KOMMENTAR // BREXIT – “Alting flyder” ifølge den græske filosof Heraklit og som han forklarende også har sagt: “Man kan ikke bade i den samme flod to gange”. Boris Johnson, den britiske premierminister, kender sikkert citaterne. Han kan lide at citere klassikerne. Det, Heraklit mente, var, at hvis man bliver stående ved den samme flod og hopper i flere gange, så er det ikke præcis det samme vand, man hopper ned i. Man skal være klar over, at virkeligheden hele tiden forandrer sig. Sådan er det også med Brexit, skriver H.C. Andersen fra Storbritannien.
NEWCASTLE upon TYNE – I denne uge skal Boris Johnson genoptage kampen mod sine modstandere i parlamentet. Set fra premierministerens og hans konservative partis synspunkt drejer det sig om at få Brexit over målstregen 31. oktober ved midnat.
Når det er sket, kan regeringen gå videre med at afholde det parlamentsvalg, der forhåbentlig giver den det flertal, den skal bruge for i Johnsons selvforståelse at kunne føre nationen ind i sin nye eksistens; en eksistens som fri nation, klar til at konkurrere på verdensplan med et globalt marked i stadig dynamisk udvikling, fri til at handle der, hvor det bedst betaler sig, uden at skulle bede Bruxelles om lov først.
Hvis man spørger Boris Johnson, vil han formentlig sige, at Brexits fjender i parlamentet helt urimeligt slog bremserne i, at de kræfter, der helst helt vil aflyse Brexit, fremsatte urimelige ændringsforslag, at underhusets formand, John Bercow, som sædvanlig modarbejdede regeringen. Det var politisk “sabotage”
I den vision er UK også en stolt og fri nation, der sagtens kan finde ud af at bruge sine penge rigtigt på at skabe verdens bedste undervisningssystem og sundhedsvæsen med mere, en nation hvis parlament og demokrati bygger på århundreders tradition for parlamentarisk demokrati og hvis frihedsbegreber blev skabt længe før andre nationer, som f.eks. USA, overhovedet begyndte at udvikle den slags.
Nok taler vi om et forholdsvist lille land i en våd afkrog af Vesteuropa, javist, men med et folk, der har århundreders erfaring i at vise, at man er lille, men stærk. Og uden at ville træde andre nationer over tæerne, har Johnson en ambition om, at Storbritannien bliver verdens bedste land. Man skal bare lige ud af EU.
Og for at kunne det, skal han lige have det britiske parlament til at godkende det forslag til skilsmisse, Johnson nu har fået forhandlet igennem med EU.
Aftalen er på mange måder noget af et diplomatisk kunststykke. Det lykkedes Johnson og hans hold at få genåbnet forhandlingerne om det berygtede sikkerhedsnet, “the backstop”, som briterne syntes, gav EU urimelig kontrol over forholdet mellem Storbritannien, Nordirland og EU-toldunionen.
Vedtagelsen af skilsmisseaftalen skulle være sket i lørdags i parlamentet, og ikke bare de britiske, men også mange andre europæiske medieorganisationer var oppe på mærkerne med kommentar og transmission fra parlamentet. Men vedtagelsen blev forhindret af Johnsons politiske modstandere i parlamentet.
Hvis man spørger Boris Johnson, vil han formentlig sige, at Brexits fjender i parlamentet helt urimeligt slog bremserne i, at de kræfter, der helst helt vil aflyse Brexit, fremsatte urimelige ændringsforslag, at underhusets formand, John Bercow, som sædvanlig modarbejdede regeringen. Det var politisk “sabotage”. Men her er Boris Johnson selvsagt næppe uvildig.
Brexit er et konservativt projekt
Brexit blev en kendsgerning, da det britiske folk bestemte ved en folkeafstemning i juni 2016, at Storbritannien skal meldes ud af EU.
Den beslutning kan man sige meget om, det har jeg selv gjort. Som dansker blev jeg overrasket, skuffet, ærgerlig, gal i skralden. Briternes afgørelse virkede fjendtlig, selvisk, usolidarisk overfor resten af EU og såmænd også Danmark.
