Steffen Groth: Nobelpristageren Handke omvender forholdet mellem ofre og gerningsmænd

i Kultur/Bøger af

LITTERATUR // KOMMENTAR – Den nylige nobelpristager Peter Handkes stærkt proserbiske perspektiv skævvrider historien om borgerkrigen i Jugoslavien og fordrejer det grundlæggende forhold mellem ofre og gerningsmænd. Det skriver Steffen Groth i dette indlæg med udgangspunkt i bøgerne En vinterrejse, Sommertillæg til vinterrejse samt artikler og interviews.

Byen Višegrad ligger i det østlige Bosnien omkranset af bjerge og gennemskåret af floden Drina, der kan krydses via byens vartegn, en stenbro fra 1500-tallet med elleve buer, som vandet bruser igennem. Broen er blevet foreviget af den jugoslaviske forfatter Ivo Andric, der i 1945 skrev bogen ”Broen over floden Drina”, et værk som var med til at indbringe ham nobelprisen i litteratur.

En nat et halvt århundrede senere i 1996 står den siden nobelprisbelønnede østrigske forfatter Peter Handke og skuer ud over den samme flod og den samme bro fra sit vindue i Hotel Višegrad. Året før har han rejst i Serbien, da den jugoslaviske borgerkrig var i sin afsluttende fase. Det udmøntede sig i bogen En vinterrejse til floderne Donau, Sava, Morava og Drina eller retfærdighed for Serbien. (Læs Steffen Groths kronik i dagens Politiken).

Bogen rummede et frontalangreb på Vestens fortællinger om borgerkrigen, som Handke anklagede for ensidig fordrejning. Nobelpristageren fremstillede serberne som ofre for en urimelig dæmonisering, og tegnede et modbillede af et ”stort folk, som ved de er foragtet øjensynligt over hele Europa, og som oplever det som vanvittig uretfærdigt”.

En hovedstrøm i Vinterrejse-bogen brusede således henover mediernes fortællinger om serberne og lod det serbiske folk genopstå nærmest renvaskede – som ofre.

Paramilitære enheder gennede grupper af civile bosniske muslimer sammen i to huse og brændte dem levende

I En vinterrejse var der distance til selve krigsskuepladsen. Rejseruten forblev på den serbiske side af floden Drina og bevægede sig aldrig ind på den bosniske slagmark, hvor krigsforbrydelserne havde fundet sted. Men fra distancen lod Handke en støvsky af spørgsmål rejse sig om de serbiske krigsforbrydelser: Både angreb på Dubrovnik, bombning af et marked i Sarajevo og folkedrabet i Srebrenica omgav Handke med striber af tvivlende spørgsmål.

I 1996, hvor Handke står i vinduet på Hotel Višegrad, har han bevæget sig ind over grænsen til Bosnien og befinder sig nu i en by, der under krigen blev et regulært brændpunkt.

Etnisk udrensning i Višegrad

I foråret 1992 blev Višegrad, der befolkningsmæssigt var domineret af bosniske muslimer, omdannet til skueplads for en af de mest brutale etniske udrensninger i den bosniske krig; og Drinafloden tjente som improviseret massegrav for bosnisk muslimske lig.

Visionen om etnisk renhed i området blev primært virkeliggjort af serbiske paramilitære i samarbejde med det serbiske politi i Višegrad. Plyndringer, husafbrændinger, ydmygelser, voldtægter, tortur, drab og tvangsdeportationer hørte til metoderne.

Særligt to forbrydelser var sigende for grusomheden i overgrebene. Paramilitære enheder gennede grupper af civile bosniske muslimer sammen i to huse og brændte dem levende. I alt blev godt 100 civile dræbt på denne måde.

Demografisk var metoderne uhyggeligt effektive i Višegrads befolkning på godt 21.000 indbyggere. Før krigen udgjorde de bosniske muslimer omkring 63 % af befolkningen i byen, efter krigen var deres andel reduceret til under en procent, mens serberne nu udgjorde 95,9 procent af befolkningen.

