LIV & MENNESKER // KLUMME – Taxamand Jesper Grunwald er vokset op med det frie initiativ. Men en aften, hvor han kører med pizza i stedet for passagerer, melder “profitratens fald” sig på lystavlen, og han kæmper med at komme til tåls med udviklingen. Den fri konkurrence. Markedet, der skal revolutionære den forældede hyrevognstradition. Og prisen, der bare skal ned, ned ned. Helt ned.
”Godaften, velkommen til verdens bedste taxiselskab …”
“Godaften, du taler med Jørgensen, jeg vil gerne …”
“Hvis du vil have en høj taxi, tryk 1, en lav, tryk 2, en elektrisk, tryk 3, eller en pizza, tryk prisen!”
En sarkastisk dialog, som ikke har fundet sted, men er uhyggeligt tæt på min virkelighed.
Taxierhvervet har taget kampen op med pizzabudene, studenterarbejderne på cykel, de unge lavtlønnede fra de østeuropæiske lande, hvor selv en dansk lavindkomst er bedre end ingenting.
Vejen er den slagne i krisesituationer, hvor corona hærger, og erhvervet nu er helt frit. Der er ingen formelle grænser for, hvor mange taxier, der kommer på gaden. Du skal ikke have et særligt kørekort – blot en hurtigt overstået kursusuddannelse. Hvor svært kan det være?
Fri konkurrence. Det er markedet, der skal revolutionere den forældede hyrevogns-tradition. Og priserne?
De skal ned. Helt ned!
Jeg er vokset op i det frie initiativ, min far var en fri bonde. Og min bonusdatter er sprunget fra lærergerningen og har lavet en succesfuld forretning med 10.000-vis af følgere på Instagram – på salg af vintage-tasker.
Jeg var røget på en af de nye ture som fastfood-pusher. En 5-kilometers tur – voldsomt under taksten for den kunde, der prajer mig på gaden. Jeg har tavshedspligt om konkurrenceforhold og kan derfor ikke sætte tal på.
Men lad mig sige det således: Hvis jeg – alene med denne form for budkørsel skulle indkøre, hvad der svarer til mindstelønnen til mig selv (og den anden halvdel til vognmanden) – skulle jeg på en 8-timers vagt køre 30 pizzature. Tredive!
Det er i praksis helt umuligt. Hverken færdselsloven eller markedet kan løsne den knude.
”Arh, kammerat, den der omgang Røde Mor og betonkommunistiske bekymring må du tilbage til 70’erne med”.
Den blå papegøje skræpper igen fra min højre skulder:
”Din gamle, sentimentale idiot. Du må sgu da ku’ forstå, at tiderne er skiftet. Var det ikke lige netop det, Dylan sang, dengang verdensrevolutionen var på dagsordenen. The Times They are A Changin’. Det her er jo bare udviklingens nådesløse næb. Det er udviklingen. Udviklingen. Udviklingen!”
Papegøjen hvæsede videre hele aftenen, mens kunderne udeblev. Jeg kunne bruge ventetiden på at gøre status over 11 år som hyrevognschauffør på fuld tid. Og drømmene, der gik forud. Hvad var det lige, der skete? Jeg sendte tankerne tilbage til studentertiden i Århus, hvor det nærmest svarede til et religiøst dogme at få læst Karl Marx’ Das Kapital.
Tænk at drive en milliard-virksomhed helt uden ansatte. Ingen løn, ingen sygedage, ingen barsel, ingen uddannelse
Men lad mig lige bringe en advarsel for ikke at puste til tidens kommunistforskrækkelse, der får selv de latinskoleagtige konservative til at bruge fuckfingeren, når der skal gøres op med statsministerens ”utålelige statsdyrkelse”:
Jeg er ikke kommunist eller marxist. Jeg mener ikke, at lykken ligger i arbejderklassens ejerskab til produktionsmidlerne. Jeg havde familie i det tidligere DDR, besøgte arbejder- og bondestaten flere gange – og jeg havde og har svært ved at se det østtyske regime som meget andet end et korrumperet diktatur.
