NY BOG – En sommerdag i det herrens år 1415 fængede kætterbålet på en eng uden for Konstanz, den store rigsstad ved Bodensee for foden af Alperne. Røgen steg til vejrs, ilden døde hen, og asken blev smidt i Rhinen. Kætteren var død og borte, men et ganske andet bål ulmede langt derfra, i hans hjemby Prag. Fire år senere flammede kætteriet atter op og rejste sig til en ildstorm, der i årevis hærgede store dele af det centrale Europa. Fem korstog blev udkommanderet mod brandstifterne, men alle fem blev slået tilbage af dem, af ‘husitterne’. Sådan kaldtes de genstridige tjekker, der gjorde oprør i deres kætterdømte landsmands navn: Jan Hus.
Hundrede år før Martin Luther gjorde Jan Hus op med afladshandlen, med paven som Guds ligeværdige stedfortræder og med kirkens verdslige magt. Og som tyskeren insisterede allerede tjekken på Skriften som kristendommens afgørende instans og på at forkynde Evangeliet på modersmålet i stedet for latin. Men hvor Hus med sin død støbte kuglerne til en revolution, reddede Luther sit liv ved at sanktionere nedslagtningen af ethvert oprør mod øvrigheden som et oprør mod Guds orden. Og hvor Hus betroede sin reformation til folket, satte Luther sin i pant hos fyrsterne.
Jan Hus er med andre ord ikke bare navnet på en tjekkisk reformator, men også på en europæisk revolutionær. Med ham blev kontinentet podet med en dynamisk kraft, der både var svanger med pietisme og pacifisme, med kritik og konfrontation. Husittismen fandt bestandigt nye skikkelser, som førte oprøret videre: I 1618 kastede husitter to katolikker ud gennem vinduerne på slottet i Prag og gav dermed stødet til Trediveårs krigen.
Og i 1918 tjente Jan Hus tjekkerne som national samlingsfi gur under deres løsrivelse fra Østrig-Ungarn. Andre uden politiske ambitioner besindede sig på den religiøse arv fra Hus, nemlig Brødremenigheden, som med kolonier i Christiansfeld, København og Nuuk nåede helt til Danmark og verdens ende.
****
Peter Tudvad:
Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri
Et martyrium og dets følger, s. 142-150
En skelsættende begivenhed som den lutherske reformation i det 16. århundrede fejres gerne af dens tilhængere som enestående. Vel nægter de ikke, at den havde sine forudsætninger og omstændigheder, for det er jo dem, som deres helt reagerede på. Men de betragter den ikke desto mindre som et resultat af geniets unikke handling, uden hvilken den ikke ville have fundet sted. En sådan handling er for lutheranerne at se Luthers opslag af sine 95 teser mod afladshandlen i Wittenberg den 31. oktober 1517, som derfor tæller som reformationens begyndelse. Tilsvarende kunne husitterne i det 15. århundrede se Hus’ død på kætterbålet i Konstanz den 6. juli 1415 som begyndelsen på deres reformation.
Hvis ikke man betragter historien som et rent produkt af dens iboende dynamik og uomgængelige nødvendighed, må man medgive, at enkelte individer har grebet betydeligt ind i den. Luther er ét eksempel, Hus et andet. Fastholder man trods sin begejstring for sådanne enere et dialektisk perspektiv, hvor historien handler lige så meget med individerne som disse med hin, risikerer den ellers så skelsættende begivenhed alligevel at fortabe sig i en uendelig række af betingende grunde, motiver og årsager. Dette var for så vidt, hvad koncilet i Konstanz så, da det gav en kommission i opdrag at »undersøge tilfældet Jan Hus, som her er blevet arresteret på grund af John Wyclifs vildfarelser«. Uden den britiske kætter ingen bøhmisk ditto!
Sammenhængen og slægtskabet fremgik lige så tydeligt, da koncilet i den årle morgenstund den 6. juli 1415 først bekræftede fordømmelsen af ikke færre end 260 artikler af John Wyclif som kætterske og dernæst fældede dom over Jan Hus og de 30 vildfarelser, man havde uddraget af hans skrifter. I præmisserne for dommen over Hus hed det, at Wyclif var som et dårligt træ, der bar slette frugter, og »som en giftig rod«, der bestandigt satte nye skud, ja, satte fordærvelige børn i verden. »Den hellige synode i Konstanz er tvunget til at rejse sig mod dem som mod uægte og illegitime børn og til i stadig årvågenhed med den kirkelige myndigheds kniv at fjerne deres vildfarelser som skadelige tidsler fra Herrens vinmark, så de ikke som en kræftknude spreder sig til andres fordærv.«
Et sådant barn – en sådan discipel – af John Wyclif var netop Jan Hus.
Hvis ikke man betragter historien som et rent produkt af dens iboende dynamik og uomgængelige nødvendighed, må man medgive, at enkelte individer har grebet betydeligt ind i den. Luther er ét eksempel, Jan Hus et andet
Koncilet var selvfølgelig også opmærksomt på, at det tjekkiske kætteri efter engelsk forbillede havde slået rod og sat nye skud. »Jan Hus har med sine offentlige prædikener og de af ham kompilerede skrifter forført de kristne, især i kongeriget Bøhmen«. Dér var der med andre ord risiko for, at kætteriet kunne sprede sig og ende med et oprør mod såvel den gejstlige som den verdslige autoritet – mod den pave, som koncilet endnu ikke havde valgt, og den konge, som endnu ikke havde arvet det bøhmiske rige fra sin bror.
Den ulydighed, som Hus advokerede over for øvrighedspersoner, der levede i dødssynd og ikke kvalificerede deres myndighed ved efterfølgelse af Kristus eller hans disciple, udgjorde en betydelig del af de 30 artikler, han blev dømt for. »Paven er ikke apostelfyrsten Peters godtgjorte og sande efterfølger, hvis han i sin vandel lever i modsætning til Peter«, hed det i artikel 13; »hvis han drives af begær, er han Judas Iskariots stedfortræder.« Hen ved en tredjedel af artiklerne gengav Hus’ nægtelse af pavens forrangsstilling – som koncilet med dekretet Haec sancta selv ironisk nok havde sat sig over.
Afgørende var det imidlertid, at Hus ikke bare nægtede paven lydighed. »Lydighed over for kirken er en lydighed, som er i modstrid med Skriftens autoritet og skyldes en opfindelse af kirkens præster.
Dertil kom, at Hus havde appelleret til Jesus Kristus som sin dommer og således demonstreret sin foragt for den apostolske stol og dens nøglemagt, altså dens magt til på Guds vegne at fælde evige domme over sjælene. Det er også i denne sammenhæng, at fordømmelsen af Hus’ prædestinationslære må ses; for selvom denne lære ikke i sig selv var kættersk, var den ved sin påstand om, at enhver fra evighedernes evighed allerede var forudbestemt til frelse eller fortabelse, en overflødiggørelse af kirkens magt til at dømme sjælene – og dermed en undergravelse af dens magt over menneskene.
Bedre blev det ikke af, at Hus nægtede hele den apostolske succession fra Peter til den samtidige pave (hvem denne end måtte være). Peter var slet ikke den hellige, almindelige kirkes overhoved – for det var alene Kristus – og paven havde oprindelig ikke fået sin magt fra Gud, men fra kejseren.
Hvad Hus sigtede til, var »Den konstantinske gave« – Donatio Constantini – med hvilken kejser Konstantin i begyndelsen af det 4. århundrede skulle have bekræftet pave Sylvester som Guds stedfortræder på jord og givet ham magt over byen Rom samt adskillige landområder. Paven henviste gerne til Donatio Constantini som en retsgyldig sanktion af hans magt over for kejseren; men Hus vendte den her mod paven selv, så den i stedet godtgjorde, at han netop havde sin magt fra kejseren og dermed ikke fra Gud. »Den pavelige værdighed skyldtes kejseren, og indsættelsen af paven i hans forrangsstilling udsprang af kejserens magt.«
Faktisk var dokumentet et falsum, men det vidste hverken Hus eller andre på det tidspunkt.