Medierne som Det fjerde Rige

Hvad ser Peter Handke, da han en sommernat i 1996 skuer ud over den etnisk rene by fra sit vindue i Hotel Višegrad? Det beskriver han i essayet Sommertillæg til vinterrejse fra 1996. Han ser ”den mægtige bro der gløder frem fra mørket… under de allerede sommerlige, sydligt lyse stjerner”, men det romantiske sceneri krydses af brudstykker fra vestlige presserapporter om drab på bosniske muslimer fire år tidligere.

Vestlige presserapporter om Jugoslavien er til stadighed utroværdige i Handkes tankeverden. I et interview kort før rejsen til Višegrad karakteriserede han de vestlige medier som ”en slags Fjerde Rige”, præget af et ”despotisk sprog”, som havde fremavlet ”den kunstigt skabte aggressor Serbien”.

Jeg var heldig at undslippe det, som Peter Handke ikke beskriver i sine tekster” Sasa Stanisic, tysk-serbisk forfatter

Når Handke opruller de vestlige mediers historier, er der konsekvent en mistænkeliggørelse på spil. Hans refleksioner over forbrydelserne i Višegrad er ingen undtagelse, refleksionerne former sig som én lang underminering af mediehistorierne. Spørgsmål på spørgsmål undergraver de mange vidnesbyrd om grusomheder, som medierne har videreformidlet:

”Hvorfor lod den nævnte artikel, som om denne bosnisk-serbiske ulvebande havde haft fuldstændig frie hænder til sin månedlange hærgen her i Višegrad i 1992?  Lod hele byen blive et grusomt spillerum for et par barbenede mænd som legede kat og mus med hundredvis af ofre? … Hvordan kunne en sådan frihåndsterror rase ud overfor en overvejende muslimsk befolkning, som for længst var godt rustet til krigen…?”

Det sidste spørgsmål er relativt simpelt at svare på og viser, at Handkes tilsyneladende fakta (”for længst var godt rustet til krigen”) ind imellem er ren fiktion: den muslimske del af befolkningen i Višegrad var systematisk blevet afvæbnet af Den Jugoslaviske Hær op til udrensningskampagnen.

Den serbiske kirkegårds ægthed

I Handkes gengivelse fremstår grusomhederne mod de bosniske muslimer i forbindelse med den etniske udrensning af Višegrad som et spejlkabinet af falske vestlige mediehistorier.

Hvor kan forfatteren finde noget ægte som en modvægt til falskheden? På den ortodokse serbiske kirkegård, viser det sig. Kirkegården bliver et tilbagevendende tyngdepunkt i hans skildring af Višegrad. Et helligt sted, hvor den serbiske sorg destilleret gennem Handkes ord, antager en nærmest sublim karakter og litterært løftes op i en særlig renfærdig sfære.

Handke iagttager de sørgende kvinder, der græder over faldne serbiske slægtninge, og han lytter til deres klagesang, som beskrives detaljeret over mange afsnit med lyriske højdepunkter som dette:

”[H]ver tone og hver stavelse kom bare sådan over læberne, og ikke et pust ud over dette: ingen vilkårlighed og ikke noget villet, bare artikulationen af sorgen uden strubeanstrengelse eller ”højlydthed”, nej, menneskeskabningen som puster tabssmerten ud af sig…”

Der er noget besynderligt ved Handkes besyngelse af den serbiske sorg i Višegrad; den opløser og omvender de historiske kendsgerninger. Selvfølgelig var der serbisk sorg og serbiske ofre i den bosniske krig. Men Višegrad var et gerningssted for en af de mest uhyrlige udrensningskampagner udført af serbere rettet mod bosniske muslimer; ikke desto mindre forvandler Handke Višegrad til en scene for serbisk sorg og lader klagesangen fra de serbiske kvinder overdøve alle andre lyde fra byen.

