SERBIEN I FIKTION & VIRKELIGHED // REJSE-ESSAY – Jens-Martin Eriksen er på litterær rejse til Serbien, hvor hans gruopvækkende roman ”Helter Skelter” blev til, og hvor dens scenografi slet ikke er skræmmende. I Beograd er forfatteren fyldt med sceneskræk – vil han blive hyldet som en helt mod sin vilje for at have beskrevet det håb, som etno-nationalisterne har brændt for siden krigene i 90’erne?
Min rejse til Beograd denne gang i november 2021 går for en gang skyld ikke til mit gamle hotel, ”Broderskab og Enhed” i Kosovska-gaden, inde bag parlamentet.
Jeg har ellers været tro mod det i mange år, også til trods for at det regnede ind på mit værelse på kvisten den sommer, hvor Serbien nærmest blev oversvømmet af vandmasserne, og der blev udsendt katastrofemelding flere steder i landet.
Hvem var jeg da, der skulle klage over lidt vand, der løb ind ad de mørnede vinduer og ned på det gamle, slidte gulvtæppe? Det kunne aldrig falde mig ind. Måske fordi jeg har en lidt uforklarlig veneration for det gamle hotel, tænkte jeg den dag med sommerregn, måske fordi hotellet er en tydelig reminiscens fra det socialistiske Jugoslavien med det kendte slogan om broderskab og enhed mellem folkene i det etnisk delte land?
Jeg kan ikke sige mig fri for en slags nostalgi i svage og sentimentale øjeblikke, når jeg mindes partisanideologien og hører revolutionssangene fra min ungdom, selv om det selvfølgelig ikke er seriøst. For der var en eller anden stemning, flere lag af historie i det gamle hotel, på godt og ondt.
Disse malerier mener politisk liberale, at myndighederne er forpligtet til at fjerne, da de opildner til sympati for forbrydere, der er dømt for de værste kriminelle handlinger, man kan forestille sig
Ikke blot navnet mindede om en gylden tid for det alliancefri land på Balkan under den kolde krig, men også interiøret, der ikke havde været skiftet ud siden Titos dage.
Og dog havde der i et sidegemak i lobbyen også indsneget sig en række skinnende enarmede tyveknægte, en slags indrømmelse til ludomanien, der hærger som en folkesygdom i lande, hvor man ellers har mistet tiltroen til at håbe på nogen som helst anden forbedring af sit liv – end netop ved heldet og tilfældet.
Mine møder med den smukke og triste receptionistinde, der vist nok havde lært spansk fra et tidligere liv og en forlist kærlighedshistorie ovre i Barcelona, spillede helt sikkert også ind på min trofasthed.
Selv den dag – hvor jeg ankom til hotellet og i stor hast skulle aflevere min bagage på værelset og ved indgangen til toilettet i bar forskrækkelse kom til at rive håndtaget af døren – slog mig heller ikke ud. Jeg priste mig bare lykkelig for, at det ikke var faldet af på indersiden.
Det var ved den lejlighed, denne våde sommer, at jeg blev forflyttet til kvistværelset, der så også viste sig at have en skavank.
Hotel Slavija
Men denne gang har jeg måttet give op, det gamle hotel i Kosovska-gaden modtager ikke flere gæster. Det ville måske også være en overdrivelse at kalde os trofaste for ”gæster” – og vidner om en trods alt humoristisk sans hos direktøren, der af og til lod sig se i sin tid, altid med et sluttet selskab af andre gentlemen, når de drak vin og spillede kort inde i restaurantens dyb.
Nu har jeg i stedet indlogeret mig på Hotel Slavija, også et hotel med tydelige reminiscenser fra det forsvundne socialistiske Jugoslavien. Mærkeligt døde boder i den vældige lobby, der slet ikke kan retfærdiggøre sin størrelse i forhold til hotellets andre gemakker i øvrigt, vidner om, at tiderne har ændret sig.
