Navalnyj, Putin og Rusland

Aleksej Navalnyj og Rusland på tærsklen til en ny tid

i Internationalt/Rusland af
RUSLAND // PROTESTER MOD PUTIN – Det er endnu svært at gøre status efter de mange demonstrationer til fordel for Aleksej Navalnyj i Rusland søndag den 23. januar. En ting står dog klart, og det er, at det er lykkedes for Navalnyj at opbygge en landsdækkende organisation, der formår at komme ud i det russiske riges afkroge. Dette illustreres vel bedst af, at der selv i den sibiriske by Jakutsk var en lille demonstration på cirka 60-80 mennesker, der mødte op i 51 minusgrader.

Videoen er på russisk, men den afsluttende bemærkning er ”En halv time i frosten for friheden”.

Eftersom Navalnyj utvivlsomt har sat noget i gang i Rusland, er det også relevant at kigge på, hvad han i øvrigt har stået for gennem tiden.

I starten af 00’erne var Navalnyj aktiv i det liberale parti Jabloko, men forlod partiet igen i 2007 efter at være røget uklar med partiets ledelse. Samme år var han med til at starte en bevægelse, der hed ”Folket” (Narod på russisk).

Det er en provokation mod Kreml at hævde, at den afstemning, der blev holdt i marts 2014, lige efter at russiske tropper var ankommet til Krim, ikke var fri og fair

Bevægelsen hævdede at stå for en eller anden form for demokratisk nationalisme, der ville kæmpe for demokrati og etniske russeres rettigheder. Bevægelsen blev dog aldrig til det helt store og havde i øvrigt også uheldige nationalistiske strømninger.

Denne 13 år gamle video på russisk viser Navalnyj, der argumenterer for, at det skal være lettere at anskaffe sig våben, og der laves også en slet skjult sammenligning mellem terrorister, kakerlakker og andre skadedyr.

Navalnyj er da også blevet kritiseret for at fremstå fremmedfjendsk i denne video, men ihukommende de store problemer med terrorisme i særlig Nordkaukasus, adskiller den sig næppe fra, hvordan man taler om terrorisme mange steder i verden.

Konflikten om Krim

Navalnyjs udsagn om konflikten med Ukraine om halvøen Krim er på alle måder også interessant.

Navalnyj har flere gange pointeret, at Krim er russisk nu, men i et interview på radiostationen Ekho Moskvy i juli 2017 sagde han, at hvis han bliver præsident i Rusland, vil han holde en fri og fair folkeafstemning om halvøens tilhørsforhold, da en sådan endnu aldrig er blevet afholdt.

Det er jo et på alle måder spændende udsagn, da det er en provokation mod Kreml at hævde, at den afstemning, der blev holdt i marts 2014, lige efter at russiske tropper var ankommet til Krim, ikke var fri og fair.

Alexei Navalnyj
Алексей Навальный – Alexej Navalnyj. Foto: Wikimedia Creative Commons

Samtidig er det et signal om, at Navalnyj mener, at Krim bør forblive russisk, da det er overvejende sandsynligt, at resultatet af en folkeafstemning vil vise, at et flertal af Krims befolkning vil ønske, at halvøen forbliver en del af Rusland.

Man skal dog ikke se bort fra, at et Rusland, hvor dette spørgsmål kan tages op, vil være et meget andet Rusland end det, vi kender i dag. Yderligere et aspekt med hensyn til en eventuel kommende folkeafstemning er, at sådan noget kan være mere kompliceret end som så.

Udenrigspolitik spiller generelt ikke den store rolle for Navalnyj, og det er da også indenrigspolitik og kampen mod korruption i Rusland, der har været hans drivkraft

Alene spørgsmålet om, hvad et flertal er, skal der først være enighed om. Altså er det simpelt flertal eller en eller anden form for kvalificeret flertal, og er det i givet fald af de afgivne stemmer, eller skal det være af de stemmeberettigede?

Yderligere et relevant spørgsmål er, hvorvidt hele Krim skal være en zone, eller om der skal være flere afstemningszoner, som der for eksempel var ved folkeafstemningen i 1920 i det dansk/tyske grænseland.

Udenrigspolitik spiller generelt ikke den store rolle for Navalnyj, og det er da også indenrigspolitik og kampen mod korruption i Rusland, der har været hans drivkraft. Han har dog ofte argumenteret imod russisk støtte til både Maduro i Venezuela og Assad i Syrien.