De bosniske muslimer dukker kun glimtvis op på scenen; som flygtige skygger af den serbiske sorg, som upålidelige statister i den sønderlemmende mediekritik, som et distanceret tankefragment om deres fravær eller som bizarre luftspejlinger.

Handke er til serbisk fodboldkamp i Višegrad: ”Og lidt senere var der pludselig en tidligere fastboende, med fez på hovedet, der sluttede sig til publikum på betontribunerne, fra alle kanter blev han hilst med hej! Nej, dette var entydigt et fatamorgana.”

Luftspejlingen af en bosnisk muslim fordamper, uden at Handke et eneste sted i skildringen af Višegrad har beklaget, begrædt eller bare beskrevet den brutale befolkningsmæssige omkalfatring byen har gennemgået. De muslimske ofre opløses i billedet af den falske vestlige mediestøj og et flimrende fatamorgana på en tilskuertribune.

Digterens anelser i Srebrenica

Efter Višegrad sætter Handke kurs mod Srebrenica. Byen hvor bosniske serbere i 1995 begik folkedrab på godt 8000 bosniske muslimer. Han beskriver de sønderskudte huse, de sodsværtede facader, de formløse ruiner og de blafrende presenninger, der dækker de glasløse vinduesåbninger.

Handkes selviscenesættelse i Srebrenica rummer et ekko af den gamle romantiske forestilling om digtergeniet; dunkle indsigter og beåndede anelser overstiger videnskabens begrænsede kundskaber:

”Tilfældet er at jeg nok ved et eller andet – måske mere end både den ene og den anden – men jeg er ikke rette vedkommende. Og for øvrigt gik det på denne rejse sådan med min viden, at den blev stadig mere usikker, men anelsen, som ud fra min erfaring viser ind i fremtiden på en helt anden måde end enhver viden, blev stadig sikrere…”

Jeg betragter det meste og det værste som konstrueret” – Peter Handke om Srebrenica i samtale fra 2011

Hvad aner da det østrigske geni i Srebrenica? Han aner, at det er ”forhistorien”, som ”tæller”.  Han trækker tråde tilbage til ”tyrkernes undertrykkelse” af serberne ”for århundreder siden”, han betoner de ”muslimske nazi-allieredes morderiske forfølgelse” af serberne under Anden Verdenskrig, og han fremhæver overgreb begået mod serbere tidligere i den bosniske krig. Det er forhistorien, som vestlige medier forsømmer, ifølge Handke.

Handkes fortælling om ”forhistorien” flugter med gerningsmændenes egen retfærdiggørelse af forbrydelserne. De serbiske gerningsmænd og propagandister forsømte bestemt ikke den forhistorie, som Handke fremhæver, som det der ”tæller”.

Hvem begik folkedrab ifølge Handke?

På baggrund af forhistorien betegner Handke folkedrabet som ”formodede hævnmassakrer”.

I de efterfølgende tiår bliver usikkerheden om, hvorvidt Handke anerkender folkedrabet eller kun opfatter det som ”formodede hævnmassakrer”, ved med at spøge. Efter offentlig kritik skriver han i 2006 en bemærkelsesværdig tekst. En passage herfra citeres ofte af hans støtter:

”Med Screbrenica handler det om den værste forbrydelse mod menneskeheden, der er begået i Europa siden krigen”.

Det er væsentligt at bemærke, at han ikke bruger begrebet folkedrab. Og endnu mere væsentligt, at han lidt længere nede i samme tekst skriver, at begrebet folkedrab kun bør bruges om krigsforbrydelser som den, der blev begået af bosniske muslimer ved et angreb på den serbiske landsby Kravica tæt på Srebrenica i 1993. Der døde 35 serbiske soldater og 11 civile ved angrebet. Handke hævder, at det var folkedrab, fordi der var kvinder og børn imellem de civile. Det er en markant begrebslig omvending og relativering. Og Handke fortsætter i samme spor, da han i sidste del af teksten med stor opfindsomhed gør krigens parter lige ansvarlige for den treårige bosnisk serbiske belejring af Sarajevo.