Her har vi de aktivistiske etno-radikale unge, der maler glorificerende portrætter af de serbiske helte fra krigene, både 2. verdenskrig og mest odiøst fra krigene i halvfemserne
På etagen for oven hvor jeg bor, færdes der tavse unge mænd, tydeligvis langvejsfra, i gangene, der uden at ænse én glider afsted som hvileløse gespenster med deres mobiltelefoner, fortabte i samtaler langvejsfra – måske om hvad morgendagen byder.
De er på vej, allesammen, og dette hotel er bare et sted på turen, hvor man samles, inden den smugler, de har kontraheret med, kan give dem råd og ordrer til, hvordan rejsen skal fortsætte nordpå og ind i det forkætrede EU.
Serbien vælger sine helte
Hotel Slavija ligger ved Sankt Sava-katedralen, den store ortodokse kirke, der næsten blev fuldendt under Slobodan Milosevic’ regeringstid i Serbien, og tæt på den gade, der i sin tid var opkaldt efter Orchrid-søen i Makedonien.
Nu har gaden i mellemtiden fået nyt navn efter den navnkundige børnebogsforfatter og våbensmugler Brana Crncevic. Han døde for bare en halv snes år siden, nogen siger, at mafiaen var indblandet i det biluheld, han blev offer for. Under krigene i halvfemserne stod han for tranport af våben under Gazellebroen nede ved Savafloden og over til de paramilitære gruppers hærgen i Bosnien.
Her kan man med en gade, der er opkaldt efter ham, for alvor tale om en symbolpolitisk manifestation, hvor man indlejrer den umiddelbare fortids hændelser i byens fysik. For demonstrativt at navngive en gade efter ham er en hilsen til det internationale samfunds retshåndhævelse af forbrydelserne under krigen i halvfemserne med domstolen i Haag – og en manifestation af, at Serbien suverænt vælger sine helte og ikke respekterer den retfærdighed, man er nået frem til i Haag, også selv om Brana Crncevic aldrig selv blev anklaget ved domstolen.
Murmalerier af krigsforbrydere
Det er en ændring i det politiske landskab og i mindekulturen og genopvækkelsen af en national ideologi fra krigens tid i halvfemserne, der trofast følger det Serbien, jeg skildrer i min roman, ”Helter Skelter”, som jeg er taget til byen for at promovere for min serbiske forlægger Predrag Milojevic.
Og allerede den første dag går jeg en tur i mit nye kvarter der bagved katedralen efter at have aflagt helligdommen en visit – en helt privat og blufærdig andagt, måske for at føle mig indviet denne gang, og for i overtro at tænde et lys for de syge og for de døde, som det er skik i ortodokse kirker i Serbien.
Men jeg har også ladet mig vide, at det helt aktuelle slagsmål, den værdipolitiske strid her i byen, den handler om murmalerier i en gade nær ved kirken.
Her har vi de aktivistiske etno-radikale unge, der maler glorificerende portrætter af de serbiske helte fra krigene, både 2. verdenskrig og mest odiøst fra krigene i halvfemserne: Både den gamle nationalistiske tjetnikleder Draza Mihajlovic, der i sin tid blev henrettet af Marskal Tito, og af Radovan Karadzic og general Ratko Mladic, der begge er blevet dømt ved den internationale domstol i Haag for krigsforbrydelser i Bosnien.
Disse malerier mener politisk liberale, at myndighederne er forpligtet til at fjerne, da de opildner til sympati for forbrydere, der er dømt for de værste kriminelle handlinger, man kan forestille sig.
Og ved at fastholde glorificeringen af dem og tillade en nationalistisk, sekterisk kult omkring dem er man med til fortsat at konfrontere det internationale opgør med statens forbrydelser i halvfemserne og folkemordet på de bosniske muslimer.
Denne gang til Beograd er en besynderlig pilgrimsfærd – som at træde ind bag det spejl, romanen er, og begive sig ind i fremtidens scenografi
Det har ført menneskerettighedsaktivister til at øve selvtægt i et forsøg på at ødelægge murmalerierne, og det har igen ført til de forudsigelige modangreb fra de etno-radikale aktivister. Nu er der døgnvagt for at forhindre flere ødelæggelser.
