Når menneskelige forhold i særlig grad bliver indviklede eller aldeles forrodede, lad da aben komme til!

i Afrika/Kultur/Liv & Mennesker af

KOMMENTAR – Hvis Teater Sort/Hvid havde opsat Karen Blixens novelle ”Aben” fra ”Syv Fantastiske Fortællinger” i stedet for Blixen-epigonen Madame Nielsens ”Black Madonna”, havde der næppe lydt et brøl fra den offentlige debats dyrerige. Ikke at Blixen er ude af stand til at provokere, for hun var altid på klingen; men hendes eget undersøgelsesobjekt (en abe) havde næppe vendt sig mod hende, da det i fortællingen har indgået i en forhandling om deltagelse.

I Aben fortælles der om en lille, grå abe fra Zanzibar, som levede mellem 1818-1845 på klosteret Seven. Her kunne aben følge med i menneskenes kortspil, løbe frit rundt i skove og parker, hoppe på statuer; afspadsere lokalområdet i ugevis.

Aben havde sågar adgang til klosterbibliotekets folianter, hvor den kunne rode med det trykte ords beskrivelser af strategi, ægteskabskontrakter og hekseprocesser. Selvom man naturligvis må formode, at det tunge stof har været svært at læse for en abe, virker den til at have udledt en hel del af indholdet: Aben overtager nemlig klosterpriorindens krop i en dyr-menneske-metamorfose, for at arrangere et håbløst ægteskab mellem priorindens homoseksuelle nevø og en aseksuel kvinde.

Aben… forleder tre inkompatible parter, den homoseksuelle mand, den aseksuelle kvinde og nonnen i cølibat, til at bekræfte en normativ orden, som de selv står udenfor

Der er ingen grund til at formode, at der ligger et motiv bag en abes handling, da motiver er menneskers handlingsbegrundelse. Abens handlen er diabolsk i dens affirmativitet, i og med at den forleder tre inkompatible parter, den homoseksuelle mand, den aseksuelle kvinde og nonnen i cølibat, til at bekræfte en normativ orden, som de selv står udenfor.

Således bekræftes de normative kategoriers egentlige umenneskelighed, mens aben som den eneste formår at trænge ind i situationen, og samtidig holde fast i sin outsider-position.

Blixen holder spørgsmålet om dyrets agens i centrum for sin novelle, og er derfor differentieret, når hun bevæger sig på tværs af kategorioverskridelser; lyttende, når hun transformerer en levende abe til at være et litterært dyr, og erfaren, når hun trækker mytologiske fortællinger om tværartslige relationer fra den afrikanske kolonitid, ind i en skønlitterær fortælling.

En nutidig Blixen-epigon

Mon ikke Madame Nielsens transformatoriske undersøgelse af det intersektionelle rum mellem det transkønnede og det transraciale kunne have rummet en større kunstnerisk vidde, hvis hun havde lyttet til Karen Blixens lille diktum: ”naar menneskelige Forhold bliver i særlig Grad indviklet eller aldeles forrodede, lad da Aben komme til!” (Jf. et brev til Ingeborg Buhl, 21/02-1960).

Det samme gælder i øvrigt Michael Wilson og stykkets øvrige kritikere: Den, der ikke lytter til aben, vil blive foranlediget ind i det aldeles forrodede.

Det nærmeste man kommer en nutidig Blixen-epigon er forfatteren og performancekunstneren Madame Nielsen. Hvis man sammenligner forsiden på Dag Heedes monografi om Blixen, Det umenneskelige (2001),med et billede af Madame Nielsen, kræver det et trænet øje at skelne dem fra hinanden.

Madame Nielsen er det nuværende navn på en identitetsløs krop, som oprindeligt hed Claus Beck-Nielsen, men som siden 2001 har påtaget sig flere anonyme identiteter som firmaet Das Beckwerk, det intetsigende efternavn Nielsen, og somme tider slet ikke har været nogen.

Kunstnerisk undersøgelse af sort-hvid-dikotomien

Som Blixen stræber Madame Nielsen efter det skandaløst opsigtsvækkende ved identiteten. I løbet af den seneste måneds tid (maj 2018) har Madame Nielsen og hendes krop været i centrum for en debat omkring transracialitet, på baggrund af stykket White Nigger/Black Madonna (2018, efter debatten korrigeret til Black Madonna), skrevet i samarbejde med Christian Lollike.

Her spiller Madame Nielsen en dansk version af den transraciale Rachel Dolezal – en hvid amerikansk kvinde, der lever som sort – i en videreførelse af de transformatoriske identitetsforskydninger, som hun tidligere har udøvet i forhold til køn og krop, til det raciale felt.

I iscenesættelsen af sin transformation bruger Madame Nielsen kontroversielle greb som blackfacing, at dyppe sig i chokolade, og en opførelse af et sort folkedrab på de hvide, anført af tidsskriftkollektivet Marronage, i en konkret udspillelse af problematiske billeder fra den kollektive bevidsthed.

