NOBELPRISEN I LITTERATUR // KOMMENTAR – I den langvarige debat i kølvandet på tildelingen af Nobels litteraturpris til forfatteren Peter Handke, kritiserer forfatter Alen Meškovic, den debatstil som forfatteren Madame Nielsen har taget i brug overfor bl.a. Meškovic: “Handke har i flere årtier relativiseret forbrydelserne og spredt ”alternative sandheder” om folkemordet i Srebrenica og massakrerne i Bosnien. Ved at gøre sig selv til Handkes forsvarsadvokat og insistere på hans ret til at så tvivl om krigsforbrydelsernes og vidneudsagnenes autenticitet, har Madame Nielsen egentlig bare forsvaret sin egen relativisme og æstetiske tilgang, hvor det subjektivistiske, pseudouskyldige frøperspektiv er udgangspunktet.”
I mine to indlæg i Information, den 18. og 25. oktober, stillede jeg flere etiske spørgsmål i forbindelse med årets Nobelpris til Peter Handke.
De var rettet mod avisens litteraturredaktør Peter Nielsen, der sammen med Handkes danske forlægger Ivan Rod var kommet med et par for mig rystende udtalelser i Deadline på DR2 den 12. oktober.
I stedet for at svare bestilte Peter Nielsen en tekst hos forfatteren Madame Nielsen og gav hendes fire sider lange forsvar for Handke forsideoverskriften: “Forfatteren frikendt“.
Apropos navne, så har Madame Nielsen noget med mit: I sin første sætning kalder hun mig for ”en vis Alen Meskovic”, i den næste for ”denne Alen” og i resten af teksten ”Alen M.” Hun er desuden i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan læse. Kunne jeg ikke det, ville jeg nok ikke have skrevet ”alenlangt” om hendes fire avissider lange Handke-apologi
Men sagen rullede videre. Akademiets to medlemmer viste sig at have blåstemplet Handke efter læsning af revisionistiske og konspirationsteoretiske bøger, andre to faldt fra og kritiserede beslutningen, og Madame Nielsens essay blev skarpt kritiseret af Lars Bukdahl i Weekendavisen den 21. november og Steffen Groth i Information den 29.11 samt her i POV den 15. november.
I min tredje indlæg, den 22.november, der igen var rettet mod Peter Nielsen, forholdt jeg mig indledningsvis til Madame Nielsens essay. I stedet for at svare på Bukdahls og Groths sønderlemmende kritik, skrev Madame Nielsen straks en nedladende tekst rettet mod mig, den 6. december med titlen “Madame Nielsen: Jeg hilser Alen Meskovic’ ild og passion hjerneligt velkommen”.
Fokus på detaljer
Den starter sådan her:
”I Informations bogtillæg den 22. november beklager en vis Alen Meskovic sig over en række unavngivne danske forfattere og disses ageren og ytren sig i ’Sagen om Peter Handke og Nobelprisen’, kun én af disse forfattere nævnes ved navn: Madame Nielsen.”.
Det er faktuelt forkert. I mit lange indlæg beklager jeg mig først og fremmest over, at jeg ikke får svar fra avisens redaktør Peter Nielsen. Undervejs kritiserer jeg både Madame Nielsen og Dansk PENs formand Per Øhrgaard, der ligesom Madame Nielsen er forfatter til flere bøger og har udtalt sig om Handke-sagen i Information. Derfor er det netop disse tre personer, der nævnes.
Apropos navne, så har Madame Nielsen noget med mit: I sin første sætning kalder hun mig for ”en vis Alen Meskovic”, i den næste for ”denne Alen” og i resten af teksten ”Alen M.” Hun er desuden i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan læse. Kunne jeg ikke det, ville jeg nok ikke have skrevet ”alenlangt” om hendes fire avissider lange Handke-apologi.
Desværre for Madame Nielsens pointe udtales mit navn helt anderledes end det danske ord ”alen”. Og selv hvis det var et klodset adjektivvalg fra min side – hvad har sådan en detalje med folkemordbenægtelse og årets Nobelpris at gøre?
