TV // ANMELDELSE – Med sin virtuose form fortæller Adolescence historien om teenagedrenge, der i skæret fra computerskærme dyrker giftig maskulinitet og ekstremt kvindehad, mens forældre og samfund ser passivt til – alt imens medierne giver kilometerlange spalter og uendelige sendeminutter til kritikere af den såkaldte woke-kultur. Det er en historie, der sætter sig fast.
BOOM – klokken er 6.30 om morgenen. Politiet smadrer døren på et trøstesløst rækkehus i et nordengelsk arbejderkvarter.
“Det er politiet, læg jer på gulvet!” “Hvad foregår her? Der er to børn i huset!” Råben og skrigen. Realtid. Skrig, panik, forvirring. En politirazzia er i gang.
Politiets specialstyrker ransager familien Millers hus i et hektisk tempo, som skaber en følelse af uro og spænding. Husets 13-årige søn, Jamie, bliver siddende i sin seng, anholdt, mistænkt for mordet på sin klassekammerat, Katie. Han har stukket hende ihjel med syv knivstik. Den unge dreng tisser i bukserne af angst, mens han benægter og bevidner sin uskyld. Åbningsscenen i Netflix-serien Adolescence er voldsom, intens og medrivende.
Slutscenen er smertefuld, knuser hjerter og bringer tårer frem
Den nye engelske tv-serie er tæt på at være perfekt TV. Serien om den 13-årige skoledreng Jamie, der bliver anklaget for at have dræbt en pige fra klassen, vækker en urolig genklang. Den viser, hvordan de sociale medier lægger et ubegribeligt pres på ungdommen og kan føre en toksisk maskulinitet videre ud i samfundet.
Med sin virtuose form, hvor alle fire afsnit er optaget i en lang, sammenhængende kameraføring, sidder man med en nærhedsfornemmelse, som til tider oser af skønhed og intimitet, mens man i andre øjeblikke fyldes med angst og ubehag.
Fire skarpe afsnit
Instruktøren Philip Barantini har sammen med manuskriptforfatter Jack Thorne (Toxic Town) og skuespiller Stephen Graham (der i serien spiller Jamies far) samt fotograf Matthew Lewis skabt en kortserie på fire afsnit.
Serien står ikke alene på skuldrene af den stolte, engelske filmtradition for socialrealisme, men udvikler og udforsker også dynamikkerne inden for ungdomsfortællingen.
De fire episoder har hver deres fokus:
Første afsnit
Dagen efter mordet bliver Jamie anholdt, afhørt og møder sin advokat. Chokket, tårerne og forvirringen præger hans forældre og søster. På politistationen konfronteres Jamie og hans far med overvågningsbilleder, der viser Jamie begå mordet. Faren er til stede under afhøringen og støtter sin søn trods de chokerende beviser.
Episoden illustrerer også det klasseopdelte England, hvor blikkenslagerfaren står i skarp kontrast til de sociale koder, han møder hos advokaten og politiet.
Andet afsnit
På skolen dagen efter anholdelsen er efterforskerne til stede for at indsamle yderligere information om mordet og relationen mellem Jamie og Katie. De bliver opmærksomme på skolens udfordrende miljø og de komplekse dynamikker mellem eleverne.
Det viser sig, at Jamie og hans venner var socialt isolerede, og at Katie havde mobbet Jamie online ved at kalde ham en “incel”.
Med sin autentiske naturalisme samlede Owen Cooper et billede af en bange, gådefuld og forvirret teenager.
Begrebet, som kan være ukendt for ældre seere, betyder “ufrivillig jomfru” og refererer til personer, der har svært ved at finde romantiske eller seksuelle partnere og ofte føler sig afvist af samfundet, særligt i forhold til deres manglende succes med kvinder.
Afsnittet skildrer på skræmmende vis de unges digitale hverdag og de udfordringer, de voksne – her lærerne og politiet – møder, når de forsøger at forstå den verden, de unge navigerer i.
Tredje afsnit
Syv måneder senere, på en institution for unge med særlige behov, har Jamie en samtale med sin psykolog. I deres møder veksler han mellem at være følsom og indelukket, sårbar og aggressiv.
Han deler sine følelser af utilstrækkelighed, oplevelser med mobning og en beundring for kontroversielle “manosphere”-ideer – et onlinefællesskab kendt for at fremme bestemte forestillinger om maskulinitet og kønsroller, ofte præget af anti-feminisme og negative holdninger til kvinder.