Modreaktionen herpå var stærk fra ’det brune miljø’, og har ført til en betændt konflikt mellem transkønnethed og transracialitet. Dette blev tydeligt i et debatarrangement om forestillingen, hvor den ph.d.-studerende Michael Wilson fra Københavns Universitet konsekvent omtalte Madame Nielsen med det maskuline pronomen ”han”, selvom Madame Nielsen lever som kvinde.

I Madame Nielsens tilfælde vil ’de brune’ ikke være et passivt undersøgelsesobjekt for den transkønnedes identitetstransformationer

Wilsons kritik mod stykket har været, at Madame Nielsen og teatret burde have ”rådført sig hos relevante akademikere, kritikere og medlemmer af det dansk-afrikanske mindretal, inden de lavede forestillingen. Ved at have forsømt det, har de gjort sig skyldige i >>kulturel uansvarlighed<<”.

Undersøgelsesobjekterne frasiger sig dermed deres tildelte rolle, og markerer en differens mellem de transkønnedes livserfaringer og de racialiseredes, som de ikke vil tillade Madame Nielsen at overskride i hendes kunstneriske undersøgelse af sort-hvid-dikotomien.

Differentiering på tværs

Med udgangspunkt i den samme sag om Rachel Dolezal var der i april 2017 en heftig debat omkring det feministiske tidskrift Hypatia, hvori filosoffen Rebecca Tuvel havde skrevet et forsvar for transracialisme, der overfører argumenter for transkønnethed.

Tuvel beskriver på sin hjemmeside sin forskning som overvejelser over, hvordan ”animals, women and racially subordinated groups are oppressed, how this oppression often overlaps and how it serves to maintain erroneous and harmful conceptions of humanity”, og dermed er hun, efter denne debat, et epitomt eksempel på vanskelighederne ved at differentiere på tværs af kategorioverskridelser.

Tuvels artikel, In Defense of Transracialism (2017), går konsekvent på at oversætte argumenter, der forsvarer transkønnethed, til det transraciale: ”… Insofar as similar arguments that render transgenderism acceptable extend to transracialism, we have reason to allow racial self-identification, coupled with racial social treatment, to play a greater role in the determination of race” (Tuvel 2018: 275).

Tuvels primære argument er, at selv-identifikation i alle tilfælde bør trumfe samfundets opfattelse af individet, med hjemlen at Tuvel selv kan indtage en konsensusposition omkring argumenterne for transkønnethed.

I tilfældet Hypatia kom modreaktionen fra ’det transkønnede miljø’, hvor en række forskere i et åbent brev kræver, at Hypatia trækker artiklen tilbage, og argumenterer, i tråd med Michael Wilson, at tidsskriftet ved at publicere artiklen har sendt et budskab om, at ”white cis scholars may engage in speculative discussion of these themes without broad and sustained engagement with those theorists whose lives are most directly affected by transphobia and racism”.

Her ser man de transkønnede frasige sig at de argumenter, som er udtænkt på baggrund af deres levede erfaringer, overføres spekulativt til et andet felt.

Der er her et oprør fra undersøgelsesobjekterne, en protest mod overhovedet at blive undersøgt med argumenter, der kommer udenfor en selv, eller som fører en bort fra sig selv

Mellem debatterne opstår en vektorforskydning, hvor de forskellige undersøgelser af Rachel Dolezal-sagen frasiges af den kategori, som får sat deres argumenter ud af situation: I Madame Nielsens tilfælde vil ’de brune’ ikke være et passivt undersøgelsesobjekt for den transkønnedes identitetstransformationer, mens Rebecca Tuvel diskvalificeres af ’de transkønnede’, hvis standpunkter hun antog i en forventning om konsensus, da de transkønnede ikke mener, at denne kommunion kan udstrækkes uden deres aktive deltagelse.

Der er her et oprør fra undersøgelsesobjekterne, en protest mod overhovedet at blive undersøgt med argumenter, der kommer udenfor en selv, eller som fører en bort fra sig selv.

Den frie og uafhængige kunstneriske og akademiske undersøgelse bliver dermed problematiseret af selve dens genstand. Dermed bliver spørgsmålet omkring deltagelse i en undersøgelse, og vilkårene for at være et undersøgelsesobjekt, sat til debat.

Kønnene, racerne og arterne

Da Karen Blixen deltog i Paris Review’s legendariske interviewserie, The Art of Fiction, blev hun spurgt om hun kan lide aber. Blixen svarer: ”I love them in art: In pictures, in stories, in porcelain, but in life they somehow look so sad. They make me nervous. I like lions and gazelles.”

Hun er opmærksom på forskellen mellem et levende dyr og et litterært dyr: Det litterære dyr kan tilskrives handling, bevidsthed og udfoldelse, mens det levende dyr er trist og spreder nervøsitet, da det ses gennem dens historiske undertrykkelses prisme.

