FILM // ANMELDELSE – Andrea Arnolds Bird er lige dele socialrealisme og magisk ditto. Hvilket føles ganske passende for en tid, der føles mindre og mindre virkelig. Frederik Bojer Bové har set den og sammenligner med to af hendes tidligere film.
Det er sjældent, at jeg begynder en anmeldelse med at diskutere en films rulletekster, men Andrea Arnolds Bird gør noget ret særligt til sidst. Efter at vi har set navnene på filmens vigtigste skuespillere, står der ‘A film by:’ og så kommer derefter navnene på samtlige involverede filmarbejdere i alfabetisk orden.
Rulleteksterne siger noget om, hvad Arnold gerne vil med den her film: Hun vil gerne lave en film af og for almindelige mennesker. Det er moderne socialrealisme, hvilket understreges af de mange TikTok-lignende klip af de medvirkende, som vi ser, mens navnene ruller forbi.
Men samtidig er Bird en magisk-realistisk film med et komplekst og overnaturligt plot. Spiller de to ting imod hinanden? Nej, det er en af de mest fascinerende ting ved Bird, nemlig at den virker som en fuldstændig logisk fusion af social- og magisk realisme.
Arnolds verdener
Jeg tillader mig at anse Bird som værende den tredje film i en trilogi af Andrea Arnold om unge fattige kvinder, og de verdener, de må bevæge sig i, sammen med Fish Tank (2009) og American Honey (2016). I alle tre film følger vi unge kvinder i pressede situationer, men de tre film bliver progressivt mindre (social)realistiske.
I Fish Tank forsøger unge Mia at undslippe livet i et trøstesløst betonkvarter ved at danse, og i American Honey drager unge Star på en fantastisk tur rundt i sublimt og lige knapt virkeligt USA, sammen med en gruppe af unge der sælger magasin-abonnementer. Der er intet håb om at kunne få et ordentligt liv på normale måder i de to film – hverken via uddannelse eller et velbetalt arbejde – så livet kommer i stedet til at bestå af dans og musik og håbefulde rejser.
Det er en komplet uvirkelig virkelighed, Bailey vokser op i
I Bird er uvirkeligheden så blevet endnu større. 12-årige Bailey (Nykiya Adams) bor som squatter i et faldefærdigt hus sammen med sin far og sin halvbror i rum, de selv etablerer med tæpper og madrasser, og hvor underholdningen er selvoptagede film projekteret op på vægge med små projektorer. Faren, Bug (Barry Keoghan), har planer om at tjene penge ved hjælp af en frø, der udskiller psykedelisk slim.
Det er med andre ord allerede en komplet uvirkelig virkelighed, Bailey vokser op i – hvilket bliver understreget i et klip, hvor hun kigger nærmest længselsfuldt hen mod et betonhøjhus i det fjerne. Præcis den slags solide verden, som Mia forsøgte at undslippe fra.
Det føles derfor heller ikke særlig mærkeligt, da Bailey møder den mystiske Bird (Franz Rogowski), der påstår, han som ung boede i en lejlighed tæt på Baileys mor. Men drengen, der boede der, døde for længe siden …
Fantasmatisk realisme
De magiske træk ved Bird tiltrækker nok mest opmærksomhed, men det essentielle ved den er, at den skildrer en verden, der hele tiden føles komplet uvirkelig, selvom meget egentlig er helt normalt. Folk bliver forældre som 14-årige, og bedsteforældre før de bliver tredive. Man bevæger sig rundt blandt tre mennesker på elektriske løbehjul. Børn slår sig sammen i grupper for at overfalde og filme folk, der er stemplet som pædofile.
Arnold vælger surrealismen, og skaber noget der virker langt mere ægte i 2020’erne. Hvordan skal man ellers skildre England efter Boris Johnson og Liz Truss?
Filmen foregår i Kent i det sydlige England, i områder der synes så forfaldne, at de er vendt tilbage til en form for naturtilstand. Det her er tidligere industri- og fiskeri-områder, hvor alt, hvad der tidligere skabte jobs og velstand, er forsvundet igen. Der er lidt turisme ude ved kysterne, men udenfor sæsonen er der stort set intet.
Det kunne man naturligvis stadigvæk have skildret nøgternt og realistisk, men det ville ikke være solidarisk. Arnold vælger surrealismen, og skaber noget, der virker langt mere ægte i 2020’erne. Hvordan skal man ellers skildre England efter Boris Johnson og Liz Truss?
Instruktøren Andrea Arnold har også instrueret helt andre ting, blandt andet HBO-serien, Big Little Lies, som POV skrev om i 2018.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og