OPERA // ANMELDELSE – Verdis koncentrerede operabehandling af Shakespeares kongemordstragedie Macbeth er sat i scene med bloddryppende, knivskarpt fokus. Mørke hemmeligheder, mord og drama lurer ikke kun under overfladen, men bryder konstant ud i lys lue og blodrus.
Shakespeares kongemordstragedie Macbeth fra 1606 fokuserer i Verdis operabehandling fra 1847 lige så meget på den magtsyge Macbeth og hans sindssyge efter mordet på kong Duncan som på kvinden i dramaet, Lady Macbeth. Hun er den drivende kraft bag mandens og sin egen skæbnebestemte vej til magten. Den har heksene forudset, og derfor er legitimiteten for dem begge til at begå kongemord tilsyneladende på plads. Eller er den? Det er hovedspørgsmålet, som rejses i denne opera, og som den i sine koncentrerede dramaturgiske og musikalske sigtelinjer konstant søger ind mod en afklaring af.
Uden personligt at kende Shakespeares originale tragedie gennem egen læsning lod Verdi operaens libretto udarbejde på basis af en fri italiensk prosaoversættelse af tragedien fra 1838, hvilket igen blev afgørende for den frihed, hvormed han selv gik til opgaven. Det var således først efter operaens urpremiere i 1847, at komponisten stiftede egentligt førstehåndskendskab med Shakespeares original. I sin operabehandling af emnet lod han sig musikalsk inspirere af adskillige elementer fra såvel genfærdsscenen i Mozarts Don Giovanni som de døde nonners opstigning fra gravene i Meyerbeers Robert le Diable, begge operaer, han havde studeret intenst i netop denne periode af sit liv.
Knap tyve år efter værkets urpremiere gennemreviderede han operaen forud for dens første opførelse i Paris, og det er denne sidste version, der i dag oftest foretrækkes i moderne opførelser.
Verdi følger i sin endelige version således Shakespeares skuespil forholdsvis tæt, men laver også flere interessante ændringer
Verdi følger i sin endelige version således Shakespeares skuespil forholdsvis tæt, men laver også flere interessante ændringer. I stedet for at bruge de tre hekse i skuespillet skaber han et stort kvindekor af hekse. Desuden indledes sidste akt med et kor af flygtninge på den engelske side af grænsen mellem kongeriget Skotland og England og afsluttes igen med et kor, der fejrer sejren over tyrannen og den konspiratoriske hustru.
Der er således rigeligt med spændinger, brudflader og reflekterende udsagn om hovedpersonernes individuelle bevæggrunde, der fører Macbeth og hustruen ud på deres fælles morderiske togt, hvorfor operaen da også reelt står tilbage som et musikalsk kammerspil mellem de to og deres bevæggrunde. De sekunderes konstant af de gennemkomponerede korsatser, der udføres af henholdsvis hekse og soldater, og som igen perspektiverer og kommenterer dramaets stigende handlingsforløb, ligesom det er tilfældet i de antikke græske tragedier.
Fra walk-in closet til red light district
At forholde sig til dette værks intrikate og intime magtspil i operascenens storformat og samtidig ikke miste den dybe psykologiske indsigt og intimitet, som Verdi her lægger frem i storladen sang og tonerækker, er en kunstnerisk udfordring, som Det Kongelige Teater i repremieren på den aktuelle iscenesættelse fra 2013 i store træk lykkes med, ikke mindst sangligt.
I et nøgent walk-in-closet-agtigt scenerum, hvor de agerende skiftevis træder ind og ud gennem usynlige paneldøre, kommer vi tæt på de centrale figurer og deres respektive karakterer lige fra allerførste scenebillede. Alle toner her frem i moderne outfits, hvor tragedien om den historiske skotske konge Macbeth MacFinlay, der regerede over Skotland fra 1040 til 1057, nu i stedet udspiller sig, som var vi i en Hitchcock-thriller fra slutningen af 1950’erne.
Selve kongemordet foregår således i en Disney-lignende forlystelsespark, mens heksene først viser sig som en forsamling desperate housewives, der fra deres indledende undertøjsbeklædning alle ifører sig ens anonyme spadseredragter, ligesom for at antyde, at de som clairvoyanter af menneskeskæbner bevæger sig frit, men usete rundt iblandt os.
I scenerne, hvor Macbeth i sin tiltagende sindssyge har mareridtsvisioner over det begåede kongemord, er vi på besøg i en scene i et red light district med poledance og lummer, blodrød belysning som udtryk for, at hans magtsyge i lige så høj grad er en seksuel besættelse som en kynisk strategisk magtstræben, sådan som det flere gange bliver understreget i forholdet til hustruen.
Disse scener står stærkt, men måske også lidt vel fordrejede, for egentlig er det i sangen og dens foredrag alene, at Macbeths og hustruens fælles besættelse dybest set kommer til udtryk.
Operaens skulpturelle midtpunkt
Den fortolkes med både stort overskud og dramatisk intensitet af henholdsvis Jens Søndergaard og Marigona Qerkezi. Han har med sin rungende, malmfulde barytonklang en stærk underliggende farve af smerte, mens hun med en formidabelt ren og klar stemmeklang står som den forbilledlige Verdi-sopran.
Søndergaard formår uden mindste besvær at forbinde Verdis lange fraser med både dybde og højde i et prægtigt, kontinuerligt foredrag, uden at vi hører et eneste åndedræt. Qerkezi på sin side rammer tonerne lige i zenit og med en træfsikkerhed, der aftvinger beundring, og som kun skæmmes en smule af hendes undertiden noget ukontrollerede crescendi, der i deres kulmination går lidt ud over beherskelsen af stemmeklangen.
I deres fælles fysisk-sceniske samspil fremstår de, som var de selve billedet på ondskabens tab af personlig moral og etik i et højere magtspils tjeneste
I deres fælles fysisk-sceniske samspil fremstår de som operaens skulpturelle midtpunkt med en massiv, monumental styrke, som var de selve billedet på ondskabens tab af personlig moral og etik i et højere magtspils tjeneste. Dette er fremstillet både tidligere og senere end hos Shakespeare og Verdi, men næppe så essentielt og koncentreret som i netop Macbeth.
Opførelsen sekunderes af velbesatte sideroller, især Henning von Schulman som Banquo og Jamez McCorkie som Macduff, samt af det uhyre fint afstemte operakor, hvor såvel kvinderne som herrerne hver for sig og tilsammen leverer fuldtonende ensemblesatser, der vidner om Verdis kormesterskab. Alt samles og formidles her med kyndigt overblik og spændstigt lederskab af Vassilis Christopoulos i orkestergraven.
Gå derfor til Macbeth og bliv klog på moralsk forfald og kynisk magtsyge, må anbefalingen lyde efter denne opførelse af et af Verdis vel mest centrale og intense operadramaer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og