covid-19

Når vores stamme rammes af covid-19

i Liv & Mennesker/Danmark af
COVID-19 // KRONIK – “Krisen er global, det er en pandemi, som i skrivende stund har kostet godt 1,5 millioner mennesker livet. Derfor må de nationale samfund reagere med forbud, påbud og restriktioner. Og så kommer vi til problemet. Stammesamfundene rundt omkring i de nationale samfund har ofte deres helt egen opfattelse af covid-19,” skriver Peter Schjødt, der foreslår at gøre det til et politisk tema, hvordan håbet også kan knyttes til forsoning midt i den konfliktfyldte virkelighed.

På én og samme tid lever vi i tre verdener: stammen, det nationale samfund og det globale samfund. Det er ikke noget nyt, men i forbindelse med covid-19 viser det sig, hvor svært det kan være at orientere sig mellem disse tre verdener.

Krisen er global, det er en pandemi, som i skrivende stund har kostet godt 1,5 millioner mennesker livet. Derfor må de nationale samfund reagere med forbud, påbud og restriktioner. Og så kommer vi til  problemet. Stammesamfundene rundt omkring i de nationale samfund har ofte deres helt egen opfattelse af covid-19.

Læser man opslag om, hvordan covid-19 er sat i værk af Bill Gates eller en global magtelite, så sikrer algoritmerne, at man møder ligesindede

Mennesket er et stammevæsen; vores identitet og følelse af tilhør kommer fra de nære omgivelser og kun i begrænset omfang fra det større nationale samfund, og slet ikke fra det globale samfund. I den moderne verden betyder “det nære” imidlertid ikke kun det nære i fysisk forstand, som noget stedbundet.

I cybersamfundet betyder nærhed også nærhed og tilhør i forhold til meninger, holdninger, oplevelser og identifikation. Det drejer sig om nærhed i forhold til andre, som synes det samme som én selv, og den slags nærhed findes langt hurtigere på de såkaldte “sociale” platforme som Twitter, Facebook, YouTube o.l. end i den virkelige sociale verden.

Disse sociale platforme har indbyggede algoritmer, som pr. automatik sender os i armene på andre, der mener det samme som os. Søger man opslag om, at covid-19 bare er en almindelig og uskadelig influenza, så vil man løbende modtage nyheder fra kanaler, som understøtter dette synspunkt.

Læser man opslag om, hvordan covid-19 er sat i værk af Bill Gates eller en global magtelite, så sikrer algoritmerne, at man møder ligesindede. Det sker selvfølgelig også, hvis man læser opslag på nettet om, at masker ikke virker, at vaccine er skadelig, at antallet af døde, som følge af covid-19, er vildt overdrevet, at regeringens restriktioner er et angreb på den personlige frihed, og at Danmark derfor har udviklet sig til et totalitært samfund.

WHO: Vi skal tage videnskabs-skepsis alvorligt

På den måde opstår der en slags e-tribalisme, en elektronisk stammedannelse, hvor meningsfæller mødes og opbygger en helt egen lukket og uigennemtrængelig verden, som skaber sandhedsværdi og bliver moralsk gyldig i forhold til både det nationale og det globale samfund. Her bliver man aldrig alene med konspirationsteorier om, at vaccine mod covid-19 vil indeholde mikrochips, så vi bliver styret gennem 5G-netværket, eller at covid-19 slet ikke findes.

Verden er uforståelig, uretfærdig og slet ikke til at stole på. Hvis man ikke selv ofte har den følelse, så er der vist noget, man ikke vil tænke på. Men det er også denne ubehagelige sandhed, som gør det muligt at tro på konspirationsteorier og slutte sig sammen i grupper på internettet, hvor medlemmerne hjælper hinanden i kampen for at få afsløret sandheden om, at covid-19 er menneskeskabt for at udslette en stor del af verdens befolkning.

En undersøgelse fra Massachusetts Institute of Technology viser, at falske nyheder på Twitter spreder sig seks gange hurtigere end sande nyheder. Det sørger bl.a. algoritmerne for og derfor har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advaret om, at det kan koste liv, hvis vi ikke tager det alvorligt, at der findes mange, som ikke tror på det videnskaben dokumenterer, men betragter det som fake news.

De giver folk en følelse af psykologisk trøst: Følelsen af at de ikke er underlagt tilfældighedens nåde, at de ikke er alene, men deler sandheden med andre ligesindede

Resultatet af denne tendens er f.eks., at hver fjerde franskmand, hver femte brite og hver femte spanier ikke tror på de officielle covid-19 dødstal, men mener, at regeringerne eller magtfulde grupper bevidst overdriver disse tal. Omkring 38% af amerikanerne, 36% af ungarerne, 30% af italienerne og 28% af tyskerne mener heller ikke, at dødstallene er til at stole på, skriver den britiske avis The Guardian.

