TEATER // ANMELDELSE – På en og samme tid fremstår Tennessee Williams’ Kat på et varmt bliktag på Betty Nansen Teatret mere tydeligt som et shakespeareansk magtdrama og som en absurd komedie end nogensinde før. Og man kan ikke et øjeblik være i tvivl om, hvorfor “Maggie the Cat er en drømmerolle” for mange skuespillerinder, skriver Steen Blendstrup.
Min egen oplevelse af Kat på et varmt bliktag vil altid være farvet af et præ-teenager-møde med Elizabeth Taylor og Paul Newman og en forståelse af dramaet uden at forstå, hvad dramaet handlede om. Og enkeltreplikker, som alkoholikeren Brick, der drikker, indtil han hører klikket, der giver ham fred.
Yes, Sir
Kat på et varmt bliktag er en paradeforestilling for gode skuespillere, der kan få os til at leve os ind i deres figurer og tage hele den følelsesmæssige rutsjebanetur. Men er det relevant?
Kat på et varmt bliktag er stadig potent drama på Betty Nansen Teatret, hvor Johanne Louise Schmidt med viltert rødt hår, guldlame buksedragt og dybt nedringede kjoler netop er katten, der ikke er bange for at spille på sin seksualitet
Betty Nansen Teatret har flyttet handlingen frem fra 50’erne til 70’erne. Det er stadig fortid, men nok en lidt mindre støvet en af slagsen. Placeret i nutiden ville kønsrollerne nok have skurret lidt for meget. Og den hemmelighed, forestillingen kredser om, ville ikke have tilstrækkeligt potentiale for skandale.
Det er meget amerikansk og meget patriarkalsk. Hvordan kan det være andet, når det hele handler om fødselsdagsfejringen af en godsejer, der omtales som Big Daddy hele tiden? Heldigvis har oversætteren (Madame Nielsen) valgt ikke at oversætte sønnernes svar ”yes, Sir” til dansk. Sådan forventes en amerikansk dreng at svare sin far … ”javel, Hr.” ville ikke rigtig spille.
Og det halve kongerige …
Det er her Big Daddy kommer til at fremstå som en Shakespeare-konge. En Kong Lear, der skal give sit kongerige videre, når han en dag skal dø. Eller rettere – sønnerne og svigerdøtrene har fået resultaterne fra de omfattende lægeundersøgelser og ved, at dette er Big Daddys sidste fødselsdag. Til ham selv og hans kone har de løjet, så han mener endnu, han har tid til at fordele sin arv.
Den ældste søn, Gooper, der pligtskyldigt er gået forretningsvejen og hjælper Big Daddy med at administrere forretningerne og har giftet sig med en god avlsko (eller avlskat) af en kvinde, der har givet Big Daddy fem børnebørn og et sjette på vej. Hun – Mae – hjælper gladelig med at positionere Gooper som arving, ved at vise præmiebørnene frem med sangnumre til Big Daddys ære og ved at bagtale Brick og Maggie.
Det er, som om Olaf Johannessen slet ikke kan sætte en fod forkert uanset, hvilken rolle han spiller, og på hvilken scene han optræder
Brick er den uansvarlige yngstesøn. Football-stjernen, sportskommentatoren … og alkoholikeren. Maggie er indtil videre barnløs, men holder sig til gengæld slank og forførende (både over for Brick og hans far). Hun prøver ligesom Mae at placere sin mand som arving. Hun er måske kyniker, men hun er også fuld af liv.
I bar røv og opslidsede kjoler
Familie betyder meget. Vi kommer alle et sted fra – samme sted, rent faktisk. Der er helt klart en pointe i at både Brick og Gooper optræder i bar røv og underbukser, mens både Maggie og Big Mama optræder i kjoler, som er slidset op, så vi hele tiden får et kig til skridtet. Som i hele tiden.
