FODBOLD // ESSAY – “For tiden er det godt at være AGF-fan, og det er meget længe siden, at det har været sådan. Ja, faktisk har jeg aldrig oplevet noget, der kan måle sig med disse sidste sekunder af en uforglemmelig sæson.” Det skriver Troels Markussen før Århusklubbens sidste sæsonkamp mod Brøndby i Superligaens mesterskabsslutspil, der uanset udfaldet sikrer “De Hvide fra Fredensvang” det første sæt medaljer i 23 år. I sit essay fortæller han, hvordan klubben og atmosfæren stadion vandt hans hjerte
Jeg er født århusianer, men som 8-årig besluttede mine forældre at flytte til Blokhus ved Vestkysten. Med det samme blev jeg ”ham fra Århus”, og det ændrede sig aldrig. Man kan, i hvert fald i princippet, holde med AaB på de kanter, men sådan var det ikke for mig.
Jeg var fra Århus ligesom mine to ældre brødre. Og de talte stort set ikke om andet end AGF.
Stemningen på stadion, forløsningen og sammenholdet havde fanget mig. Opslugt mig. Jeg ville være en del af dette fantastiske, bøvede, kærlige virvar
Første gang, jeg var på stadion, var en kold 19. april i 1998, på udebane i Aalborg. Jeg var ni år gammel. Mine storebrødre har nok vurderet, at tiden var kommet.
Det var i sæsonen lige efter bronzemedaljen i 1997 – den foreløbigt seneste medalje i AGFs pokalskab – og med de to forudgående sæsoners medaljehøst i frisk erindring kunne mine brødre forsikre mig, at dette års noget mere magre udbytte var under det sædvanlige niveau.
Der måtte være tale om en enlig svale.
AGF vandt kampen 4-2, og da jeg kom hjem, var jeg helt høj. Mit største ønske var nu en hvid AGF-trøje. Der var ikke noget at gøre. Stemningen på stadion, forløsningen og sammenholdet havde fanget mig. Opslugt mig. Jeg ville være en del af dette fantastiske, bøvede, kærlige virvar.
Så ofte som overhovedet muligt lånte vi min mors bil og kørte til Århus for at parkere bilen på Marselis Boulevard og bagefter traske gennem Marselisborgskoven sammen med de andre fans. Før bilen nåede til Århus, skulle vi altid ind på tankstationen i Haverselv og købe den samme menu: tre Faxe Kondi og Tipsbladet.
Sammen med en hakkende cd-afspiller stod TV-2 og Suede for underlægningsmusikken, mens Tipsbladets forudsigelser blev læst op. Hele turen kunne gå med at diskutere disse forudsigelser og på at argumentere for, at AGFs hold faktisk var bedre, end hvad eksperterne måtte påstå. Jokovic, Hallum, Bjerre.
De unge Kure-brødre. Morten Poulsen og Michael Nonbo.
Vi prøvede at gennemskue startopstillingen. Vi lyttede efter teksterne til sangene for at lære dem. Jeg ønskede inderligt at komme over til de store drenge, der stod og sang
Gamle anekdoter blev fortalt, og når én var begyndt på en historie, kunne den anden præcisere og supplere. Jeg sad bagi og forestillede mig det hele. Pokalfinalerne i ‘92 og ‘96, Nantes i Europacuppen, Barcelona i ‘89. Spillere, jeg aldrig havde set spille, betød noget for mig. Troels Rasmussen, Jan Halvor Halvorsson, Per Beck, Jan Bartram, Håvard Flo.
Der var noget mytisk over de navne, og med en stærk kraft tænkte jeg på fordums storhedstid og på et muligt komme af en ny. Den, som vi har ventet på indtil nu.
https://www.youtube.com/watch?v=wko8BiZIJr8
Nå, tilbage til stadionvandringen. Efter spadsereturen gennem skoven kom man til den gamle Marselisborghal til en tiltagende lyd af fans med sange, halstørklæder, forvaskede gamle spillertrøjer og hatte og kasketter. Kampprogrammet, en absolut nødvendighed, kostede 10 kroner. Det kunne jeg læse i, mens mine brødre ordnede de finansielle mellemværender i billetboden. Det kunne i øvrigt tage lang tid, når 10.000 mennesker skulle købe fysiske billetter på stadion.