En kunstnerisk praksis og en analysemetode, der intersektionelt kan påpege kategoriers inkompatibilitet og selvoverskridelser, må differentiere mellem kategorioverskridelserne på tværs af hinanden

Hvis Madame Nielsen og Michael Wilson havde skelnet bedre mellem den levende og den litterære transformation og kategorioverskridelse, var det blevet muligt på stykkets præmisser at forstå, hvorfor Wilson som levende undersøgelsesobjekt blev trist, og derfor spreder en nervøsitet til Madame Nielsen (som man så i Deadline-interviewet mellem Madame Nielsen og Josef W. Nielsen, og til debatarrangementet om stykket).

En kunstnerisk praksis og en analysemetode, der intersektionelt kan påpege kategoriers inkompatibilitet og selvoverskridelser, må differentiere mellem kategorioverskridelserne på tværs af hinanden.

Det er ikke den samme umenneskelighed, der udspiller sig i det komplicerede forhold mellem kønnene, racerne og arterne. Man må bryde med etablerede forestillinger om, hvad det vil sige, at en tekst skrives og læses af mennesker, for at finde frem til det, der annullerer eller overskrider mennesket i teksten. Her bliver den tildragende undersøgelse af køn, identitet, race og artslighed central, da en forståelse for disse kategorier kræver at man læser og skriver, som om man ikke kun er et menneske, men måske tillige en kvinde, en pervers, en med brun hud – eller en abe.

Når vilde dyr holdes i bur

Selv når man, som Madame Nielsen, mener at have udvist respekt overfor såvel køn som race, kan der stadig være knas i overgangen. Her kan man tage ved lære af en lignende situation, hvor agenterne er mindre højrøstede. Lad os som eksempel fremhæve et tværartsligt middagsselskab.

Aben påkalder med sin energi en mystisk modstandskraft mellem dyrearterne, der siger, at hvis du spærrer dém inde, så vil der være en revanche

Ved et akavet middagsselskab mellem Priorinden, hendes nevø Boris og den aseksuelle Athene, fortæller abe-priorinden – abens karakter og priorindens krop er ikke længere til at skelne fra hinanden – om koloniale elefantudvekslinger mellem Zanzibar og Burma.Dermed får aben mulighed for at forklare sig selv, og det gør den ved at fortælle om de mystiske konsekvenser af den systematiske undertrykkelse, som dyrene påføres:

En burmesisk konge får foræret en afrikansk elefant af sultanen af Zanzibar, og den afrikanske elefant kyser og skræmmer de tammere indiske elefanter. Efter et stykke tid lænker den afrikanske elefants opsynsmænd den derfor fast i et stort bur, hvorefter den dør af fangenskabet. Lænkningen medfører, at den burmesiske hovedstad nu blev ”gennemsværmet af Skyggeelefanter fra Afrika, som strejfede omkring i Byen og viftede med deres brede Skyggeøren i Gaderne (…) Intet Menneske i Byen vovede sig nu ud, efter at Mørket var faldet paa. Men se, de kunde dog ikke sønderbryde den fangne Elefants Bur”.

Abe-priorinden konkluderer selv fortællingen: ”Naar de vilde Dyr holdes i Bur,sagde Priorinden, da bliver deres Hjerte ristet i dem over en sagte Ild paa Skyggen af Jernstængerne. Oh, som over en sagte Ild ristes Hjerterne i fangne vilde Dyr, udbrød hun med frygtelig Energi”.

Aben påkalder med sin energi en mystisk modstandskraft mellem dyrearterne, der siger, at hvis du spærrer dém inde, så vil der være en revanche. Selvom det er et spørgsmål om hævn, når spøgelseselefanter holder menneskene indespærret i deres huse, og når aber tvinger seksuelle afvigere ind i håbløse ægteskaber, så er det ligeledes udtryk for en mystisk kommunion, hvor hele artsfællesskabet siger fra, når de bliver placeret udenfor situation.

Således står det diabolske ikke ubegrundet, modsat – med all due respect! – et sort folkedrab på de hvide, anført af undertrykkelsens kritikere.

Illustration: Michaël Dorbec.

Asker Bryld Staunæs er på nuværende tidspunkt ikke sikker på, om han arbejder på at blive akademiker, kunstner eller forfatter. Det er som sådan også lige meget udenfor en author-bio. Hans bud på et professionelt konsensus er:

Asker Bryld Staunæs (1995) er kandidatstuderende i filosofi og ba. idé- og litteraturhistorie. Han har tidligere skrevet for denfri.dk og uroijernet.dk, er medlem af kunstnergruppen Rødderne, den Arkivariske Front/Institut for Emancipationsvidenskab og er managing editor på tidsskriftet Foucault Studies. Han er specialiseret i filosofisk æstetik, posthumanisme, queerteori og arkivteori.

På POV kommer han til at skrive efter hvilken profession, prekariatet skiftevis tilskriver ham.

Seneste artikler om Afrika

Afrikas sidste koloni

REPORTAGE – Dybt inde i den algeriske ørken, nær grænsen til Mauretanien,