Madame Nielsen mener ikke, at hun hylder ”Handkes sansninger, stemninger og sproglige poesi” i det Handke-citat, jeg henviser til. Min bemærkning handlede imidlertid ikke kun om citatet, men om hele hendes tekst, hvor hun fokuserer på ”Handkes særlige sprog”, som hun selv skriver.
Madame Nielsen citerer selektivt fra mine to afsnit om hendes essay og fortier den centrale pointe i dem
Hun henviser til en opsummerende sætning i slutningen af mit indlæg og forsvarer sig mod min ikke-eksisterende påstand om, at hun postulerer neutralitet i Handke-sagen. Hun ved udmærket, at det er Dansk PENs formand Per Øhrgaard jeg henviser til – Øhrgaards neutralitet kritiseres klart og tydeligt tidligere i teksten.
Madame Nielsen citerer selektivt fra mine to afsnit om hendes essay og fortier den centrale pointe i dem.
Jeg skriver:
”I sin alenlange tekst laver Madame Nielsen en slalom uden om problematiske steder i bøgerne, overhører sammenklangen mellem regimets og Handkes stemme og overser Handkes ligegyldighed over for faktiske begivenheder. Helt uudholdeligt bliver det, når hun hylder Handkes sansninger, stemninger og sproglige poesi som i beskrivelsen af den bombede tv-central, hvor filmbåndene hænger ud over en udsprungen trækrone – »glitrende, svingende, sølvlyst blinkende i morgensolen«.
For der er selvfølgelig tale om regimets forhadte løgnefabrik, RTS, som NATO bombede i 1999, mens Handke var i Beograd. Befolkningen stormede stationen i 2000 og var ved at lynche medarbejderne, samme dag den væltede Milosevic. Men konteksten interesserer ikke Handke og Madame Nielsen, og derfor kan den sidste overhovedet ikke se det overfladiske og etisk-problematiske i Handkes tilgang.”
Madame Nielsen citerer min første bemærkning forkortet og undlader det allervigtigste – den del af min indvendig, der henviser til hendes manglende kendskab til den historisk-politiske kontekst: ”I sin alenlange tekst laver Madame Nielsen en slalom uden om problematiske steder i bøgerne (…) og overser Handkes ligegyldighed over for faktiske begivenheder.”
Derudover nævner hun ikke det efterfølgende, kontekst-relaterede eksempel med tv-stationen med et eneste ord! Dermed forbliver mit centrale udsagn om hendes læsning, som jeg kalder for kortsynet, helt ukendt for læseren.
For at øge absurditeten kræver Madame Nielsen, at jeg ”fremlægger beviser” på hendes slalom rundt om de problematiske steder i Handkes bøger. Som om ”beviset” – eksemplet med tv-stationen – ikke ligger for næsen af hende.
Desuden findes der en række ”beviser” i Bukdahls og Groths kritiske og omfattende tekster samt Jens-Martin Eriksens genpublicerede essay om Handkes første bog om Serbien, som blev trykjt i POV, hvis hun vil nøjes med de danske.
Der er tale om en sammenfaldende strategi og tilgang, hvor man zoomer ind på en bestemt del af virkeligheden eller teksten og fortier resten – enten fordi man ikke kender Balkans historisk-politiske kontekst, eller fordi man ikke vil forholde sig til den
Alle disse små faktafordrejninger, udeladelser og fokus på detaljer som mit navn og mine adjektivvalg vildleder læseren og skubber indholdet i debatten i baggrunden – på samme måde som Handkes fokus på detaljer som nyudsprungne trækroner forhindrer læseren i at se det samlede billede og forstå konteksten og baggrunden for bombningen.
Der er tale om en sammenfaldende strategi og tilgang, hvor man zoomer ind på en bestemt del af virkeligheden eller teksten og fortier resten – enten fordi man ikke kender Balkans historisk-politiske kontekst, eller fordi man ikke vil forholde sig til den.
Gør man det, er man jo nødt til at tage etisk stilling. For eksempel til Handkes pseudouskyldige rejserier i de etnisk udrensede byer i Østbosnien og hans såen tvivl om krigsforbrydelser og vidneudsagn fra området.
Forsøg på diskreditering
Disse metoder virker selvfølgelig kun på læsere, hvis kendskab til konteksten er mindre end Madame Nielsens og Handkes. Derfor må det være utroligt irriterende for Madame Nielsen at få sin kortsynethed udstillet.
