#RF19 // ANMELDELSE – Onsdag aften dekonstruerede Bob Dylan en stribe af sine sange og samlede dem op igen. Noget swingende, noget lød kedeligt, andet komisk. Men i centrum stod manden, der i en alder af 78 nægter at falde til ro. For det fortjener han den dybeste respekt.
”Sig mig er det ham, der har skrevet ’Halleluja’?”, spurgte en ung kvinde kort før koncertstart.
Hun har vel tænkt, at siden den ældre medborger ved siden af hende havde vovet sig ud i kulden, helt ud på festivalpladsen, måtte han vel have forstand på de dele.
Nej, den skrev en anden, som ikke længere er iblandt os, svarede jeg og nævnte komponistens navn.
”Ja, ham der Bob Dylan lever åbenbart endnu,” sagde en anden.
Fristende at se mod den rødmende aftenhimmel over Roskilde og udbryde et ”Halleluja”.
Men de skal såmænd være tilgivet, de unge. Ligesom for eksempel tv-serier om atomkraftulykker er uvidenhed tilsyneladende lidt af en landeplage i vore dage.
Og som Dylan sang en times tid senere i ’Pay in Blood’, ”The more I die, the more I live”.
Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen
Nu er denne en af Dylans allermest vrede sange vidt åben for fortolkninger, men på en måde kunne det være overskriften på hans koncert denne aften på Roskilde Festivalens Orange Scene.
Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen. Sådan som det har været med ham i årevis.
Afsøger sine sanges tekstur
Set med nutidige briller er en af de mange interessante ting ved Dylan Netflix-dokumentaren Rolling Thunder Revue, hvor relativt lige ud af landevejen-regulært, Dylan og hans rockband spillede de fleste sange under turneen i 1975.
Nu mange år senere afsøger han konstant sine sanges tekstur. De dekonstrueres og nyopføres hver aften – selvfølgelig ovenpå noget, der i løbet af den aktuelle turne har udviklet sig til et fundament.
Under den seneste runde på Never Ending Tour var han stærkt inspireret af sine croonerplader – blandt andre Shadows in the Night. Som det fremstod på Orange Scene, er han lige nu i færd med redefinere sine sange i noget, der ligner et classic rock/støjrock/boogie-regi med sit eget kantede pianospil og selvfølgelig sangen i centrum. Ja, Bob Dylan synger.
Snart snerrende aggressivt, spottende, fuldmånesygt som i ’Soon After Midnight’, overraskende zen-mildt og livserfarent i ’It Ain’t Me Babe’, pastoralt messende i ’Highway 61’, der vel også er en form for (anti)prædiken.
Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet
Fordelen ved storskærme under koncerter som denne er indlysende, at man kan følge kunstnerne på tæt hold. Som en der har fulgt Dylan i årevis, var det interessant at se ham kanalisere følelser, rappe, åbne munden i noget, der til forveksling mindede om smil, vrænge sine tekster frem. Indimellem trygle ordene frem.
Direkte rørende at se ham – tilsyneladende – blive overrasket over en af sine plus 40 år gamle pointer i prægtige ’Simple Twist of Fate’. Hvem ved, måske han pludselig mindedes det engangsknald, der meget vel kunne ligge bag denne sang.
Men lige så meget respekt, jeg kan have for Dylans trang til fornyelse; det er sådan han er, som han i øvrigt beskriver indgående i sin biografi Krøniker.
Lige så svært er det indimellem at sluge de nye versioner musikalsk. Charmerende, ja, når Bob og band leger sig igennem en primo 60’er-glad ’It Ain’t Me Babe’ – meget kan man sige om Bob; hans stemme minder ikke meget om Jersey Boys, men stemningen var der. Spøjst.
Men svært andet end bare more sig over en særpræget ’Like a Rolling Stone’, der vekslede mellem teatralsk filmscore lydsætning, rap og en slags shuffle i det legendariske omkvæd. I den oprindelige version hvæsede Dylan nærmest ordene frem, i aften lød han næsten empatisk, som har han fået en slags medlidenhed med sangens ’You’, der nu på 55. år er invisible, got no secrets to conseal.
En af verdens smukkeste kærlighedssange
Omvendt igen, i en af verdens smukkeste kærlighedssange ‘Make You Feel My Love’ lød Dylan, som afsøgte han den følelse, der oprindelig skabte tekst og melodi. Her desværre mere eller mindre tumlende rundt i det hårde boogierockede udtryk.
Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet.
Den Gamle stiller krav til sit publikum, der unge som ældre medbringer historier om levet liv og identitetsskabelse, hvor Dylans sange var den fjerde dimension. Og som da egentlig godt kunne tænke sig at høre ’Blowin’ in the Wind’, som den skal lyde.
Som publikum må man tage, hvad man bruge, og lade resten ligge. Jeg har set Dylan otte-ni gange siden en koncert i Skandinavien i Göteborg for 41 år siden, og set hans band swinge betydelig mere konsistent, sammenhængende end i aften. Senest i Operaen i 2017.
Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det
En stærk finish i ’Soon After Midnight’ og ’Gotta Serve Somebody’, hvor bandleder Bob lod sine musikere slippe tøjlerne trækker op i det samlede billede. Den gamle standard fra Dylans nyreligiøse vækkelse for 40 år siden blev til en soul/rockabilly-melodi under den orange teltdug. Meget medrivende.
Til gengæld har jeg sjældent set Dylan selv mere indlevende, mere engageret end på Orange Scene denne aften. Mere nysgerrig på sine sange. Den gamle gnavpot sluttede ligefrem af med at træde ud på scenen i en lille piruette. Ja, svært at forestille sig, men ikke desto mindre.
For det fortjener den 78-årige trubadur den største respekt. Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det.
Dylan ville ikke være den største, hvis han nøjedes med at kalkere sig selv.
Bob Dylan, Orange Scene, onsdag aften.
Sætliste:
1. Things Have Changed
2. It Ain’t Me, Babe
3. Highway 61 Revisited
4. Simple Twist of Fate
5. Cry a While
6. Honest with Me
7. Make You Feel My Love
8. Pay in Blood
9. Like a Rolling Stone
10. Early Roman Kings
11. Girl from the North Country
12. Love Sick
13. Thunder on the Mountain
14. Soon After Midnight
15. Gotta Serve Somebody
Ekstranumre
16. Blowin’ in the Wind
17. It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry
Foto: POV International.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
