Under falsk flag: De dansksindede i tysk Østafrika 1914-1918

af i Historie

HISTORIE // ESSAY – Under 1. Verdenskrig spillede omkring 100 dansksindede sønderjyder en afgørende militær rolle i at forlænge kamphandlingerne i tysk Østafrika, det nuværende Tanzania. Kampen, helt til den bitre ende i november 1918, var en krigsindsats, der skulle blive det militært vigtigste bidrag, som danske soldater ydede i det 20. århundrede til en udenlandsk krigsmagt. Sporene på det afrikanske kontinent er varige, men fortællingen er ganske fraværende i den danske historieskrivning om 1. Verdenskrig.

”Jeg har brug for 30 mand, som alle kan tale dansk, sagde han til os, da vi stod opstillet på geled foran ham. Det er et foretagende, som vil vare 6 måneder, eller også kommer vi ikke hjem, før krigen er slut. Vi skulle altså ud og sejle. Men hvor skulle vi sejle hen? Englænderne havde spærret vejen til verdenshavene – ville man ud på dem, måtte man snige sig igennem eller bryde sig vej. Alle, der skal med, må tale kunne tale det danske sprog, og er der nogen her, som ikke rigtig behersker det, kan de endnu træde tilbage. Der kan jo også være andre grunde til at blive tilbage – at De ikke rigtig har lyst – om fejhed vil jeg slet ikke tale (…) Jeg blev stående.”

Således starter sønderjyden Nis Kock sin beretning i november 1914, der handlede om den krigsindsats, som han og andre sønderjyder skulle ud på i tysk Østafrika under 1. verdenskrig.

De 30 sønderjyder i Kiel fik at vide, at de under Dannebrog på et skib med det falske navn Kronborg, skulle smugle forsyning til Tysklands største koloni, i det nuværende Tanzania

Der var tale om en krigsindsats, hvor to skibe, de såkaldte blokadebrydere, Kronborg og Marie, med lutter dansktalende besætninger brød den britiske flådes blokade to gange i henholdsvis 1915 og 1916. Først i Nordsøen og bagefter ved den østafrikanske kyst.

De to skibe medbragte, udover danskere, ammunition, medicin og granater, hvis betydning forsyningsmæssigt og moralsk var afgørende for de tyske soldater i Østafrika og at de kunne fortsætte krigen helt til november 1918, samt fastholde 160.000 britiske og belgiske soldater i Afrika under verdenskrigen.

Under Dannebrog

I oktober 1914 blev der i allerdybeste hemmelighed samlet 30 dansktalende værnepligtige fra den tyske marine i Kiel. De dansktalende var sønderjyder, som var en minoritet i det tyske kejserrige. Siden det danske nederlag i krigen i 1864 havde Sønderjylland været en del af Tyskland, hvor sønderjyderne havde været forfulgt og gennemlevet en langsom etnisk udrensning i de 54 år, hvor Sønderjylland var under tysk herredømme fra 1864 til 1920.

Hvor langt størstedelen af de dansksindede krigsdeltagende havde ringe militær betydning i det store billede, var den danske indsats i Østafrika altafgørende, da de danske forsyningsskibe sikrede, at tyskerne kunne fastholde 160.000 allierede soldater i Afrika til november 1918

Ikke desto mindre deltog 30.000 sønderjyder, som værnepligtige i den store krig 1914-1918. Herunder de 100 i tysk Østafrika, det nuværende Tanzania. Hvor langt størstedelen af de dansksindede krigsdeltagende havde ringe militær betydning i det store billede, var den danske indsats i Østafrika altafgørende, da de danske forsyningsskibe sikrede, at tyskerne kunne fastholde 160.000 allierede soldater i Afrika til november 1918.

Der var ingen danske soldater i den tyske hær på den europæiske vest- eller østfront, der under verdenskrigen kunne levere sådan et resultat.

Medlemmer af den sønderjydske besætning på SS Kronborg. Foto: denstorekrig1914-1918.dk.

Den tyske marines pludselige interesse i de dansktalende skyldtes den britiske flådes dominans af verdenshavene, hvor den tyske flåde var fanget på dens baser i Nord- og Østersøen. Så hvis tyskerne skulle smugle skibe ud til krigsskuepladserne i Afrika og Asien, skulle det ske under falsk flag, hvilket var forbudt, og betød dødsstraffe for de pågældende ifølge de internationale krigskonventioner.

Et flag tyskerne imidlertid kunne bruge uden konsekvenser, var det danske, da Danmark var neutral i krigen. Samtidigt havde danskerne en stor handelsflåde, hvilket betød, at Dannebrog var et almindeligt syn på verdenshavene. Da tyskerne ligeledes havde et stort antal dansktalende i marinen, var det oplagt at samle besætninger fra denne minoritet, da dette ville forhøje overlevelseschancerne for de blokadebryderskibe, der skulle forbi den britiske flåde og eventuelt blive standset af samme.

