mm

Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.

Udvalg af de seneste bøger:
Langsomheden 1.0 (digte 2015)
Argumenter mod døden (essay 2015)
Lysåret (haiku, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (2016)
Pengeguden (essay 2016)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Den sidste passion (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay 2017)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017)

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jakob Brønnum
på Mobile Pay: 53 60 84 96

Af en politisk aktivists bekendelser

FREDAGSKLUMME – “Ærlighed er som bekendt en sjælden dyd, særligt i politik. Jeg skal alligevel bekende, at jeg deltog i det netop afholdte svenske rigsdagsvalg som politisk aktivist, som det hedder. Og at jeg lærte noget. Jeg lærte noget om mansplaining, nettrolde og Dostojevskij.” Sådan skriver Jakob Brønnum i denne uges fredagsklumme, hvor han filosoferer over mennesket og dets mærkværdigheder. 

Det var første gang, jeg havde deltaget i politik på den aktive måde. Begrundelsen for hvorfor jeg er gået ind i politik, skal nok dybest set ses som en forlængelse af min interesse for californisk rockmusik, særligt for den navnkundige David Crosby, kendt fra The Byrds og Crosby, Stills, Nash & (ind i mellem) Young.

Crosby har skrevet to sange, der har gjort uudsletteligt indtryk på mig og hvis visdom, jeg har fulgt. Den ene er naturligvis ‘Allmost Cut My Hair’ fra Deja Vu (1969). Den anden er ‘Stand And Be Counted’ fra albummet Looking Forward (1999).

For tre-fire år siden opdagede jeg, at den politiske verden ikke var, som jeg havde troet. Jeg troede for eksempel, at mennesker der gik ind i politik havde et egentligt, demokratisk samfundssind, der betød, at de på demokratisk vis kæmper for andre menneskers ret. Undskyld, jeg ved godt det lyder dumt, men det troede jeg altså.

Da valget kom, kiggede de alle sammen smilende på mig, og jeg underforstod, at man forventede, at jeg gik ud på gader og stræder

Jeg havde beskæftiget mig med fagpolitik og kulturpolitik, ikke mindst som mangeårigt bestyrelsesmedlem i Dansk Forfatterforening, og der handler man nemlig sådan. Det er det, det hele drejer sig om.

Nå, jeg lagde mig David Crosbys visdomsord fra den anden sang på sinde (ordene fra ‘Allmost Cut My Hair’ har ligget der i mange år) og meldte mig ind i et politisk parti, det samme parti min morfar – Kurt Heinig hed han – sad i den tyske rigsdag for, da Hitler kom til magten.

Hvorfor dog det? Fordi vi lever i en tid, da vi må rejse os, op fra sofaen, så vi kan tælle med. Demokratiet opstod ikke af sig selv, og det lever ikke af sig selv. Det skal næres, understøttes, underbygges, decideret kærtegnes, og det kan kun ske ved, at man deltager aktivt i det. Det koster noget, det koster tid og bekvemmelighed.

Jeg giver wienerbrød til den, der først kan gætte, hvad partiet er. Wienerbrødet vil blive leveret med PostNord, så det må siges at være på eget ansvar.

De kiggede alle sammen smilende på mig

Efter at jeg havde været medlem et stykke tid, gik jeg ind i noget udvalgsarbejde, og da valget kom, kiggede de alle sammen smilende på mig, og jeg underforstod, at man forventede, at jeg gik ud på gader og stræder og deltog i udbredelsen af det gode budskab.

Der foregår simpelthen en langvarig demokratisk samtale, hvor alle kan komme til orde, blot man holder spillereglerne

Det gjorde jeg så. Jeg gik, som man gør i Sverige, på ”dörknackning” og gik som novice sammen med et lokalt medlem af rigsdagen, der arbejdede særdeles aktivt. Det var en lærerig oplevelse, både i politisk drøftelse og i partiarbejde. Man dækker et helt kvarter, en gruppe medlemmer, og cirka en tredjedel af husstandene åbner, og en del af dem, der åbner, vil gerne tale politik.

Desuden stod jeg ved flere lejligheder på et torv i lokalområdet, hvor jeg sammen med en hel del andre mennesker delte materiale ud og talte med forbipasserende, og endelig havde jeg nogle vagter på byens centrale torv, hvor alle partierne har en ”valstuga,” side om side, altså et lille træhus, dekoreret med partiets farver, logoer og budskaber.

Der bliver det tydeligt, hvorfor man kalder det ”valrörelse” på svensk, altså valgbevægelse og ikke valgkamp. Der foregår simpelthen en langvarig demokratisk samtale, hvor alle kan komme til orde, blot man holder spillereglerne. På torvet går der hver dag i ugevis inden valget hundredevis af mennesker rundt mellem partierne og modtager valgflæsk og taler politik.

