UKRAINE // LONGREAD – To møder i Kyiv med hhv. en teaterinstruktør og en udmattet digter og paramediciner, der begge bruger krigens rædsler i deres kunst og begge føler en stor forpligtelse til at bære vidnesbyrd og ikke fortynde virkeligheden.
KYIV – Det er sæson for ukrainske kirsebær, de er mørkerøde, kirsebærfarvede! Jeg har købt en lidt for stor pose – meget større end jeg egentlig ville. Men den gamle dame misforstod min ukrainske talrække, hvilket ikke var hendes fejl, jeg er nybegynder. Men det gør ikke noget, for så har jeg masser at byde af, når jeg snart møder Alex. Og sidenhen når jeg skal møde Olena, der skrev her til morgen og bekræftede, at hun alligevel godt kunne mødes til trods for en stor tragedie i sin nærmeste familie – ”for livet går jo videre”.
Alex Borovenskiy er teaterdirektør og har fået lokket soldater ud på de skrå brædder for dér at viderebringe krigens vildskab. Olena Herasymiuk er prisbelønnet digter og krigsveteran, med sig bærer hun syv år ved fronten i en medicinsk bataljon, hun selv var med til at skabe for ti år siden, og som hun nu er den mest berømte repræsentant for.
Vi boede fast hernede i kælderen de første dage og uger efter invasionen i februar ’22, hvor ingen vidste, om Kyiv og Ukraine ville falde
At tilbyde dem begge kirsebær virker måske lidt sølle. Men det er, hvad jeg har – ”this is what I have to give today, this and all the flowers in the field,” som Emily Dickinson så berømt skrev, og som leder mine tanker hen på de gule solsikker, der lige nu strækker hals over dette kæmpestore flade land, og som set under en blå sommerhimmel giver Ukraine dets flag. Dette har jeg at give, med samt et øre at lytte.
Jeg er her for med dette øre og denne notesblok at bære vidne, til andres kamp for fælles værdier og til kulturens overlevelse i en krig, der af den ene part i stigende grad føles lidt glemt af dens allierede i Vesten. Hvad var det, Alfred Anderschs roman fra Anden Verdenskrig hed … Die Kirschen der Freiheit, frihedens kirsebær. Men hvordan var det, han deri beskrev sin desertation: ”Jeg besvarede Hitlers totale krig med min totale introspektion.” Begge de to, jeg møder i dag, skal vise sig at være alt andet end indadskuende eller introspektive!
Først Alex, siden Olena. På to forskellige steder i byen. Min dag skal således ordnes omkring metroen, denne vidunderlige slange, der dybt nedenunder Kyiv forbinder millionbyen og har fantastiske stukudsmykninger, relieffer i ædle metaller af muskuløse fabriksarbejdere, brede luftige perroner og renskurede marmorsale, overvåget af strenge damer i røde hatte og hvide handsker.
Det bevidner en tid i 50’erne og 60’erne, hvor Kyiv var vigtig i Sovjetimperiets selvforståelse. Men som nu hver aften tjener til beskyttelsesrum for tusindvis af familier, i ly for den intensiverede bomberegn, der kommer fra samme imperies åndelige arvtager: KGB-obersten Putin i sin labyrint.
De får alle sammen en håndfuld kirsebær, og før jeg kan nå at stille dem rigtige spørgsmål om deres optræden og deres liv ved fronten, er de på vej væk
Jeg skal blot to stop med metroen i første omgang, fra Universytet ved den botaniske have til Politekhnichnyi Instytut. Men de to stop gør alligevel en stor forskel; det er en helt anden del af Kyiv, der åbner sig herude, og den vildtvoksende park foran det polytekniske institut opsluger mig snart. Men jeg kender heldigvis vejen ud på den anden side og ind imellem rækker af boligblokke fra sovjet-tiden, for dér at finde en nedgang til en kælder med et skilt, der siger ProEnglish Theatre.
Jeg har været her mange gange før, tilbage i 2022 og i hele 2023, hvor jeg var fast gæst på dette skæve lille sted, Kyivs eneste engelsktalende teater. I dag, to år senere, er jeg tilbage for at tale med grundlæggeren af teatret, instruktøren Alex.