Sådan fungerer demokratiet, som jeg har lært det at kende. Men bliver det så pr. 31. oktober? Det virker mindre og mindre sandsynligt
Men jeg er fastboende udlandsdansker i Storbritannien og politisk observatør, jeg prøver ikke at lade følelserne løbe af med mig, for så bliver det sværere at gennemskue, hvad der foregår. Og allermest bestemmes mine reaktioner af, at jeg er dansker, født og opvokset i et land, der allerede er verdens bedste land af bo i (hvis man ikke er muslimsk immigrant uden arbejde).
Hvis briterne afgør ved en folkeafstemning, at de vil meldes ud af EU, så er det så der, vi skal hen. Sådan fungerer demokratiet, som jeg har lært det at kende. Men bliver det så pr. 31. oktober? Det virker mindre og mindre sandsynligt.
Hvorfor er Boris Johnsons modstandere så opsatte på at bremse skilsmisseforslagets vedtagelse i parlamentet?
For at forstå det, skal man se på, hvordan Brexit blev til.
Brexit er først og fremmest et britisk konservativt projekt. Det er vokset ud af et internt, bittert skænderi blandt de britiske konservative om medlemskabet, startet af Margaret Thatcher i en tale i Brügge i 1988, hvor hun tog afstand fra øget politisk integrering i det europæiske samarbejde. Handelssamarbejdet var alt nok, mente hun:
Vi springer en mængde mellemled over: skænderiet blandt de konservative ville ingen ende tage.
Ironisk nok endte briterne derfor også som forsøgskaniner, og der blev forståeligt nok vadet meget i spinatbedene undervejs
I 2013 holdt den daværende konservative premierminister, David Cameron, sin store EU tale, “Bloomberg-talen”, hvor han fremlagde sit forslag til en genforhandling af Storbritanniens forhold til EU.
David Cameron er pro-europæisk og pro-EU, men han prøvede at lægge låg på sit partis diskussion om EU-medlemskabet ved at fjerne Storbritannien fra det politiske samarbejde i EU og begrænse det til det mere økonomiske – som om man kunne skille de to ad.
Mellem 2016 – året for folkeafstemningen – og 2019 gik Storbritannien så gennem den procedure, en nation skal igennem for at forlade EU. Det var første gang, nogen prøvede det.
Storbritannien havde faktisk selv taget initiativ til, at EU skulle have en sådan procedure – paragraf 50, skilsmisseaftale, politisk erklæring, overgangsperiode med mere. Ironisk nok endte de derfor også som forsøgskaniner, og der blev forståeligt nok vadet meget i spinatbedene undervejs. Egentlig har det virket som om, vejen til frihed gik gennem en spinatmark.
Det har vist sig at være fantastisk kompliceret at forlade EU. I nogle kredse mener man, det er bevis på, at man skal lade være med at melde sig ud, men mon ikke det snarere er en advarsel om, at man skal tænke sig fantastisk godt om, før man gør det.
Det mente briterne måske, de havde. Husk, der gik 30 år mellem Thatchers Brügge-tale og Brexit-afstemningen, og tre år mellem Camerons Bloomberg-tale og afstemningen. Alligevel var det ikke nok.
Vi taler om en “skilsmisseaftale” mellem Storbritannien og EU, i et forsøg på at finde noget at sammenligne med. Måske vi skal finde et andet billede, måske briterne mere er ovre i noget, der minder om et kønsskifte, på basis af en mistanke og en fornemmelse, ikke en overbevisning om, at det nu er det helt rigtige.
De tre svære år
Derfor blev de første tre år så svære for briterne. De havde taget en beslutning om udmelding, som de ikke selv havde troet, de ville tage: det var ikke med vilje, kunne man sige. De vågnede op som en nation af 52 pct. EU-modstandere. De så sig selv i spejlet og kan ikke have været helt sikre på, hvem de egentlig var mere.
De sejrende, harcelerende udlændinge blev pludselig anset for en art fjender, og taberne puklede hårdt for at bremse en udvikling, de som en nation af 48 pct. EU-tilhængere ikke anså for rationel.