Episoden slutter med en hjerteskærende scene, da psykologen vælger at afbryde deres samtale. Halvt grædende, halvt bedende spørger Jamie, om hun da slet ikke kan lide ham. Psykologen svarer, at hun er der for at udføre et professionelt stykke arbejde.
Fjerde afsnit
13 måneder efter anholdelsen. Det er farens 50-års fødselsdag, men bag lysten til den traditionelle engelske morgenmad med blodpølse og bacon lurer de ubønhørlige konsekvenser af Jamies handlinger. Familien konfronteres med deres nye virkelighed, da faren modtager et opkald fra Jamie, som fortæller, at han har besluttet at ændre sin erklæring i retten til “skyldig”.
Samtidig mærker familien det omkringliggende samfunds skarpe blik, mens de forsøger at navigere i de komplekse følelser og udfordringer, der følger med. I en verden, hvor de er blevet udstødt og dømt af andre, må de kæmpe for at støtte hinanden gennem denne svære tid.
Filmhistoriens mest sårbare telefonsamtale
Filmhistorien – og i disse tider tv-serierne – er fyldt med ikoniske øjeblikke. Et af de mest berømte kys i filmhistorien er kysset mellem Bogart og Bergman i Casablanca (1942). En af de mest intense biljagter findes i The French Connection(1971), hvor Gene Hackman spiller den hårdkogte detektiv Popeye Doyle, der jagter en flugtbil gennem New Yorks gader. Man kunne blive ved.
Adolescence rummer den mest sårbare, rørende og tårefremkaldende telefonsamtale, jeg nogensinde har set. I afsnit fire sidder far, mor og datter i bilen, da Jamie ringer for at sige tillykke til sin far. Samtalen er så kejtet fra begge sider, at realismen og usikkerheden nærmest strømmer ud af tv-skærmen.
Mandligt raseri, giftig maskulinitet, kvindehad, der eskalerer på nettet.
Den 13-årige får fremstammet et tillykke. Faren får sagt tak og spørger: “Hvordan går det?” Pauserne og kameraføringen gør næsten ondt; det føles, som om man sidder og tænker: Nu, noget for pokker, nu I har hinanden.
Jamie leverer seriens dramatiske vendepunkt, da han fortæller, at han vil ændre sin forklaring i retten og erklære sig skyldig.
Faren bliver mundlam. Søsteren græder og forsøger at lette stemningen ved at spørge, om Jamie træner så meget, at han nu ligner en bodybuilder. “Ikke ligefrem,” svarer Jamie, der sidst, man så ham, var lille og splejset. I stedet virker han overrasket over, at alle lytter med. Jeg troede, jeg kun talte med far, siger han, som om han igen er blevet forrådt. Som om han endnu en gang er taget i baghold af kvinderne – som pigerne i skolen, psykologen i ungdomsfængslet og nu hans egen mor og søster.
Moren tager over: “Får du noget at spise? Jeg har ringet til dem og fortalt om din madintolerance.”
Samtalen ebber ud.
Tilbage er tomheden.
Skræmmende aktuel historie
Historien tager sit udgangspunkt i virkelighedens England. Ifølge engelske aviser blev den 12-årige Ava White i 2021 stukket ihjel af en 14-årig dreng i Liverpool. I 2023 blev den 15-årige Elianne Andam angrebet med en køkkenkniv af den 17-årige Hassan Sentamu uden for et indkøbscenter i Croydon, syd for London.
Adolescence er ikke bare fiktion, men en uundgåelig kendsgerning
I England handler det om knivoverfald blandt teenagere. Antallet af britiske teenagere, der er dræbt med kniv eller en skarp genstand, er steget med 240 % over det seneste årti. På et kulturelt plan diskuteres cybermobning, de sociale mediers ondartede indflydelse og det enorme pres, som især drenge står over for i Storbritannien i dag. Mandligt raseri, giftig maskulinitet, kvindehad, der eskalerer på nettet. Adolescence er ikke bare fiktion, men en uundgåelig kendsgerning.
I serien citerer de unge drenge den britisk-amerikanske kickbokser og influencer Andrew Tate, der hævder, at kun cirka 20 procent af alle mænd er virkeligt attraktive for kvinder, mens 80 procent af kvinderne ikke vil nøjes med en gennemsnitsmand. Sympatien for Tate kan føre til, at unge mænd og teenagere udvikler et forvrænget syn på kvinder, og i værste fald kan det resultere i aggressiv adfærd.