Hun forsøger snedigt at diskreditere mig:
”Jeg respekterer til fulde, at Alen M. qua sin fortid uden tvivl ved og har erfaret mere om Serbien og Eksjugoslavien, end jeg har, men denne hans autenticitet betyder ikke nødvendigvis, at hans meninger og forestillinger om Serbien og Eksjugoslavien er den autoriserede Sandhed, tænk blot på, hvor mange autentiske danskere med hver deres besynderlige forestilling om Danmark, danskerne og det danske, der findes, uforståelige for både uden- og indforståe(n)de.”
Ja, jeg har sandt nok visse autentiske krigserfaringer fra Bosnien, for jeg flyttede til Danmark først som 17-årig.
At reducere min position i debatten til ”en autentisk eksjugoslaver med nogle empiriske erfaringer og besynderlige forestillinger, der – som alle andre – er relative”, er ikke blot et tegn på desperation og mangel på bedre argumenter. Det er et eksempel på Madame Nielsens i denne sammenhæng problematiske relativisme.
Men jeg er også forfatter til tre skønlitterære bøger om eksjugoslaviske krige – udgivet på samme forlag som Madame Nielsens. Og jeg er cand.mag. fra Københavns Universitet. Jeg skrev mit bachelorprojekt om forskellige forfatterroller i romantikken samt et speciale om kunstens autonomi og historisk-politiske læsninger af en anden Milosevic-støtte, filminstruktøren Emir Kusturica.
Kunsternes og de intellektuelles engagement og ansvar i krigstider og fredstider er et emne, der har optaget mig i årevis.
At reducere min position i debatten til ”en autentisk eksjugoslaver med nogle empiriske erfaringer og besynderlige forestillinger, der – som alle andre – er relative”, er ikke blot et tegn på desperation og mangel på bedre argumenter. Det er et eksempel på Madame Nielsens i denne sammenhæng problematiske relativisme.
Også her deler hun åndsfælleskab med Handke – og en hel del andre folkemordbenægtere eller konspirationsteoretiker.
De fakta, som Haag-domstolen har fastslået, er nemlig det tætteste på vi kommer ”den autoriserede Sandhed”, som Madame Nielsen nævner. Domstolens fastslåede fakta er baserede på en række sammenfaldende subjektive sandheder (læs: vidneudsagn), materialebeviser, osv.
‘Læser man det, jeg har sagt og skrevet i denne langvarige debat, vil man tydeligt se, at jeg insisterer på en accept af Haag-domstolens afgørelser, ikke af min egne ”besynderlige forestillinger.”
Haag-domstolens fastslåede fakta accepterer Handke ikke. Han har i flere årtier relativiseret forbrydelserne og spredt ”alternative sandheder” om folkemordet i Srebrenica og massakrerne i Bosnien.
Ved at gøre sig selv til hans forsvarsadvokat og insistere på Handkes ret til at så tvivl om krigsforbrydelsernes og vidneudsagnenes autenticitet, har Madame Nielsen egentlig bare forsvaret sin egen relativisme og æstetiske tilgang, hvor det subjektivistiske, pseudouskyldige frøperspektiv er udgangspunktet.’
Giver det overhovedet mening at debattere med en modpart, der i manglen på saglige argumenter fordrejer fakta, ordkløver og fokuserer på éns stil, sprog, etniske autenticitet og fornavn i stedet for på substansen i en alvorlig debat om årets Nobelpris og folkemordsbenægtelse?
Selv om Madame Nielsen nedladende vredesudbrud bekræftede min pointe, om at hendes læsning var selektiv og hendes tilgang beslægtet med Handkes, er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg har lyst til at fortsætte meningsudvekslingen med hende.
Giver det overhovedet mening at debattere med en modpart, der i manglen på saglige argumenter fordrejer fakta, ordkløver og fokuserer på éns stil, sprog, etniske autenticitet og fornavn i stedet for på substansen i en alvorlig debat om årets Nobelpris og folkemordsbenægtelse?
Læs også skribentens kritik af Nobel-prisdelingen her i en kommentar i Dagbladet Information.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Gyldendals presseservice
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her