Alene i skyttegraven – hundrede år efter

i Featured/Historie af

KLUMME – “Vi er fanget i en ødelæggende skyttegravskrig. Nøjagtigt som soldaterne i første verdenskrig. Imens, vi ligger magtesløse i mudderet, sejler klodens skib hastigt ud over kanten. Lidt metaforisk, jovist. Men helt og holdent reelt.” Claus Ankersen reflekterer over verdens tilstand – og især de skyttegrave, som vi fortsat ligger i 100 år efter Første Verdenskrigs afslutning. Samtale er eneste vej fremad.

Første verdenskrig huskes måske først og fremmest som en skyttegravskrig. Og begrebet bruges da også i dag om uforsonlige og fastlåste konflikter af forskellig art.

I dag er det hundrede år siden ’den store krig’ sluttede, fire år og knap to en halv måned efter krigsudbruddet i august 1914. Selv om krigen og tiden omkring den, for mange af samtidens borgere, virker uendeligt fjern, befinder vi os på mange måder mere begravet i ulykkelig skyttegravskrig end nogensinde før.

For selvom det er hundrede år siden første verdenskrig sluttede og Europa kravlede op af skyttegravene på vestfronten, er vi mere polariserede end nogensinde før.

Tænk på det. Næppe har verdens befolkninger nogensinde været mere polariserede end vi er i dag, På næsten alle essentielle parametre, er vi efterhånden så dybt splittede at enhver lyst til samtale med den anden part, reelt er forsvundet.

Når det kommer til spørgsmål som er vitale for vores fortsatte trivsel og overlevelse, forhindrer polariseringen os i at opnå nogen som helst form for bevægelse.

Når samtalen er slut, starter dæmoniseringen

Vi er fanget i en ødelæggende skyttegravskrig. Nøjagtigt som soldaterne i første verdenskrig. Imens, vi ligger magtesløse i mudderet, sejler klodens skib hastigt ud over kanten. Lidt metaforisk, jovist. Men helt og holdent reelt.

Lige fra Klima, kvindekamp, kønspolitik og kapitalisme, til spørgsmål om indvandring, omskæring og integration, EU-politik og politisk korrekthed, har vi aldrig været længere fra hinanden. Vi er stort set uenige om alting. Kød eller ikke kød. Stordrift eller lokalbrug, privatisering eller ikke privatisering.

Vi er så langt væk fra hinanden at vi ikke gider snakke med den anden part, de forkerte, nazierne, kældermenneskene, samfundsnasserne, troldene… hvad vi nu end betegner den anden part.

Når samtalen er slut, starter dæmoniseringen. Og her er vi allerede godt i gang. På de fleste af parametrene, anser den ene fløj de andres synspunkter for underlødige og endog så underlødige at de må være tegn på et menneskesyn som er temmelig umenneskeligt.

Når man først er nået hertil, er der ikke specielt langt til borgerkrigen. Og kanontorden fra denne – slet ikke så fjerne – front, høres og læses som hadske og uforsonlige kommentarer på de sociale medier, hvor selv professionelle ordmagere kan have svært ved at følge med, når det kommer til nederdrægtighedernes skarpskytter og tæppebombere, som er aflæselige udtryk for afmagt, frustration og den samme permanente stressreaktion man ser hos folk i ’rigtig’ krig.

I det meste af vesten er befolkningerne dybt splittet, det samme gælder formentlig både i Sydamerika og Asien. I USA har tilhængere og modstandere af Trump-regimet for længst gravet sig ned i skyttegravene.

I Storbritannien virker befolkningen uforsonligt splittet omkring Brexit. I de fleste nationer er befolkningerne splittede mellem traditionelle politiske bevægelser, mange opfatter som korrupte og i lommen på storkapital og transnationale selskaber, og nye, ofte stærkt nationalpopulistiske alternativer.

Ligesom de ulykkelige fodsoldater i første verdenskrigs skyttegrave, er vi samfunds- og verdensborgere på dén vis ofre – hvis ikke ligefrem brikker – i et komplekst men ubønhørligt magtspil, som er i færd med at køre hele kloden og alle skabninger ud over kanten

Alt sammen symptomer på at de store fællesskaber hastigt eroderes til fordel for den neoliberale løgn om mennesket som solipsistisk monade og hyperindividualist i en verden af frie valg og ultimativt eget-ansvar, hvor enhver ytring må vejes på en guldvægt for ikke at krænke eller appropriere den anden.

Og ligesom de ulykkelige fodsoldater i første verdenskrigs skyttegrave, er vi samfunds- og verdensborgere på dén vis ofre – hvis ikke ligefrem brikker – i et komplekst men ubønhørligt magtspil, som er i færd med at køre hele kloden og alle skabninger ud over kanten.

Vi er som verdensbefolkning ofte for en gigantisk ’del og hersk’ strategi, hvor polariseringen ultimativt forhindrer fælles fodslag på hver enkelt af de essentielle parametre, vi er splittede på – og alle de andre vi for sjældent taler om.

Så forstemmende det end måtte synes, kan det med et let blik på tingenes tinstand konstateres at trods mange års formel fred, befinder vi os helt reelt midt i de store kriges tid. Krige som udkæmpes med begreber, holdninger, tro og viden som våben, hvor sprog, tanke, begreb og ytring, nyhedsformidling og påvirkningsindustri er de spader som bruges til at grave befæstningerne i det gamle fællesskabs frosne jord. Og hvor vores bevidsthed og forvisninger om verden er slagmarken.

Dybest set handler det om, hvorvidt vi ændrer kurs, eller fortsætter i samme retning. Der er liden tvivl om at det første ville være bedst for de fleste, og det andet bedst for de mest privilegerede på verdenssamfundets top.

Det dummeste vi gjorde som befolkning gjorde efter murens fald, var at dæmonisere systemkritik – og holde op med at lytte til den. Vi stak fingrene i ørerne og lod samvittighedsløse Ayn Rand tilhørere smadre alt det fællesskab, vores forfædre havde knoklet hele liv på at bygge op. Det er snart et par menneskealdre siden. Og her sidder vi – i lort til halsen, i skyttegraven overfor naboen,

Det klogeste vi kan gøre som art, er at forsøge at kravle op ad skyttegravene. Op og se de andre mennesker i øjnene. Og det var nøjagtigt, hvad der skete den 24. december 1918, hvor soldater fra flere lande kravlede op af deres skyttegrave og fejrede jul sammen, byttede gaver, røg cigaretter, sang og spille fodbold.

Først og fremmest er det godt, dagligt at bestyrke os selv og hinanden i at vi rent faktisk er et stort fælleskab gjort af uendelig mange mindre fællesskaber, og at vi ikke bliver mindre os selv, af at være med i noget kollektivt – heller ikke selvom det ikke foregår i en skyttegravskrig med dem, som mener noget andet.

Hvis det kunne lade sig gøre dengang, er det måske også muligt i dag. Husk: Sharing is caring og caring is survival. Længe leve den nye kollektivisme.

Topillustration: Spring in the Trenches, Ridge Wood, 1917 (1918), Public Domain.

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, kan du donere som du nu synes på mobile pay: 71844591 og være med til at gøre hestebønner, hummus og kålhoveder til skrift.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ti bøger. Digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018 og forfatterens nyeste, Pendæmonium, udkom i september. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, Dato og Murmur.

Seneste artikler om Featured