Frederik Bojer Bové: Wasp Network – spionagens omkostninger

i Kultur/Film af
FILM // ANMELDELSE – Den franske instruktør Olivier Assayas har lavet en film om spionage og kontra-spionage i 90’ernes eksilcubanske miljø. Det er et emne han skildrer som få: Med nænsomt blik for de personlige omkostninger. Men denne gang minder det meget om noget, han har lavet bedre før.

Kunstnere er ikke altid bare kunstnere. De kan også være filosoffer, psykologer, sociologer. De fortæller os om alt muligt, de gør det bare med kunstneriske virkemidler, for filmkunstneren via strømme af billeder.

Den franske filmkunstner Olivier Assayas er bl.a sociolog. Den 65-årige instruktør har lavet et væld af forskellige film, men centralt i hans filmografi står en række af film om et emne, der meget godt kan beskrives af den danske titel på hans delvist selvbiografiske film fra 2012: Efter Revolutionen.

Hvordan er det at leve efter revolutioner, når kampen for politisk omvæltning bliver til enten skuffelse eller hverdagspolitik? Det emne skildrer Assayas som få.

Det gør han igen i Wasp Network, hans nye spion-thriller om cubanske agenter og dobbelt-agenter i tiden efter den kolde krig. Efter endog ganske mange revolutioner, må man sige. Men agent-arbejdet fortsætter.

Cuba efter den kolde krig

Som få andre film skal man undlade at læse for meget om plottet i Wasp Network, for en kæmpe del af pointen med filmen er uvisheden og uklarheden i miljøet omkring de eksilcubanske politiske organisationer, som er filmens midtpunkt. Hvem er FBI-agent? Hvem er dissident? Det skal jeg ikke afsløre her.

Men filmen skildrer især de to afhoppere René Gonzáles (Édgar Ramírez) og Juan Pablo Roque (Wagner Moura). De to er begge piloter, og bliver aktive i gruppen Brothers to the Rescue, der flyver rundt over vandet mellem Florida og Cuba, guider tømmerflåder mod den amerikanske kyst, og engang imellem flyver indover Cuba for at udsmide flyvebreve.

Filmen starter i 1990, efter Sovjetunionens sammenbrud, med håbet om at det cubanske system også snart vil bryde sammen. Langsomt er det dog i stedet eksil-cubanernes organisationer, der synes at bryde sammen under presset for at samle penge sammen (der smugles en del narkotika for at finansiere politiske grupper) og af frustration over, at aktiviteterne ikke synes at give noget resultat.

Assayas fanger en helt speciel stemning. Følelsen af at være i en politisk kamp lidt uden mål og mening. Følelsen af at være kommet for sent til et eller andet. Følelsen af, at Historien begynder at gå i en helt forkert retning.

Vi følger karaktererne i årevis, i et narrativ der springer fra person til person, hopper tilbage i tid for at vise begivenheder fra nye vinkler, og pludselig fokuserer på spektakulære aktioner udført af andre grupper. Men fokus er mindre på våben, vold og død, end det er på de menneskelige omkostninger, det har for de enkelte menneske.

Assayas’ særlige stemning

Assayas har som nævnt lavet flere film om dette emne før. Det er også ganske selvbiografisk. Efter Revolutionen hed på fransk Après Mai, samme titel som en selvbiografisk bog Assayas udgav. Det betyder ‘efter maj’, og henviser til, hvordan det var for den unge mand og hans jævnaldrende at komme efter de store optøjer i maj 68. Hvordan var det at være politisk revolutionær, efter at revolutionen allerede reelt havde slået fejl?

Dette emne har Assayas også behandlet i et andet storværk, Carlos fra 2010, om den kendte terrorist også kaldet Sjakalen. I den film spillede Édgar Ramírez i øvrigt også hovedrollen. Den over fem timer lange fortælling skildrede den politiske kamp i halvfjerdserne, den spektakulære gidseltagning af en gruppe olieministre i 1975, og derefter det lange efterspil, hvor Carlos mest af alt rejste rundt og kæmpede en allerede tabt kamp, der langsomt blev mere og mere patetisk.

Filmen lever af en kontrast mellem åbenhed, ærlighed og naivitet, kontra agentens nødvendige lukkethed, kynisme og politisk råhed.

Det som Assayas gør så godt, er at han fanger en helt speciel stemning. Følelsen af at være i en politisk kamp lidt uden mål og mening. Følelsen af at være kommet for sent til et eller andet. Følelsen af, at Historien begynder at gå i en helt forkert retning. Det er nok ikke tilfældigt, at Assayas også er en kæmpe skildrer af sorg og tab, og har lavet helt enkle film om at miste et familiemedlem eller en kæreste, såsom Clean fra 2004 og Sommertid fra 2008. Det er lidt samme stemning.

Wasp Network lever også i høj grad af denne stemning, for det må siges, at der ikke er så voldsomt meget bulder og brag at komme efter. På den led var Carlos langt mere spektakulær. Heldigvis er skuespillet ganske fremragende, især hos de pårørende kvinder, spillet af Penélope Cruz og Ana de Armas. Især burde de Armas snart være sikret et kæmpe gennembrud, også efter at hun var så fantastisk for nylig i Rian Johnsons krimikomedie Knives Out. Hun spiller med en kæmpe åbenhed, der står i fabelagtig kontrast til de tillukkede og mystiske mænd, hun omgås. Filmen lever af en kontrast mellem åbenhed, ærlighed og naivitet, kontra agentens nødvendige lukkethed, kynisme og politisk råhed. Den kontrast ses stærkest, når de Armas er på skærmen.

Efter hovedværkerne

Wasp Network er endnu en glimrende Netflix-film af en stor instruktør. Hvis så bare streamingtjenesten også gad at investere i at kunne fremvise flere film fra de instruktører, de viser, men for tiden er det den eneste film af Assayas, man kan streame.

Og det må alligevel også siges, at Assayas efterhånden mest laver fodnoter til sine hovedværker. Dem har han mange af. Jeg vil snarere sige, at han har haft to hoved-perioder, alt fra 1994-98 (Cold Water, Irma Vep, Late August Early September og portrætfilmen HHH – A Portrait of Hou Hsiao-hsien) og igen 2008-2016 (Sommertid, Carlos, Efter Revolutionen, Skyerne Over Sils Maria og Personal Shopper).

Både Wasp Network og sidste års Mellem Linjerne føles som mindre præstationer, sammenlignet med, når Assayas er bedst. Han har lavet den her film bedre før. Men han rammer stadig en særegen stemning som få.


Wasp Network
128 minutter
Netflix


Fotocredit: Pressefoto / Netflix

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur