KATINKA BAND & MARIE KEY // ANMELDELSER – Mens Katinka Bjerregaard nu fremstår som et band, Katinka Band, på det nye album Ekstremsport og musikalsk fortsætter i sin indierock-sporet, har Marie Key vendt sig mod jazzmusikken på sit nye album Lys Finale. Og det gør hun fremragende, mener POV’s Henning Høeg: “Tryllebindende. En smagfuld produktion får hele udtrykket til at svæve ud af højtalerne.”
Både Katinka Bjerregaard og Marie Key har brugt Covid-pausen til at udvide deres respektive musikalske horisonter.
Således har Marie Key i tæt samarbejde med duoen Bremer/McCoy opdaget sin egen, indre jazzsangerinde, og Katinka Bjerregaard har officielt gjort sit backingband til ligestillede, og hele holdet udgiver nu under navnet Katinka Band.
Begge komponister, tekstforfattere og sangerinder anskuer livet og fremtiden i nedlukningens skær. Men ligesom deres ældre kollega Poul Krebs gør på sit nye album, formår både Katinka og Marie at finde forløsning og håb trods de to svære år, vi alle er ved at lægge bag os.
Der er godt ti års forskel på 42-årige Marie og hendes yngre kollega. Og mens Katinka og hendes bandkammerater stadig på charmerende vis leder med lys og lygte efter, hvem de måske i virkeligheden er, hviler Marie Key og co. på de nye sange helt og holdent i sig selv – en udsøgt fornøjelse.
Med tekstbidder som “Du er et vakuum af klistret selvillusion. Du er mere tom end en luftmadras”, viser Katinka i den grad sit flabede format
“Sikke en flot rodebutik, hvem har bygget dig op,” spørger Katinka sig selv i sangen “Rodebutik”. Og både titel og tekst beskriver her fint hele albummet Ekstremsport. For første gang er de nye sange således 100 procent blevet til i et band-forum, hvor man har ‘spillet sig frem’ til både melodi og arrangement.
Det giver en ny spændende dynamik og frihed. Men enkelte steder kan man også næsten høre de nødvendige kompromisser, der resulterer i enkelte svage melodiforløb og lidt spredt fægtning i produktions- og arrangement-afdelingen. Med andre ord lidt af en rodebutik.
Bedst er Katinka Band efter min mening derfor, når de skærer helt ind til benet og holder udtrykket så enkelt som muligt. Guitar og vokal er således nok til at gøre “Luftmadras” (tilegnet alle de mænd, der har taget Katinka på låret) til lokalfavorit i min bil.
Med tekstbidder som “Du er et vakuum af klistret selvillusion. Du er mere tom end en luftmadras”, viser Katinka i den grad sit flabede format. Og godbidderne hældes også ud i sange som “Elastik” og “Bodega”, hvor Katinka (i sidstnævnte) synger: “Der er brug for askebægere, når drømmene går op i røg”.
Marie Key med ro og fred
Mens der således er dømt charmerende zig-zag på Katinka Bands Ekstremsport, er der fra start til slut en hypnotiserende fred, ro og harmoni på Marie Keys Lys Finale.
I første omgang havde Marie Key inviteret bassist Jonathan Bremer og tangentmester Morten McCoy i studiet for at genindspille en stribe af sangerindens gamle sange. En enkelt ny sang “Lys Finale” ændrede dog planerne 100 procent. Og efter 15 færdigindspillede “gamle kendinge’, begyndte trioen Marie, Morten og Jonathan helt forfra. Og heldigvis for det.
I en intim cirkel skabte de tre nye åndsfæller i fællesskab ti spritnye sange. Og resultatet er efter min mening intet mindre end tryllebindende.
Således griber og kærtegner de tre hinandens toner, fraseringer og ord. En smagfuld produktion får hele udtrykket til at svæve ud af højtalerne. Og mit personlige point of no return indfandt sig allerede få sekunder inde i første sang, “Vinter”, hvor Marie Key synger: “Alting kører så hurtigt, tror jeg kører ind til siden”.
Indrømmet, jeg har aldrig været den helt store MK-fan. Men nu er jeg i den grad omvendt. Keys på en gang stærke og følsomme vokal passer perfekt til jazz-rollen. Stemmen står klar. Men samtidig falder den ind som et af instrumenterne.
Det mest magiske af alle de magiske øjeblikke indfinder sig efter min mening i afslutningssangen “Festen”, hvor alting går op i en højere musikalsk enhed
På samme måde formår både McCoy og Bremer til tider at “spille” de ord, som Marie Key synger, så vokal bliver til instrument, og instrument bliver til vokal. Og når Marie senere i “Vinter” synger: “Jeg vil bare standse tiden”, er det præcis, hvad der sker. Tiden går i stå, og som lytter hverken kan eller ønsker man at slippe ud af trioens magiske musikalske univers.
Til trods for den gennemgående lyriske og musikalske harmoni, der kendetegner Lys Finale, finder hverken hjerne eller hjerte dog ro – heldigvis.
Således får talløse musikalske detaljer, som Jonathan Bremers balletagtige basspil i starten af “Verden”, én til at snappe efter vejret. En magisk mellotron trakteret af Morten McCoy får titelsangen til at gå i kredsløb omkring hjertet. Og hele vejen igennem får Maries vokal og lyrik undertegnede til at dåne – ja, den slags er ikke forbeholdt hjælpeløse kvinder i gamle Morten Korch-film.
Det mest magiske af alle de magiske øjeblikke indfinder sig efter min mening i afslutningssangen “Festen”, hvor alting går op i en højere musikalsk enhed. Først kommer Marie Keys lyrik helt op og klinge side om side med Tove Ditlevsen.
‘Nuet er kaotisk – et virvar / Jeg kalder alle dufte / De minder mig om dig / Hver og en.’
Og netop som man tror, at toppen er nået, sker følgende. Bag tangenterne hører Morten McCoy noget i Marie Keys melodilinje – noget, som Marie måske ikke engang selv havde spottet. Med lette fingre tilføjer han nu sangen en ekstra dimension med noget, der lyder som en svingende fransk chanson.
På den opretstående bas supplerer Jonathan Bremer netop med de himmelske harmonier, vi ikke vidste, der manglede. Og således afsluttes et mesterligt album helt oppe på toppen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
