MUSIK // ANMELDELSER — Den svenske supergruppe Amason har med Galaxy I et udadvendt, legende og melankolsk udtryk. Hos danske Heidi Mortenson, der nu synger på engelsk igen, er melankolien anderledes introvert. Det gør den mere nærværende.
Når jeg lytter til den svenske supergruppe Amason, der udgav albummet Galaxy I i august, kører jeg ud ad en tangent og tænker straks på ønsket fra flere af Europas største fodboldklubber om at lave en liga, hvor kun de bedste hold må bide skeer med hinanden.
Ideen med en europæisk fodboldliga for toppen af poppen vil gøre de bedste hold endnu bedre, endnu rigere, mens rosset, midterholdene og de håbefulde kan sejle deres egen sø.
En fodboldlige for toppen af poppen vil fjerne de fortællinger, mennesker har brug for: Undertippede mandskaber der et år bliver mestre, en træner der får det maksimale ud af en broget spillertrup
Det vil ikke kun gøre de bedste hold endnu bedre og være smukt at se på. Det vil også fjerne de fortællinger, mennesker har brug for: Undertippede mandskaber der et år bliver mestre, en træner der får det maksimale ud af en broget spillertrup.
Musik er ikke fodbold, men den stockholmske supergruppe Amason har et holdkort, der tæller navne med så prominente fortider, at det halve kunne være nok.
Resultatet er flere steder som min værste forestilling om en eliteliga, at det er flot at lytte til, men også uden friktion og fortællinger.
Dovent klaver og percussion, der lyder som en tropisk regnskov med syngende cikader, er med til at være den fossende flod, hvor forsanger Amanda Bergman står på bredden med sin luftige vokal
Pladen lægger stærkt fra kaj med Marry me just for fun. Den er skåret over en misundelsesværdig popskabelon, mange bands ville slikke sig om munden over. Der er tale om et spaced univers, som med instrumenterne maler mælkevejshvide mønstre. Det er tilbagelænet og selvsikkert.
På singlen You don’t have to call me er dovent klaver og percussion, der lyder som en tropisk regnskov med syngende cikader, med til at være den fossende flod, hvor forsanger Amanda Bergman står på bredden med sin luftige vokal og har lytteren i sin hule hånd.
På Benny lyder bandet som et elektrificeret udgave af britiske The Soundcarriers blandet med den umiskendelige svenske lyd, der også er at finde på nyklassikeren Long gone before daylight med The Cardigans.
Lyden er melodiøs som bare fanden med en poppet vibe, der får onkelknæet til mere end bare at jinge.
Og så er Bergmans vokal i en liga for sig. Lige på grænsen til det hæse med masser af luft, inspireret af Kate Bush med en ubesværet dans rundt på skalaen. Det virker generelt, som om Amason ikke anstrenger sig synderligt for den gode, udadvendte poplyd.
Ingen tvivl om, at svenske Amason holder musikalsk legestue – det er klart bedst, når Bergman står ved mikrofonen. Eksempelvis går den lalleglade Samalaren, hvor Gustav Ejstes fra Dungen synger, hurtigt i glemmebogen.
Galaxy I er i musikkens eliteliga, hvor de bedste kan gå sammen og dermed fjerne al friktion og muligheder for drama. Den gode lyd er ganske vist tilstede på mange af numrene, men et par af dem vidner også om, at man ikke ved, hvor man skal placere al den musiske kapital, der er opsparet. Nødvendigheden og nerven kan jeg kun høre på nogle af numrene.
Den europæiske eliteliga for de bedste fodboldhold er ikke realiseret – endnu, men det er den på musikscenen. Ét af holdene hedder Amason.
Heidi Mortenson – Spectrum
Hvis Heidi Mortenson var min borddame, ville jeg, når jeg forlod festen, gå hjem med fornemmelsen af, at et andet menneske havde sat et markant aftryk i mig, uden at hun havde sagt ret meget. Men det hun havde fortalt mig, havde med et insisterende nærvær sat sig fast.
Sådan et selskab kan jeg godt lide!
Hos Mortenson er der nemlig et stort lighedstegn mellem at være introvert og have noget på hjerte. Det vidner det sensitive jeg om, der taler i teksterne på hendes nye, gode udspil, Spectrum. Pladen handler mange steder om de følelser, der er stærke, mens de står på og som også forsvinder igen.
Alt er en fase, alt er i skred, alt forandres. Men de aftryk, der sættes i andre mennesker, er varige som på den fantastiske Phase: You can love who you want // but you can’t forget about me // cuz I live inside of you.
Og så vil kærligheden, der engang var, aldrig kunne erstattes og dyrkes i smerten: I’ve dreamt for so long // I’ve been on my own // catching waves out of thin air // captain of a lonesome ship.
Omkvædene lyser som små sole, der fremføres af Mortensons bedende vokal, som sidder på et jeg med et tungt hjerte, der skal vrides op, hænges til tørre og blæses igennem af de skarpe synthesizere
Der findes utallige internetfora, der tripper over at spille syvtommer-singler, som normalvis spilles med 45 omdrejninger i minuttet på pladespilleren, med 33 omdrejninger som en normal lp-plade.
Det kan give et nyt liv til gamle sange at skrue ned for hastigheden og kan efter sigende få Peter Gabriel til at lyde som Barry White og Kylie Minouge til at lyde som Rick Astley.
Dolly Partons Jolene, der i øvrigt også lyder skidegodt i normalt tempo, er måske det bedste eksempel på, hvordan et langsommere tempo kan ændre en sangs liv. Det dvaske groove skaber et markant anderledes udtryk, men med rødder i originalen.
Samme tanke melder sig, når jeg hører Mortenson. Det lyder, som om man satte tempoet på en syvtommer-single med svenske The Knife ned til 33 omdrejninger i minuttet og tilsatte et drys Cat Power.
Hvor svenske The Knife spiller en hurtig, hidsig elektronica, tager Mortenson sig tid og dvæler med synthesizerens toner, som hun bygger sine historier op om:
Beatet er mange steder drevent, langsomt og bygger op, inden omkvædene lyser som små sole, der fremføres af Mortensons bedende vokal, som sidder på et jeg med et tungt hjerte, der skal vrides op, hænges til tørre og blæses igennem af de skarpe synthesizere.
Det er betagende, hvor menneskelig denne elektroniske plade er. Mortensons vokal er ikke bare nærværende – den insisterer og kræver lytterens opmærksomhed i sin introverte generthed
Den ulykkelige kærlighed fortsætter på Time in between. Her synger Mortenson om at slette sin hukommelse: I will love you when I see you // And all the time in between // I’ll be trying to erase you // from my // memory.
På Paradise on earth er også hukommelsens betydning i spil: If I’m the only human left on this planet // I be just fine, it’s ok. De linjer senere efterfølges af de iørefaldende ditto: imagination, memories // could keep me company, der akkompagneres af en skærebrænder af en synthesizer.
Det er betagende, hvor menneskelig denne elektroniske plade er. Mortensons vokal er ikke bare nærværende – den insisterer og kræver lytterens opmærksomhed i sin introverte generthed.
Vil du gerne følge med i anmeldelser og debatter og have mere journalistik fra POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
Amason – Galaxy I – Udkom 16. august 2019 på Amasonason
Heidi Mortenson – Spectrum – udkom 11. oktober 2019 på Echopal
Foto af Heidi Mortenson: Mette Winckelmann
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