Selv havde Hus været offer for falske vidner og forfalskninger af hans læresætninger, men da dommen over ham faldt, var han det ikke længere. De 30 artikler, han fortsat nægtede at tilbagekalde, gengav redeligt hans tanker i Tractatus de ecclesia, hvilket ikke mindst var kardinal Zabarellas fortjeneste. I det hele taget blev han dømt efter bogen, hvilket ville sige den kanoniske ret, som han notorisk havde krænket. Trods prædikeforbuddet havde han prædiket, trods bandlysningen havde han holdt gudstjeneste, trods stævningen var han ikke taget til Rom. Hans appel til Kristus var der ikke hjemmel for i den kanoniske ret. Altså var koncilets dom over ham ikke noget justitsmord, men en legitim konsekvens af, at den kanoniske rets bøger – Corpus juris canonici – stod over den bog, som Hus bestandigt pukkede på, nemlig den Hellige Skrift. Hus var taget til Konstanz i den naive tro, at han i modstrid med den kanoniske ret ville få lov til at procedere en juridisk sag rent teologisk. På den anden side var dommerne lige så naive som Hus, hvis de troede, at kirkens jura ville gøre lige så stort indtryk på tjekkerne, som magisterens teologi havde gjort.
Hus godtgjorde, at paven havde sin magt fra kejseren og dermed ikke fra Gud. »Den pavelige værdighed skyldtes kejseren, og indsættelsen af paven i hans forrangsstilling udsprang af kejserens magt.«
Som flere gange nævnt forstod koncilet udmærket, at det heldigste våben mod kætteriet i Bøhmen ville være, at Hus tilbagekaldte den lære, der nærede det. Altså var koncilet ikke interesseret i at få ham brændt på bålet, da det også nok forstod, at bøhmerne let i Hus kunne se en martyr i stedet for en kætter. Så meget desto vigtigere var det, at loven blev overholdt til punkt og prikke. Kirken tragtede ikke efter blod – ecclesia non sitit sanguinem – hed det med et gammelt ord. Derfor overlod den henrettelsen af kættere til den verdslige magt, som ifølge sine love ikke blot kunne, men skulle brænde dem på bålet. Men denne ansvarsforflygtigende praksis havde Hus forinden gennemskuet og afsløret som hykleri. »Vi har ikke ret til at henrette nogen«, var jo netop, hvad de jødiske ypperstepræster sagde, da de overlod Jesus til Pilatus. Derfor havde Hus, som det fremgik af en af de 30 artikler, sammenlignet de kirkelige dommere med de jødiske ypperstepræster og kaldt dem »værre mordere end Pilatus.«
Mens denne sammenligning for koncilet var alt andet end flatterende, var den for Hus selv intet mindre end forherligende, da det således var ham, der fulgte Kristus efter – ganske vist ikke på korset, men derimod på bålet. Mange andre kættere havde lidt og led fortsat den samme skæbne.
Hus var imidlertid den første lærde, der blev brændt på bålet, i to hundrede år, hvorfor hans død vakte opsigt I hele kristenheden og ikke blot i Bøhmen. Med sin martyrdød skrev Hus sig som en sand helgen ind i tjekkernes gyldne legender. Intet martyrium fik så ikonisk status som hans, der blev foreviget og fejret i træsnit, miniaturer, altertavler og skulpturer. Frem for alt blev hans død mobiliseret for en national selvstændighed over for såvel den hellige romerske kirke som det hellige romerske rige.
At det ville gå sådan, vidste man i sagens natur ikke, da Hus blev brændt den 6. juli 1415, men nogle havde nok en anelse. En, der vitterligt havde, var den bøhmiske biskop Johann af Leitomischl.
