MELLEMØSTEN // ANALYSE – Trump ville undgå endnu en “forever war” i Mellemøsten. Men ifølge flere eksperter er han måske gået i en fælde, hvor hverken Iran eller Israel har råd til at fremstå som svage. I næsten tredive år opererede Mellemøsten efter et sæt forudsigelige, om end blodige, uskrevne regler. Med Hormuzstrædet lukket, atomforhandlinger med Saudi-Arabien og et USA, der ikke længere dikterer regionens sikkerhed, er den gamle, blodige status quo brudt sammen.
I årtier har USA været den afgørende sikkerhedspolitiske aktør i Mellemøsten. Men den balance er ved at bryde sammen. Med direkte militære konfrontationer mellem Israel og Iran, et lukket Hormuzstræde og voksende usikkerhed om USA’s rolle står Donald Trump over for et dilemma: Han ønsker at undgå endnu en langvarig krig, men udviklingen er måske ikke længere under amerikansk kontrol.
Amerikanerne er bekymrede og ønsker ikke at blive involveret i en ny “forever war” som i Irak og Afghanistan – krige, der egentlig opnåede meget lidt. Trump ønsker måske ikke en “forever war” med Iran, men det er måske heller ikke helt op til ham. Måske er han gået i en fælde, “the short-war fallacy”, siger Lawrence Freedman, professor emeritus i War Studies ved King’s College i London.
Hvad går Irans strategi ud på?
Det korte svar: hegemoni og at skubbe USA ud af regionen.
Irans langsigtede geopolitiske mål er at blive den ubestridte sværvægtsmester i Mellemøsten. For at opnå dette er det iranske regimes eksplicitte mål at gøre det så dyrt, frustrerende og farligt for USA at forblive i regionen, at USA i sidste ende pakker sammen og forlader den.
Det holder en lille herskende elite forankret i magten og projicerer styrke udadtil, samtidig med at den iranske indenlandske økonomi efterlades i kaos, og civilbefolkningen er fuldstændig prisgivet regimets onde logik
De ønsker at skabe en indflydelsessfære, hvor nabostaterne i den arabiske verden ikke har andet valg end at indgå aftaler med Teheran på Teherans vilkår. Det har indtil videre betydet angreb på Kuwait, Qatar, Emiraterne, Bahrain, Saudi-Arabien og Jordan.
Irans slutspil handler om kalkuleret afskrækkelse, regional dominans, Israels udslettelse og om at holde sig selv ved magten for enhver pris. Strategien er baseret på at bluffe og undgå at tabe, mens den iranske befolkning i mellemtiden lider en bitter skæbne i dette spil. Hormuzstrædet er også blevet lukket, hvilket påvirker det globale oliemarked og ikke mindst de svage økonomier i Afrika og Asien.
Konsekvenserne synes at være underordnet: Den Islamiske Republiks højeste prioritet er at sikre sin egen fortsatte eksistens. Ledelsen er stærkt bevidst om, hvad der skete med personer som Muammar Gaddafi i Libyen eller Saddam Hussein i Irak.
Man mener i regimet, at hvis man viser nogen form for sårbarhed, eller hvis man oprigtigt indgår kompromiser med Vesten, vil systemet blive afviklet.
Regimets slutspil er derfor statisk: at opretholde et jerngreb om den interne magt for at forhindre staten i at kollapse indefra.
Baggrunden
Problemet går tilbage til den første atomaftale fra 2015, JCPOA (Joint Comprehensive Plan of Action), som Trump i sin karakteristiske uansvarlige stil trak sig ud af i sin første præsidentperiode i 2018.
Selve aftalen var en satsning fra Irans moderate fløj, anført af daværende præsident Hassan Rouhani. De argumenterede over for den øverste leder, Ali Khamenei, at hvis Iran gik på kompromis med sit atomprogram, ville Vesten ophæve sanktionerne, økonomien ville komme sig, og Iran kunne normalisere sin status.
Men da USA trak sig ud, sagde de yderliggående kræfter i Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i bund og grund: “Det sagde vi jo.” De brugte USA’s udtræden til at udrense de moderate. Den konklusion, regimet endte med at drage, var ikke kun, at en bestemt amerikansk præsident var en dårlig forhandler – lektien, de lærte, var, at det amerikanske politiske system simpelthen ikke kan garantere langsigtede forpligtelser.