Det andet tema – som overskrider alle tider og nationale grænser – er sandhed og løgn. Børnene lyver om Big Daddys kræft. Brick og Maggie lyver om deres ægteskab. Brick lyver for sig selv. Og alle lyver om deres motiver. Og … gør vi ikke alle det til en vis grad?
Katten, hanelefanten og alle de andre i Kat på et varmt bliktag
Kat på et varmt bliktag er stadig potent drama på Betty Nansen Teatret, hvor Johanne Louise Schmidt med viltert rødt hår, guldlamé buksedragt og dybt nedringede kjoler netop er katten, der ikke er bange for at spille på sin seksualitet. Hun bruger al sin kvindelist til at vinde sin Brick tilbage (og vinde kongeriget til ham).
Olaf Johanneson er den gamle hanelefant, der totalt dominerer scenen, uanset om han siger noget eller ej. Det er, som om han slet ikke kan sætte en fod forkert uanset, hvilken rolle han spiller, og på hvilken scene han optræder. Ditte Gråbøl må skrue lidt ned for sin udstråling, men kan til gengæld benytte sin komiske timing som Big Mama, der altid har spillet sin rolle i overensstemmelse med forventningerne. Men som dybest set ikke forstår handlingen i sit livs skuespil.
Den konstante punktering af det – til tider – opstyltede drama i dialogerne Maggie-Brich, Big Daddy-Brick og så videre gør Kat på et varmt bliktag til en meget morsom og underholdende forestilling
Patrick Baurichter sætter med stor fornøjelse tænderne i den alkoholiserede Brick. Han har hidtil haft det meste af sin karriere uden for København, så han virker som et frisk nyt ansigt. Han har måske ikke helt football-spiller fysikken, men bitterheden, livsleden og tørsten mestrer han til fuldkommenhed.
The Sound of Music i ørkenen
Mikkel Arndt og Kitt Maiken Mortensen som de magtliderlige Gooper og Mae (og hvem der har bukserne på, kan vi altid diskutere) er i Betty Nansen Teatrets version blevet vidunderligt komiske figurer i deres stræben efter magten og arven efter Big Daddy … og potentielt hans kærlighed. Evigt svæver de i udkanten af scenen, hvor de observerer og er klar til at intervenere, hvis de føler deres stilling truet.
Den foretrukne intervention er at sende de fem børn på banen med et sangnummer som en bedre Familien Trapp. Det er urkomisk. Børnene er uvorne og fatter selvfølgelig ikke deres rolle, men performer, som de har fået besked på, mens Big Daddy nærmest er ved at brække sig af kedsomhed.
Den konstante punktering af det – til tider – opstyltede drama i dialogerne Maggie-Brich, Big Daddy-Brick og så videre gør Kat på et varmt bliktag til en morsom og underholdende forestilling. Ikke bare for de drevne teatergængere, der vil nyde stjernespillet fra hele truppen.
Scenografien med kaktusser, palmer og et badekar midt i det hele (og i øvrigt musikinstrumenter i hjørnerne) udnyttes til det yderste. Hvordan man så end får placeret en ørken i en handling, der faktisk er placeret i Mississippi. Det falder vel ind under kunstnerisk frihed. Pointen er, at scenografien bruges aktivt i handlingen og hjælper de absurde optrin på vej.
Alt i alt er Kat på et varmt bliktag vittig, velspillet og forrygende god underholdning til fem stjerner over ørkenlandskabet.
POV betaler ikke løn – endnu. Men hvis du holder af artikler om teater og kultur, og er glad for Steen Blendstrups anmeldelser og artikler, bliver han vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på MobilePay 25 46 42 68.
Kat på et varmt bliktag af Tennessee Williams spiller på Betty Nansen Teatret til 31. december
Instruktion: Minna Johannesson
Scenografi og kostumer: Christian Friedländer
Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Olaf Johannessen, Ditte Gråbøl, Mikel Arndt, Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Hess
Fotos Christian Friedländer
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