Psykologen Stephan Lewandowsky fra Universitetet i Bristol kommenterer denne undersøgelse og siger bl.a., at enhver skræmmende begivenhed – en pandemi, en masseskydning o.l. – der fratager mennesker følelsen af kontrol, vil føre til en spredning af sammensværgelsesteorier.

Dette bekræfter den tyske filosof Peter Sloterdijks hypotese om, at vi mennesker har brug for immunitetsskabende rum, ikke kun fysiske beskyttelsesrum, men mentale rum, som vi kan trække os tilbage til for at finde mening og kontrol med begivenhederne i vores omverden, når de bliver kaotiske, skræmmende og farlige.

Den slags immunitetsskabende rum kan være at arrangere fællessang fra altanerne, eller bruge de sociale medier til at skabe erstatninger for den manglende sociale kontakt og tryghed i virkelighedens covid-19 verden. Men som psykologen Stephan Lewandowsky siger, så kan det også være at slutte sig sammen i grupper på de sociale medier, hvor der udvikles og spredes konspirationsteorier.

De giver folk en følelse af psykologisk trøst: Følelsen af, at de ikke er underlagt tilfældighedens nåde, at de ikke er alene, men deler sandheden med andre ligesindede og gør fælles modstand mod dem, som spreder løgne om alt for høje dødstal og spreder covid-19 for at dræbe befolkningen, eller prøver at undertrykke friheden gennem en totalitær magtovertagelse ved hjælp af mundbind og massedrab på mink.

Informationsalder og misinformationsalder

På den ene side er covid-19 den første pandemi i historien, hvor teknologi og sociale medier kan bruges til at sprede viden og koordinere handlinger, så bekæmpelsen kan gøres langt mere effektiv og omfattende. På den anden side advarer WHO om, at den selv samme teknologi med sociale platforme også gør modstanden mod bekæmpelse af covid-19 langt mere effektiv.

Den styrker en infodemic, som fortsætter med at underminere den globale indsats til bekæmpelse og kontrol af pandemien.

Vi har en samtidig informationsalder og misinformationsalder. Men de falske nyheder når ud til flere mennesker end de sande. Det skyldes bl.a. teknologiens indbyggede muligheder med algoritmer. Men den automatiske spredning af sande hhv. falske nyheder foregår imidlertid i samme tempo, så der er alligevel en anden faktor som gør, at de falske og løgnagtige nyheder spredes hurtigere end de sande.

Undersøgelser viser således, at denne hurtige spredning skyldes, at mennesker har større tilbøjelighed til at dele falske og løgnagtige nyheder.

Vi kan ikke anerkende, at der skulle være nogen form for sandhed i konspirationsteorierne om, at hele verden styres af en hemmelig elite, og netop derfor bliver vi jo en del af indholdet i “de andres” konspirationsteori

Som ethvert stammeagtigt fællesskab er disse elektroniske fællesskaber bygget op omkring den tryghed og beskyttelse, som en rigid struktur giver, hvor der ikke efterlades plads til tvivl, refleksion og selvkritik. Derfor er der heller ikke så meget plads til kritisk at overveje om en ny konspirationsteori skal deles eller ej. Dét er ikke de bedste forudsætninger for at nærme sig andre, som mener noget andet, eller for at optage en viden, som kunne problematisere ens egen.

Men det er netop denne stive struktur, som er sammenhængskraften i stammedannelsen. Nettets sociale platforme er kongevejen til e-tribalisme – den stammedannelse, der opstår med fællesskaber, som udelukkende bygger på sammenhold gennem spredning af holdninger, meninger, følelser og frygt. Her skabes et betryggende “vi”, i forhold til “dem” – og “de andre”.

Både jeg selv, og de mennesker jeg omgås i mine fysiske og digitale fællesskaber, abonnerer også på et billede af virkeligheden, nemlig det, som videnskaben, WHO og sundhedsmyndighederne står for. Vores sandheder er de andres løgne, og omvendt. Vi kan ikke anerkende, at der skulle være nogen form for sandhed i konspirationsteorierne om, at hele verden styres af en hemmelig elite, og netop derfor bliver vi jo en del af indholdet i “de andres” konspirationsteori.

Men vi mener, at covid-19 er en virkelig pandemi, at den dræber og at vi må gøre alt for at bekæmpe den – alt fra masker til social afstand og nedlægning af minkfarme. Men vi ser også, at de covid-19-skeptiske grupper stiger i antal, at tilliden til de politiske og videnskabelige myndigheder rundt omkring i verden falder; at stadig flere mener, at covid-19 er et fupnummer.

Fremtidens store dilemma

Disse grupper kræver anerkendelse og respekt for deres frihed til ikke at gå med masker, ikke at holde social afstand, ikke at lade sig vaccinere, ikke at stoppe med at rejse. Som vi f.eks. kan se i en reportage på TV2s nyheder om danske turister, som trods myndighedernes advarsler alligevel tager til Gran Canaria med den begrundelse: “Jeg synes, de danske myndigheder tager fejl.”

