeg er nødt til at have den, fordi resten af arbejdet er så ekstremt effektivt og hårdt.”
I nedslag
Når du så går i gang med at skrive så skriver du i nedslag, siger du?
”Jeg skriver i nedslag. Efter lyst. Jeg skriver ikke kronologisk, og jeg tror næsten, at jeg er den eneste forfatter, der arbejder sådan. Intuitivt. Helt random. I mit hoved har jeg den røde tråd og så skriver jeg det, jeg har lyst til at skrive i dag”, svarer hun og uddyber:
”Jeg fortryder altid, at jeg gør det sådan og tænker: ’Hvorfor kunne jeg ikke være lige som Anna Grue og andre, der sidder med kort og arkiver, og alt er meget struktureret med mapper og farver og orden?’. Men det kan jeg ikke. Og nu har jeg skrevet seks bøger, så nu er det jo nok bare min måde at gøre det på.”
Hvordan ved du så at alle elementerne er med – point of no return og hvad det ellers hedder?
”Fordi alt er på følelse. Jeg ved det instinktivt. Jeg har heller aldrig brugt det journalistisk, men hvis du satte en skabelon på det, jeg har lavet, ville det passe. Det har noget med rytme at gøre – det er lidt som musik. Der er et eller andet musikalsk i det at skrive,” svarer hun lidt eftertænksomt og tilføjer:
”Og så har jeg naturligvis en redaktør, og jeg har min skrivegruppe til at sige, hvis der er noget, der er kedeligt. De ville f.eks. komme tilbage og sige, ’på de her tyve sider, der mangler sgu en voldtægt’, eller hvad der nu passer til historien, fordi der mangler noget drama. Men det er altså mange bøger siden. Det var vist i bog to, “Det blinde punkt”, at der manglede en voldtægt omkring side 70. Jeg skrev om en serievoldtægtsforbryder. Det var derfor det var en voldtægt der manglede. Det kunne have været hvad som helst,” siger hun og konkluderer:
”Med tiden bliver det som med alt andet. Det kommer til at sidde på rygraden sammen med erfaringen og jeg kunne ikke drømme om at bruge skabeloner. Det er bare ikke mig. Jeg skriver på lyst og stemninger.”
Billede af Julie Hastrup: Les Kaner
Video er produceret af Morten Raarup
Seili hospital: By Cunon – Own work, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2597117
Seili kirke: By Kristian Bäckström – Original uploader was Kickus at sv.wikipedia.Originally from sv.wikipedia; description page is/was here., CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=1640570
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