Det var ikke bare, at den amerikanske udtræden gjorde Iran vred – den bekræftede også den dybe frygt hos Irans mest hårdkogte ledere. Det er også her, Gaddafis og Saddams skæbne kommer ind i billedet for det iranske lederskab, blot set fra et nyt perspektiv.
Fra Teherans synspunkt beviste JCPOA-erfaringen, at det at opgive den nukleare afskrækkelse gør Iran sårbart.
Grunden til den nuværende krise hænger derfor sammen med sammenbruddet af JCPOA. I Iran er man overbevist om, at kompromis ikke fører til langsigtet stabilitet. I stedet er man sikker på, at den eneste garanti for overlevelse er at gøre sig selv for farlig til at lege med.
Tragedien ved denne logik
Det skal ikke glemmes, at Den Øverste Leder og Den Islamiske Revolutionsgarde driver en dybt korrupt mafiastat pakket ind i et religiøst flag. De nyder deres rigdom, monopoler og magt, og de går efter regional hegemoni.
Tragedien ved regimets slutspil er, at det er fuldstændig egoistisk. Det holder en lille herskende elite forankret i magten og projicerer styrke udadtil, samtidig med at den iranske indenlandske økonomi efterlades i kaos, og civilbefolkningen er fuldstændig prisgivet regimets onde logik.
Regimet fremstår måske som vinder over for det “mægtige” USA – i hvert fald på den korte bane – men har samtidig tabt sin egen befolkning på gulvet. Spørgsmålet er derfor, hvor længe regimet kan fortsætte sit spil, før den iranske befolkning igen gør oprør – måske endnu voldsommere end i januar, hvor op mod 35.000 civile ifølge oppositionskilder blev dræbt.
Truslen fra det berigede uran
Der er stadig det højtberigede uran (mindst 400 kg.) på iransk jord, som der skal forhandles med Iran om, og det er fortsat helt uklart, hvad det vil ende med.
Israelske forsvars-, efterretnings- og akademiske eksperter er dybt uenige om, hvad der vil ske med dette materiale, og om Israel i sidste ende kan tolerere den i årtier gentagne iranske trussel om at “udslette Israel fra landkortet”.
Atomaftaler og våbenkapløb
Den netop indgåede aftale om et civilt atomprogram mellem USA og Saudi-Arabien kan føre til, at Saudi-Arabien og andre nationer i regionen “under dække” af et civilt program på længere sigt vil søge en uranberigelse, der kan ende med et atombevæbnet Mellemøsten.
Man kan undre sig: vil saudiarabisk berigelse ikke bare give Iran endnu en grund til at skaffe sig bomben?
Forsøger Trump at provokere Iran til at bevæbne sig? Har han med sin manglende ansvarsfølelse ikke selv lagt grunden til et våbenkapløb i regionen?
Et potentielt positivt aspekt er, at en normalisering af forholdet mellem Saudi-Arabien og Israel – som Trump kræver for endeligt at godkende atomaftalen – kan bringe palæstinenserne tilbage i billedet.
Situationen er dog fuld af paradokser: Mens USA på den ene side underskriver en skelsættende atomaftale med Saudi-Arabien, der kan bane vejen for indenlandsk atomberigelse, udkæmper landet samtidig en krig med Iran, delvist for at forhindre Teheran i at berige uran.
En bekymrende virkelighed
Iran kan måske trænge USA op i en krog, men ifølge Thomas Friedman fra The New York Times har Israel en strategi, der lyder: “You cannot out-crazy us.” Ifølge den tankegang siger Israel til Iran: Uanset hvilke regler I troede, vi spillede efter, gælder de ikke længere. Vi er villige til at gå længere end jer.
Men, påpeger Friedman, der er også en stor hage ved det. Når begge sider forsøger at bevise, at de er den farligste aktør i rummet, skrumper fejlmarginen til nul. Det skaber en skræmmende cyklus, hvor ingen af siderne har råd til at virke svage: Hvis Iran giver fuldstændigt efter, mister regimet sin indenlandske og regionale troværdighed. Og hvis Israel holder op med at presse på, frygter landet, at Iran blot vil genopbygge sit atomprogram og sit netværk af proxy-militser.
