POLITIK // ANALYSE – Minkrapporten er på trapperne med sin beskrivelse og kritik af regeringens beslutning den 3. november 2020 om at slå danske mink ihjel. Spørgsmålet er, om kritikken bliver så alvorlig, at oppositionen får sit hedeste ønske opfyldt om at stille statsminister Mette Frederiksen for Rigsretten med anklager om grundlovsbrud.
Under alle omstændigheder kommer minksagen ikke til at dø før valgdagen. For sagen passer som fod i hose ind i oppositionens samlede fortælling om en magtarrogant regering, der slettede bevismateriale og tromlede hen over oppositionen og befolkningen.
Minkrapporten vil rejse en kritik, al den stund at Justitsministeriet for længst har udarbejdet en kritisk notits, der påpegede flere fejl og forsømmelser i forløbet. Det er primært fejl af kommunikativ art, men som samlet set har kunnet give minkavlerne et indtryk af, at de havde pligt til at aflive alle deres raske mink i den famøse zone 3, hvor regeringen ikke havde lovhjemmel.
Det helt centrale spørgsmål i minkrapporten bliver, om landsdommer, Michael Kistrup, vil karakterisere statsministerens udmelding på pressemødet den 4. nov. som en ordre til minkavlerne eller blot en orientering til befolkningen og pressen om regeringens beslutning?
En noget tvivlsom sammenligning, da embedsmændene i Minksagen jo netop ikke bare fulgte trop, men tværtimod arbejdede i døgndrift for at få skabt lovhjemmel
Minkavlerforeningen opfattede det som en ordre og har forklaret, at avlerne straks gik i gang med nedslagningerne, hvilket dog er en sandhed med modifikationer, da der stort set ikke blev slået mink ihjel før den 8. nov.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at Minkavlerforeningen i en mail dagen efter skrev til Fødevarestyrelsen, at avlerne ville arbejde med regeringen, og at de heller ikke ønskede at stoppe nedslagningerne efter den 8 nov., hvor det blev klart, at der ikke var lovhjemmel.
Regeringen og embedsmændene hævder derimod, at nedslagningerne i zone 3 foregik frivilligt i hele perioden, fordi avlerne blev tilskyndet af en såkaldt tempobonus, der gav dem 20-30 kr. ekstra pr. skind, hvis de slog deres mink ned inden den 19. nov.
Ministre kan ikke give ordrer på pressemøder
De centrale embedsmænd i Justits- og Fødevareministeriet henholder sig til, at ministre ikke kan udstede ordrer på pressemøder. Det fremgår også af en notits, som Justitsministeriet har udarbejdet. Argumentet understøttes desuden af, at Fødevareministeriets chefjurist, Paolo Drostby, sendte en mail rundt i ministeriet om, at lovhjemlen var under afklaring. Det skete kun få timer, før han fik Mette Frederiksens tale til gennemsyn, som han ingen anmærkninger havde til.
Her er det jo lige værd at huske på, at regeringen jo ikke blev afsløret i ulovligheder
Spændende, hvad minkrapporten når frem til. Hvis Kommissionen læner sig op ad Justitsministeriets notits, vil der lynhurtigt være blå politikere, der vil drage sammenligninger til Støjberg-sagen, hvor en pressemeddelelse blev opfattet som en instruks til embedsværket om at slå hælene sammen og følge trop. En noget tvivlsom sammenligning, da embedsmændene i Minksagen jo netop ikke bare fulgte trop, men tværtimod arbejdede i døgndrift for at få skabt lovhjemmel.
Der mangler et motiv
Mette Frederiksen har forsvaret sig med, at hun ikke har haft noget motiv til at handle ulovligt. Hvad skulle det være? Der var jo et flertal i Folketinget for regeringens beslutning, og hun kunne med lethed have fået en hastelov igennem i løbet af få dage.
Det viste sig så at blive lidt sværere end forventet, da Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen sprang i målet. Det skete, efter han have skrevet til sin folketingsgruppe, at Venstre ville støtte regeringens beslutning og at Venstre ville have gjort det samme, hvis de havde haft regeringsmagten. Stærke kræfter i Venstre fik åbenbart banket deres forholdsvis urutinerede formand på plads.
Kommer minkkommissionen frem til, at nogen har handlet groft uagtsomt, vil hammeren også kunne ramme hårdt
Trods manglende motiv og rygende pistoler slipper Mette Frederiksen nok alligevel ikke for at inkassere kritik, men kritikken kommer ikke til at lyde på, at hun forsætligt har foretaget sig noget ulovligt. For her er det jo lige værd at huske på, at regeringen jo ikke blev afsløret i ulovligheder. Embedsmændene opdagede dagen efter den manglende lovhjemmel og gik i gang med at udarbejde hastelovgivning. De opdagede selv alle fejl og misforståelser undervejs i fx brevet til avlerne og actioncardet.
Alt blev rettet på eget initiativ og regeringen er på intet tidspunkt blevet taget på fersk gerning med hånden nede i kagedåsen.
Hverken politiet, militæret eller andre myndigheder har heller ikke, som oppositionen og pressen ellers længe påstod, været inde i zone 3 og slå mink ihjel. Det faktum har regeringen og embedsmændene brugt som et klart bevis på, at de har rent mel i posen og at beslutningen aldrig blev effektueret.
En af de helt centrale embedsmand i sagen, afdelingschef Tejs Binderup, Fødevareministeriet, er oven i købet gået så vidt som at sige, at ”alt er gået efter bogen.” Det er kommissionen nok ikke helt enig i.
Levet op til sine pligter
Baggrunden for regeringens beslutning var en alvorlig risikovurdering fra Statens Seruminstitut, der sagde, at fortsat minkavl udgør en alvorlig trussel for folkesundheden og effekten af kommende vacciner.
Det kunne regeringen ikke sidde overhørig og dertil kom, at den danske fødevareeksport var truet af, at regeringen havde indberetningspligt til ECDC, der er det europæiske forebyggende covid-center.
I tilfælde af et lovbrud, har det altså ikke været forsætligt. Regeringen kender godt ministeransvarslovens paragraf 5, og har under hele forløbet slået på, at den har levet op til alle sine pligter.
Sms’erne har aldrig været tiltænkt offentlighedens skue, men de har givet et sundt indblik i magtspillet bag facaden. Nogen rygende pistol har de dog ikke gemt på
Tilbage er så graden af uagtsomhed. Kommer Minkkommissionen frem til, at nogen har handlet groft uagtsomt, vil hammeren også kunne ramme hårdt i form af rigsret eller tjenestemandssager, hvad angår embedsmændene.
Fødevareministeriet spiller en absolut hovedrolle i hele Minksagen. Daværende fødevareminister Mogens Jensen deltog på K-udvalgsmødet den 3. november med sin departementschef, Henrik Studsgaard, der ikke lige havde hjemmelsproblemet ”top-of mind” på mødet.
Studsgaard har længe været udset som den helt store skurk i sagen, men retfærdigvis skal det siges, at han kom rimelig stærkt tilbage med plausible forklaringer under sin genafhøring i april. Han slipper dog næppe for at få nogle hårde knubs i minkrapporten – og skal prise sig lykkelig, hvis han slipper uden en tjenestemandssag. Han burde have råbt op K-udvalgsmødet.
Mogens Jensen har som bekendt allerede betalt prisen i form af sin ”fyring” for ministeriets rodede håndtering af sagen. Enhedslisten tabte tilliden til ham og så var der kun en vej. Teoretisk vil han stadig kunne stilles for en rigsret, men at aflive ham to gange vil være politisk meget avanceret og først og fremmest skal grundlaget jo være til stede.
Slettede sms’er holder gryden i kog
Minksagen har også været en sms-sag. Grundet omstændighederne med corona og virtuelle møder har det føget i luften med kulørte sms’er fra især Barbara Bertelsen, hvoraf eksempelvis ”hvornår lægger I jer ned og ruller jer” nok går over i historien og bliver en evergreen.
Sms’erne har aldrig været tiltænkt offentlighedens skue, men de har givet et sundt indblik i magtspillet bag facaden. Nogen rygende pistol har de dog ikke gemt på.
Sletningerne vil fastholde billedet af en skummel statsminister, der fjerner beviser og skifter telefoner, som vi andre skifter undertøj
Mette Frederiksen satte den automatiske slettefunktion til i juni 2020 – altså flere måneder før nogen drømte om en kommende minksag.
Men mon ikke kommissionen alligevel vil udtrykke en utilfredshed/kritik over de automatiske sletninger, der kan kollidere med journaliseringspligten? – og under alle omstændigheder vil de være oppositionens halmstrå og med til at holde gryden i kog. Sletningerne vil fastholde billedet af en skummel statsminister, der fjerner beviser og skifter telefoner, som vi andre skifter undertøj.
Hvis er ansvaret?
Barbara Bertelsen gav under sin første afhøring en juridisk lektion i grundlovens paragraf 14 om det ministerielle sektoransvar. Sagt på godt dansk, så lagde hun hele ansvaret for den manglende lovhjemmel over i Fødevareministeriet, selv om beslutningen blev truffet i K-udvalget med Mette Frederiksen for bordenden.
Juridisk er det givetvis rigtigt. Alle de andre afhørte departementschefer, som fx Slotsholmens nestor, Michael Dithmer fra Erhvervsministeriet med 26 år i bagagen og hundredvis af K-udvalgsmøder, støttede den forklaring. Ansvaret for en beslutning ligger i det ressortministerium, der har lovgivningen. Altså i Fødevareministeriet.
Det bliver svært for Minkkommissionen at trumfe grundloven, men derfor kan der godt lyde en kritik af, at Mette Frederiksen ikke bad om 10 minutters læsepause, da det sidste materiale til K-mødet nåede frem kun fem minutter før mødestart kl. 21.30.
Og selv om departementsråd, Pelle Pape – ham med ‘luk lortet’ – har forklaret, at han ikke arbejder i arkivaliebranchen, vil rapporten sandsynligvis udtrykke kritik af Statsministeriet og især Barbara Bertelsen for ikke at have læst bilagsmaterialet igennem umiddelbart efter mødet. Det kunne måske have fået en klokke til at ringe, da to beskrevne modeller i materialet ikke havde lovhjemmel og i øvrigt havde mange lighedspunkter med den beslutning, der blev truffet.
Mette Frederiksen bærer et politisk ansvar
Selv om Mette Frederiksen næppe kommer til at bære et retligt ansvar jf. ministeransvarsloven, vil hun under alle omstændigheder kunne pålægges et politisk ansvar, der fx udmønter sig i en alvorlig næse. Mon ikke hun lever med det, hvis det kommer dertil?
Forudsat, at rapporten taler om grov uagtsomhed i Stats-, Fødevare- eller andre ministerier, vil oppositionen henvise til ministeransvarsloven paragraf 4 om medansvar for ministre, der har deltaget i en ulovlig beslutning. I givet fald taler vi her om seks ministre på anklagebænken og det kommer næppe til at ske.
Venstre, Kons, LA og NB har således længe haft blodsmag i munden – også så meget, at det en gang imellem har knebet med at holde tungen lige i munden, så løse udokumenterede påstande har fået frit løb
I virkeligheden blev beslutningen truffet af sundhedsminister Magnus Heunicke, der flere gange under K-mødet blev spurgt, om det var nødvendigt at slå alle mink ihjel. Hver gang svarede han bekræftende.
Få dage før han blev afhørt i kommissionen, afleverede han pludselig en privat notesbog, hvori han havde forsøgt at tage referat fra K-udvalgsmødet. Det faldt mildest talt ikke i god jord, at notesbogen ikke var blevet udleveret før, og i øvrigt bragte den mere forvirring end klarhed over, hvad der rent faktisk var blevet sagt på K-udvalget.