Ud af døren kommer tre soldater, de smiler og griner og står så et øjeblik og misser med øjnene i sollyset blandt alt ukrudtet i baggården. Og snart kommer Alex også ud og rækker mig hånden. Han ligner en stor og dvask, men glad bjørn, sådan en fra en Disney-film. Han introducerer mig for soldaterne. To af dem er i tyverne, men den sidste er meget ældre og ser enormt træt ud. Jeg fanger ikke deres navne, men de får alle sammen en håndfuld kirsebær, og før jeg kan nå at stille dem rigtige spørgsmål om deres optræden og deres liv ved fronten, er de på vej væk.
Amatør-journalist, tænker jeg! ”Tre af mine otte veteraner,” siger Alex og griner, for han kan godt se, hvad jeg gerne ville og lige gik glip af. ”Don’t worry, jeg skal nok fortælle dig det hele.” Og så tager han mig med nedenunder.
Teatersal og beskyttelsesrum
”Vi boede fast hernede i kælderen de første dage og uger efter invasionen i februar ’22, hvor ingen vidste, om Kyiv og Ukraine ville falde. Og sidenhen har den fungeret som beskyttelsesrum for alle omkring os. Når vi spiller teater, og der er alarmer, kan vi jo bare spille videre, for vi er allerede på vores sikreste sted – meget bedre end de almindelige teatre inde i byen, der må afbryde og udsætte.”
”Du har jo været her mange gange før,” siger Alex, ”men lad mig vise dig rundt.” Der er to små sale, forbundet af et vindfang med en gammel kaffemaskine, og bagtil er der et bibliotek, hvor Alex og hans kæreste, som både er forlægger og skuespiller, har deres bøger. Men Alex ved også godt, hvorfor jeg er her, så han tager mig over til en speciel lille reol, hvor der er masser af artefakter fra militæret: ukrainske flag, billeder af veteraner, badges fra diverse bataljoner og enheder, samt ikke mindst bøger af vel nok Ukraines mest berømte dissident og digter, Vasyl Stus.
”Tilbage i 2023 begyndte vi så småt at få kontakt med krigsveteraner, vi lavede øvelser med improvisation og åndedræt, for at give dem et lille frirum, hjælpe med deres psykosociale helbred. Det var meget uformelt. Sidenhen kom små grupper af soldater på besøg til vores forestillinger, for eksempel til den teaterfestival, vi organiserede i september 2023, Fringe Ukraine, med tilrejsende skuespillere fra England, USA, Frankrig og Schweiz.
Jeg nikker og husker, at jeg selv sad iblandt en flok helt unge kadetter, da den 70-årige Shakespeare-skuespiller Kristen Milward fra London opførte sin monolog om en kvinde, der ved invasionen i 2014 blev fordrevet fra Donetsk i det østlige Ukraine og måtte søge ly for sig selv og sine kattekillinger i en papkasse. Jeg tænkte dengang på, hvor meget mon soldaterne forstod.
”Sikkert ikke meget,” griner Alex. ”Men de blev ved med at komme tilbage, til forestillingerne og til vores workshops. Langsomt fik vi en kontakt til Nationalgarden i Kyiv. Det var dog stadigvæk ad-hoc og med en vis skepsis fra bureaukraternes side. Men en dag foreslog jeg en gruppe bestående af både veteraner, krigsinvalide og aktive soldater, om ikke de ville have lyst til at spille et stykke, om soldaterliv og deres egen erfaring. Der kom en håndfuld, og vi begyndte at omforme en tekst, jeg havde skrevet i 2019 med Vasyl Stus’ digte og kamp mod Sovjetmagten som centralt tema. Vi kaldte det Stusiana – Et hav af ondskab – en reference til Hamlet, der påkalder sig ’et hav af problemer’.”