At han gjorde det, viser jo netop, hvor usikker og vaklende briternes beslutning om udmelding er. Under og efter debatten om folkeafstemningen, og lige siden, har de diskuteret deres identitet som nation. Ligesom vi danskere gjorde efter nederlaget i 1864
Udmeldingen skulle forklares, og det blev den ofte ved at gribe til familiealbummet for at finde ud af, hvem de havde været, så de kunne se, hvad de var blevet til. Man kiggede udad, på det gamle Commonwealth, man kiggede på tidligere tiders storhed som militær stormagt og som center for historiens største imperium.
Med Shu-bi-duas ord: “Man må for fa’en ha’ været no’ed”, og det er der jo heller ingen tvivl om. Briterne kan godt selv se, at de bebor et forholdsvist lille ørige, forholdsvist lille, hvis man sammenligner med Danmark og tager Færøerne og Grønland med.
Alligevel blev det til det her fantastisk store imperium og briterne opfandt industrialiseringen osv. osv. Boris Johnson nævnte en hel række spændende britiske sejre – politiske, økonomiske og sociale først og fremmest – i talen til det konservative årsmøde her i oktober.
At han gjorde det, viser jo netop, hvor usikker og vaklende briternes beslutning om udmelding er. Under og efter debatten om folkeafstemningen, og lige siden, har de diskuteret deres identitet som nation. Ligesom vi danskere gjorde efter nederlaget i 1864.
Danmark tabte i 1864, briterne synes, de sejrede i 2016, og alligevel skal de bruge tid, i 2019, på at forklare hinanden, at de kan godt stå alene, at der er noget, at der ikke er noget at være nervøse for. “Vi kan godt klare os ude i selvstændigheden. Fremtiden er ikke farlig.”
Storbritannien er i en identitetskrise
Man taler, i Storbritannien, om en “Brexit-krise”, men der er også en identitetskrise af format. Vi kan undre os over, at de ikke kan få sig gjort færdige med deres skilsmisseaftale i parlamentet.
Men tænk over de problemer, de har givet sig selv med deres identitetsskifte, for nu at bruge det udtryk.
Det britiske parlament stemte premierminister Theresa Mays forslag ned tre gange, og hun måtte opgive af få sit land ud af EU, bad om udsættelse til 31. oktober men måtte gå af som premierminister og som partiformand.
De britiske konservative stemte i stedet Boris Johnson ind som formand og premierminister, og han har nu fået genforhandlet aftaleforslaget, som parlamentet standsede lørdag 19. oktober med et flertal på 16 mod Johnson og regeringen.
Det gik op for dem, at selvom Johnsons nye forslag i det store og hele var identisk med Theresa Mays, var der er par væsentlige fornyelser.
Han havde gennemtrumfet en ny grænseordning for Nordirland, som hans nordirske støtteparti, Democratic Ulster Party (DUP), ikke havde nemt ved at sluge.
Den skaber en form for national grænse, tydeligt beskrevet og begrænset, ned gennem Det Irske Hav og ændrer derfor helt konkret, men minimalt, forholdet mellem det britiske Nordirland og resten af “United Kingdom”.
Det kalder vi ikke landet på dansk, vi taler om “Storbritannien”, men det er netop et “forenet kongerige”, ligesom Danmark og Norge engang var det, og ligesom vi er i et “rigsfællesskab”, med Færøerne og Grønland.
Vi skjuler virkeligheden for os selv ved ikke at kalde det “United Kingdom” med fire medlemmer: England, Skotland, Wales og Nordirland. Deres forhold til regeringen i hovedstaden, London, er kompliceret og ikke standardiseret. Wales har vænnet sig til rigsfællesskabet, skotterne overvejer, hvor stor politisk afstand de kan lægge til London, nordirerne insisterer på et tæt forhold og forlanger, at London adlyder det krav.
En nok så vag nationalgrænse mellem Nordirland og Storbritannien vil nogle nordirere – for eksempel i Democratic Unionist Party – se som et politisk forræderi og som tegn på, at London er ved at lægge afstand til Belfast.