10.000 forlod langsomt stadion og blev fanget i en flaskehals mod virkeligheden. Voksne mænd uddelte high-fives og kram. Lugten af gammel øl og stadionpølser, sved og dårlig deodorant gav en dejlig duft ned ad Stadion Allé
Ind på stadion for at finde vores pladser. Det optimale var at sidde i midten, for så var jeg med i alle samtaler og fik mest muligt af mine brødres opmærksomhed. Oftest var jeg dog henvist til en yderplads, måske fordi mine analyser ikke var så efterspurgte som deres. Der kunne vi så sidde og spejde, mens opvarmningen stod på.
Vi prøvede at gennemskue startopstillingen. Vi lyttede efter teksterne til sangene for at lære dem. Jeg ønskede inderligt at komme over til de store drenge, der stod og sang. Så snart spillerne gik ud for at klæde om, gik minutterne dræbende langsomt. Jeg var spændt i hele kroppen på at se spillerne komme ind og havde ikke snerten af interesse i at se de mellemgode GF-Sisters, der dansede for at udfylde tomrummet.
Først løb modstanderholdet på banen til buh-råb og mindre pæne fagter. Kort pause. Højttalerne tog hul på indløbssangen “De Hvide fra Fredensvang”. Det bragede ud. GF! GF! Sommerfuglene nærmest fløj ud af min mund nede fra maven. GF!
Når kampen var i gang, kunne spillet ofte være rædderligt, men det rokkede ikke ved fascinationen. Mine pæne og ellers normalt så anstændige storebrødre kunne pludselig flyve op og råbte “ludersøn!” efter en modspiller, hvis han lavede en svinestreg eller filmede. Der gjaldt nogle helt andre regler på stadion end i det normale samfund.
Når kampene blev vundet, var humøret højt i en uge, lige indtil næste søndag klokken 15
Det var en lomme, vi befandt os i.
Ofte sluttede kampene med nederlag og dårligt spil, men fight blev påskønnet næsten lige så højt som en sejr. Når spillerne efter kampen gik hen mod os for at sige tak for opbakningen, følte jeg, at jeg var en del af kampen. Vi havde gjort os fortjent til rosen fra spillerne, og vi vidste, at vi var nogle af de bedste i Danmark – i hvert fald uden for grønsværen. Og når kampene blev vundet, var humøret højt i en uge, lige indtil næste søndag klokken 15.
Gåturen tilbage mod bilen var en vigtig del af oplevelsen. 10.000 forlod langsomt stadion og blev fanget i en flaskehals mod virkeligheden. Voksne mænd uddelte high-fives og kram. Lugten af gammel øl og stadionpølser, sved og dårlig deodorant gav en dejlig duft ned ad Stadion Allé.
På hjemturen skulle der stoppes langs E45 på enten Monarch eller McDonald’s. Når jeg kom tilbage til huset, var det med mit nu lettere krøllede kampprogram i hånden. Midtersiderne var altid centerfold af en spiller, som måtte op på væggen i drengeværelset. Forsigtigt skulle klipsen åbnes, så billedet tog mindst skade. Fire tegnestifter skulle der til for at få det op ved siden af de andre: Bo Nielsen, Nocko Jokovic og Stig Tøfting.
Sommetider kan jeg glemme, at jeg er blevet ældre, når jeg står på stadion. For en stund er jeg sendt små tyve år tilbage og får stadig sommerfugle i maven over at høre Radetzky-marchen, når AGF scorer
Mit AGF-halstørklæde røg også op på væggen. Min mor forstod det ikke, min far slet ikke, men vi tre brødre havde det sammen, og vi forstod hinanden.
Jeg lagde mig til at sove i den samme hvide trøje, som jeg havde haft på på stadion. Jeg lukkede mine øjne og gennemlevede kampen i hovedet.
Siden de tidlige barndomsminder har AGF altid været en kæmpe del af mit liv. AGF vil altid stå for min barndoms frirum, for brødrekærlighed og for en rite om at blive voksen. Blive ligeværdig med mine brødre, alt imens min uskyld forlod mig lidt efter lidt.
Nu er jeg eksiljyde i København, hvor der heldigvis også er andre AGF’ere. Vi har vores eget fællesskab omkring klubben. Vi har forskellige interesser, jobs og værdier. Vi er vidt forskellige, men alligevel helt ens, fordi vi elsker den samme klub.
Sommetider kan jeg glemme, at jeg er blevet ældre, når jeg står på stadion. For en stund er jeg sendt små tyve år tilbage og får stadig sommerfugle i maven over at høre Radetzky-marchen, når AGF scorer. Jeg bliver stadig barnligt ked, når de taber, og håbløst naiv, når de vinder. Men i år ser det heldigvis bedre ud end nogensinde, og bare tænk på, hvad det kan blive til i næste sæson.
Fotos: © AGF / Nikolaj Rønnow
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her