KULTURLISTEN – Hver uge tager POV’s kulturkorps temperaturen på kunst, kultur og underholdning og omtaler aktuelt nyt, som gør dit liv rigere, sjovere, eller klogere. Tag med Kulturlisten ind i kulturens eventyrlige verden.
Madame Nielsen – Verdensfrelserinden med pisk, guldbikini og strygere
Vi ved det godt. Vi skal ændre vores vaner, hvis vi skal kunne efterlade os en tryg verden til dem, vi elsker. Dette er også Madame Nielsens udgangspunkt, når hun udfolder sit klimamanifest – i Kødbyen af alle steder. Hun tager udgangspunkt i sin egen persona, men heldigvis overtager egoet kun sjældent budskabet: Nogen må redde os fra os selv, hvis vi skal løse klimakrisen.
I den flotte musikalske forestilling optræder hun som konferencier, storyteller og influencer. I loftet hænger, hvad der ligner en forvokset selfielampe, og bag sig har hun fire strygere, hvis lyd sammensmelter med Madame Nielsens egen skrøbelige stemme og skikkelse.
Dragende og kommanderende peger Madame Nielsen fingre først mod publikum og siden sig selv. Det er tragikomisk, man kan ikke lade være at grine. Madame Nielsen er en hykler – ”just like you and me,” som hun synger.
Madame Nielsens klimamanifest er en forestilling stopfyldt med modsætninger, som man får lyst til at analysere. Den er grotesk, voldsom, skinger, provokerende, skrabet – men også følsom, eftertænksom, skrøbelig, smuk, overdådig. Det er næsten alt for meget. Næsten.
Madame Nielsen tager os med på sin klimapilgrimsfærd, der underholder og efterlader os med en udsøgt dårlig smag i munden.
Unge Molly Koppel imponerer med sval, småjazzet lydæstetik
Der er – som de fleste bekendt – masser af musik i Koppel-familien. Et af de nyeste skud er den 26-årige Molly Koppel, hvis første pladeudgivelse tilbage i 2019 havde et relativt traditionelt soul-udtryk med bund i 70’ernes oprindelige, 90’ernes nye og den moderne electro-soul – måske inspireret af Coco O og Quadron.
Koppels vokal er mere nordisk lys og klar og måske folksy og ligefrem klassisk i sit udtryk end som så, men hun har også den Lauren Hill’ske delikate blødhed, der har inspireret et hav af soulsangerinder.
Med sin nye EP Live Sessions tager Molly Koppel et spændende skridt videre. Hun har forladt studiets trygge, digitale lækkerhed og indspillet fire nye sange under en livesession, risikovilligt i one take. Den spansk inspirerede canción “Slowly” har tydeligt eksperimentets karakter, hvor der ikke helt er balance i lyden.
Til gengæld er ”Words Worth” påfaldende sensibel med flotte harmonier. “Stay in My Mind” ligger fornemt tæt op ad den nævnte soullyd. I sin helhed har Live Sessions en sval, småjazzet lydæstetik som få andre danske udgivelser.
Guldkorn og frydefuld hverdagsglæde på SoMe
Flere og flere mennesker med værdigheden på plads og moralkodekset 10 streger over mit frasiger sig de sociale medier – det er jo underlødighedens egne underpermissioner, der luftes her!
Nuvel, man skal til tider være hård – man skal kunne overleve absolut nul likes på ens mest selvudleverende rant og være helt OK med det – måske blot erkende, at man ikke er mere interessant end som så.
Imens luskebukser et flertal af de helt unge den med gråt profilfoto, og antallet af memes og copy-paste-appeller er for nedadgående.
Men at afsværge SoMe totalt er misforstået. Det er vor tids største kulturelle landvinding, man skal bare være interesseret i andre end i sig selv! Her er fire, der interesserer mig:
Evy Königsberg – daglige digte, eksistentiel spleen, fra det nære – og smålige – til det helt store – både Facebook og Instagram.
Sidse Laugesen – den kinesiske forbindelse – deler generøst af sine oversættelser af kinesiske avantgarde-digte på Facebook.
Slagger Lund – menneske med hjerte og smerte – musik og kunstværker – kan også lydtjekkes på dr.dk karrierekanonen, på FB, Instagram og YouTube.
Iris Doggerbanke – kortprosa, der rammer lige ind i livet, familie-dystopiens hverdag, på Instagram.
Den poetiske raptus: Holberg til tiden
Den poetiske raptus er Ernst Bruun Olsens fortælling om Ludvig Holbergs imponerende komedieproduktion i årene 1722-23. Skrevet i 1979 er den også et indlæg i den kulturpolitiske debat dengang. Det er den endnu – med henvisning til både kulturfjendtlighed og konspirationsteorier.
Når Holberg udmærket lader sig spille i 2022, skyldes det, at man kan lægge nye grader af oprørskhed og normundergravende budskaber ind i hans tekster. Nok ender Jeppe atter på møddingen efter sit eventyr i baronens seng. Men publikum på de billige pladser i teatret jubler, når han herser med herskabet udklædt som tjenestefolk.