Fem dage efter henrettelsen af Hus meddelte han denne i to breve til henholdsvis den bøhmiske konge og ærkebiskoppen af Prag. Begge formanede han om, at deres rygte stod på spil, hvorfor de måtte anstrenge sig for at bremse kætteriets udbredelse i Bøhmen. Hvor ringe tiltro, han selv havde til, at dette ville lykkes, kom han for skade at røbe i brevet til kongen. Her ytrede han nemlig sin frygt for, at hans eget stift skulle blive mål for husittiske angreb. Den samme frygt fik ham til at tøve næsten halvandet år med i sit eget stift at offentliggøre koncilets dekret af 15. juni 1415 mod lægmandskalken. Frygten var, som det siden skulle vise sig, ikke grundløs. Ganske vist vendte biskop Johann i modsætning til de fleste andre antihusitter, som havde deltaget i koncilet i Konstanz, hjem til Bøhmen, men kun for i 1420 at søge tilflugt i Mæhren, hvor husitterne endnu ikke stod så stærkt. I 1426 var det så vidt, at Johann måtte flygte til Ungarn.
Den bøhmiske konge og pragske ærkebiskop – Wenzel IV og Konrad von Vechta – prøvede af realpolitiske grunde at sætte en stopper for det husittiske kætteri. Synderligt held havde de ikke med sig. Allerede den 2. september 1415 protesterede den bøhmiske adel mod henrettelsen af Hus. Med ikke færre end 452 segl under blev protesten sendt til Konstanz, hvor samtlige 452 adelige omgående blev ekskommunikeret. I februar og igen i september 1416 blev de sågar stævnet for koncilet som »kætteriets støtter«.
Den bøhmiske konge og pragske ærkebiskop – Wenzel IV og Konrad von Vechta – prøvede af realpolitiske grunde at sætte en stopper for det husittiske kætteri. Synderligt held havde de ikke med sig
Alt imens spidsede konflikten til i Prag, hvor det trods myndighedernes fortvivlede modstand kom til fordrivelser af katolske præster og efterfølgende indførelse af den forbudte lægmandskalk i de besatte kirker. Med kalken havde husitterne definitivt fundet deres symbol, selvom Hus selv længe havde tøvet med at tilslutte sig den.
Det var da også i højere grad Jakobellus von Mies, der gav kalken dens teologiske og politiske betydning, nemlig som tegn på det egalitære fællesskab mellem præsten og menigheden. Som sådan besad kalken et ikke blot reformatorisk, men også revolutionært potentiale.
I martyren Hus havde man desuden et på én gang moralsk og intellektuelt samlingspunkt for det, der først efter hans død blev til en egentlig bevægelse. Således vægrede samtlige magistre og doktorer på Carolina sig i en latinsk skrivelse af 11. september 1415 mod påstanden om Hus’ kætteri, ligesom de bevidnede hans redelighed og standhaftighed som lærd og som præst.
Med henrettelsen af Hus havde koncilet i Konstanz ikke knægtet husitterne, men i stedet givet dem en anledning til at besinde sig på en fælles teologi, der kunne samle dem mod den fjende, der ville dem til livs. Koncilet var imidlertid så forblændet af sit eget lignende projekt – én pave i én kirke med én tro – at det frem for at gyde olie på vandene kastede benzin på bålet. Hieronymus von Prag sad jo fortsat arresteret i Konstanz, hvortil han trods Hus’ advarsler var kommet den 4. april 1415. Men heller ikke ham ville koncilet skåne af hensyn til de krænkede bøhmere: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig«, sagde Peter til Jesus før dennes tilfangetagelse i Jerusalem.
»Skulle jeg nogensinde erfare, at du er i nød, så følger jeg efter dig for at hjælpe dig«, sagde Hieronymus til Jan ved dennes afrejse til Konstanz.
Efter sin ankomst til den frie rigsstad fik Hieronymus udvirket, at koncilet udstedte et frit lejde til ham. Dette afholdt dog ikke koncilet fra få dage senere at stævne ham, hvorefter han fik kolde fødder og flygtede. Nær var det lykkedes ham at nå i sikkerhed i Bøhmen, men tæt på grænsen blev han fanget og ført tilbage til Konstanz. Da Hus den 6. juli undervejs til sin henrettelse gik ud gennem Geltingertor, sad Hieronymus von Prag lænket i Sankt Paulsturm ikke langt derfra.