Jeg er vokset op i det frie initiativ, min far var en fri bonde. Og min bonusdatter er sprunget fra lærergerningen og har lavet en succesfuld forretning med 10.000-vis af følgere på Instagram – på salg af vintage-tasker.
Jo, jeg stemmer til venstre for midten, men det er fordelingen af kagen, et globalt menneskesyn og mådehold med naturens ressourcer, der har placeret mig der. Ikke misundelsen over andres rigdom. Og slet ikke ønsket om fundamentalistiske samfundsforhold.
Jeg har altid været en tvivler!
Efter denne tur ved håndvasken tør jeg sige det: Jeg har aldrig helt kunnet glemme 70’ernes marxistiske slangudtryk “profitratens fald“. Den er teorien om, at konkurrencen styres af varens pris, så derfor betyder konkurrence helt firkantet, at du evner at levere en vare – billigere. Du trykker prisen på det enkelte produkt, og så må du øge profitten på anden vis. Profitten bliver mindre i ”stykpris”. Men du har mange flere varer at sælge.
Den tidlige industrialisme gjorde det med damp- og dieselmaskiner, der var hurtigere og mere produktive end mennesker. For få årtier siden kom robotterne og digitaliseringen, der får markedet til at virke hurtigere end vore egne hjerneceller.
I sidste måned enedes et flertal i folketinget om en revision af den nye taxilov. Man har øjeblikkeligt strammet sprogkravet til chaufførerne
Og så er der selvfølgelig altid den slagne vej: Ned med prisen på arbejdskraften! Den mest indbringende vision efter den logik må være: Tænk at drive en milliard-virksomhed helt uden ansatte. Ingen løn, ingen sygedage, ingen barsel, ingen uddannelse.
Uber var den sublimerede, våde drøm om billig persontransport. En ”sexet” app, som binder kunden sammen med private bilister. Når du alligevel er ude at køre, så tag dog en medborger med for en billig penge. Det viste sig ret hurtigt, at det med ”deleøkonomi” reelt blev til taxichauffør-med-egen-bil.
Her i landet blev Uber smidt på porten. Løsarbejde uden skattebetaling går jo ikke i Velfærdsdanmark. Eller gør det?
Sandheden er, at selv om Uber blev ekskluderet, overlevede mekanismen. Taxilovgivningen blev ændret, så markedet nu er tæt på at være helt frit. Ikke længere disse “planøkonomiske tilladelser”, hvor politikerne holder øje med, om antallet af taxibevillinger nu også passer til markedets størrelse.
Selskaber fusionerede, men det vigtigste: Vognmændene kunne nu sælge deres taxiselskab, som de tidligere havde ejet som andelsselskab eller en forening. Det skete med to af landets store selskaber. Nu ejes selskaberne af hver sin kapitalfond, og vognmændene er blevet kunder i deres gamle butik. Vognmænd, ja! Men underleverandører. De fik et engangsbeløb pr. bevilling og mistede kontrollen.
Så profitraten er i den grad faldet.
Det fald sætter kun konkurser grænsen for, så længe den enkelte vognmand kan betale sin såkaldte ”pladsleje”, hvilket er den månedlige afgift til taxiselskabet for at være underleverandør og trække på radio, markedsføring – og på salgsafdelingen! Den frie konkurrence sætter fokus på prisen, og den skal ned.
Varens kvalitet? Ja, den står til diskussion.
I sidste måned enedes et flertal i folketinget om en revision af den nye taxilov. Man har øjeblikkeligt strammet sprogkravet til chaufførerne. Det er jævnlig oppe i folkemunde, og når det gælder ”de fremmede iblandt os”, ryster det store flertal af politikere ikke på hænderne.
Det noget mere komplicerede krav i den nye taxilovs § 10 – om at løn og arbejdsvilkår ikke må være ringere end lignende aftaler på arbejdsmarkedet – er sendt i udvalg.
Men, rolig nu. Markedet fungerer. Taxi – nu også med pizza og thaisuppe.
Og profitraten? Den falder!
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF JESPER GRUNWALD HER
Topillustration: Hans Braxmeier, Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
