HISTORIE // BØGER – I 872 dage holdt Hitlers tropper Leningrad i et jerngreb. Op mod en million indbyggere frøs og sultede ihjel. Lena Mukhina oplevede rædslerne indefra, skriver journalist og forfatter Tommy Heisz. Hendes dagbog blev først opdaget mange år senere. I dag står den som et vigtigt vidnesbyrd om et grusomt kapitel i fortællingen om 2. Verdenskrig.
”Vi kan lige så godt lægge os til at dø. Det bliver værre for hver dag, der går.”
Sådan skrev Lena Mukhina i sin dagbog den 3. januar 1942. Hun var lige fyldt 17 og var en af de omkring 2,5 mio. indbyggere, som blev holdt fanget i den russiske storby Leningrad.
Belejringen af Leningrad var begyndt fire måneder tidligere. I september 1941 var tyske tropper nået frem til byen, men generalerne fik af Adolf Hitler ordre til at stoppe fremrykningen. Føreren havde en plan: Leningrad skulle ikke erobres på traditionel vis. Byen skulle sultes til døde. I Hitlers vision om et fremtidigt tysk storrige var der ikke plads til en millionby med Leningrads beliggenhed. Byen skulle fjernes fra jordens overflade.
I stedet for at indtage Leningrad lagde tyskerne en jernring omkring byen. Belejringen blev gennemført med støtte fra den finske hær. Vejene ind og ud af byen blev spærret, og samtidig lod tyskerne en lind strøm af bomber og granater falde ned over Leningrads borgere.
Dagbog dukkede op
I 1962 blev en dagbog indleveret anonymt til stadsarkivet i Leningrad. I første omgang blev den bare sat på hylderne, uden at nogen interesserede sig synderligt for den. Først mange år senere opdagede en nysgerrig russisk historiker den store værdi af de ord, der stod på dagbogens sider.
Dagbogen var skrevet af Lena Mukhina. En pige, som var 16 år og boede sammen med sin mor, da belejringen af Leningrad begyndte, og som de næste mange måneder kom til at opleve rædslerne på tætteste hold.
Den 28. juni 1941, altså nogle måneder før belejringen, skrev Lena i sin dagbog:
”Klokken fire lød luftalarmen. Vi gik ned i kælderen. Klokken fem var alarmen afblæst. Vi gik udenfor. Solens klare, skrå lys strømmede i et strålende vandfald frem bag ved Vladimirskaja-kirkens klokketårn. De mange zeppelinere skinnede klart i solen. Det var så smukt, at jeg ikke havde lyst til at gå hjem. En godssporvogn kom kørende forbi lastet med mælkedunke og kasser med mælkeflasker. Jeg var så godt til mode, jeg følte mig så glad. Så rolig.”
De mange zeppelinere skinnede klart i solen. Det var så smukt, at jeg ikke havde lyst til at gå hjem.
Mukhina oplevede frygten og senere elendigheden. Men hendes beskrivelser er langt fra dystre hele vejen igennem. Tvært imod fremstår de som et eksempel på, hvordan folk kan tilpasse sig en ny virkelighed i løbet af ganske kort tid og hele tiden forsøge at finde lyset og få det bedste ud af situationen.
For der var i bund og grund ikke meget at føle sig opløftet og positiv over i Leningrad. Allerede efter få måneders belejring var flere af byens vitale organer sat ud. Elværkerne løb tør for kul, sporvognene gik i stå, og da sneen begyndte at falde, kom der ingen og fjernede den.
I løbet af kort tid var Leningrad omdannet til en spøgelsesby.
Drømte om mad
”De sidste dage har vores eneste kilde til overlevelse været brød. Nu er klokken allerede 11, og der er ikke brød i en eneste bagerbutik,” skrev Lena i sin dagbog den 3. januar 1942.
Da den første vinter under belejringen satte ind, var der stor krise i byen. Sulten gjorde sit indtog i hvert eneste hjem.
