ANNE DORTE MICHELSEN // PLADEANMELDELSE – Tøsedrengene bragte – som Gnags – reaggaemusikken ind i dansk rock for godt og vel 40 år siden. Musikken og Anne Dorte Michelsens tekster var med til at gøre gruppen populær. Hun er stadig aktiv og har netop udgivet albummet Thumbs Up, som anmelder Henning Høeg finder både meget smukt og lidt for leflende for tidsånden i et par numre.
På sit første album med nyt originalt materiale siden 2015 får Anne Dorte Michelsen stadig de fleste af sine (både yngre og ældre) kollegaer i den danske sangskriverkunst til at lyde som rystende amatører.
Lige siden 1983, hvor Tøsedrenge-nummeret “Vi var engang så tæt” viste os alle, hvor elegant, mundret og samtidig poetisk en sang om rustet kærlighed kan drejes, har mine forventninger til gruppens primære (eller i hvert fald bedste) sangskriver, Anne Dorte været tårnhøje.
Og selvom det nye soloalbum, Thumbs Up, ikke er perfekt, så er der stadig åndeløst smukke øjeblikke, der har fået mig til snappe efter vejret.
På Thumbs Up har Anne Dorte Michelsen efter min mening skabt nogle af sine mest helstøbte sange i den allermest følsomme kategori
Og med enkelte undtagelser viser de ni nye sange, at Anne Dorte stadig hører til i den eksklusive gruppe af det, vi kunne kalde ‘naturlige sangskrivere’.
Den talentfulde elite, der tilsyneladende uden at anstrenge sig kan udtrykke netop den følelse eller de øjeblikke, vi alle kender, men gerne bruger en halv(bedugget) aften på bare forsøgsvis at komme i nærheden af … og så alligevel ikke.
Som når Anne Dorte Michelsen i førnævnte “Vi var engang så tæt” negler fornemmelsen af forgangen kærlighed med en laser-præcis sætning ‘Imellem os er marker fyldt med gammel sne’ ‘fucking genialt’, som de vist siger i Bjerringbro.
Men den sang er selvfølgelig 40 år gammel. Og i mellemtiden har Anne Dorte haft travlt med både satiregruppen Venter På Far, en japansk surprise-karriere og ikke mindst stribevis af velskabte og følte soloalbum.
Michelsen og den lyriske tone
Nu sidder 64-årige Anne Dorte Michelsen så i sit sommerhus i Vejle (eller er det på ferie i Italien?) og tænker over livet. Foran hende står der en kop ‘dampende te’ (fra titelsangen “Thumbs Up”). Og selvom hastigheden er sat ned, så kan Anne Dorte stadig ramme den lyriske tone, der giver mig en klump i halsen og tårer i øjnene.
Umiddelbart kan titlerne på det nye album fordeles i to kategorier; de sange, hvor solisten tager en rolle og med glimt i øjet tager begreber som MeToo-bevægelsen (Det var de år, hvor vi var mest vrede) eller ‘Boomer’-generationen (‘Det som jeg vil sone’) under skarp behandling. Og så de sange, hvor Anne Dorte satser sig selv og synger lige fra hjertet.
Jeg er et erklæret sentimentalt fjols og derfor mest til sangene i gruppe to. Og på Thumbs Up har Anne Dorte Michelsen efter min mening skabt nogle af sine mest helstøbte sange i den allermest følsomme kategori.
Allerbedst er efter min mening den smukt reflekterende “Retfærdighed”.
Fra starten af den næsten fem minutter lange klaverballade, hvor Anne Dorte selv er ved tangenterne, er det, som om hun allerede kan se og høre hele forløbet. Men i både tekst og gudesmuk melodi signalerer hun samtidig, at intet haster. Lidt ligesom den smarte kvinde, der lever livet i det tempo, der passer.
Umiddelbart har jeg lyst til at citere hele teksten. Men jeg vil nøjes med de to sidste vers.
“Hvem vil stå på dommens dag
Og råbe: ‘Det var det jeg sagde’
Det bli’r nok ikke mig de sender
Jeg ved kun, der er op og ned
og der er had og kærlighed
Resten glider ud af mine hænder
Så lad det bli’ imellem os
Jeg gider faktisk ikke slås
Der er en tid til alt og nu’ her stille
Lykken kommer som et sug
fordi vi er her lidt endnu
fordi det føles stort at være lille
Ikke til at få ud af hovedet
Samme lyriske intensitet og melodiøse perfektion får vi på sange som “Jeg følger med”, “Skrøbelige mennesker” og det fabelagtige titelnummer “Thumbs Up”.
Sidstnævnte er udover de stærke vers og de kloge ord udstyret med et omkvæd så smittende, at det simpelthen ikke er til at få ud af hovedet.
Det er således på en gang pop, mindfulness og noget, der minder om meditation, når Anne Dorte med smil i stemmen synger:
Det er OK
Det er godt nok
Lykke smiler, og gi’r mig thumbs up
I den anden ende af kvalitets-skalaen vil jeg placere sangene “Det var de år, hvor vi var mest vrede” og “F*ucking feminister”. Her fortaber Anne Dorte sig i lidt for revy-munter sarkasme og jagten på den moderne lyd – et sonisk rum, hvor det helt skarpe fokus går tabt.
.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