Det var ikke så lidt interessant, og her kan man virkelig tale om at stille sig op og være med i optællingen, som David Crosby opfordrer til i sangen. Jeg måtte tage på mig, at jeg var en af ”jer”, når nogen kom og sagde, ”og hvad mener I om …” Eller: ”det, I har gjort med skolerne i den vestlige del af byen, det har I altså ikke gjort godt nok …”

Den lange enetale

Jeg tror, jeg talte med 100-150 mennesker i den tid. Partiet mener at have talt med 1,5 millioner op til valget. Hvad var det så, jeg lærte? Jeg lærte, at der er to slags samtaler, måske tre.

Der var mange mennesker, der kom med åbent sind eller et budskab, de ville drøfte og der var mange spændende og gode udvekslinger. Men jeg oplevede med enestående tydelighed og uimodsigelighed, at mindst 75 pct. af de mænd, jeg talte med, altså voksne mennesker, ikke skolesøgende drenge og unge mænd, havde en ganske bestemt samtaleform. Som ikke var en samtaleform.

De kom hen til én, spurgte om de måtte sige noget, og når man så svarede ja, gik de i gang med en 12-16 minutter lang enetale om et underordnet emne, f.eks. benzinpriserne og Miljøpartiet eller den angivelige mangel på ingeniører i samfundet eller transportstyrelsens manglende evne til at flytte godstrafikken fra landevejen til tog. Det var helt utroligt. Det var mansplaining big time.

Vi er kommet til at lave et overteknokratisk samfund, hvor der ikke er plads til den enkelte som menneske, men kun som funktion

Jeg troede tidligere mansplaining var, når mænd uden at være blevet bedt om det, forklarer kvinder, hvordan verden hænger sammen. Det gør de, dels fordi de er så evigt selvoptagede, dels fordi kvinder har en evne til at lade som om de hører efter den slags, som de fleste mænd ikke gennemskuer. Mansplaining anvendes helt tydeligt også i andre situationer, hvor der er en stum og forestillet lydig modtager, som her overfor politiske partier.

Der var så to variationer af den gruppe. Dem, der under afslutningen af talen, slog fast, at ”det var, hvad jeg havde at sige” og forlod stedet, og dem, der gjorde en pause og ønskede at høre mig svare.

Når jeg så svarede, kom der en interessant reaktion. Også den falder i to variationer, som jeg finder særligt lærerige. Den ene var den rene gentagelse. Manden gentog simpelthen sit synspunkt, og hvis jeg så kom med en anden form for argumentation, end jeg før havde brugt, fordi jeg hørte, at den ikke havde effekt, ja, så gentog han sit synspunkt en gang til. Her begyndte jeg at tænke på nettrolden, som jeg hidtil har betragtet som et nyt fænomen.

Det elegante gearskifte

Den anden variation var det elegante gearskifte. Havde man leveret et svar, som var nogenlunde dækkende, blev der skiftet emne og en ny enetale fulgte, ikke altid med helt logisk sammenhæng med det forrige. Eller faktisk aldrig med logisk sammenhæng med det forrige.

Hvis der blev spurgt til, hvad man har tænkt sig at gøre for at hæve folkepensionen, og man svarer, at den blevet hævet med så og så mange procent, så bliver det næste et argument, der tager udgangspunkt i, at man har mødt en læge af udenlandsk oprindelse, man ikke forstod. Nu var det umuligt ikke at tænke på nettrolden.

Efter valget havde jeg en udveksling på de sociale medier, hvor et sådant elegant gearskifte netop fandt sted for øjnene på mig. Pludselig, i en drøftelse om antallet af stemmer til Sverigedemokraterna (SD), der, som alle ved, jo blev noget lavere end forventet, skiftede min diskussionspartner emne og begyndte at tale om skyderierne i Malmø, som begrundelse for SD’s “valgsejr”.

Mansplaining anvendes helt tydeligt også i andre situationer, hvor der er en stum og forestillet lydig modtager, som her overfor politiske partier

Når jeg så derefter taler om, at vælgertilslutningen til SD intet har med selve indvandringsproblemerne, herunder banderelaterede skyderier, at gøre, men entydigt relateres til kommuner, hvor der er en overvægt af lavtuddannede, finder et nyt elegant gearskifte sted, og manden taler om afghanske, ensomkommende flygtninge og stupiditeten i at lukke papirløse mennesker ind i landet.

Det er jo ikke en politisk argumentation, der gives udtryk for. Det forstår man efterhånden. Det er en generel utilfredshed og en vedholdende, fundamentalistisk kritik af det bestående, som ikke må forveksles med en samfundskritik, for den gruppe er netop ikke samfundskritiske – det er derfor, de tværtimod er fremmedkritiske.

Under alle omstændigheder blev valgresultatet, at de gamle partier tabte, som de gør overalt i den vestlige verden, og det populistiske SD gik frem, ligesom sine skæbnebrødre- og søstre rundt omkring i verden. Men netop ikke så meget, som man troede.

