taxamand profitrate

Taxamandens klumme: Rapport om profitratens fald

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – Taxamand Jesper Grunwald er vokset op med det frie initiativ. Men en aften, hvor han kører med pizza i stedet for passagerer, melder “profitratens fald” sig på lystavlen, og han kæmper med at komme til tåls med udviklingen. Den fri konkurrence. Markedet, der skal revolutionære den forældede hyrevognstradition. Og prisen, der bare skal ned, ned ned. Helt ned.

”Godaften, velkommen til verdens bedste taxiselskab …”

“Godaften, du taler med Jørgensen, jeg vil gerne …”

“Hvis du vil have en høj taxi, tryk 1, en lav, tryk 2, en elektrisk, tryk 3, eller en pizza, tryk prisen!”

En sarkastisk dialog, som ikke har fundet sted, men er uhyggeligt tæt på min virkelighed.

Taxierhvervet har taget kampen op med pizzabudene, studenterarbejderne på cykel, de unge lavtlønnede fra de østeuropæiske lande, hvor selv en dansk lavindkomst er bedre end ingenting.

Vejen er den slagne i krisesituationer, hvor corona hærger, og erhvervet nu er helt frit. Der er ingen formelle grænser for, hvor mange taxier, der kommer på gaden. Du skal ikke have et særligt kørekort – blot en hurtigt overstået kursusuddannelse. Hvor svært kan det være?

Fri konkurrence. Det er markedet, der skal revolutionere den forældede hyrevogns-tradition. Og priserne?
De skal ned. Helt ned!

Jeg er vokset op i det frie initiativ, min far var en fri bonde. Og min bonusdatter er sprunget fra lærergerningen og har lavet en succesfuld forretning med 10.000-vis af følgere på Instagram – på salg af vintage-tasker.

Jeg var røget på en af de nye ture som fastfood-pusher. En 5-kilometers tur – voldsomt under taksten for den kunde, der prajer mig på gaden. Jeg har tavshedspligt om konkurrenceforhold og kan derfor ikke sætte tal på.

Men lad mig sige det således: Hvis jeg – alene med denne form for budkørsel skulle indkøre, hvad der svarer til mindstelønnen til mig selv (og den anden halvdel til vognmanden) – skulle jeg på en 8-timers vagt køre 30 pizzature. Tredive!

Det er i praksis helt umuligt. Hverken færdselsloven eller markedet kan løsne den knude.

taxamand profitrate
Hvor mange pizzature tager det for taxamanden at tjene en mindsteløn? Han laver regnestykket og kan ikke glemme “profitratens fald”. Foto: Hans Braxmeier, Pixabay

”Arh, kammerat, den der omgang Røde Mor og betonkommunistiske bekymring må du tilbage til 70’erne med”.

Den blå papegøje skræpper igen fra min højre skulder:

”Din gamle, sentimentale idiot. Du må sgu da ku’ forstå, at tiderne er skiftet. Var det ikke lige netop det, Dylan sang, dengang verdensrevolutionen var på dagsordenen. The Times They are A Changin’. Det her er jo bare udviklingens nådesløse næb. Det er udviklingen. Udviklingen. Udviklingen!”

Papegøjen hvæsede videre hele aftenen, mens kunderne udeblev. Jeg kunne bruge ventetiden på at gøre status over 11 år som hyrevognschauffør på fuld tid. Og drømmene, der gik forud. Hvad var det lige, der skete? Jeg sendte tankerne tilbage til studentertiden i Århus, hvor det nærmest svarede til et religiøst dogme at få læst Karl Marx’ Das Kapital.

Tænk at drive en milliard-virksomhed helt uden ansatte. Ingen løn, ingen sygedage, ingen barsel, ingen uddannelse

Men lad mig lige bringe en advarsel for ikke at puste til tidens kommunistforskrækkelse, der får selv de latinskoleagtige konservative til at bruge fuckfingeren, når der skal gøres op med statsministerens ”utålelige statsdyrkelse”:

Jeg er ikke kommunist eller marxist. Jeg mener ikke, at lykken ligger i arbejderklassens ejerskab til produktionsmidlerne. Jeg havde familie i det tidligere DDR, besøgte arbejder- og bondestaten flere gange – og jeg havde og har svært ved at se det østtyske regime som meget andet end et korrumperet diktatur.