Magnus Heunicke vil få kritik for ikke at have efterkommet Minkkommissionens ønsker om at få udleveret alt materiale noget tidligere.
Actioncardet vil få kritik
Rigspolitiet må også imødese kritik for ikke at have kvalitetssikret det såkaldte actioncard, som 60 politikadetter brugte til at ringe rundt til minkavlerne.
Kortet havde en lettere mafiaagtig truende formulering, i tilfælde af at avlerne sagde nej til at lukke myndighedspersoner ind og tælle mink op af hensyn til beregningen af tempobonus.
Det vil kunne vende op og ned på dansk politik de næste mange år og sende Socialdemokratiet i frit fald, som det skete for Konservative efter Tamilsagen
Kommissionen kommer nok til at udtrykke en kritik af politiets håndtering, men vil nok heller ikke kunne pege på direkte ulovligheder. Som rigspolitichef Thorkild Fogde sagde under sin afhøring:
”Dansk politi foretager sig ikke noget ulovligt.” Glemt var åbenbart alt om Tibetsagen, da han i januar satte sig til rette i vidneskranken i Retten på Frederiksberg.
Oppositionen får blodsmag i munden
Når minkrapporten på mange tusinde sider er afleveret, vil politikerne igen demonstrere deres evne i dynamisk hurtiglæsning. Der vil ikke gå mange timer, før de første udmeldinger når pressen, og de blå partiers reaktioner vil være lige så forudsigelige som amen i kirken.
Venstre, Kons, LA og NB har således længe haft blodsmag i munden – også så meget, at det en gang imellem har knebet med at holde tungen lige i munden, så løse udokumenterede påstande har fået frit løb. Som fx:
• at flere minkavlere havde begået selvmord som følge af beslutningen,
• at politiet og militæret havde slået mink ihjel i zone 3,
• at Mette Frederiksen allerede har erkendt grundlovsbrud,
• og at der manglede lovhjemmel til den såkaldte tempobonus, der skulle få minkavlerne til at fremskynde nedslagningen af deres mink mod til gengæld at få en præmie på 20-30 kr. ekstra pr. skind.
Dertil kommer en mildest talt kritisabel støtte til et borgerforslag i april 2021 om at stille Mette Frederiksen for Rigsretten. En støtte, som de ovenikøbet gav, efter at minkkommissionen var nedsat til at undersøge forløbet, hvilket ”ikke ligefrem var vores finest hours”, som LA’s leder, Alex Vanopslagh har udtrykt det.
Er kritikken meget hård og peger den på direkte ulovligheder og bruger ordene ”forsætligt” eller ”groft uagtsomt” er der til gengæld ingen nåde
De blå vil øjeblikkelig kræve rigsret, eller i det mindste en advokatundersøgelse af rapporten. Dernæst vil de falde over De Radikale og Enhedslisten, der ikke som i Støjbergsagen på forhånd vil love at sætte advokater til at læse Minkrapporten med henblik på at vurdere, om kritikken er skarp nok til at bære en rigsret.
Her glemmer de blå blot at fortælle, at Rigsretten aldrig var blevet nedsat, hvis Lars Løkke Rasmussen eller et flertal i Folketinget havde fyret Støjberg efter Ombudsmandens skarpe kritik i april 2016.
Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, har udtalt, at hun først vil læse rapporten og vurdere, om radikale vil udtrykke en kritik gennem de normale politiske virkemidler – det vil sige ved næser eller gennem mistillid.
Er kritikken meget hård og peger den på direkte ulovligheder og bruger ordene ”forsætligt” eller ”groft uagtsomt” er der til gengæld ingen nåde. Hverken hos Radikale eller hos Enhedslisten.
Det vil kunne vende op og ned på dansk politik de næste mange år og sende Socialdemokratiet i frit fald, som det skete for Konservative efter Tamilsagen.
Læs mere om Minksagen i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