Det fremgår blandt andet af de øjenvidneskildringer, den amerikanske historiker Alexis Peri fra Boston University præsenterede i 2017 i sin bog ’The War Within: Diaries from the Siege of Leningrad’. Her kan man læse, hvordan sulten udviklede sig så ekstremt, at folk begyndte at spise hinanden. Der findes mange beretninger om kannibalisme i Leningrad under belejringen. Nogle har beskrevet, hvordan hungrende folk spiste deres egne familiemedlemmer. Og hvordan der kunne udbryde slagsmål i suppekøerne, når en person faldt død om – hvilket skete ofte. De levende sloges over liget for at få fingrene i den dødes rationeringskort.
Jeg ved ikke, om jeg vil overleve. I dag føler jeg mig af en eller anden grund så svag. Jeg sværger, jeg dårligt kan stå på benene. Mine knæ knækker sammen under mig, det svimler for mig.”
Sulten kunne drive folk til vanvid. En teenager, Berta Zlotnikova, skrev: ”Jeg er ved at blive til et dyr. Der findes ikke nogen værre følelse, end når alle ens tanker handler om mad.”
Ivan Savinkov, en fabriksarbejder, skrev: ”Forfærdeligt. Her er kun skeletter, ikke mennesker. Hvordan skal det dog gå os?”
Også Lena Mukhina vender tilbage til den nagende sult mange steder i sin dagbog. Et sted skriver hun:
”Sultne, snublende, vaklende mennesker har hastet fra bagerbutik til bagerbutik siden klokken syv i morges, men de bliver kun mødt af tomme hylder og ingenting andet. Jeg ved ikke, om jeg vil overleve. I dag føler jeg mig af en eller anden grund så svag. Jeg sværger, jeg dårligt kan stå på benene. Mine knæ knækker sammen under mig, det svimler for mig.”
Men Lena dvæler i sine beskrivelser lige så ofte ved maden – og ikke mindst forestillingen om den – som noget konkret, der flytter ind i hendes tanker. Noget, hun kan bruge som et fast holdepunkt i en tid, hvor alt omkring hende vakler. Et dagbogsindlæg fra den 16. november 1941 er således én lang tankerække om mad:
”Når alting igen bliver normalt efter krigen, og man igen vil kunne købe alting, så vil jeg købe et kilo rugbrød, et kilo tvebakker og en halv liter bomuldsolie. Så vil jeg smuldre brødet og tvebakkerne, hælde en masse olie over det, mose det grundigt og blande det. Så vil jeg tage en spiseske og nyde at spise mig halvt fordærvet.
Bagefter vil mor og jeg bage forskellige pirogger – med kød, med kartoffel, med kål og med revet gulerod. Så vil vi stege en stor portion kartofler, og vi vil spise de sprøde, sydende kartoffelstykker direkte fra komfuret.
Og vi vil spise pastaskruer med creme fraiche. Og pasta med fyld og makaroni med tomatsovs og stegt løg og nybagt hvidt brød med sprød skorpe smurt med smør og med pølse eller ost. Og pølsen skal være så tykt skåret, at tænderne drukner i det hele, når man tager en bid.
Mor og jeg skal spise boghvedegrød med kold mælk på og bagefter den samme grød, men stegt på panden med løg, skinnende af smør.
Og til sidst skal vi spise varme, glinsende pandekager med syltetøj og små, tykke blinier.
Du gode, vi skal spise så meget, at vi selv bliver helt forskrækkede.”
Nu er jeg alene
I januar og februar 1942 ramte en ekstrem kuldebølge Leningrad. I begyndelsen af året døde 100.000 om måneden. Hver aften blev ligene hentet i hjemmene, stablet på slæder og kørt til kirkegårde og nødbegravelsespladser. Men det var svært at finde plads til dem alle, og det var også vanskeligt at få dem i den frosne jord. Mange steder måtte de døde efterlades i bunker. Nyfalden sne dækkede døden med en tynd fernis, men rædslerne kunne ikke skjules.
Den 8. februar skrev Lena Mukhina i sin dagbog:
”I går morges døde mor. Nu er jeg alene.”
Der gik to dage, før hun igen fik skrevet en smule:
”Jeg har fyret helt op i ovnen. Nu er der omkring 12 grader i værelset. Jeg skriver mere i morgen.”