Præcis hvor rebelsk oplysningsmanden Holberg egentlig var, kan diskuteres. Men som det også understreges i Den poetiske raptus, så skrev han aldrig under total ytringsfrihed. Der var – og er – en masse at læse mellem linjerne (som det, Grønnegårdsteatret de seneste sæsoner har gjort med Maskerade og Jean de France)
Anders Juul er en Holberg, der ikke tør være helt så radikal, som han drømmer om. Tom Jensen giver den som teaterdirektøren Montaigu (med prins Henrik-accent), Marie Louise Wille som Holbergs værtinde (og inspirationskilde) og Karoline Brygmann som Madame Montaigu med farlig erotisk tiltrækning.
I 300-året for dansk teater er Den poetiske raptus ikke noget dårligt lynkursus i Ludvig Holberg.
Lørdag: Tag med Netflix – bag kulisserne – verden rundt på 24 timer
Nej, Tudum er ikke en sammentrækning af ’Tussegammel’ og ’dum’, ligesom det hverken har med udenrigstjenesten eller tyggegummi at gøre. Selv om du ikke synes, du genkender ordet, gør du måske alligevel.
Tudum er nemlig et onomatopoietikon. Altså et lydord. Nærmere bestemt – angiveligt – den lyd, det siger, når man åbner Netflix. Ikke gra-ding, ba-doing, fla-dungg, eller ka-flehm. Nej. Tudum er det altså. Og Tudum er også navnet på streamingtjenestens virtuelle fan-event, som sidste år havde over 25 millioner visninger i 184 lande kloden over.
I år går det løs lørdag den 24. september, hvor streaming-giganten inviterer sine seere med bag scenen til et døgns uafbrudt fanfest. Rejsen rundt om Planet Netflix er opdelt i fem globale events, der starter kl. 04 om morgenen i Korea og runder Indien, inden det lørdag aften brager løs fra USA, Europa og Latinamerika for at slutte i Japan tidlig søndag morgen.
Ifølge Netflix selv kan vi glæde os til en spændende dag med eksklusive nyheder, hidtil usete klip, trailere og smugkig samt interviews med nogle af Netflix’ største stjerner og kreative hjerner fra titler som Bridgerton, Emily in Paris, Lupin, Squid Game, Stranger Things, The Witcher, Vikings Valhalla og mange flere fra mere end 120 af mastodontens serier, film, specials, spil og med over 200 af filmverdenens mange talenter. Så ved du, hvad du skal lave indtil søndag morgen. Kla-schmongg.
Forbløffende vigtig poesi – Marianne Larsen er i topform
Der er noget super vågent og forbløffende over Marianne Larsens måde at skrive på, men også smukt, når hun skriver om ”Den store aften”, et digt, som ikke slipper mig.
De første seks linjer lyder sådan: ”Aftenen var et større sted end alle de andre steder jeg kendte./ Det var bedst at løbe rundt om husets hjørner i aftenen uden for lyset/ fra vinduerne. Det skinnede indad og udad./ Det var bedst at løbe længe og få mest mulig aften og mørke/ på kroppen og tøjet. Ligesom alle der er blevet usynlige gør./ Øjnene fik ikke mørke på sig over det hele. Det lignede bare mørke (…)”
Barnets kontrol er kontrol, rigtig kontrol, øjnene virker. De ser alt, og barnet er gud, og barnet er mester. Derfor læser jeg hendes digte, for mørket tæller, erindringen tæller, networking tæller, søndagene tæller og sønnætterne, skæbnelinjer og livslinjer og hjertelinjer. Og det tæller også, når ”jeg ser en kæmpemæssig by komme vandrende./ Dæmringsfjern og millionstemmigt mumlende.”
Der er noget vigtigt, venligt og altgennemtrængende over Marianne Larsens poesi fra sindets tider og verdenens steder, som gør mig afhængig.
Digtet kan læses i sin helhed i ”Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september”, Asger Schnacks Forlag 2021.
Veldrejet forstadsthriller leger med læseren
Min passion for krimier og thrillers kan nok reduceres til en teenagesommer, hvor jeg pløjede alle Dan Turélls 80’er-mord igennem. Måske har jeg været ignorant? I hvert faldt mindede den amerikanske Aimee Molloys thriller, Grænseløs beundring, mig om, hvorfor den sommer var fed.
Bogen følger det nygifte par Anne og Sam, der er godt i gang med at slå sig ned i den søvnige forstad Chestnut Hill. Dels for at være tæt på Sams mor, men også for at Sam kan åbne sin psykologpraksis i ro og mag. Der er bare en ting. Nogen lytter ved dørene.
Bogen er flot oversat og har et let, lidt kulørt sprog (kapitel 1 indledes med ordene ”Den røv. Den er fantastisk”), men besidder også et indlevende og skarpt, nærmest filmisk billedsprog. Jeg var på, købte fortællingen om det, der lignede midtvejskrise og ennui – og løb lige ind i mørket som en glad og lidt dum golden retriever. Grænseløs beundring er en fysisk læseoplevelse med et veldrejet plot, der både gjorde mig begejstret – og en smule gal.
Grænseløs beundring udkom i Laura Kjær Larsens oversættelse på Forlaget Falco i 2022.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
