Ytringsfriheden på danske arbejdspladser er truet og de kritik-afmonterende magtmekanismer i det moderne arbejdsliv er blevet en disciplin, enhver loyal leder forventes at kunne bestride. At en embedsmand skal udvise lydhørhed over for den til enhver tid siddende regering, har nået nye dimensioner. De offentlige og statslige lederes rolle er nu åbenbart også udvidet til at give medarbejderne mundkurv på, så de ikke påpeger konsekvenserne af års forfejlet effektivisering og privatisering. Det må bekymre ethvert frihedselskende og demokratisk tænkende menneske.
Det er ikke mange dage siden, jeg anmeldte Rasmus Willig´s nye bog om den problematiske måde, lederne håndterer medarbejdernes kritik på. Specielt på de offentlige arbejdspladser. Tilbage i marts skrev jeg om, hvordan finanskrisen havde fået os til at tie stille om kritisable forhold af frygt for fyringer. En netop udgivet stor undersøgelse fra FTF viser, at efterveerne fra finanskrisen har sat sig fast og der nu er endnu flere, der ikke tør ytre sig.
Tre ud af fem medarbejdere i det offentlige ville stikke piben ind, selvom de oplevede forhold, der i offentlighedens interesse burde komme frem i lyset. I 2010, da en sådan undersøgelse sidst blev lavet, var det tal ”kun” hver anden.
Selvom man til nød kan forstå medarbejderens tavshed, når ens job er usikkert, bør enhver usikkerhed om det at udtale sig offentligt afblæses, når nu finanskrisen er det. Husk på, at det er vores allesammens forretning, vi taler om.
Det er altså gået i den stik modsatte retning.
Det virker som om politikere og en del offentlige ledere har fået blod på tanden og nu vil stadfæste medarbejdernes pligt til at forblive tavse. Selv forskere får nu at vide, at de ikke må udtale sig og oven i det heller ikke må udtale sig om at de ikke må udtale sig. Er det ikke grotekst?
Det må være længe siden at regeringens medlemmer har slået ordet ”liberal” op i en ordbog. Sidst jeg tjekkede betød liberal at være positiv og tolerant overfor selvstændig tænkning, personlig frihed og fornyelse.
Justitsministrenes pind til ytringsfrihedens ligkiste
Vores ellers så veltalende liberale og i tilgift meget rettroende justitsminister har åbenbart også besluttet sig for ikke at ytre sig. Om det er i misforstået solidaritet eller et udtryk for empati med de mange medarbejdere, der er ved at gå til i frustration over den tavshedskultur, de oplever bliver trukket ned over deres hovedet, må stå i det uvisse. Han er ellers en mand, der normalt ikke er sent ude med en lille kvik bemærkning. Han burde med sindsro gøre det nu.
Selv Folketingets Ombudsmand er ude med riven. Det bør han også være, når syv års indsats for at bryde med en syg tavshedskultur er fejlet. Oplysning og vejledning har overraskende ikke været tilstrækkeligt og Jørgen Steen Sørensen mener, der må nye og mere effektive tiltag til. Må jeg i al ydmyghed forslå lovgivning, så vi en gang for alle kan få stadfæstet, at vi borgere har ret til at ytre os? Vel og mærket uden konsekvenser.
Syv år er meget lang tid og det vidner mere om manglende vilje fra politikernes side, som åbenbart mere ser det som deres opgave at gennemføre deres politik, end at lytte til deres befolkning, når den fejler eller har uhensigtsmæssige konsekvenser.
Whistleblowerordninger spreder sig med lynets hast
Hvor der underligt nok ikke er oprettet en eneste whistleblowerordning i ministerier og styrelser. Og det er ellers tiltrængt, tro mig. Så er det offentlige godt med. Mange ledere var ellers imod disse ordninger, da man, og det er sådan set forståeligt nok, hellere ville udvikle en kultur, hvor man kunne snakke åbent om kritisable forhold. Men her må man så alligevel være lidt på vagt. For selv med disse whistleblowerordninger, er tavshedskulturen altså taget til.
En anden vigtig ting at være opmærksom på, er så den problematiske drejning, vi ser i den præmis, som angives for i det hele taget at etablere whistleblowerordninger.
Tavshedskultur er ikke kun et demokratisk problem
Alle må være enige om, at det er fuldstændigt absurd at medborgere ikke kan udtale sig kritisk i det offentlige rum uden at risikere deres job. Hvad mennesker måtte mene om dette eller hint, har jo absolut intet med deres professionalisme at gøre. Om din tandlæge stemmer på Enhedslisten eller Dansk Folkeparti er jo ikke afgørende for hendes faglighed.
Det, som man imidlertid også skal være opmærksom på, er det, som der sker med mennesker, når de oplever kritisable forhold og ikke må ytre sig.
Mange ville forlade sådan en arbejdsplads eller ytre sig alligevel. Enten internt i krogene eller offentligt. Det udvikler en meget usund brokkekultur.
Men for flere gælder det, at man i påtvunget loyalitet vil lide i stilhed. Det fører ganske enkelt til resignation og på sigt betyder det, at medarbejderne trækker sig. De bliver udeltagende og uengagerede og i sidste ende kyniske. Er det den slags medarbejdere vi ønsker, når vi samtidig i jobannoncer efterlyser dedikerede og dynamiske medarbejdere?
Man kan diskutere om whistleblowerordninger er vejen frem. Dels kan de udvikle sig til ordninger, der kun har det formål at beskytte organisationerne mod skandaler eller dårlig omtale i pressen, og dels kan de være med til at legitimere et samfund, hvor ingen tør stå frem og fortælle sandheden eller påpege kritisable forhold. Det er vel ikke et demokratisk samfund værdigt?
Politikerne må på banen, så demokratiet kan sive helt ned til selv den mindste sag. Det er ikke kun de store skandaler, der skal afdækkes, men også når den lille mands rettigheder bliver trådt under fode.
Som arbejdsmiljømand så jeg da også gerne, at de tusindevis af arbejdsmiljøsager, der florere rundt på de danske arbejdspladser, kom frem i lyset, så vi kunne komme tilbage til anstændige arbejdsforhold. For ikke nok med, at flere og flere medarbejdere oplever at få psykiske men på grund af arbejdsforholdene, så må de heller ikke tale om det, uden de risikere deres eksistensgrundlag.
Sluttelig kan jeg ikke lade være med at finde det paradoksalt, at netop det, som den forbudte kritik handler om, er, at man ikke som medarbejder kan levere den kvalitet, man mener borgerne har krav på og man som medarbejder finder dyb faglig mening i at kunne levere.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her