Jeg prøver spagt og respektfuldt at komme i kontakt med et par, der ser ud til at være mødt op for at lade sig forevige sammen foran et af malerierne.
Men på spørgsmålet om, hvad det er for et fænomen, vi der er vidne til, disse murmalerier, svarer de kun nedladende til den fremmede. Enhver må vide, at det er den serbiske helt Ratko Mladic! Derfor beder jeg dem om bare at oversætte skriften på maleriet for mig. Den udtrykker en tak til hans mor for at lade ham føde, får jeg at vide.
Etno-radikale ideer velsignes
Så fortsætter jeg længere ned af Njegos-gaden, og tænker, at der er en vækkelse i gang som i min roman, jeg er kommet for at præsentere. Det er som en strøm, der går gennem Europa, og nu her i virkeligheden bag romanens spejl, her i Serbien, og som samler unge radikale bevægelser om militante, etno-radikale ideer. Det er som en uhåndgribelig bevægelse, der andre steder bevæger sig i sociale medier udenfor mainstreampolitik.
Men her i Serbien, hvor jeg har det hele fra, udfolder det sig med de politiske magthaveres velsignelse. Nogen af dem kommer selv fra krigene i halvfemserne, som Aleksandar Vucic, præsidenten, der som ung var informationsminister under despoten Slobodan Milosevic, mens krigene rasede.
Denne løsrivelse har jeg i romanen sat til at blive fuldendt i 2026 … Der er endnu nogle år til, men i den helt virkelige virkelighed har det internationale samfund allerede protesteret
Og mens jeg går ned af Njegos-gaden og mod Savafloden, tænker jeg, at denne gang til Beograd er en besynderlig pilgrimsfærd – som at træde ind bag det spejl, romanen er, og begive sig ind i fremtidens scenografi.
Den nye gigantiske bronzeskulptur af nationens grundlægger Nemanje, der står på et klodeformet plateau, og som er udført af den russiske billedhugger Alexander Rukavishnikov, føjer sig også til billedet af den identitetspolitik, som præsident Aleksandar Vucic står for. Med hans ord skal den nye statue markere en erindring om åndelige værdier, og hvor serberne kommer fra.
Modernistiske kritikere har imidlertid kaldt figuren for ’Saruman på et kinderæg’ (Ham fra ”Ringenes Herre”). De har kritiseret den identitetspolitiske markering for at være fremmedartet for Serbien, en import af russisk gigantisme og mest af alt en hyldest til Aleksandar Vucic selv. Hvordan den konkret er blevet finansieret, forekommer at være en statshemmelighed.
Løsrivelse og genforening
Disse observationer i byen føjer sig symbolsk til de geopolitiske ændringer, som er et fait accompli i den revolutionære udvikling i ”Helter Skelter”, hvor alt er i opbrud, og hvor dele af ikke kun Østeuropa, men også Serbien, er på vej ind i en alliance med Rusland.
Men mest radikalt er dog, at præsidenten for den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska, Milorad Dodik, i oktober bekendtgjorde, at han ikke blot var utilfreds med det internationale samfunds begrænsninger i forhold til at benægte folkemordet i Srebrenica under krigen, men at han også pønsede på at oprette Republika Srpskas egen selvstændige hær samt yderligere initiativer, der vil betyde en faktisk opløsning af Bosnien.
Kampråbet lyder derfor fra Peter Handke og Alexander Dugin til Europas folk: ”Følg Serbien mod friheden!”
Denne løsrivelse har jeg i romanen sat til at blive fuldendt i 2026 med festligholdelser på klostre og i byen Visegrad. Der er endnu nogle år til, men i den helt virkelige virkelighed har det internationale samfund allerede protesteret.
Det berører dog ikke Milorad Dodik, der har støtte fra Kina og Rusland til sin løsrivelse. Det internationale samfund vil naturligvis også protestere i min romans scenografi, men det hjælper ikke meget med de to stormagters støtte til en såkaldt ”genforening” med Serbien.
