KONCERT // ANMELDELSE – Airbourne holder fanen højt med kompromisløs, old school rock’n’roll, men kan med tiden virke fanget i deres egen kompromisløshed – også selv om den svenske sidemand havde “sit livs aften”. Til gengæld ramte Asomvel “ægte rock’n’roll så møvende og møgbeskidt”, at de bør vende tilbage som hovednavn, skriver Steffen Jungersen.
Hvis noget nogensinde har været old school,som det hedder nu om stunder, i rock’n’roll forstand,var det – ved samtlige The Who’s smadrede guitarer og Chuck Berrys knækkede strenge – mandagens koncert med australske Airbourne og nordengelske Asomvel.
De har hver især mentalt og musikalsk gået i den (gamle) skole, hvor lærerne var AC/DC, Motörhead og tidlig Status Quo – i Airbournes tilfælde var førstnævnte klasselærerne, mens de to andre tog sig af Asomvel.
Bannerførere for den gamle skole
Se, nu er der det ved aldrende læreanstalter – og da især hvis de tilhører den ”hæderkronede” afart – at de simpelthen ikke fås bedre. Og vil man spille rock’n’roll med det primære sigte at levere folket forløsning efter en hård dag på fabrikken, er ovennævnte klasselærere de fineste på feltet.
Har man AC/DC’s bedste plader, er der ingen grund til også at investere i Airbournes, for de er sgu’ kun et par flossede shorts og et dårligt bundet skoleslips fra at være en tro stilistisk aflægger af deres feterede landsmænd. Og efter at have oplevet dem live en halv snes gange de sidste 18 år, er der musikalsk sket så lidt i Airbourne, at det faktisk i sig selv er noget af en præstation.
Det er ikke oppe til diskussion, at kvartetten er et fabelagtigt liveband. Med den overtændte sanger og leadguitarist Joel O’Keeffe går bandet altid og også denne aften til biddet med en entusiasme som en nilkrokodille løs i en koloni af antiloper med gangbesvær.
Dén smittende entusiasme og flammekastende kærlighed til sagen rock’n’roll har de sidste godt tyve år fortjent gjort Airbourne til bannerførere for det, salig Lemmy fra Motörhead ville kalde real rock’n’roll – hér er en bagvæg af overophedede Marshall forstærkere/kabinetter det tætteste, man kommer staffage og festfyld. Hér handler det ene og alene om … ja, I gættede det.
Airbourne – kompromisløsheden som styrke og spændetrøje
Så meget det så ellers martrer nærværende skribent at skrive det, så er Airbourne med tiden dog blevet en tand for fanget af deres egen kompromisløshed. Når man har set dem så mange gange, som jeg har i hvert fald. I perioder i Poolen blev Airbourne faktisk en anelse trivielle, for alt imens de sagtens matcher forbillederne såvel i kompromisløshed og kærlighed til sagen, så mangler de til en vis grad noget, AC/DC og et andet australsk band, Rose Tattoo, har til overflod: reelt iørefaldende riffs og sange.
For mange af Airbournes omkvæd består f.eks. af at brøle den til enhver tid aktuelle sangs titel fire gange, inden man går videre til næste nummer.
Asomvel træder ind – og ændrer tyngdepunktet
Det er dét, der godt kan blive lidt mere end en anelse trivielt og endnu en rutineret rundgang, men det hænger som nævnt også sammen med, hvor mange gange man har set Airbourne. Min svenske sidemand, som oplevede dem for første gang, havde således tydeligvis sit livs aften … and more power to him!
Aftenens supportband i Poolen var det forholdsvis ubesungne band Asomvel. En kvartet fra Englands nordlige grevskab Yorkshire, og med en lettere omskrivning af en beskrivelse på nettet er Asomvel musik til at køre en Harley Davidson gennem Magasins porcelænsafdeling til.
Deres kærlighed til Motörhead, Tank og klassisk 70’er Status Quo boogie står malet på deres slidte læderjakkers ærmer. Musikken driver af Newcastle Brown stinkende autenticitet og den uimodståelige – dér var den igen – kærlighed til de basale glæder i livet. Ikke mindst i musikalsk sammenhæng.
Musik, der kunne drive enhver hipster hjem til sin indierock samling, før du kan nå at sige ”Morrissey” med andre ord.
Møvende og møgbeskidt fra Yorkshire
På blot 40 minutter lykkedes det Asomvel at aftvinge mig indtil flere lettelsens suk (ikke at nogen kunne høre det). For fanden, hvor har man da – specielt efter Lemmys bortgang for godt ti år siden – savnet et band som Asomvel: med ægte rock’n’roll så møvende og møgbeskidt, som vores mor lavede den (hvis vores mor ellers var medlem af Motörhead).
Når bandet stævner fra land med titler som ”Louder And Louder”, ”Born To Rock And Roll” og ”If It’s Too Loud, You’re Too Old” er der ikke så meget tale om sange som deciderede hensigtserklæringer. Dertil er Asomvels sange over en bred kam faktisk catchy.
Kom tilbage som hovednavn, Asomvel, og lad det gå lidt tjept!
Men nu skal jeg jo heller ikke komme for godt i gang, for rocken er jo både død og ”vore dages jazz”, som beboerne i landets kulturelle elfenbenstårne for længst har dikteret.
Trods de få indvendinger herfra kunne I sgu’ ellers godt have snydt mig efter mandag aftens fine fejring af all things rock’n’roll. Vel at mærke med et publikum, som for en befriende dels vedkommende stadig havde hår på hovedet og fødselsattester, som blev udstedt mange år efter rockens ditto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og