De 30 sønderjyder i Kiel fik at vide, at de under Dannebrog på et skib med det falske navn Kronborg, skulle smugle forsyning til Tysklands største koloni, i det nuværende Tanzania, hvor der foregik voldsomme kampe. Ret så paradokssalt, taget i betragtning deres status som forfulgt minoritet, meldte de sig frivilligt.

Under mange farefulde begivenheder ankom de til tysk Østafrika i april 1915, og i marts 1916 blev de efterfulgt af endnu et dansksproget blokadebryderskib Marie, med en besætning på 20 sønderjyder.

Da der allerede befandt sig sønderjyder i Østafrika ved krigens udbrud, har der samlet været tale om ca. 100 mand, men da tyskerne kun havde ca. 2000 hvide soldater i Østafrika, har danskerne udgjort en anselig minoritetsgruppe.

Safarikrig

Den tyske strategi var at fastholde så mange fjendtlige styrker i Afrika som muligt, og så langt væk fra den altafgørende krigsskueplads i Frankrig, hvor krigen endeligt blev afgjort i sommeren 1918. Strategien blev en succes, og de dansksindede spillede en nøglerolle, da de udover ammunition også medbragte den vigtige malariamedicin, kinin. Malaria var den helt store dræber af de hvide europæere på begge sider af fronten, og da tyskerne og danskerne udelukkende fungerede som officerer og befalingsmænd for de omkring 50.000 afrikanske tropper, som kæmpede for tyskerne, var de selve skelettet i den tyske militære maskine.

Medicin fra Kronborg og Marie var selve grunden til, at der blev kæmpet i Østafrika helt til november 1918, da alle andre tyske kolonistyrker, rundt omkring i Afrika, for længst var nedkæmpet eller bukket under fra malariaen.

I betragtning af, hvor tæt det tyske kejserrige var på at vinde 1. Verdenskrig, så var den danske indsats i Østafrika den militært vigtigste i det 20. århundrede, hvis vi ser bort fra dansk landbrugsstøtte til Nazityskland under 2. Verdenskrig.

Det er anslået, at omkring 365.000 afrikanere mistede livet grundet tyske (og britiske) krigsforbrydelser, hvor sønderjyderne har deltaget i større eller mindre grad.

De dansksindedes krigsdeltagelse i tysk Østafrika fortsatte til den bitre ende, hvor tyske styrker fra 1916 greb til junglekrig, og ikke mindst massive overgreb på den lokale afrikanske befolkning i det nuværende Tanzania, Mozambique, Malawi og Zambia, hvor den plyndrende tyske hær bevægede sig igennem.

Det er anslået, at omkring 365.000 afrikanere mistede livet grundet tyske (og britiske) krigsforbrydelser, hvor sønderjyderne har deltaget i større eller mindre grad. Tyskerne (og danskerne) havde brug for forsyninger og ikke mindst bærere til at fragte de selvsamme forsyninger. Tyskerne tog mad og dyr med våben og ild fra de lokale afrikanske stammer, mens alle lokale mænd blev tvunget til at bære forsyningerne i tyskernes mobile junglekrig mod briterne. De afrikanske bærere havde den højeste dødsfrekvens af alle i Afrika, og som i alle krige til al tid er det den civile befolkning, der betaler den højeste pris.

De dansksindede endte til sidst i flere fangelejre i Egypten, og her fik de ironisk nok positiv særbehandling af englænderne, da de med rette anså de dansktalende fra at være fra et undertrykt mindretal.

Med kongeskibet hjem

Med indgåelse af Versailles-freden i juni 1919 kunne sønderjyderne vende hjem, og her blev den røde løber rullet ud.

Det danske kongeskib med de to prinser, den senere Frederik den 9. og prins Knud, hentede dem med maner i Egypten på skibet Valkyrien, og ved deres ankomst til København i september 1919, blev hele byen sat på den anden ende med to dages festivitas. Gallamiddag med Folketinget inklusiv.

De blev betragtet som helte i den danske offentlighed, som havde lidt under tysk åg, og var blevet presset til tysk krigstjeneste. Men grundet det tyske nederlag i krigen, som havde muliggjort den folkeafstemning, der førte Sønderjylland tilbage til Danmark i juni 1920, havde 54 års tysk undertrykkelse fået en lykkelig afslutning.

Der blev ikke stillet dybdeborende spørgsmål midt i genforeningsfesten til de sønderjyske krigsveteraner.

Der var tætpakket på Valkyriens rejse tilbage til København. Mange af passagererne havde været krigsfanger i 3-4 år.

Illustration: Wikimedia Commons.

Kalle Kühlmann. Historiker og journalist med en mission om at pille den "pæne" Danmarkshistorie fra hinanden.

Seneste artikler om Historie