Hjemme i Bøhmen kunne man nu fejre to martyrer, selvom Hieronymus von Prag aldrig fik den samme status som Jan Hus. Allerede i 1416 blev årsdagen for Hus’ død gjort til en mindedag i stil med martyrernes i den katolske helgenkalender
Under indtryk af vennens grusomme død på bålet og udsigten til at lide den samme skæbne valgte Hieronymus von Prag på koncilets plenarforsamling den 23. september at afsværge sig den tro, han havde delt med Hus og Wyclif. Trods tilbagekaldelsen forblev han indespærret, hvilket måske bidrog til, at han efterhånden besindede sig. Over for koncilet erklærede han nu, at han aldrig havde syndet så dybt mod sin samvittighed, som da han fornægtede Hus og Wyclif. Ganske vist betonede han, at han satte kirkefaderen Augustin over dem begge, og at han holdt fast i kirkens lære om transsubstantiationen – brødets og vinens forvandling til Jesu legeme og blod under messeofferet – men i koncilets øjne var dette ikke tilstrækkeligt til en frifindelse for kætteri. »Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner«, hed det med et citat af Jesus i dommen over Hieronymus; »man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.«
Som Peter i den sidste ende fulgte Jesus i døden på korset, fulgte Hieronymus nu Jan i døden på bålet, da også han – den 30. maj 1416 – blev brændt som kætter lidt uden for Konstanz.
Hjemme i Bøhmen kunne man nu fejre to martyrer, selvom Hieronymus von Prag aldrig fik den samme status som Jan Hus. Allerede i 1416 blev årsdagen for Hus’ død gjort til en mindedag i stil med martyrernes i den katolske helgenkalender. I den anledning blev hans breve fra fængslet i Konstanz og Peter von Mladoniowitz’ beretning om hans martyrium læst op. Som sådan var det altså ikke hans teologi, der samlede tjekkerne om hans minde, men derimod at han var død for sin tro og for sin nation. Hagiografien gik hånd i hånd med ikonografien, da man på de tidligste skildringer af ham efter hans død så ham med helgenglorie og kætterhue. Først omtrent hundrede år senere begyndte man at afbilde den notorisk glatbarberede magister med langt skæg, baret på hovedet og bog i hånden – måske for at associere ham med en anden lærd, nemlig Martin Luther, der da i Tyskland havde fået held med sit fokus på den rene fornuft og den Hellige Skrift.
Apropos den akademiske lærdom erklærede rektor og alle magistre på Karlsuniversitetet sig for lægmandskalken i et manifest af 10. marts 1417. Heri hed det på både latin og tjekkisk, at det var i overensstemmelse med Kristi bud at modtage altersakramentet i begge dets skikkelser, mens det var et menneskeligt påfund i modstrid med
Evangeliet at nægte lægmand kalken. Med sit votum underkendte Carolina dekretet af 15. juni 1415 mod lægmandskalken og satte sig implicit over koncilet i Konstanz. Universitetets intime sammenhæng med kirken taget i betragtning var det intet mindre end et nyt skisma, der truede. Nogen større enighed mellem Prag og Konstanz var der i hvert fald ikke udsigt til, når man i den bøhmiske hovedstad netop i 1417 også genindførte den altergang for børn, som kirken de facto havde afskaffet i det 13. århundrede. Ligheden grasserede, og revolutionen lurede.
Koncilet i Konstanz sad ikke provokationen i Prag overhørig, men ophævede som konsekvens af manifestet af 10. marts 1417 samme år Carolinas privilegier. Den, der læste i Prag, måtte nu belave sig på, at hans eksamen ikke talte andre steder end i Bøhmen. Følgen blev, at Karlsuniversitetet som rent bøhmisk og rent husittisk dårligt kunne regnes som et universitet. Den deroute, det havde oplevet siden sin grundlæggers død, var således fuldendt. Til gengæld fik husitterne sig en loyal læreanstalt.
Peter Tudvad: Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri
People’s Press, 2018
338 sider, indbundet
Topillustration: En af utallige senmiddelalderlige fremstillinger af Jan Hus’ død på kætterbålet i Konstanz, i dette tilfælde fra schweizeren Diebold Schilling den Ældres såkaldte Spiez-krønike fra midten af 1480’erne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