Argumenterne har oftest været båret af økonomiske argumenter. Det vil sige, at russiske skatteborgeres penge ikke skal gå til udsigtsløse projekter langt væk fra Rusland. Kort sagt en økonomisk/pragmatisk snarere end en moralsk indgangsvinkel til udenrigspolitik.

En ny generation vokser op

Den nuværende uro i Rusland kommer på et meget ubelejligt tidspunkt for Putin. I mange år har han kunnet høste mange lavthængende frugter ved at have et meget gunstigt sammenligningsgrundlag. Særlig i 00’erne, hvor oliemilliarderne fossede ind, var det let at tage sig gunstigt ud i forhold til transitionens trængsler i 1990’erne.

Denne mekanisme findes stadig, men den har tiden imod sig. Efterhånden er der vokset en generation op, som har 00’ernes fremgang og – sammenlignet med i dag – højere grad af politisk frihed som det naturlige sammenligningsgrundlag.

Det er endnu svært at sige, hvad Navalnys hjemkomst og arrestation betyder for den russiske befolknings syn på Putin. Ligeledes om Putins popularitet lider varig skade på grund af den meget omtalte film, som Navalnyjs Fond til bekæmpelse af Korruption har offentliggjort.

Demonstrationerne i Hviderusland har vist, at stemningen er for et politisk skifte i landet

Ifølge en meningsmåling fra det meget anerkendte Levada-Center i Moskva nød Putin i 2020 stadig en høj grad af popularitet i den russiske befolkning. I juni 2020 svarede 60 % af de adspurgte, at de syntes om Putin, mens 35 % svarede, at de ikke syntes om ham. I november sidste år var det 65 %, der syntes om Putin og 34 %, der ikke syntes om ham.

Vladimir Putin nyder ifølge målinger fra sidste år stadig stor folkelig popularitet i Rusland

Det er absolut pæne tal, der dog dækker over en generel nedadgående tendens set over en længere årrække. I august 2017 var det for eksempel 83 %, der udtrykte et positivt syn på Putin, mens kun 15 % udtrykte et negativt syn.

Over en årrække er der således tale om et fald, men fra et meget højt niveau. Det bliver derfor spændende at se, om Navalnyj for alvor rokker ved den trods alt stadig høje popularitet.

Frændeløs i det tidligere Sovjetunionen

Udenrigspolitisk har 2020 ikke være en succes for Rusland. Demonstrationerne i Hviderusland har vist, at stemningen er for et politisk skifte i landet.

Selv om protesterne i Hviderusland ikke har haft den samme anti-russiske karakter, som ofte er kommet til udtryk ved demonstrationer i Ukraine, så er det tydeligt, at hviderusserne i al fald ønsker et andet politisk system end den type, der findes i både Hviderusland og Rusland.

Dette til trods for at hovedparten af befolkningen i Hviderusland sikkert vil fortsætte med at have russisk som første sprog en rum tid endnu.

I den lille tidligere sovjetrepublik Moldova, klemt inde mellem Ukraine og Rumænien, kom en stærkt pro-europæisk præsident til magten i november 2020.

Nu er Moldova og konflikten om udbryderrepublikken Transdnjestrien næppe første prioritet for Moskva, men Moldova er endnu et land i det tidligere Sovjetunionen, der orienterer sig væk fra Rusland.  Det er i det hele taget småt med venner for Rusland i det tidligere Sovjetunionen.

Krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan i slutningen af 2020 efterlod Armenien, der er Ruslands traditionelle allierede i Sydkaukasus, med et meget desillusioneret syn på Rusland på grund af den meget tilbageholdende støtte til landet.

Det er da heller ikke første gang, at der fra russisk side er kommet udtalelser, der kunne tolkes som en anfægtelse af Kazakhstans suverænitet

Krigens klare vinder, Aserbajdsjan, fik stor hjælp fra Tyrkiet, og det er naivt at tro, at Tyrkiet ikke ønsker det omsat til geopolitiske realiteter. Så selv om det er lykkedes Rusland at få fredsbevarende styrker udstationeret i det omstridte Nagorno-Karabakh, så er Tyrkiets rolle i regionen vokset.

Så længe Rusland anerkender de georgiske udbryderstater, Abkhasien og Sydossetien som selvstændige stater, vil det eneste positive Georgien kan sige om Rusland være, at det er fint, at russiske turister bruger penge i Georgien.