Og det kan de have ret i, ligesom DUP kan have ret i følelsen af, at Boris Johnson begynder at lægge afstand mellem sig og det nordirske støtteparti.
Hvis det er rigtigt, er der ved at ske noget i forholdet mellem Nordirland og London, noget der vil have betydning for identitetsforståelsen på begge sider. DUP’s medlemmer i parlamentet var helt klart rasende på London-regeringen under mødet lørdag 19. oktober, og de stemte imod regeringen. Det var ikke så overraskende.
DUP var kun del af et mere omfattende oprør mod Boris Johnson.
Tre nye forhold
Johnson var lige kommet hjem fra Bruxelles med sin nye aftale. Møderne med EU var tydeligt gået fint. Boris og hans europæiske kolleger klappede på skulderen og gav mandige høje håndtryk, der blev kindkysset og gjort ved. “Forslaget skal nok blive stemt igennem i London-parlamentet”, skal han have lovet.
Selvom de (parlamentet) har set det meste af teksten, så er det ikke kun den nordirske del, der er ny. Der er tre dele. Foruden den irske del er der forslag til skilsmisseaftale og den politiske erklæring.
Der fremlagde han det så i lørdags, men allerede inden mødet var begyndt, havde det tidligere konservative parlamentsmedlem, Oliver Letwin, fremsat et ændringforslag, der ødelagde Johnsons plan.
Letwin forlangte, at parlamentet skulle vedtage skilsmisse-lovgivningen, før det sagde god for forslaget selv. Det kan lyde lidt omvendt, og det er en anelse teknisk.
Dét, som Oliver Letwin havde opdaget, var, at Boris Johnson (efter Letwin og mange andres mening) var ved at kuppe forslaget igennem parlamentet uden at give det tid til at gennemse og gennem-debattere det.
“Hvad er det, de ikke allerede har opdaget, da de så Theresa Mays forslag i 2018-19?”, kunne man spørge, det havde de jo ellers haft tid til at kigge på.
Svaret er, at selvom de har set det meste af teksten, er det ikke kun den nordirske del, der er ny.
Der er tre dele. Foruden den irske del er der forslag til skilsmisseaftale og den politiske erklæring.
Den politiske erklæring beskriver det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU, og det indeholder væsentlige detaljer.
Overgangsperioden ville kun gå frem til udgangen af 2020, og i fremtiden ville Storbritannien gøre sig fri af EU-standarder omkring f.eks. forbrugerbeskyttelse og ansattes rettigheder, miljøbeskyttelse osv. Det var netop et meget mere konservativt forslag, end Theresa Mays ville have været villig til.
Det indså de britiske Labour politikere hurtigt, og for dem blev det straks et spørgsmål om, hvilket slags land, Storbritannien skulle til være efter Brexit.
Skulle det beskytte forbrugere og ansatte ligesom EU er blevet enigt om at gøre?
Det stod klart, at liberale konservative og politikere fra Labour, skotske nationalister og de liberale demokrater fandt ud af, at de konservative kunne kontrollere fremtiden, så at sige. Så de satte bremserne i
Eller skulle det fremtidige Storbritannien være mere liberalt og “dynamisk” som industri- og handelsnation, ligesom USA, som mange i Storbritannien ser som en væsentlig fremtidig samhandelspartner.
Det er ikke ligegyldigt; der er tale om to radikalt modsatte versioner af Storbritannien og “post-Brexit”.
Hvad mere er, regeringens modstandere fik via en udtalelse fra en konservativ politiker mistanke om, at en konservativ regering simpelthen kunne droppe aftalen med EU helt ved udgangen af 2020.
Om mistanken er begrundet, er ikke til at vide.
Men det stod klart, at liberale konservative og politikere fra Labour, skotske nationalister og de liberale demokrater fandt ud af, at de konservative kunne kontrollere fremtiden, så at sige. Så de satte bremserne i.
Nationens fremtidige plads i verden, selve nationens identitet, stod på spil.