Der kan være flere begrundelser til det, men efter en periode, hvor verdensordenen praktisk taget har undergået revolution siden sidste valg, og der sidder politistiske magthavere, som aktivt, og under anvendelse af almindelig løgn, forringer store dele af befolkningens vilkår og rettigheder i Rusland, USA, Kina, Tyrkiet, Fillippinerne, Polen, Ungarn, Tjekkiet, Østrig, de fleste tidligere sovjetrepublikker, samt en række sydamerikanske lande, og eftersom klassisk, professionel nyhedsformidling er nærmest afløst af uprofessionelle internetsider og deciderede påhit, er det bemærkelsesværdigt, ja, nærmest en halv moralsk sejr for demokratiet og dem, der stod op og lod sig tælle med efter David Crosbys visdomsord, at resultatet blev som det blev.

Det er selvfølgelig ikke slut. Det er først nu, det begynder.

Den største politiske udfordring

Partiernes største udfordring er at genskabe tilliden til det politiske system og indse og forklare den almene befolkning, at roden til utilfredsheden ikke er, at multikulturalismens overtag er nært forestående, som man tror. Utilfredsheden skyldes en historisk udvikling, der stikker langt dybere.

Den bunder i reaktionen på, at man siden 1980’erne har sat statsinstitutioner og velfærdssamfund på smalkost eller solgt dem billigt til private, og at man gennem globalisering af nationaløkonomierne har opfordret virksomhederne til masseudflytning af arbejdspladser til andre lande.

Og at man gennem forsøget på at drive offentlig virksomhed og samfundsfælleskab som erhvervsvirksomhed, har påført millioner af mennesker stress og nedsættelse af arbejdsevne, fordi folk er blevet underlagt rigid målstyring fra morgen til aften, fra vugge til grav.

Det var første gang jeg havde deltaget i politik på den aktive måde. Begrundelsen for hvorfor jeg er gået ind i politik, skal nok dybest set ses som en forlængelse af min interesse for californisk rockmusik

Det er i en virksomheds rimelige og saglige produktionsinteresse at vi fungerer som afgrænsede enheder, der kan skiftes ud, hvis vi går i stykker og at vi derfor ikke bør fylde mere end højst nødvendigt i produktionsleddet – som allerede Henry Ford viste den måbende omverden.

Vi er kommet til at lave et overteknokratisk samfund, hvor der ikke er plads til den enkelte som menneske, men kun som funktion. Det er der jo ingen, der kan holde ud i længden. Det er en nødvendig logik, at vi bliver stressede, mismodige og mere egoistiske.

Partierne må forklare særligt de lavtuddannede grupper i befolkningen, at de for alt i verden ikke må medvirke til yderligere undergravning af samfundsfælleskabet ved at tro, at problemerne skyldes over-indvandring af flygtninge og arbejdskraft, som samfundet tværtimod har hårdt brug for, fordi ingen af landenes befolkning gennem de senere generationer for alvor gider køre bus, feje skolegårde, gøre rent på hospitaler og den slags.

Så kunne det være, at samfundet kunne få ro og overskud til at løse de problemer, der er i  kulturmøderne mellem det demokratiske livssyn og de patriarkalske normer. Et sammenstød, der ikke alene er forbeholdt indvandrere over for det nye samfund. Den ses også i populismen på højrefløjen og den samfundsmæssige fremmedgørelse, som mange på den fløj føler. Som et mig særdeles nærtstående væsen af kvindelig observans og samfundsfaglig indsigt for nylig bemærkede: Sverigedemoraternes vælgere udgør mindst ligeså stort et integrationsproblem, som det, der i Sverige kaldes “de udlandsfødte”.

Kældermennesket

Men det er meget svært. Det er det, jeg har lært af Dostojevskij. I 1860’erne skrev han en roman med titlen Kældermennesket. Den handler om, hvordan et menneske forskanser sig i sine egne samfundsopfattelser, så han er offer for de andres undertrykkelse, lige meget, hvordan man formulerer hans omstændigheder, og samtidig i sin egen opfattelse er den egentlige bærer af samfundets fornuft, hvad de andre bare ikke forstår.

Og hvis de en dag forstod det, og kårede ham som den viseste, fineste og klogeste blandt dem, og åbnede sig for, hvad han havde at give dem, så ville han straks skifte til offerrollen igen og være den undertrykte, der venter på at få, hvad der tilkommer ham. Det er virkelig mærkeligt. Men sådan er det. Alle har oplevet det på nettet, og nu kan jeg tælles blandt dem, der også har oplevet det ansigt til ansigt.

Foto: SVT. Sverigedemokraternas tomme plads i valgdækningen. Partiet udeblev i protest mod at den ansvarshavende chefredaktør for en partilederdebat efter debatten – som loven byder – havde sagt fra overfor en “groft generaliserende bemærkning” om indvandrere. SVT er underlagt de svenske demokratilove, herunder forbuddet mod “hetz mod folkegruppe”, en lov der blev indført som reaktion mod nazismen i 1940’erne. Bemærkningen, der blev sagt fra overfor, bryder angiveligt den lov. SVT har tideligere fået kritik for ikke at leve op til dette.

Kategorier