Lena var i dyb sorg de næste uger. Samtidig var den unge pige bange for, om hun selv kunne finde ud af at overleve:
”Hvor er det hårdt at være alene. Jeg er jo kun 17 år. Jeg har slet ingen livserfaring. Hvem skal nu give mig gode råd? Hvem skal lære mig, hvad der er rigtigt og forkert? Der er kun fremmede mennesker omkring mig, ingen af dem interesserer sig spor for mig.”
Senere skrev hun:
”Mit hjerte bløder, og jeg kommer til at tænke på mor. Det forekommer mig hele tiden, at mor bare lige er taget af sted for at ordne noget og snart kommer igen. Hvor er jeg sulten.”
Men Lena hængte i. De fleste dagbogsindlæg var stadig præget af en ukuelig livsvilje og handlekraft. For eksempel den 17. februar:
”Jeg er blevet helt velhavende. Jeg har hvede i én dåse, perlebyg i en anden, boghvede i en tredje, lidt ærter i en bøtte og 125 gram kød i vindueskarmen (…) I går fik jeg at spise: ærtesuppe til forret og boghvedegrød med smør til hovedret, og til aftensmad fik jeg grød af perlebyg med smør. Brødet, jeg har købt i dag for en rubel og 25, smager dejligt, det er tørt, rigtig godt. Jeg hører radio for tredje dag i træk. Det er dejligt, så føler man slet ikke ensomheden.”
Den 21. marts 1942 skrev Lena:
”Min kære lille dagbog, goddag, nu er jeg hos dig igen. Jeg har det så godt nu og ud af denne overflod af behagelige følelser skriver jeg disse linjer. Lad der bare være krig og sult. Livet går jo videre. Alt, hvad man skal igennem, er alligevel bare en overgang. Der er ingen grund til tungsind. Væk med sorg og klage, mig venter muntre dage.”
Lena rakte ud efter lyset. Og inden længe ville vinteren være på vej væk.
Brødet, jeg har købt i dag for en rubel og 25, smager dejligt, det er tørt, rigtig godt. Jeg hører radio for tredje dag i træk. Det er dejligt, så føler man slet ikke ensomheden.
Udvejen
Radioen forsøgte konstant at berolige borgerne. Under hele belejringen forlød det, at tyskerne snart ville være besejrede, men færre og færre troede på det. Folk forventede selv at styre mod den sikre død, men som Lena Mukhina forsøgte de fleste alligevel at opretholde de daglige gøremål og passe deres pligter.
Leningrads belejring varede i 872 dage. Søen Ladoga, som tyskerne ikke kunne kontrollere, var den eneste forbindelse til omverdenen. Det lykkedes kun at evakuere et fåtal. Efter vinterens mange lidelser var Lena en af de heldige, der fandt en udvej. I slutningen af maj blev hun hjulpet til byen Gorkij ved Volga-floden.
”Når alting igen bliver normalt efter krigen, og man igen vil kunne købe alting, så vil jeg købe et kilo rugbrød, et kilo tvebakker og en halv liter bomuldsolie. Så vil jeg smuldre brødet og tvebakkerne, hælde en masse olie over det, mose det grundigt og blande det. Så vil jeg tage en spiseske og nyde at spise mig halvt fordærvet.
Mukhinas dagbog dækker perioden fra den 22. maj 1941, til hun blev evakueret. Altså et års tætte beskrivelser af den historiske tragedie.
Historikere diskuterer stadig, om belejringen af Leningrad bør kategoriseres som folkemord. Op mod en million civile døde under belejringen. Sult og kulde var de største dræbere.
I efteråret 1945 vendte Lena Mukhina tilbage til Leningrad. Hun blev kunstner og arbejdede i især med mosaikker. Senere slog hun sig ned i Moskva, hvor hun boede til sin død i 1991.
Først mange år senere begyndte en russisk historiker at interessere sig for den dagbog, der var blevet indleveret på stadsarkivet mange år tidligere.
Lena Mukhinas dagbog blev først udgivet i 2011.
Bogen udkom på dansk med titlen ‘Lena Mukhinas dagbog’ med forord af Leif Davidsen på People’s Press i 2014.
Øvrige kilder:
https://www.theguardian.com/world/2016/dec/24/siege-of-leningrad-diaries-only-skeletons-not-people-second-world-war
http://www.eyewitnesstohistory.com/leningrad.htm
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
