Som ræven ellers påstod, fordi han havde svært ved at nå dem i et af firsernes store TV2 pophits, Nutidens Unge, skrevet af Steffen Brandt. Alligevel er der åbenbart gået medie-selvsving i at problematisere ungdommen i den forgangne uge. Enten er de over en bred kam blevet reduceret til perverterede sadister eller kommet til at fremstå som stressede stakler. Jeg skal ikke afvise, at der findes en undseelig brøkdel af unge, der udviser bekymrende adfærdstræk. Men at gøre en håndfuld snotnæsede Rich Kids fra gymnasierne i Gentofte Kommune til repræsentative for en hel ungdomsårgang, synes at være et vildskud af de helt store.
Det samme kan man sige om den “stressramte” ungdom, der blev omtalt i en artikel her i POV Int. for nylig om den netop afholdte “stresskonference” med unge studerende som målgruppe, DANSIC16 Work Life Lab. Forholder det sig overhovedet således, at de unge i dag har vanskeligere ved at tåle mosten tidligere? Slet ikke, hvilket så i øvrigt også fremgik af samme artikel, da de unge slet ikke oplever stress i den sædvanlige betydning. Det er i virkeligheden noget helt andet, der bekymrer dem. Iflg. artiklens skribent, Thomas Milsted, handler det mere om “følelsen af, at livet er uforudsigeligt, ukontrollerbart og belastende.” Og selv det kan man nok stille mere end et enkelt spørgsmålstegn ved, som vi vil se i det følgende.
Den lidet flatterende karakteristik af vores yngre medborgere kræver et modsvar. I stedet for at tale ungdommen ned i flere problemfyldte huller, så mener denne skribent, at ungdommen tværtimod fortjener at få langt bedre ord med på vejen.
Lad os begynde med lidt fakta og så efterfølgende dykke ned i nogle kvalitative udsagn, der i højere grad giver et mere præcist og positivt billede af nutidens unge.
Hvad er fakta og hvad er bare fornemmelser?
Indledningsvis vil jeg lægge ud med et par undersøgelser, hvor vi tydeligt kan se, at de unge i dag er langt mere lovlydige – og i øvrigt også bedre uddannede end tidligere. Begge er fra Danmarks Statistik.
Ungdomskriminaliteten er altså faldet konstant i de sidste årti og ligeledes er der flere årgange, der får sig en videregående uddannelse.
SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse fra 2014, Børn og unge i Danmark, velfærd og trivsel, bekræfter også dette billede af en mere velfungerende ungdom. De skriver i undersøgelsen under overskriften “De unge er blevet mere artige”:
“Den overordnede historie, som tegner sig af undersøgelsens mange beskrivende statistikker om risikoadfærd og udsathed for risici, er, at de unge – og især de unge drenge – på mange områder og i mindre grad end for fire år siden udsættes for og udsætter sig selv for risici.
De unge spiser mere sundt, de er blevet lidt mere aktive med motion, de ryger mindre og debuterer senere som rygere, de drikker sig i mindre grad fulde, tager færre stoffer, debuterer senere seksuelt, bliver i mindre grad udsat for kriminalitet og begår herudover også selv mindre kriminalitet.
De unges adfærd har med andre ord forandret sig betydeligt til det bedre på stort set alle indikatorer, der vedrører livsstil, risikoadfærd og udsathed. Det er særligt de 15-årige, der trækker denne udvikling. Vi betragter denne ændring som undersøgelsens mest markante og meget positive resultat.”
Vi står altså med en ny generation af såkaldte Millennials (unge født i 90’erne og begyndelsen af ´’00’erne), der nærmest tangerer regulære dydsmønstre sammenlignet med den tidligere generation.
De unge spiser mere sundt, de er blevet lidt mere aktive med motion, de ryger mindre og debuterer senere som rygere, de drikker sig i mindre grad fulde, tager færre stoffer, debuterer senere seksuelt, bliver i mindre grad udsat for kriminalitet og udøver også mindre kriminalitet.
De unges adfærd har med andre ord forandret sig betydeligt til det bedre på stort set alle indikatorer, der vedrører livsstil, risikoadfærd og udsathed.