Også i Danmark vinder Andrew Tates stereotype kvindesyn frem blandt unge drenge. Amalie Stærke, museumsinspektør og undervisningsansvarlig på Arbejdermuseet, har oplevet, at der under rundvisninger kan fremkomme stærke ytringer, der tangerer radikalisering og antifeminisme.
Verdensklasse skuespil og kamera
Adolescence kan nærmest ikke roses nok. At alle afsnit er filmet i én kontinuerlig optagelse uden efterfølgende redigering er enestående. Det er en teknisk bedrift af højeste kaliber (man kan flere steder læse om de tekniske detaljer). Kameraet er ikke blot en passiv observatør – det er handlingen. Fra intime close-ups til droneture, der giver perspektiv og overblik, understøtter billedsproget historiens nerve.
Det filmiske greb skaber en sjældent set fornemmelse af nærvær, realisme og troværdighed. Et gennemarbejdet manuskript, hvor hvert ord er nøje afstemt, kombineret med en stram personinstruktion, der samtidig levner plads til hverdagens lethed, gør Adolescence til en smuk videreførelse af den engelske filmtradition for socialrealisme.
Når man dertil lægger skuespilpræstationer i absolut topklasse, har vi at gøre med et mesterværk. Den 15-årige debutant Owen Cooper er allerede udråbt til sin generations nye stjerne. Det ene øjeblik udstråler han ungdommens skønhed og charme – som en mørkhåret Tadzio – for i det næste at blive iskold, beregnende og aggressiv. Med en enestående naturalisme tegner han et rystende portræt af en bange, gådefuld og forvirret teenager.
Skyld, ansvar og tårer
Adolescence burde være pligtstof for alle, der bare har den mindste interesse for ungdommen og samfundet. Vi føres ind i en teenageverden, der primært leves online – en verden, som voksne, uanset deres intentioner, er ude af stand til at overvåge eller forstå fuldt ud.
Ordene skyld og ansvar bliver hængende i luften, når rulleteksterne toner frem. Hvem bærer skylden, og hvem har ansvaret?
Adolescence er ikke bare en fortælling, men en undersøgelse, et råb om hjælp og en påtrængende problemstilling, der kræver løsninger – udført med kunstnerisk skønhed
Helt konkret: Er Jamie – ud over de juridiske beviser – skyldig? Og hvis han er skyldig, betyder det så automatisk, at han også bærer hele ansvaret? Har forældrene et ansvar? Har de været dårlige forældre, fordi de troede: Så længe vores dreng sidder på sit værelse og spiller computer, er han i sikkerhed? Var faren for snæversynet i sin maskuline opdragelse, da han tog Jamie med til fodbold og boksetræning – kun for at se ham blive grint ad af andre forældre, fordi han hellere ville tegne? Og hvad med skolen og samfundet? Har vi for ukritisk hyldet den digitale tidsalder og overset konsekvenserne, mens vi i masseproduktion skaber sårbare, usikre unge?
Med sin virtuose form fortæller Adolescence historien om teenage-drenge, der i skæret fra computerskærme dyrker giftig maskulinitet og ekstremt kvindehad, mens forældre og samfund ser passivt til – alt imens medierne giver kilometerlange spalter og uendelige sendeminutter til kritikere af den såkaldte woke-kultur. Det er en historie, der sætter sig fast.
Nu har USA fået Trump – vi har heldigvis stadig kunsten. Adolescence er ikke bare en fortælling, men en undersøgelse, et råb om hjælp og en påtrængende problemstilling, der kræver løsninger – udført med kunstnerisk skønhed. Vi må handle, før endnu flere konflikter opstår. Vi må trække teenagerne – og os selv – væk fra skærmen og ud i det virkelige liv. Vi må huske og gentage, at menneskelig kontakt, tid med familie og nære relationer er afgørende. Vi skal åbne samtalen.
Til tonerne af norske Auroras Through the Eyes of a Child slutter Adolescence. Slutscenen er smertefuld, knuser hjerter og bringer tårer frem, da faren grædende lægger Jamies barndomsbamse i sengen og siger: Undskyld, søn, jeg burde have gjort det bedre.
Se seriens officielle trailer:
Læs mere om unge i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og