For Stus var det i 60’erne og 70’erne kampen mod censuren og kommissærerne, kampen for at kunne skrive på ukrainsk, om Ukraine som et land, en kultur og identitet. En kamp, han som 48-årig tabte i 1985, nedbrudt efter 13 år i en arbejdslejr i Sibirien. I dag er Vasyl Stus-prisen Ukraines vigtigste litteraturpris, og Stus’ digte udgør rygraden i den nyere ukrainske kanon. ”Men det hav af ondskab er her nu igen, denne gang er det Rusland – som det jo også de-facto var i Sovjettiden – der omgiver os, og som har taget 20 % af vores land og vil have mere, og som dernæst kommer efter jer i Vesteuropa. Stus’ digte og Stus’ liv taler til alt dette. Og da jeg viste det til soldaterne, talte det direkte til deres erfaring.”
Det er ikke min rolle, som teaterinstruktør, at være psykolog
”Hvad der kom ud af det, var et stykke, hvor 8 soldater står på scenen og til lyden af blandt andre tungmetalgruppen Rammstein, udspiller scener fra deres soldaterliv samt fra Stus’ eget liv og digte. Vi har spillet det hernede i kælderen for 20-30 mennesker, men også turneret i blandt andet Odessa og spillet tre gange i Kyiv på en stor scene foran et publikum på næsten 200 mennesker.”
”At arbejde med disse soldater og veteraner er helt specielt og overgår langt min forventning. Selvom de til at begynde med var reserverede, har de åbnet sig og fundet en tilgang til noget ret vildt inde i sig selv. Én af mine veteraner var i russisk krigsfangenskab fra de første dage af krigen og to år frem. Når han nu er på scenen, kan du se vildskaben i hans øjne. Vi kalder hans karakter for ’bæstet’, og det er, som skal han hævne sig, der på scenen, for al den ondskab, han har oplevet på egen krop.”
Teater eller terapi
Jeg spørger, om det er terapeutisk for dem. ”Måske. Men det er det ikke min hensigt,” siger Alex meget bestemt. ”Ikke længere. Det er ikke min rolle, som teaterinstruktør, at være psykolog. Måske kunne det gøre dem til bedre og mere hele mennesker – om end jeg ikke ved, om det er sandt – men det vil gøre det til dårligere teater.
Kunst, specielt den, der forsøger at afspejle krigens ondskab, kommer kun frem, hvis der ikke er for mange hensyn eller pædagogiske undertoner
Jeg får noget råmateriale i form af disse soldater og veteraner, der er noget helt unikt i deres erfaring, deres bevægelser, måde at være til stede, deres øjne, når de kortlægger rummet, og jeg får lov at skabe kunst ud af alt dette, hver aften!”
”Må du det, er det ikke at udnytte?” spørger jeg. ”Ja, det må vi gerne,” griner han. ”For de vil jo gerne selv. De har været med i det største teater, der findes lige nu: krigen! Og nu finder de et andet rum her, et sammenhold, et øjeblik borte fra rutinerne og soldaterlivets ordnede rammer, og ja: en måde at udtrykke deres traumer på. Så på den måde er det terapeutisk.
Men jeg er ude på at skabe kunst. Og kunst, specielt den, der forsøger at afspejle krigens ondskab, kommer kun frem, hvis der ikke er for mange hensyn eller pædagogiske undertoner. Jeg arbejder naturligvis med dem på en speciel måde, forsøger at holde min afstand, respektere dem. Men de er også ’blot’ skuespillere, omend unikke.”
Vi er gået ud i sollyset igen, sidder i ukrudtet og spiser kirsebær. Alex er glad for sit teater og for sit nye projekt, som han brænder for at fortælle mig om. ”Posestry,” siger han og får mig til at gentage det flere gange, uden at jeg dog helt kan udtale det korrekt.
Kvinder ved fronten
”Det er militærets ord for kvindelige soldater. Og det er titlen på vores nye stykke, der har premiere her til sommer. Det er meget lysere end Stus-stykket, mindre tragisk, komisk ligefrem, og det er skrevet af en håndfuld kvindelige soldater, som for tiden arbejder røven ud af bukserne hernede i kælderen på at få det færdigt. Det er deres historier, soldaterliv blandet med brudstykker fra deres barndom.