Så er alt fuldendt i ”Helter Skelter” fra det, nationalisterne ser som den første del af krigen i halvfemserne. Staten Republika Srpskas grundlægger Radovan Karadzic vil i fortællingen blive kåret, og han vil over WhatsApp fra sit refugium på et græsk kloster i det Ægæiske hav læse sit digt ”Sarajevo-sang” for de forsamlede ved en mindehøjtidelighed i Visegrad.
Kampen mod muslimer og imperialisme
Digtet spørger til sidst om, ”hvad det sorte metal i garagen gemmer til os?” – Våbnene til de serbiske oprørere, der indledte kampen mod ’muslimernes diktatur’.
Den aldrende forfatter Peter Handke deltager også sammen med den russiske etno-radikale filosof Alexander Dugin, og begge taler de for kristendommen som en samlende kraft, når både det store skisma mellem den ortodokse kirke og den katolske kirke er overvundet – og tillige skismaet i forhold til de protestantiske kirker.
Kun med denne genforening vil man kunne modstå den amerikanske imperialisme og den globale kapitalisme, der som et Juggernaut-hjul tromler hen over alle de etniske kulturer og nationer og tilintetgør alt, der står i vejen.
Jeg skal imidlertid stilles til regnskab denne aften, og måske er det derfor, at jeg helt glemmer at spise
Men under kristendommens fane og med hjælp fra Gud og Rusland vil alle Europas folk sammen med Serbien finde en vej bort fra det amerikanske tyranni og etablere en holdbar modstand mod de muslimske ”græshoppesværme”, der som efter nederlaget til Ottomannerne på Solsortesletten i 1389 truer med at ødelægge fædrelandene.
Kampråbet lyder derfor fra Peter Handke og Alexander Dugin til Europas folk: ”Følg Serbien mod friheden!”
Ven af Serbien?
Dette litterære scenarie i ”Helter Skelter” føjer sig direkte ind i alt, hvad der er serbisk politik og identitet gennem alle årene siden Jugoslaviens opløsning – og nu projiceret op i europæisk størrelse. Det er den bosniske borgerkrig mellem kristne serbere og muslimer, der er henlagt til Danmark i et kommende Europa under revolutionær forandring.
Hvordan vil serberne modtage denne roman? Vil jeg risikere at blive hyldet som endnu en ven af det Serbien, der står for en anti-moderne, autokratisk og historierevisionistisk politik?
Romanen kan helt klart bruges som et propagandaskrift, hvis man dog læser den helt uafhængigt af mine øvrige bøger om krigene (skrevet sammen med Frederik Stjernfelt) og kritikken af den morderiske nationalisme.
Der er ikke noget som uvelkomne venner, der kan klæbe til én, og som man ikke helt ved, hvordan man undslipper uden at virke utaknemmelig.
Taxa
Jeg skal imidlertid stilles til regnskab denne aften, og måske er det derfor, at jeg helt glemmer at spise på mine hvileløse vandringer rundt om i byen til de steder, jeg kender?
Jeg er også nede i Kosovska-gaden for at se, om det nu virkelig kan passe, at det gamle hotel ikke mere modtager såkaldte ”gæster”. Men alt er lukket og trist, og der er skodder for døre og vinduerne, og ikke nogen udsigt til at jeg en dag kan komme tilbage.
Men som det går, når man frygter at blive konfronteret med sine romaner og andre synder, så ønsker man bare, at det ene minut følger det næste, og at der hele tiden vil komme endnu et minut, og at aftenen, hvor det hele skal foregå, den hele tiden holder sig på lang afstand.
Men ved den tid, hvor jeg skal afsted sammen med forfatteren Predrag Crnkovic, der også har oversat ”Helter Skelter”, står jeg bleg og klar foran hotel Slavija, og så er det endelig, at det går op for mig, at jeg intet har spist hele den lange dag, ikke siden min chiagrød om morgenen, der kunne holde mig på benene igennem de mange timer.