I 2011 har Handke en opsigtsvækkende samtale med to andre proserbiske stemmer. Samtalen optages, transskriberes og bringes i magasinet Ketzerbriefe. Her blandt ligesindede spiller Handke ikke med sordin. Om folkedrabet i Srebrenica siger nobelpristageren: ”Jeg betragter det meste og det værste som konstrueret”. Og senere spørger han, om serberne ”rent faktisk” er kommet og har ”dræbt mellem 2000 og 4000 mennesker?” Handkes tal er langt lavere end det faktiske tal på godt 8000 og samtidig formuleret som et tvivlende spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet er sket.

Det er gerningsmændene bag etnisk udrensning og et folkedrab, som her iscenesættes som indianere, et undertrykt og udryddelsesramt folk, der fra bjergene kæmper for deres frihed

Efter at Nobeldebatten er blusset op, har Handke udsendt en erklæring, hvor han benytter begrebet folkedrab om Srebrenica og forklarer, at han ikke havde godkendt og gennemset Ketzerbriefe-samtalen, at udsagnene ikke afspejler hans holdninger, og at det, der har gyldighed for ham, er det skiftligt fastholdte, som han ikke har tilføjelser til. Hvorefter han henviser til de flittigt benyttede alibi-sætninger fra 2006, som jeg citerer ovenfor.

Serbiske gerningsmænd som indianere

Handke har altså intet at tilføje til sine skriftlige ord. Heller ikke til den afsluttende refleksion i Sommertillæg til vinterrejse, der med sindbilledlig tydelighed viser hans bestræbelse på at omvende den fundamentale relation mellem ofre og gerningsmænd.

Både Višegrad og Srebrenica ligger omgivet af bjerge. Med retoriske spørgsmål sidestiller Handke i det forbløffende afslutningsbillede serberne med ”frihedskæmpere” og ”indianere”, der kommer ned fra bjergene.

”Vil man en gang, snart, hvem? begynde at se serberne i Bosnien som sådanne indianere?”

Det er gerningsmændene bag etnisk udrensning og et folkedrab som her iscenesættes som indianere, et undertrykt og udryddelsesramt folk, der fra bjergene kæmper for deres frihed.

De mange lyriske passager, retoriske spørgsmål, forbehold og figenblade kan ikke skjule de fundamentale mislyde i Handkes skrifter om Jugoslavien. Nobelpristagerens stærkt proserbiske perspektiv skævvrider historien og fordrejer det grundlæggende forhold mellem ofre og gerningsmænd – de serbere, der kom ned fra bjergene til Srebrenica og Višegrad, var ikke indianere og skal aldrig ses som indianere.

En flygtning fra Višegrad

D. 14. oktober, fire dage efter, at det var blevet annonceret, at Handke fik nobelprisen, modtog den tysk-serbiske forfatter Sasa Stanisic Den Tyske Bogpris for værket Herkomst. Den selvbiografiske bog beskriver Stanisics oprindelse i Bosnien med en serbisk far og en bosnisk muslimsk mor. I 1992 måtte Stanisics flygte med sin mor fra hjemstavnen – Višegrad.

I sin takketale i forbindelse med prisoverrækkelsen rettede Stanisic et sønderlemmende angreb mod Handke:

Jeg var heldig at undslippe det, som Peter Handke ikke beskriver i sine tekster”. Stanisic anklager Handke for at fremstille udrensningerne i Višegrad som umulige; for at ignorere de bosnisk muslimske ofre og for i sidste ende at ”arrangere virkeligheden sådan, at der kun er løgn tilbage.”

Stanisic slog i pristalen fast, at han var ”chokeret” over, at nobelprisen var blevet tildelt litteratur, der fordrejer historien.


Illustration: Creative Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Kultur