Der er flere og flere kvinder, der tjener i hæren, helt ude på frontlinjen, som droneoperatører og i de medicinske enheder. Det er jo også forskellen mellem dem og os: Russerne smider kun purunge drenge ind i den store kødhakker uden respekt for liv. Vi derimod har en hær, der udgøres af alle klasser, aldre og køn. Og erfaringen fra krigen er derfor meget bredere, dybere og delt. For ikke nok med at krigen, som vi ikke ville have, foregår midt inde i vores land, midt i vores virkelighed og sprog og identitet, men vi har også responderet i samlet flok.”
Min død eller Putins død
Det lyder jo smukt, tænker jeg, mens jeg siger farvel til Alex og ønsker ham held og lykke med det nye stykke og med årets udgave af deres Fringe Ukraine Festival. Men måske er det ikke hele sandheden, at der er ”responderet i samlet flok”. Jeg beslutter mig for at spørge Olena, når jeg ser hende. For godt nok er Ukraines hær uden tvivl bredt funderet og populær, men sympatisk nok har ledelsen primært indkaldt de lidt ældre, for således at holde hånden over de helt unge. Og selvom der blandt andre er mange teaterfolk, forfattere og intellektuelle ved frontlinjen, så er det også en offentlig hemmelighed, at mange rige unge mænd i de store byer køber falske lægeerklæringer for et par tusind dollars eller søger optagelse på universitetet for at undgå hæren. Det sker måske mere og mere, jo længere denne krig varer, og jo længere borte en sejr synes. Men sådan har det naturligvis også altid været, i alle krige: Det er bønderne og de fattige, der ender som kanonføde.
Efter otte nye stop og et metroskift står jeg foran en lille café i Kyiv-bydelen Podil, der hvor floden er tættest, og hvor vikingerne i sin tid lagde til. Nu er det ultra-hipt og ungdommeligt og ligner et ”hood” i Brooklyn. Og caféens gæster matcher stemningen.
Den ene er kunst, den anden er en barsk og nødvendig virkelighed, der ikke går væk
Lige forrest i lokalet sidder en voldsomt sejt udseende ung kvinde med masser af tatoveringer. Det er Olena Herasymiuk. Hun er kommet før tid og undskylder med det samme, at hun desværre skal gå meget snart igen, pga. af dét med familien, men hun har en halv time. Vi finder et stille bord. Lige nu er hun væk fra fronten og fra den bataljon af paramedicinere, hun selv var med til at etablere for 7 år siden. Hun har været ved fronten næsten uafbrudt siden 2018, og specielt siden 2022. Nu har hun taget en lille pause.
”Jeg er blevet veteran,” siger hun. ”Krigen spaltede mig i to dele: Den ene del er mig som digter, det var mit job før og er det stadigvæk, det var min fars og min farfars job, og det er, hvad jeg er bedst til i verden, jeg kan ikke slå det fra. Men med krigen blev jeg også frivillig ved fronten, sammen med mange andre hjælper vi med at redde liv og evakuere soldater bort fra fronten. Disse to dele forsøger jeg hver dag at forene. Den ene er kunst, den anden er en barsk og nødvendig virkelighed, der ikke går væk, og som jeg er forpligtiget af. Førhen kunne jeg ikke forestille mig, at jeg skulle gøre dette arbejde og samtidig forsøge at skabe kunst ud af det. Men nu ved jeg, at jeg må og skal,” siger Olena ydmygt og får det til at lyde som det mest naturlige arbejde i verden.
Jeg tænker på Alex, der på samme måde, som instruktør, så sine soldater-skuespillere drevet af en nødvendighed, og som selv genkendte forpligtelsen til at skabe kunst i krig.
Jeg ved, at det var hendes egen bror, hun begravede i denne uge, tragedien i hendes familie
”Når du tager til fronten, så er du der for at overleve, en død krop kan ikke bruges til noget. Men din krop vil overleve, du har et formål, og alle de grå civile gøremål er bag dig, for nu handler det, hvis du kigger efter og åbner ørerne til alt omkring dig, om kampen for en stor og almen menneskelighed, en konfrontation med det at være menneske. Kender du digteren Viktoria Amelina?” spørger hun mig.
