At hugge hovederne af folk, for at få deres kritik til at forstumme, hører fortiden til. I hvert fald i den civiliserede del af verden. I dag er det rigeligt at true folk på pengepungen, hvis kritikken af arbejdsforhold skal elimineres. Ytringsfriheden på især de offentlige og statslige arbejdspladser har trange kår, og der hvor der snakkes, bliver der nok lyttet, men ikke handlet.
Det skader demokratiet og øger selvcensuren.
Danske arbejdspladser er kendetegnet ved flade strukturer og kort distance til den nærmeste leder. Finanskrisen har gjort distancen kortere og ifølge en undersøgelse foretaget af FTF (Hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte) mener hver anden nu, at det er forbundet med negative konsekvenser at udtale sig om sin arbejdsplads offentligt. Det skal holdes op imod, at 78 procent svarer, at man bør kunne gå til sin egen leder først, når kritisable forhold skal påpeges. At gå ud i offentligheden er altså et sidste desperat forsøg på at blive mødt, når de kritisable forhold ikke bliver taget alvorligt, selvom de er påpeget.
Nu skulle man tro, at det primært ville være misbrug af offentlige midler eller direkte korruption, som medarbejderne ville få lyst til at udtale sig om. Det er det også, men i langt højere grad handler det om arbejdsmiljøet. Manglende ressourcer til arbejdsmængden, dårlig ledelse og manglende mulighed for at kunne løse sin opgaver på en faglig kvalificeret måde vægter højere.
Når arbejdsforhold går ud over borgerne
Patienter, der bliver fejlbehandlet eller dør, børn udsat for misrøgt, der ikke bliver opdaget i tide eller fortsætter, elever uden den undervisning, de har krav på og jordemødre, der er ved at segne af arbejdspres og ikke kan garantere for de fødende og babyernes sikkerhed. Det er blot nogle få eksempler på konsekvenser af dårlige arbejdsforhold, som burde komme frem i offentlighedens lys, uden at de medarbejdere, der afslører det, skal risikere jobbet.
Mange har været til ”kammeratlige samtaler” eller har fået advarsler. Ikke kun hvis de har ytret sig offentligt, men også hvis de blot har snakket over sig internt i organisationen.
Hvor grelt står det så til
Det er svært at sige noget om, hvor stort problemet er, men noget tyder på, at det langsomt eskalerer og kan risikere at blive en del af normal praksis. Organisationer kan være mere sårbare under kriser. Det er forståeligt. Interessant bliver det at se, om det også bliver normal praksis, nu hvor krisen officielt er afblæst.
Dog anes der en tendens. Jurist i FTF, Helle Hjort, afventer en ny undersøgelse, der vil vise, om det er blevet værre siden den sidste undersøgelse i 2012.
”Der er tale om mørketal. Vores medlemmer tør dårligt nok komme til os og fortælle om de her problemer af frygt for at blive fyret. Men min klare fornemmelse er, at det er et stort problem” siger Hjort til POV.
Men det må jo alt andet lige være bedre at reagere på en tendens, frem for at vente til problemet er uoverstigeligt.
Gråzonens tyranni
Sagen om Muhammed-tegningerne viste os, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes. Danmark gik meget langt, nogle mener fortsat for langt, for at forsvare vores rettighed til at ytre os. Når det kommer til arbejdsforhold gælder der dog tydeligvis andre regler end for ytringer. Uden egentlig argumentation italesættes en gråzone med en logik, der kredser om det indlysende i, at man da ikke lufter sine frustrationer om sin arbejdsplads hverken offentligt eller internt.
Danmark er en af verdens lykkeligste lande, og det er der i følge sociologi professor Peter Gundelach mange grunde til. Danskere er først og fremmest, udover at være lykkelige, kendetegnet ved at være liberale og individualistiske. Vi er opdraget til at anerkende den enkeltes rettigheder, og retten til at være fri i tale og handling er hævet over alt andet. Ytringsfriheden er også derfor en af de absolut væsentligste grundpiller i vores demokrati og med Muhammed tegningerne i hu, var hele verden vidne til, hvor langt vikingerne i nord ville gå for at forsvare denne ret. Danskerne får simpelthen det demokratiske sindelag ind med modermælken.
Det er vores kultur og at skulle gå på kompromis med den, ville svare til, at en buddhist skulle afskrive idéen om reinkarnation og karma. Utænkeligt. Endnu mere utænkeligt ville det imidlertid være, at buddhisten troede på reinkarnation derhjemme men ikke på sit arbejde. Tror man, så tror man. Har man ytringsfrihed, så har man ytringsfrihed og må ikke trues til tavshed.
Danskerens demokratiske sindelag gør med andre ord, at vi ikke bare kan lukke ned for de demokratiske processer, som vi er gennemsyret af og som netop bidrager til en kvalificeret og væsentlig debat. Heller ikke på vores arbejdsplads. Det er altså ikke Kommunernes Landsforening og Moderniseringsstyrelsen, der skal bestemme, hvor galt vi skal have det på vores arbejdspladser og om vi må tale om det. Det er os alle. Vi har alle aktier i det offentlige i form af skatter. Med det følger også retten til at mene noget om det og muligheden for at kunne påpege og ændre på urimelige forhold.
At ytre sig er vores grundlovssikrede ret
Alle skal kunne udtale sig uden risiko for at blive straffet eller fyret.
Jeg er med på, at man helst holder de problemer, der er på arbejdspladsen internt. Det kan skade virksomheden, hvis man hele tiden ytrer sig negativt, og det skader jo også medarbejderne selv. Men når kritisable forhold ikke bliver taget alvorligt, kan netop denne ret være vores sidste vej ud af kritisable og belastende forhold.
Specielt når arbejdsforholdene er så dårlige, at de går ud over borgerne.
Når man hører de mange politikeres udfald mod det offentlige, kunne man få den tanke, at den offentlige sektor er som en kræftsvulst på den private sektor og derfor havde bedst af at blive skåret så langt ind til benet som muligt. Og man kunne få den grimme mistanke, at det offentlige ikke kun er udsat for besparelser, fordi riget fattes penge, men også fordi man gerne så store dele af den offentlige sektor lukket helt ned. At de mange omstruktureringer og forandringer med andre ord primært har ideologiske grunde.
Hvis der er noget om den mistake giver det sig selv, at den offentlige gerning, der trods alt skal ydes og ikke umiddelbart kan udliciteres til private aktører, udføres med færrest mulige ressourcer.
Og den øvelse kan kun lykkes ved at presse medarbejderne til bristepunktet.
At kommunerne kan køre på mindre brændstof bliver altafgørende. Men samtidig bliver det mindre væsentligt, hvordan medarbejderne har det i den forbindelse.
Kritik ender i denne optik med at blive opfattet som en modstand mod en ide og ikke som et råb om hjælp. På den måde bliver det imidlertid også mere klart for medarbejderne, hvorfor der kan være politisk modvilje mod at vide, hvad der egentlig foregår.
Jeg vil i en række kommende artikler her på POV beskrive konkrete sager, hvor medarbejderne har mærket konsekvenserne af deres ytringer på arbejdspladsen og hvad det har gjort ved dem. Jeg vil dykke ned i om og hvorfor demokratiet har så trange kår på de danske arbejdspladser. Følg med i serien ved at følge vores side på Facebook.
Foto: Thomas Milsted
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