Faktisk har jeg ingen forventninger om, hvad det skal blive til denne aften, selv om jeg dog allerede har prøvet at blive bortført og berøvet i en taxa
Predrag Crnkovic møder frem, men bare at komme ind i taxaen og få forhandlet om, hvor vi skal hen, byder allerede på vanskeligheder. Chaufføren virker fuld og søvndrukken. Vi er tilsyneladende til besvær, når han lige så godt kunne sove videre.
Crnkovic kan ikke sidde på bagsædet i taxaen uden at samle benene oppe omkring ørerne, medmindre chaufføren flytter sædet lidt frem. Det er han imidlertid ikke indstillet på og beordrer os til at tage en anden vogn, hvis vi ikke kan være i hans. Desuden gider han ikke køre turen ind til Republik-pladsen, som ligger tæt på Det serbiske litterære samfund. Den er for kort, til han orker det.
Det kan ikke betale sig. Jeg føjer ham uden videre, da jeg allerede har mine dårlige erfaringer med taxachauffører i denne by.
Sidst jeg var her, blev jeg berøvet og sat af i en mørk sidegade af en chauffør, der forinden havde underholdt mig med, at han lige havde siddet flere år i fængsel. Det kunne jeg så fundere over i minutterne, indtil jeg blev bedt om at udlevere den sum, han mente, jeg skyldte ham for at blive kørt ud i mørket.
En sidste bid
Så vi fortsætter til fods ud af Milosa-boulevarden og ind mod Republik-pladsen, og jeg mærker den lette svimmelhed, der kommer, når ens faste pludseligt går op for én. Og dog er det ikke godt at proppe sig for meget, inden man skal optræde, men en halv burger kan måske gå an?
Og selv om jeg prøver at slå en handel af flere gange på vejen, mere og mere desperat, er det som om, en fordømt arv fra kommunismen stadig hænger ved i den kultur, der ikke kender noget til service, og at det er hensynet til kunder, der trods alt må komme i første række.
Men i alle de burgerbarer, jeg suser ind i for hurtigt at bestille, er man optaget af helt andre sager end det at betjene. Der skal også diskuteres og ordnes et og andet, føres regnskab og gøres rent og andet forefaldende. De snakker bare, men er ikke indstillet på at betjene nogen. Eller også er der slet ingen til stede.
Men nogle gange er frygten dog så påtrængende, at man egentlig ikke har kræfter til på tom mave at bekymre sig om, hvor den største fare kommer fra
Da jeg endelig finder en gyrosbar i Kolarceva-gaden tæt på vores mål, bliver jeg advaret om, at der kan gå op til 10 minutter, inden de kan servere for mig. Det driver mig til vanvid, og som et sidste forsøg flygter jeg ind på en koreansk wokbar i Francuska-gaden, lige før Det serbiske litterære samfund.
Men også her er det som andre steder: Alle taler, og ingen steger og skærer og friterer og serverer. Det er som om, ingen rigtigt er opsat på at drive forretning. Noget, der godt kan forveksles med en sammensværgelse, lige før jeg skal stilles til regnskab på tom mave.
Det hele minder mig om den berømte scene fra filmen ”Den tredje mand”, hvor cowboyromanforfatteren Holly Martins tror, at han en aften bliver udsat for en decideret kidnapning i en taxa og pludselig, da vognen ankommer til et ukendt bestemmelsessted, i stedet træder ind i en fuldt oplyst sal i et litterært selskab, og hvor nogen partout afkræver cowboyforfatteren svar på, hvad han mener om ”the Stream of Consciousness”?
For faktisk har jeg ingen forventninger om, hvad det skal blive til denne aften, selv om jeg dog allerede har prøvet at blive bortført og berøvet i en taxa. Vil det som i filmen ende i et gyseragtigt klovneri, eller vil jeg blive hyldet som en helt mod sin vilje for at have beskrevet det håb, som alle etno-nationalister i Serbien har brændt for siden krigene i halvfemserne?
Men nogle gange er frygten dog så påtrængende, at man egentlig ikke har kræfter til på tom mave at bekymre sig om, hvor den største fare kommer fra.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
