Digteren Caspar Eric springer ud som sanger – det slipper han ikke godt fra

i Kultur/Musik af

MUSIK // ANMELDELSE – Digteren Caspar Eric springer ud som sanger i projektet Intet Altid. Desværre er vokalkunst ikke det samme som digtekunst. Og musisk minder Intet Altid om de spæde, hjemmestrikkede teenageforsøg, der er på musik rundt om i verden, som aldrig bliver en pladekontrakt værdig.

Digteren Caspar Eric er en respekteret skikkelse i de dansklærerkredse, jeg er en del af. Selv har jeg endnu mandens lyrik til gode. Til gengæld var det med stor spænding og nysgerrighed, at jeg kastede mig over at anmelde Erics og Mikkel Grevsens nye musikalske projekt, Intet Altid. Der er intet som forventningens glæde, når man tager folien af et cover, lægger pladen på skålen, nålen i rillen og skruer op for volumen. Det skulle måske lige være skuffelsen.

Man vil jo så gerne have, at det skal lykkes. Digtere har gjort det før: Sprunget ud i musikalske karrierer, der har vist en ny side af talentet. Leonard Cohen, Patti Smith og Jim Morrison startede alle som talentfulde digtere, men det er gennem musikken, at det brede publikum kender dem bedst. Det er givetvis en urimelig sammenligning. Men Erics sangtekster er et skoleeksempel på, at digtning, som Eric muligvis mestrer, ikke er det samme som sungne sange.

Lad det derfor være sagt sporenstregs: Intet Altid indfrier på ingen måde forventningerne. Pladen hedder Når nogen rammer jorden. Jeg synes mest af alt, at projektet rammer bunden. Det er meget muligt, at der hersker en fortælling om, at det er befriende ved internettet, at alle kan udgive musik. Men når pladeselskaberne ikke sorterer fra (og ja, The Beatles fik afslag af Decca), så betyder det også, at der engang imellem udkommer musik, der ikke skulle have været udgivet.

Pladen tager tunge emner op. Emner, som duoen Intet Altid ifølge pressemeddelelsen er blevet enige om efter et par drinks i det københavnske natteliv. Druk fremmer lysten men fjerner evnen, som Shakespeare sagde

Men hov. Vent. Der har faktisk været et pladeselskab inde over udgivelsen. Det er ufatteligt, at Tambourhinoceros, der normalt udgiver kvalitetsmusik, har kunne lade denne skamplet passere gennem den musikalske paskontrol. Måske har man været for optaget af navnet Caspar Eric fremfor at lytte til, om musikken var værd at gå videre med.

Ulidelig autotune

På åbneren Hvem minder lyden mere om samspil tirsdag eftermiddag på fritidshjemmet, hvor en knægt, der er en haj til det med computere, har fundet ud af, at man komme autotune på sangstemmen. Erics ulidelige vokal, der er en dårlig kopi af Hans Philip fra Ukendt Kunstner, messer, at vi skal tale om det hårde. Pladen tager tunge emner op. Emner, som duoen Intet Altid ifølge pressemeddelelsen er blevet enige om efter et par drinks i det københavnske natteliv. Druk fremmer lysten men fjerner evnen, som Shakespeare sagde. Det er bare ærgerligt, at den ædru tilstand ikke har fået advarselseslamperne til at blinke ved mixerpulten.

Ord som økonomien trækkes i lidelsesfulde langdrag på skæringen Brænd mig ned og minder tematisk om en kronik fra Information, der aldrig, gentager aldrig, skulle have været skrevet om til en sang

Lyrikken ikke bare minder om genren teenagedagbog-med-fragil-lås-på, men ligner til forveksling en 13-åriges piges dagbogstanker nedskrevet i Vallensbæk i 1999: “når jeg smiler, vil jeg stadigvæk dø” og “bankerne banker os.” På Carina II smagte “friheden (…) af ny benzin”. Her er det ungdommens rastløshed, der synges om. Det er letbenet, forglemmelig popmuzak.

Omkvædet er en pitchet vederstyggelighed. Eric synger, at det føles, som om vi “aldrig stod i kø”, og prisen rimer tilsyneladende på kisten, centret ventede, længe hjemme. Rim kan give rytme, hvis der er tale om rim vel at mærke. Her snubler sangen over sig selv.

På den clubbede Til havet er vi vidner til et jeg, der “fester rundt med (…) åbne sår” hvilket gør, at han “knepper andre for, at tiden den går”. Jeg kan godt lide at være i selskab med musik, hvor man bliver klogere, hvor teksten og lyden åbner nye rum – det kan Intet Altid desværre ikke prale af.

Lyden er som en dårlig udgave af en mellemøstlig Mikael Simpson. Erics vokal, der er sovset ind i autotune, forsøger at være noget, den ikke er. Ord som økonomien trækkes i lidelsesfulde langdrag på skæringen Brænd mig ned og minder tematisk om en kronik fra Information, der aldrig, gentager aldrig, skulle have været skrevet om til en sang. Her fortælles samfundskritisk, at arbejdsmarkedet gør, at parret “knepper for lidt”. Eric lyder som en, der har taget lynkursus som telefonistinde på en af Københavns telefoncentraler i 1950’erne, for alle stavelser udtales langtrukkent, tydeligt og urytmisk.

Det er ubegribeligt, at der ikke er en producer, et pladeselskab eller en ven, der har sagt: Skomager, bliv ved din læst.


Intet altid – Når nogen rammer jorden
Udkom d. 13. september 2019 på Tambourhinoceros


Foto: Abdellah Ihadian

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Kontakt: lauritzkorfix snabela gmail.com