Jeg er vokset op i det frie initiativ, min far var en fri bonde. Og min bonusdatter er sprunget fra lærergerningen og har lavet en succesfuld forretning med 10.000-vis af følgere på Instagram – på salg af vintage-tasker.

Jo, jeg stemmer til venstre for midten, men det er fordelingen af kagen, et globalt menneskesyn og mådehold med naturens ressourcer, der har placeret mig der. Ikke misundelsen over andres rigdom. Og slet ikke ønsket om fundamentalistiske samfundsforhold.

Jeg har altid været en tvivler!

Efter denne tur ved håndvasken tør jeg sige det: Jeg har aldrig helt kunnet glemme 70’ernes marxistiske slangudtryk “profitratens fald“. Den er teorien om, at konkurrencen styres af varens pris, så derfor betyder konkurrence helt firkantet, at du evner at levere en vare – billigere. Du trykker prisen på det enkelte produkt, og så må du øge profitten på anden vis. Profitten bliver mindre i ”stykpris”. Men du har mange flere varer at sælge.

Den tidlige industrialisme gjorde det med damp- og dieselmaskiner, der var hurtigere og mere produktive end mennesker. For få årtier siden kom robotterne og digitaliseringen, der får markedet til at virke hurtigere end vore egne hjerneceller.

I sidste måned enedes et flertal i folketinget om en revision af den nye taxilov. Man har øjeblikkeligt strammet sprogkravet til chaufførerne

Og så er der selvfølgelig altid den slagne vej: Ned med prisen på arbejdskraften! Den mest indbringende vision efter den logik må være: Tænk at drive en milliard-virksomhed helt uden ansatte. Ingen løn, ingen sygedage, ingen barsel, ingen uddannelse.

Uber var den sublimerede, våde drøm om billig persontransport. En ”sexet” app, som binder kunden sammen med private bilister. Når du alligevel er ude at køre, så tag dog en medborger med for en billig penge. Det viste sig ret hurtigt, at det med ”deleøkonomi” reelt blev til taxichauffør-med-egen-bil.

Her i landet blev Uber smidt på porten. Løsarbejde uden skattebetaling går jo ikke i Velfærdsdanmark. Eller gør det?

Sandheden er, at selv om Uber blev ekskluderet, overlevede mekanismen. Taxilovgivningen blev ændret, så markedet nu er tæt på at være helt frit. Ikke længere disse “planøkonomiske tilladelser”, hvor politikerne holder øje med, om antallet af taxibevillinger nu også passer til markedets størrelse.

taxamand profitrate
Uber blev ekskluderet fra Danmark, men efterfølgende blev der lavet ændringer i taxalovgivningen. Planøkonomiske tilladelser røg ud, skriver taxamand Jesper Grundwald, og profitraten falder. Foto: Flickr

Selskaber fusionerede, men det vigtigste: Vognmændene kunne nu sælge deres taxiselskab, som de tidligere havde ejet som andelsselskab eller en forening. Det skete med to af landets store selskaber. Nu ejes selskaberne af hver sin kapitalfond, og vognmændene er blevet kunder i deres gamle butik. Vognmænd, ja! Men underleverandører. De fik et engangsbeløb pr. bevilling og mistede kontrollen.

Så profitraten er i den grad faldet.

Det fald sætter kun konkurser grænsen for, så længe den enkelte vognmand kan betale sin såkaldte ”pladsleje”, hvilket er den månedlige afgift til taxiselskabet for at være underleverandør og trække på radio, markedsføring – og på salgsafdelingen! Den frie konkurrence sætter fokus på prisen, og den skal ned.

Varens kvalitet? Ja, den står til diskussion.

I sidste måned enedes et flertal i folketinget om en revision af den nye taxilov. Man har øjeblikkeligt strammet sprogkravet til chaufførerne. Det er jævnlig oppe i folkemunde, og når det gælder ”de fremmede iblandt os”, ryster det store flertal af politikere ikke på hænderne.

Det noget mere komplicerede krav i den nye taxilovs § 10 – om at løn og arbejdsvilkår ikke må være ringere end lignende aftaler på arbejdsmarkedet – er sendt i udvalg.

Men, rolig nu. Markedet fungerer. Taxi – nu også med pizza og thaisuppe.

Og profitraten? Den falder!


LÆS FLERE TEKSTER I POV AF JESPER GRUNWALD HER


Topillustration: Hans Braxmeier, Pixabay

 

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker