Har du hørt om René Fredensborg? Ikke det … Så det er nok nemmest, hvis jeg starter med at præsentere ham:
René Fredensborg er journalist, radiovært og professionel provokatør. Og han har skrevet en klumme i Berlingske om, hvordan han foretrækker sin nye, kærtegnsgavmilde, filippinske kæreste fremfor de danske kvinder, han beskriver som generelt ”umulige”.
Hvis intet af dette er nyt stof for dig, så beklager jeg. Så har du, ligesom jeg, allerede ALT for mange gange fået nogens mening om det her skubbet ind i dit ansigt – enten fra andre aviser, andre klummer eller fra via Facebook.
Og jeg vil i endnu højere grad beklage, at jeg også vil have en mening om Fredenborgs klumme.
På en måde, i det mindste.
Behøver man blive provokeret af det, Fredensborg skriver? Personligt ville jeg ikke have tid. Jeg behøver ikke læse mit eget velbefindende ind i en klumme eller en reklameblok
Jeg mangler nemlig forståelse for, hvordan nogen, der ikke selv ville giftes med René Fredensborg, behøver have en holdning til hans holdning til danske kvinder. Skal man skrive, man er mulig. Eller behøver man blive provokeret af det, Fredensborg skriver?
Personligt ville jeg ikke have tid.
Det siger jeg ikke, fordi jeg er hverken travl eller vigtig. Det siger jeg fordi danske mænd bliver kaldt noget værre end ”umulige”, stort set hver uge. Eller hver dag, hvis man udvider sin nærtagenhed til reklamerne. Men dels er vi vant til det, og dels behøver jeg ikke læse mit eget velbefindende ind i en klumme eller en reklameblok.
Vi bliver kaldt umulige eller kedelige eller umandige eller usexede eller voldtægtsagtige eller drengerøve eller dovne eller dumme eller uromantiske eller sexistiske eller gopleagtige eller bondske eller bange eller bare klamme.
Det får bare ikke den samme opmærksomhed, for det er ikke en nyhed. Og vi mænd kommenterer ikke på samme måde som kvinderne har gjort på René Fredenborgs klumme i den her uge. Hvorfor skulle vi? Det ville jo kun give mening, hvis de to køn spillede efter samme regler.
Det kommentarspor, der kom, når kvinder videregav Fredenborgs kætterske påstand om at han fandt dem ”umulige” var fulde af støtte til kvinder, kritik af klummen og ikke mindst karaktermord på manden, der havde skrevet den.
Jeg kan på Facebook konstatere at René Fredensborg er både en mors dreng, player, pattebarn, luderkunde, imperialist, impotent og selvfølgelig ”kvindehader”.
Jeg kan ikke udelukke, han er nogle af delene men næppe alle. Jeg kan bare forklare, hvorfor kvinder får så fin ro til at blive enige i Facebooks kommentarspor, med kun enkelte mande-fjolser til at forstyrre:
Det er fordi vi voksne mænd har givet op. Stort set.
Vi prøver ind imellem at få jer kvinder til at se vores side af forretningen, men har aldrig held med det. Jeg undskylder på forhånd for at prøve, for jeg gjorde det alt for meget, dengang jeg troede, det var en rationel diskussion. Hvor man kunne sige ”Jeg hører hvad du siger, og her er hvordan jeg har det”.
Kunne det ikke være en dejlig kønsdebat? Hvor ingen indlæste provokationer, men accepterede, hvordan folk af alle 67 tilgængelige køn selv opfattede deres liv, også (cis-) mænd?
Kunne det ikke være en dejlig kønsdebat? Hvor ingen indlæste provokationer, men accepterede, hvordan folk af alle 67 tilgængelige køn selv opfattede deres liv, også (cis-) mænd?
Hvor selv mænd kunne skrive at de blev kede af noget, uden at feminister frydede sig, og skrev ”cry me a river” og jokede med hinanden om at ”drukne i male-tears” og skrev kommentarer fulde af grine/græde-smilyer
Jeg græder nogle gange. Det er når jeg bliver ked af det, eller rørt. Over noget stort og uomgængeligt, eller noget helt banalt. Det kan være over fodbold, forhold, fortrydelse eller min egen uformåen eller bare over min yndlingsseries foretrukne scener.
Hvordan kan man både kalde sig ”feminist” og grine nedladende af det? Mene at mænd, der udtrykker sorg er sølle? At mænd bare skal holde mund med deres følelser? Og så dagen efter påstå, at det er et problem, at mænd ikke er omsorgsfulde nok? At mænd ikke er forstående?
Mænd er de store syndere når det kommer til vold. (Også de store ofre, men især de store syndere). Kunne man tænke på, om det ville hjælpe, hvis man ikke hånede mænd for at være kede af det?
Kunne man anerkende en mand som et ligeværdigt menneske, der kan have følelser? Også når man ikke kan lide dem?
Hvis mænd havde bedre adgang til en vej ud af deres sorg, der hedder forståelse, og ikke den slutning, der er eksplosionen? Kunne man anerkende en mand som et ligeværdigt menneske, der kan have følelser? Også når man ikke kan lide dem?
Eller er mænd til grin, når de nærmer sig det ideal, de får stillet i udsigt?
Det her er helt futilt, men hvad hvis feministerne prøvede at se en reklameblok, som om de var mænd? Hvis de læste aviserne, som om hvide heteromænd var udstødte og sarte? Hvis man nu prøvede at tænke tanken at der fandtes et ”Matriarkat”, der holder dem med drenge-dillere nede, fra fødsel til død.
Det kunne være en start på den ligestilling, vi venter på. Også mændene. Inden vi rejser til Filippinerne.
Topfoto: Creative Commons.
Hvis du nyder Sebastians tekster på POV kan du – hvis du har lyst – honorere ham direkte ved at sende et beløb, hvis størrelse, du selv bestemmer på hans Mobile Pay: 22 13 11 62. POV lønner nemlig ikke sine bloggere – endnu.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