Jeg siger, at jeg faktisk lige har skrevet en artikel om hende, om hendes liv og alt for tidlige død i 2023, da hun blev dræbt af et russisk missil, mens hun udførte sit arbejde med at dokumentere krigsforbrydelser.
”Godt, det glæder mig, for hun gjorde det samme som mig. Vi skriver – hun skrev! – for at modgå propaganda, for at bringe retfærdighed og vidnesbyrd, redde sandheden på samme måde, som jeg i min nye funktion redder liv. Men vi er også begge her, på grund af vores talent, for at skabe kunst midt i krigen. Kunsten i dag ved fronten i Ukraine er en re-aktiv handling, en protest, en reaktion på og refleksion over den nye voldsomme virkelighed, der vælter ned over os. Og det er, hvad jeg er sat i verden for lige nu. For at varetage denne refleksion.”
”Og hvad med alle dem, der ikke er ved fronten?” spørger jeg lidt hviskende, mens jeg med en diskret armbevægelse peger på alle de unge hipstere her på caféen og ude i Podil. ”Hvad med alle dem, der ikke vil til fronten og ikke agerer som dig? Føler du dig røvrendt, som veteran, udnyttet?”
”Nej, slet ikke. Ja, der er folk, der undgår hæren, betaler penge, men det vil jeg slet ikke bruge tid på. Det er deres problem. Kig dig omkring: Alle folk har mistet de sidste tre år, de sidste ti år. Alle kender folk ved fronten. Alle lever under russernes natlige bombardementer og må søge ned i metroen. Og alle donerer penge til fronten, for at jeg kan gøre mit arbejde der. Så jeg føler mig ikke harm. Hør: Vi kæmper mod Rusland, verdens største hær. Og selvom vi ikke vinder, så holder vi stand, på tredje år!”
Stopper krigen?
”Og hvad sker der, når denne krig er overstået,” spørger jeg, ”når der måske kommer en våbenhvile?”
”Den kommer jo ikke til at stoppe, hverken med et nederlag eller med en stor sejr. Vores eller deres. Min krig stopper først ved min egen død eller med Putins død. Den stopper, når retfærdigheden indtræffer. Min fætters krop ligger et sted i det udbrændte Azovstal (et stort stålværk, som russerne belejrede i 2022, og hvor de dræbte mange af Ukraines elitetropper, red.), og først når han kan blive begravet, vil krigen stoppe, min krig. Indtil da bliver jeg ved med at skrive.”
Jeg tænker på Antigone i Sofokles’ tragedie, der også kun kan få fred, når hendes to slagne brødre er begravet derude på slagmarken. Men jeg tænker ikke tanken helt til ende, for jeg ved jo også, hvorfor Olena Herasymiuk først sent kunne sige ja til at møde mig i dag, og hvorfor hun nu skal gå. Jeg ved, at det var hendes egen bror, hun begravede i denne uge, tragedien i hendes familie.
”Jeg har en lille gave til dig,” siger hun og giver mig sin bataljons badge.
Det er et rødt hjerte, formet af to hænder.
”Bataljonen hedder Hospitallers, og dens arbejde fortsætter. Jeg ved ikke, hvornår jeg selv kan vende tilbage til fronten. Jeg er træt. Men vi har brug for al den hjælp, vi kan få.”
Jeg siger tak og lader kirsebærrene blive i tasken, hvor jeg dumt nok havde glemt dem under samtalen. Som om de ikke helt er nok. Vi trykker hånd, og Olena, lille og ultra-stærk, forsvinder ud i regnen, imens jeg går tilbage mod metroen.
Der findes et fint interview på dansk med Olena Herasymiuk her på Zetland. Hvis man vil se ProEnglish Theatres’ opførelser, kan man finde dem på Facebook – eller rejse en tur til Kyiv, hvor deres Fringe Ukraine 2025 løber af stablen i slutningen af august. Hvis man vil støtte Bataljon Hospitallers arbejde, så besøg deres hjemmeside.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og