MUSIK // ANMELDELSER — Trioen Nelson Can står og stopper på toppen. So Long Desire er kontrolleret 12-talspop og bliver således et godt billede på præstationssamfundet: Det endelige resultat er fremragende, men vejen for at nå dertil er opslidende og opløsende. En anden trio, sydfynske Orcas, gør en dyd ud af at besynge hjemstavnen og distancere sig fra storbyens unuancerede menneskesyn.
Nelson Can – So Long Desire
Nelson Cans So Long Desire er som en sirlig planlagt begravelse efter en alt for tidlig død. Blækket var nemlig dårlig tørt og pladerne knap færdigtrykt, før trioen offentliggjorde, at So Long Desire skulle blive gruppens sidste udgivelse. For folk der hader at sige farvel, er der derfor, udover nydelsen ved at lytte til pladen, en smerte ved at vide, at den dygtige trio fra Odder nu ikke længere eksisterer.
So Long Desire lyder på en og samme tid som Patti Smiths poppede punk og Madonnas punkede pop
Nelson Can er den kvindelige udgave af Turboweekend: Samme dikterende stortrommepedal, samme energieksplosioner i omkvædene og samme fornemmelse for hittet. Forskellen er bare, at Nelson Can er bedre.
So Long Desire lyder på en og samme tid som Patti Smiths poppede punk og Madonnas punkede pop. Høje ambitioner er et grundvilkår for trioen, som der synges om på åbningsnummeret med ekko og tung bas.
Hurtigt derefter er der med skæringen Limelight popklister til øregangene, der måske også peger på bandets eget farvel:
”I never had so much to live for I would die for it.”
Magen til hit skal man lede længe efter med perfekt mixet uh-kor og en krog af en vokalmelodi i omkvædet.
Derefter trækkes luft ind på den eftertænksomhedstunge No Longer Afraid, hvis vokalmelodiske mønstre lyder som cellisten og sangeren Cæcilie Trier kunne have sunget dem. Hurtigt efter løslader gruppen energi på den PJ Harvey-inspirerede Madness, der starter med flot guitarlyd. Sangen behandler, at kærligheden ikke kun er blomster og behagelighed. Sanger Selina Lannie henter her inspiration i de nyere amerikanske stemmer som Angel Olsen og Julia Jacklin.
So Long Desire er karrierens højdepunkt og ligger unisont med bandets dødsdag. Det er et godt billede på præstationssamfundet: Selvom udtrykket er formfuldendt perfekt, er vejen derhen opslidende og opløsende
På Interlude indvies lytteren i en overvejelsesproces i studiet, hvor Nelson Can indspiller. Her er en stemning af at prøve noget af, hvilket står i skarp kontrast til den polerede og kontrollerede lyd der ellers er på pladen. Måske for at vise en flig af den tvivl og uenighed, der har splittet bandet. Det står i kontrast til det færdige resultat, der er velproduceret og kontrolleret.
Dermed føles Interlude som en krimiforfatter der afslører, at morderen er processen. Processen, der ellers er højtbesunget i disse års tænkning, ender på paradoksal vis med at blive årsagen til bandets endeligt.
https://www.youtube.com/watch?v=uLEoYXn9gqY
Det betyder, at Nelson Can står og stopper på toppen med denne udgivelse. Pladen er karrierens højdepunkt og ligger unisont med bandets dødsdag. Det er et godt billede på præstationssamfundet: Selvom udtrykket er formfuldendt perfekt, er vejen derhen opslidende og opløsende. Hvis ikke smerten skal dulmes med antidepressiver, er eneste udvej at gå hver til sit.
So Long Desire er således kontrolleret 12-talspop, der varer ligeså kort tid som en mundtlig eksamen er lang: 25 minutter.
Orcas – Fakir
Hvis bonderøven spillede blues, ville det lyde som det fynske band Orcas. Hvis Imran Rashid spillede blues, ville det lyde som Orcas. Der er ikke kun blandt Danmarks Radios hyldest til udkantsdanmark og storsælgende lægefaglig selvhjælpslitteratur, at der findes danske stemmer, der tordner mod storbyens larm og smartphonens skadelige virkninger på vores evne til at være nærværende. De holdninger kommer også til udtryk akkompagneret af hidsig og herlig bluesrock i form af fynske Orcas, der er klar med studieplade nummer to, Fakir.
Orcas spiller en rap adhd-rock, hvor sangene synes at blive til i spontane indfald undervejs, som de bliver spillet
Hjem til Sydfyn, der åbner pladen, er hjemstavnsdigtning med strøm på guitaren. Sanger Oscar Lundsteen bryder med den gængse opfattelse om, at diversiteten og forskelligheden er at finde i storbyen. Den eneste kur der dur, er at rejse hjem til Sydfyn. Du har brug for variation i dit menneskesyn, og det får du ifølge Orcas på Sydfyn.
Og først i den fysiske bevægelse væk fra storbyen kan kærligheden gro i brunsvigerens hjemland, som Lundsteen bræger, mens sangen slutter i ritardando, som for at understrege og gentage pointen: Sydfyn er bedst!
Det er svært ikke at tænke på Thøger Olesens Er det sært at man kan længes bort herfra, der også omhandler længslen fra at komme væk fra byen og tilbage til landet, hvor alt ånder fred og idyl.
På Slå din telefon ihjel lyder Orcas som de hyperproduktive og hurtigt spillende australiere King Gizzard & the Lizard Wizard. Det skyldes blandt andet, at guitarens toner ligger unisont med Oscar Lundsteens vokal. Den tempoopskruede rock, hvor trommer og bas vidunderligt markerer og-slagene, får bandet til at lyde som om, de er ved at falde ned ad en køkkentrappe med hænderne fulde af brugt service. Igen er budskabet enkelt: Dræb din telefon.
Inspirationen kommer ikke kun langvejs fra. Orcas ser også tilbage i rockhistorien hvad instrumentationen angår, der ofte lyder som klassisk 60’er-beat, men også i teksternes budskaber ser Orcas tilbage: Ligesom Steppeulvene og andre 60’er-bands kiggede mod østen, skråler Lundsteen, at han er fuldtidsfakir, hvilket er et job, man ikke kan sige op.
Sangen kan læses som en kritik af det danske jobsystem, der i iveren efter at få politikerne til at fremstå handlekraftige presser folk ud i løntilskudsjobs for at give fornemmelsen af, at man ikke vil have arbejdsløse borgere og hvor det kan være svært at tjene penge på jobs, der ikke lige er at finde på jobcentrets hjemmeside.
Fakir er udover de nævnte eksempler en plade fuld af tjep power. Orcas spiller en rap adhd-rock, hvor sangene synes at blive til i spontane indfald undervejs, som de bliver spillet. Den charme er nem at holde af.
Nelson Can: So Long Desire
Udkom d. 31. januar 2020 på Like A Can Of Beans Records
Orcas: Fakir
Udkom d. 20. december 2019 på Orcinus Records.
Foto: Bobby Mandrup.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