Og derfor stemte de for Oliver Letwins forslag, som siger, at parlamentet ikke vil godkende Boris Johnsons forslag, før den nødvendige lovgivning, der hører til forslaget, har været igennem den normale procedure, med fremsættelse af lovforslag, debat, første og anden behandling – og i Storbritanniens tilfælde også behandling i Overhuset.
Dermed ville parlamentet få tid til at gennemse og gennemdiskutere Boris Johnsons tekst i alle detaljer.
Helt rimeligt, siger demokrater, den slags skal de folkevalgte have tid til at tale om. “Åh nej, ikke mere britisk nonsens,” siger man måske i Bruxelles, hvor man må være trætte af det britiske parlament og bare glæder sig til at komme videre.
Dødtrætte briter
Sådan har mange britiske borgere det også. De er både trætte af og irriterede på deres politikere.
Lørdag aften modtog Bruxelles det famøse brev fra Boris Johnson, som parlamentet havde tvunget ham til at skrive og bede om endnu en udsættelse af landets udmelding.
Brevet nægtede han at underskrive – han vil hellere ‘ligge død i en grøft end bede om endnu en udsættelse’ har han udtalt.
Premierministeten vedlagde samtidig et andet, forklarende brev, med en underskrift: “I skal ikke give mig en udsættelse, det er ikke i Storbritanniens eller EU’s interesse.”
Så nej. Som Heraklit kunne have sagt: “Man kan ikke vade i det samme spinatbed to gange”. Til gengæld kan forslaget så fremsættes som egentligt lovforslag.
I Bruxelles registrerede man blot, at briterne åbenbart bad om udsættelse. Der var kommet et brev. Mandag 21. oktober var det udgangspunktet.
Boris Johnson ønskede at fremsætte sit forslag fra lørdag endnu en gang.
Men det tillader Underhusets reglement ikke. Som formand Bercow forklarede: forslaget var uændret, der var ikke sket afgørende begivenheder udenfor parlamentet, der kunne have betydet, at forslaget ville fremsættes under nye omstændigheder.
Så nej. Som Heraklit kunne have sagt: “Man kan ikke vade i det samme spinatbed to gange”. Til gengæld kan forslaget så fremsættes som egentligt lovforslag.
Endnu muligt med Brexit 31. oktober
Det er endnu muligt, at Storbritannien forlader EU 31. oktober, hvis Underhuset og Overhuset skynder sig.
Hvis der er flertal for at godkende lovforslaget, kan Underhuset være færdig med sit arbejde fredag 25. oktober.
Lovforslaget skulle så allerede fremsættes mandag aften, det kunne stemmes igennem med det samme (og det er så den “meningsfyldte afstemning”, man prøver at gennemføre for fjerde gang).
Underhuset sender forslaget videre fredag, Overhuset behandler det i løbet af weekenden, og det kan sendes videre til EU i ugen efter.
Men det kan også stemmes ned af parlamentet, det kan drukne i ændringsforslag som ugen skrider frem, man kan begynde at debattere en ny folkeafstemning eller et parlamentsvalg, EU kunne beslutte af give Boris Johnson den udsættelse, han så nødig vil have. Hvis han virkelig hellere vil ligge død i en grøft, er der skånselsløse brugere af Facebook, der allerede har lagt billeder af anvendelige grøfter ud.
Der er stadig dem, der håber på en annullering af Brexit.
Det er blandt andet hovedpunkt i de liberale demokraters program. Men det er næppe realistisk. Som Theresa May sagde, i debatten i lørdags: “I have a feeling of déjà vu.”
Hvor havde hun ret. Hun havde selv stået der tre gange, og nu var det Boris Johnsons tur.
Det er mest sandsynligt, vurderer jeg, at briterne kommer ud af EU. Herefter kan de begynde at leve et normalt liv, som borgere i et ikke-EU medlemsland, og så får vi endelig at se, hvordan det går.
Forhåbentlig har de til den tid fået tvivlen og mareridtsforestillingerne om fremtiden ud af systemet og kan blive ‘sig selv’ igen – om end under radikalt forandrede eksterne vilkår.
Fotos: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
