ADOPTION // KRONIK – Bag idealet om barnets bedste opererer et lukket og profitstyret anbringelsessystem, hvor økonomiske og institutionelle hensyn ofte trumfer barnets reelle behov, skriver Marie Broberg. Børn i udsatte positioner risikerer at blive diagnosticeret, disciplineret og glemt frem for lyttet til og forstået.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi taler gerne om børn i Danmark. Vi taler om deres trivsel, deres tarv, deres fremtid. Vi har ministerier og styrelser og tusindvis af fagpersoner, der alle er sat i verden for ”at sikre barnets bedste”.
Men bag alle hensigtserklæringerne gemmer der sig et system, som i praksis agerer med brutal effektivitet – uden at lytte til de stemmer, det selv former og forstummer. Et system, som har udviklet sig til en mekanisme, hvor mennesket reduceres til målgrupper, og barndommen til en forvaltningsopgave.
Det danske anbringelsessystem er i dag præget af en strukturel og ideologisk forråelse, som alt for længe har fået lov til at operere uden reelt indblik eller modspil
Det danske anbringelsessystem er i dag præget af en strukturel og ideologisk forråelse, som alt for længe har fået lov til at operere uden reelt indblik eller modspil.
Der er tale om en sektor, hvor økonomiske incitamenter, politisk signalpolitik og faglig uvidenhed smelter sammen i en giftig cocktail, som rammer de mest udsatte børn med kirurgisk præcision.
Ikke for at hele dem – men for at tilpasse dem et system, som selv er blevet sygt.
Et industrikompleks forklædt som omsorg
Adoption og anbringelse udgør i dag et lukrativt økosystem, hvor der tjenes penge på børn i mistrivsel. Plejefamilier modtager honorarer, som mange offentligt ansatte må kigge langt efter. Private opholdssteder drives som forretningsmodeller, og konsulenter og tilsynsfolk udveksler opgaver i et netværk, hvor grænserne mellem myndighed og profit er blevet udvisket.
Det handler ikke længere om barnets tarv. Det handler om kapacitetsstyring, målopfyldelse og institutionslogik. Om at systemet holder sig selv i live. Børnene er brikker. De voksne er forvaltere. Menneskeligheden er reduceret til fagtermer og sagsnumre.
Et af de mest foruroligende fænomener i dette system er den såkaldte tvangstilknytning. Barnet fjernes – ofte uden fuld dokumentation for nødvendigheden – og placeres i nye relationer, som det forventes at knytte sig til hurtigt og ubetinget. Når denne tilknytning naturligt fejler, stilles der ikke spørgsmål ved systemets metoder, men ved barnets evne. Resultatet: en diagnose.
Når denne tilknytning naturligt fejler, stilles der ikke spørgsmål ved systemets metoder, men ved barnets evne
Tilknytningsforstyrrelse er blevet den moderne aflad – en psykiatrisk etiket, der gør det muligt at forklare barnets reaktioner på systemets egne overgreb uden at tage ansvar. Det er ikke strukturen, der problematiseres, men barnet, der patologiseres. Barnets nervesystem skal reguleres – ikke systemets praksis.
Det er psykiatrisering forklædt som hjælp – en form for terapeutisk disciplinering, der fastholder barnet i en rolle som behandlingskrævende frem for systemskadet.
Systemets blinde tiltro til sig selv
En af de mest gennemgribende og skadelige mekanismer i anbringelsessystemet er den udbredte forestilling om, at fagpersoner – særligt socialrådgivere og psykologer – per automatik ved, hvad der er bedst for barnet. Dette på trods af, at mange mangler grundlæggende indsigt i traumer, tilknytningsteori og relationel udviklingspsykologi.
Alligevel udtaler de sig med autoritet, skriver vurderinger og træffer vidtrækkende beslutninger – ofte efter ganske få møder eller observationer. Det relationelle reduceres til skemaer og målinger, og børns adfærd tolkes oftere ud fra systemets behov for kontrol end ud fra en forståelse for overlevelsesstrategier og nervesystemets respons på omsorgssvigt.
Denne form for institutionaliseret arrogance fører til, at børn mister deres stemme. Ikke bare én gang – men igen og igen, i mødet med voksne, der hævder at vide bedst, men ikke formår at se, hvad det faktisk vil sige at være barn i kaos.
Det relationelle reduceres til skemaer og målinger, og børns adfærd tolkes oftere ud fra systemets behov for kontrol end ud fra en forståelse for overlevelsesstrategier
Samtidig hersker der en grundlæggende – og dybt problematisk – antagelse i hele systemet: at en plejefamilie eller adoptivfamilie per definition udgør et bedre og tryggere alternativ end barnets biologiske forældre. Ikke på baggrund af reel viden eller dokumentation, men som en kulturelt indlejret forestilling.
Biologiske forældre bliver systematisk overvåget, dokumenteret og mistænkeliggjort. Plejefamilier og adoptanter derimod mødes med institutionel tillid og status – selv når advarslerne står tydeligt i barnets adfærd.
Det skaber grobund for, at børn vokser op i plejefamilier præget af vold, overgreb og psykisk nedbrydning – uden at nogen griber ind. For hvem lytter man til? Et barn, der protesterer – eller den statsautoriserede familie?
Når overgreb sker i disse ”udvalgte” rammer, bliver systemets selvtillid det farligste af alt. For det nægter at lytte, fordi det ikke tror, det kan tage fejl.
Vi må turde tale om korruption – også når den hedder børnevelfærd
Vi undgår ordet. Men det er det, vi taler om. Når aktører går igen i både rådgivning, tilsyn og udførelse. Når der tjenes penge i ét led og føres tilsyn i det næste. Når private konsulenter udformer handleplaner, som deres kolleger senere skal føre ud i livet. Det er systemisk inhabilitet – og i praksis: korruption.
Det værste er ikke, at det sker. Det værste er, at vi tillader det. Fordi det sker under fanen barnets bedste. Fordi det lyder pænt. Og fordi ingen har lyst til at være den, der sætter spørgsmålstegn ved en sektor, der hævder at beskytte børn.
Men sandheden er, at børn alt for ofte bliver genstande for et selvopretholdende system. Et system, der hellere justerer barnet end sig selv.
Vi har som samfund svigtet de børn, vi hævder at ville beskytte. Ikke på grund af manglende intentioner – men på grund af et system, der er blevet afhængigt af sin egen magt og sine blinde rutiner.
Vi må tilbage til den grundlæggende sandhed, at ingen institution – uanset hvor velmenende den er – kan erstatte den kærlighed, som opstår i reel relation
Det her handler ikke om at være imod anbringelser. Det handler om at turde se på dem med åbne øjne. Det handler om at spørge: Hvem gav staten retten til at definere kærlighed, familie og tilknytning – uden selv at kunne rumme konsekvenserne?
Vi kan ikke længere tillade, at børn bliver klienter i et selvkørende system. Vi må turde lytte, før vi handler. Reflektere, før vi griber ind. Og vigtigst af alt: Vi må tilbage til den grundlæggende sandhed, at ingen institution – uanset hvor velmenende den er – kan erstatte den kærlighed, som opstår i reel relation.
Ikke al omsorg kan forvaltes. Og ikke al skade kan helbredes med systemets egne midler.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og