Denne lille sætning udtrykker fremtidens store sociale dilemma. Vi har en rejselysten turist, som “synes”, at samfundets politiske og videnskabelige myndigheder tager fejl i vurderingen af covid-19. Vi hører andre, som ikke “synes”, at den globale opvarmning er menneskeskabt, eller “synes” at den slet ikke findes. Det at “synes” eller at “føle” er blevet det primære argument for at kræve plads til ens egen opfattelse af virkeligheden. Jeget er blevet det bedste argument, som den danske filosof Peter Thielst siger.

modsætningerne må tages alvorligt som modsætninger, og derfor må vi kræve noget af hinanden, som samfundsborgere

Dette er et umuligt grundlag for dialog, også fordi der meget ofte gribes til hate speech, trusler og aggressioner på de sociale medier, hvis andre mener noget andet, eller blot kræver argumenter af den mere gammeldags slags, som ikke kun bygger på, hvad der “synes” og “føles”.

Det er ikke vejen frem mod en ligeværdig dialog, som kan gøre begge parter klogere og mere forstående overfor hinanden. Det er blot kravet om, at man har lov til at have ret på baggrund af en følelse, holdning eller noget man lige synes. Det er den måde, moderne stammedannelse begynder.

Hvordan løses det sociale dilemma, hvor tribalismen – den moderne stammedannelse – mere og mere løsriver sig fra det nationale og globale samfunds behov for argumentation, forhandlinger og drøftelse af fælles strategier for, hvilke problemer der skal løses og hvordan?

Det er umuligt at tilslutte sig en relativistisk position, hvor den ene sandhed anses for at være lige så god som den anden. Men modsætningerne må tages alvorligt som modsætninger og derfor må vi kræve noget af hinanden, som samfundsborgere.

Fællesskabets principper belastes

Vi har set, hvad modsætninger kan udvikle sig til, når de udnyttes politisk af en kynisk præsident som Donald Trump. Derfor er det grundlæggende spørgsmål, hvordan det stammevæsen, som homo sapiens (“det tænkende menneske”) er, alligevel kan skabe og opretholde politiske enheder som de nationale samfund? Hvad indebærer det at være menneske i en fælles verden med problemer, som kun kan løses i fællesskab, når vores samtid viser stadig flere eksempler på destruktiv og aggressiv tilbagetrækning til stammens logik – som er konfrontationens blinde og døve “os imod dem”.

Hvordan skal vi i fremtiden overleve som individer, samfund og klode i det konstante spændingsforhold mellem det individuelle, det samfundsmæssige og det globale? Fællesskabets fine principper bliver belastet til det yderste, når vi som individer skal forholde os til store samfundsmæssige og globale problemer og indse, at vi er i samme båd som millioner af mennesker – som vi ikke kender, og slet ikke er enige med, og som vi ofte føler os truet af.

De har endda forsøgt at skabe nye konflikter, fordi det er langt lettere at udnytte uforsonlige modsætninger til at skabe opmærksomhed, end det er at tematisere mulighederne for forsonlighed som det vigtigste

Det har vist sig, hvor let og fristende det er for både medier og politikere at udnytte den slags modsætninger og konflikter i befolkningen til egen gevinst. Politisk set er dette naturligvis udtryk for en overgivelse til det populistiske. Trangen til denne overgivelse har tilsyneladende været større end langt de fleste politiske partier og medier kunne modstå.

De har valgt at bruge krisen i forbindelse med covid-19 til at uddybe og skærpe konflikter i samfundet – og har endda forsøgt at skabe nye konflikter, fordi det er langt lettere at udnytte uforsonlige modsætninger til at skabe opmærksomhed, end det er at tematisere mulighederne for forsonlighed, som det vigtigste.

Politisk er det ikke en opgave at holde et samfund konfliktfrit, men at finde veje til i fællesskab at opretholde mulighederne for konflikter. Det er ikke nok bare at opstille nye utopier. Utopi er græsk og betyder ikke-sted. Samtidig skal vi huske, at i Thomas Mores (1478-1535) berømte bog Utopia fra 1517 var der tale om en ø.

Landet Utopia havde oprindeligt været en del af fastlandet, men så besluttede beboerne sig for at etablere en bred kanal hele vejen rundt, så Utopia blev en ø og ikke længere havde nogen kontakt med den opgivende verden. Utopia blev idealsamfundet, fordi der ikke var nogen uenige til at forstyrre enigheden.

Dette er et typisk udtryk for menneskelig stammementalitet: Det er “de andre”, som giver problemerne, dem som ikke er enige med os. Men på den måde kommer håbet udelukkende til at knytte sig til adskillelsen mellem mennesker. Vi må gøre det til et politisk tema, hvordan håbet også kan knyttes til forsoning midt i den altid konfliktfyldte virkelighed, som vi aldrig slipper af med.


LÆS ALLE PETER SCHJØDTS ARTIKLER HER


Foto: Wikimedia Commons

What do you want to do ?

New mail

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”.

Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske.

I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.

Seneste artikler om Liv & Mennesker