I næsten tredive år opererede Mellemøsten efter et sæt forudsigelige, om end blodige, uskrevne regler
Slutspillet af denne strategi er ustabilitet. Den har skubbet regionen ind i et højrisikospil, hvor de gamle afskrækkelsesregler brydes, og et nyt, meget uforudsigeligt manuskript skrives i realtid.
Det er ikke bare en midlertidig fase – det er regionens strukturelle virkelighed i den nærmeste fremtid. I næsten tredive år opererede Mellemøsten efter et sæt forudsigelige, om end blodige, uskrevne regler: Iran brugte sine proxy-militser til at chikanere Israel, mens Israel brugte målrettede likvideringer og cyberangreb til at bremse Iran – og begge sider holdt sig lige under grænsen for total krig.
Det var en forfærdelig status quo, men det var en stabil status quo. Den stabilitet er væk. Ustabilitet er den nye normal.
Det er ikke længere en skyggekrig. Nu hvor Israel og Iran er trådt ud af skyggen og har gennemført direkte, statslige militærangreb på hinanden, er en massiv psykologisk barriere blevet brudt.
At sende hundredvis af ballistiske missiler eller udføre dybe luftangreb direkte mod hinanden er ikke længere en utænkelig eskalering – det er et kort, som begge sider har vist, de er villige til at spille. Når den tærskel først er krydset, bliver den standarden og udgangspunktet for den næste krise.
Det moderne Mellemøsten
I 30 år har USA, Iran og Israel eksisteret i en urolig ligevægt af hverken fred eller krig. Den ligevægt er nu kommet til en pludselig, dramatisk afslutning.
Vi lever nu i en tid, hvor den globale supermagt USA enten ikke er i stand til eller uvillig til at fungere som regionens politi. USA har brugt over et årti på at forsøge at styre uden om Mellemøsten og dikterer ikke længere vilkårene for regional sikkerhed.
Uden en ekstern magt, der er stærk nok til at håndhæve grænser eller mægle store aftaler, skriver lokale aktører deres egne regler i realtid – udelukkende baseret på rå magt og overlevelse.
I denne kontekst får regionale alliancer og pragmatiske diplomatiske processer en uvurderlig betydning. Mens vestlige medier primært fokuserer på Hormuzstrædet og krisen omkring dets lukning og blokader, foregår der for eksempel netop nu forhandlinger mellem Israel og Libanon om en normalisering af forholdet mellem de to lande.
Ud over den store gevinst, som fred i sig selv ville udgøre, vil en sådan normalisering også skabe en helt ny dynamik i regionen og sætte en stopper for Irans og Hizbollahs ødelæggende indflydelse.
Hvis Golfkrigen ikke eskalerer, vil Vestbredden gøre det
Den i forvejen særdeles komplekse regionale virkelighed kompliceres yderligere af Tyrkiets forsøg på at genoplive sine osmanniske stormagtsdrømme ved at blande sig i Libanons og Israels anliggender – med den tyrkiske indenrigsminister, der ligefrem taler om at erobre og styre Jerusalem som dets fremtidige guvernør. Denne form for tyrkisk imperialisme er blevet blankt afvist af både Libanon og Israel.
For de mennesker, der bor i regionen, for erhvervslivet og for de globale energimarkeder betyder alt dette et liv med stor usikkerhed og en permanent baggrundsstøj af krise – og dermed stort stress for både sind og krop. Spørgsmålet er ikke længere, “om” der kommer en ny eskalering, men blot “hvornår og hvor”.
Der er mange yderligere elementer, der præger krisestemningen. Endnu et par ubekendte er Syrien samt den katastrofale og eksplosive situation på den besatte Vestbred og i Gaza, hvor fremtiden ser dyster ud. “Hvis Golfkrigen ikke eskalerer, vil Vestbredden gøre det,” skriver Amos Harel, anerkendt militæranalytiker ved det israelske dagblad Haaretz.
Det er, mildt sagt, en ustabil virkelighed. At betragte uforudsigeligheden som den nye normal er derfor en ganske god måde at forstå det moderne Mellemøsten på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og