Traditionelt har Rusland dog haft et ganske acceptabelt forhold til Kazakhstan. Ikke desto mindre lykkedes det den russiske politiker, Vjatjeslav Nikonov, der i øvrigt er barnebarn af Sovjetunionens tidligere udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov, at fornærme Kazakhstan ganske voldsomt lige før jul.

I en TV-udsendelse 10. december 2020 hævdede han, at Kazakhstans territorium dybest set var en gave fra Sovjetunionen til Kazakhstan og blot et tilfældigt resultat af de interne grænsedragninger, der blev foretaget i Sovjetunionens unge år.

I Kazakhstan blev denne udtalelse naturligvis taget ilde op og set som et russisk forsøg på at anfægte landets suverænitet. Det er da heller ikke første gang, at der fra russisk side er kommet udtalelser, der kunne tolkes som en anfægtelse af Kazakhstans suverænitet. I 2014 sagde Putin nogenlunde det samme under et besøg i Seliger -ungdomslejren.

Problemet med magtoverdragelse

De aktuelle demonstrationer har tydeliggjort det traditionelle problem, mange ledere i autoritære lande står overfor. Nemlig problemet med magtoverdragelse. Hvis man giver magten fra sig, mister man sikkerheden for ikke at blive stillet til ansvar for korruption og andre ugerninger.

Så et lederskifte vil komme på et tidspunkt, og i russisk og sovjetisk historie har et lederskifte ofte indvarslet store forandringer, der nogle gange har været til det bedre og andre gange til det værre

Selv om der gives livslang immunitet, som det for eksempel var tilfældet med Boris Jeltsin, da han forlod præsidentposten før tid ved årsskiftet 1999/2000, så er der i sidste ende ingen garanti for, at denne immunitet respekteres af nye magthavere.

Det er derfor fristende at beholde magten, hvilket blot fører til et voksende synderegister, da man er nødt til at tage mere og mere hårdhændede metoder i brug i takt med, at utilfredsheden stiger. Det er i høj grad denne fælde, Putin er fanget i.

Hvorvidt Rusland nu står overfor et dramatisk vendepunkt som kan måle sig med 1917 eller 1991 er ikke desto mindre tvivlsomt. Et er dog sikkert. Putin lever ikke evigt – uanset hvor mange gange forfatningen skrives om.

Så et lederskifte vil komme på et tidspunkt, og i russisk og sovjetisk historie har et lederskifte ofte indvarslet store forandringer, der nogle gange har været til det bedre og andre gange til det værre.

Eksemplet Hviderusland viser, at en styrkeprøve mellem befolkning og system kan stå på i månedsvis. Det nære slægtskab mellem hviderussere og russere betyder også, at det er let for begge parter at inspirere hinanden til fortsatte protester.

Modsat så mange andre steder i det tidligere Sovjetunionen, er der her ikke de samme muligheder for at gennemføre en del og hersk politik mellem forskellige folkeslag.

Hverken i Hviderusland eller Rusland kommer befolkningerne til blot at sige, at valgsvindel og korruption er noget, de affinder sig med. Hvad konsekvenserne af dette bliver er umuligt at sige nu, men at Navalnyj med sin anti-korruptionskampagne har sat stærke kræfter i gang i det russiske samfund, bliver mere og mere tydeligt.


LÆS FLERE ARTIKLER AF ALLAN HAVE LARSEN HER


Topfoto: Alexei Navalny: IlyaIsaev (CC BY-SA 3.0).Vladimir Putin: The Presidential Press and Information Office (uploader: Roman Kubanskiy; CC BY 4.0).Сombination: krassotkin. – Alexei Navalny: File:Навальный 13.jpg.Vladimir Putin: File:Vladimir Putin 19-01-2021.jpg (original source).

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Allan Have Larsen er cand. mag i russisk, religionsvidenskab og engelsk og har arbejdet og rejst meget i både Østeuropa og Rusland.

1998-99 underviste han i dansk for Nordisk Ministerråd i den russiske by Pskov og fra 2004-7 arbejdede han som dansk lektor i Sankt Petersborg.

Når Coronakrisen er ovre og rejselysten for alvor vender tilbage i Danmark, håber han at genoptage sit job som rejseleder hos Vitus-Rejser og Cultours – og meget gerne på ture til Polen og Rusland eller andre steder i Østeuropa. Fra tid til anden tolker han også i russisk for Rigspolitiet.

Seneste artikler om Internationalt

Kina drøm

Kinas stormagtsdrøm

BOGOMTALE // DEN KINESISKE DRØM – Præsident og generalsekretær Xi Jinping har