Dagligliv i Ammassalik: Arkaluk Biancos fotografier er billeder af hverdag, arbejde og fest

En gruppe mænd i Amassalik omkring 1954. Måske er de samlet for at hjælpe med lastning eller losning af et skib.

Helene Brochmann 30.01.2025

GRØNLAND // NY BOG – Helene Brochmanns bog Dagligliv i Ammassalik med fotografen Arkaluk Biancos fotografier bidrager til at udfylde et tomrum i den kollektive bevidsthed om en virkelig interessant periode i Østgrønland. Gennem sine mange skønne billeder af hverdag, arbejde og fest giver den et indtryk af en stolthed og virketrang, som man altså ikke behøver at gå helt tilbage til kajakfangsten for at genfinde.

Fotografierne er taget af Arkaluk Bianco (1921-86). Arkaluk kom i lære i Den Kongelige Grønlandske Handel som 14-årig i 1935 og arbejdede som butiksbestyrer og postmester hele sit liv.

Han var en personlighed og en foregangsmand på rigtig mange områder. En af de ting, han var tidligt ude med, var altså at fotografere. Og han var god til det. Han fotograferede ikke bare sin familie og forskellige begivenheder, men også mere registrerende – alle mennesker i byen, folk på arbejde, gammel kultur og nye bygninger osv.

Arkaluk og Stellas familie, 1952. Et af de tidligste billeder, der findes i Arkaluks samling, er dette, som han selvfølgelig ikke selv har taget. Det er taget hjemme hos telegrafisten Erik Thielst, som Arkaluk var gode venner med.

Efter at have scannet alle de 2.000 negativer, der er bevaret, og som hans søn, desværre nu afdøde James Bianco, har ladet mig arbejde med, har jeg brugt meget tid på at få identificeret personerne på billederne – og det er lykkedes for mere end 400 personers vedkommende.

James og hans søster Kathrine har genkendt mange og har fortalt historier og anekdoter i tilknytning til billederne, og derudover har mange forskellige været til stor hjælp gennem den Facebook-gruppe, jeg har oprettet til formålet, og hvor jeg har lagt udvalgte billeder op.

Gruppen Arkaluk Biancos billeder har nu 1.200 medlemmer!

Sakarias Ikila, Karoline MaKe (f. 1948), senere gift Jakobsen, og Gedion K’eke (f. 1950) med ulke på isen foran byen. Ulke blev anset for at være en delikatesse, og de var nemme at fange, så dér kunne børnene yde et godt bidrag til husholdningen. Foto ca. 1960.

Bogen viser de ca. 350 bedste af billederne med tilknyttede historier. Desuden har jeg ud fra en række skriftlige kilder skrevet et indledende kapitel, der skaber en historisk ramme om billederne.

At billederne er taget af en af de lokale, og ikke en udefrakommende, er ganske unikt.

Ivan Uitsatikitsek (f. 1899). En af de sidste ”åndemanere” på stedet.

Tiden og stedet

Perioden og motiverne er også noget helt særligt. Vi er i Østgrønland, i Ammassalik-distriktet, hvor Tasiilaq er den største by med få hundrede indbyggere i 1950’erne og 60’erne.

Efter 2. verdenskrig oplevede området en voldsom forandring. Frem til krigen boede folk i tørvemurshuse om vinteren og i telt på sommerboplads om sommeren og ernærede sig udelukkende ved fangst fra kajak og hundeslæde. Området var meget isoleret, og af danskere eller vestgrønlændere var der kun en præst og par folk i Den Kongelige Grønlandske Handel, måske med koner og børn.

Efter krigen skete der en omvæltende modernisering i form af træhuse, elektricitet, radio, lastbiler, joller med påhængsmotor og ikke mindst mange flere danskere, mange af dem bygningshåndværkere.

Ole Kúnak, Olaaji, (f. 1937) og hans kone, Joelsine, f. Abelsen (1940).

Storfangeren Nikolaj Make, hans kone Sofie og deres børn var den sidste familie i bopladsen Akerninnaq, der blev endeligt affolket i 1957. Inden de flyttede fra bopladsen, var de et yndet besøgsmål for Arkaluk, der gerne kørte ud til dem på hundeslæde om vinteren og foråret, når der ikke var friskt kød at få i byen. Så havde han købt butiksvarer med til dem og fik til gengæld friskt sælkød og anden fangst med hjem.

Selvom det var en tid, hvor danskerne satte sig hårdt på samfundslivet, om man så må sige, og man i udgivne erindringer fra tiden kan finde masser af udtryk for et umådeligt paternalistisk syn på de lokale, er det en tid præget af fremgang og udvikling. Portrætterne i bogen lyser af smil og lune.

Senere begyndte det desværre at køre skævt. Fra midten af 60’erne får alkoholen alt for godt fat. Ikke mindst de danske håndværkere, der ikke havde noget ansvar eller nogen sociale bånd at tage hensyn til, introducerede en norm- og hæmningsløs kultur i det lille samfund, der gav de grundlæggende værdier et grundskud.

Tasiilaq kæmper stadig den dag i dag med de sociale problemer, der fulgte.

Octavia K’atsa, Ordaavia (f. 1890), fotografens faster. Formenlig midten af 1950’erne. De romerske navne (Bianco, Octavia og mange flere) skyldes en præst, som havde en forkærlighed for romersk kultur og foreslog navne herfra, når børnene skulle døbes med ”kristne” navne. Bianco blev oprindeligt brugt som fornavn til Arkaluks farfar, der blev døbt som voksen.

Bogen bidrager til at udfylde et tomrum i den kollektive bevidsthed om en virkelig interessant periode i Østgrønland. Gennem sine mange skønne billeder af hverdag, arbejde og fest giver den et indtryk af en stolthed og virketrang, som man altså ikke behøver at gå helt tilbage til kajakfangsten for at genfinde.

Helene Brochmann i samarbejde med James Bianco og Katrine Bianco Svanholm: Dagligliv i Ammassalik. Arkaluk Biancos fotografier fra Østgrønland i 1950-60’erne

Aarhus Universitetsforlag. 351 sider. Bogen er udkommet.

Helene Brochmann

Helene Brochmann er cand.mag. i Samfundsfag og Eskimologi (i dag kaldet Grønlandske og Arktiske Studier) og specialkonsulent. Halvt norsk og meget glad for Grønland - altså temmelig nordisk orienteret. Men også engageret i kommunalpolitik og en masse andre ting. Det kan man læse mere om på hendes hjemmeside: www.helenebrochmann.dk