Sandheden om ungdommen
Denne antagelse fik vi også bekræftet for ganske få år siden i en storstilet undersøgelse, som McCann-Erickson (reklamebureauet, hvor denne skribent er kreativ direktør for det danske kontor) gennemførte på verdensplan med deltagelse af over 7.000 deltagere i den unge målgruppe.
De unge respondenter fik forelagt en række udsagn og her fandt vores research unit, Truth Central, frem til en række gennemgående træk og tendenser hos Millennials, hvoraf en del må virke særdeles overraskende på nogle af de journalister og kommentatorer, der har nydt – igen – at gøre ungdommen til prygelknabe.
Et gennemgående træk ved den nye generation er, at de er født som de første “digitalt indfødte” borgere. Det betyder, at de har været vant til at bruge de samme digitale og sociale medier, teknologier og devices, hvilket kommer til udtryk i et relativt ens sæt af holdninger, adfærd og værdier på tværs af landegrænser. F.eks. er Millennials i høj grad verdensborgere med et globalt udsyn. Verden er i sandhed deres østers; over 66 procent lever allerede i et andet land end deres fødeland eller har planer om at gøre det. Det svarer til ca. 1,6 mia. mennesker ud af jordens samlede befolkning!
Herudover er nutidens ungdom meget mere fællesskabsorienteret, sandheds- og retfærdighedssøgende end f.eks. min og mine forældres generation, der den dag i dag primært agerer efter selviske, tryghedssøgende og materielle værdier. Det behøver man ikke engang gå ud ad døren for at forvisse sig. Man kan blot nøjes med at kigge lidt rundt i det politiske landskab, nyhedsstrømmen og vælgernes nuværende præferencer. Det siger næsten det hele.
Men i McCanns undersøgelse The Truth About Youth, står det heldigvis langt bedre til. Her er de tre motivationsfaktorer, der rangerer højest blandt de unge:
Hellere være sund og rask end smuk og berømt
Den væsentligste årsag til, at Millennials er så optagede af de mere humanistiske værdier, er naturligvis, at de er den første generation, der for alvor ser og har adgang til hele verden samtidig – og dermed også ser og reagerer på de samme uretfærdigheder og fremtidsmuligheder i real time på især sociale medier. Den teknologi, vi råder over i dag, giver dem dermed nogle helt andre muligheder for at interagere med hinanden end min egen generation havde mulighed for. At Millennials er humanister udelukker dem imidlertid ikke fra også at være til hardcore business.
Næsten 70 procent af dem drømmer om at starte egen virksomhed og i deres verden er unge entrepreneurs som Mark Zuckerberg langt mere rockstjerne end rockstjernerne. Det står også noget i kontrast til de indikationer, som diverse “stresseksperter” ynder at divertere med, da de unge faktisk har en meget realistisk opfattelse af, hvad det vil sige at knokle sig til succes. I det hele taget er ungdommens ønsker for fremtiden fyldt med substans og meget lidt præget af de mere overfladiske drømme om at bare at være smuk og berømt.
Men når vi kigger på, hvad forskellene er mellem de ældre og yngre generationer i denne opsummering fra McCanns undersøgelse, så kan man måske godt forstå, hvorfor ungdommen i dag kan være en smule frustrerede med den verden og de voksne, de stadig er nødt til at forholde sig til.
Der er nemlig sket et normskred. Men som altid vil enhver ny generation historisk set altid flytte hegnspælene. Det ville også være skrækkeligt andet med mindre, vi ønskede at stå i stampe som mennesker. Det er der imidlertid intet, der tyder på, hvorimod alt tegner til, at vi roligt kan overlade roret til den næste generation, hvis moralske og ambitiøse kompas kun giver håb om en bedre fremtid med såvel mindre skørlevned som mindre stress.
Coverfoto: Natalia Rohas under Creative Commons (https://creativecommons.org/licenses/by/2.0/)
Illustrationer og datakilde: Danmarks Statistik, SFI, McCann Truth Central, Truth about youth
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler.
Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her