REJSEBREVE FRA UDKANTSEUROPA #12 – Journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen er kommet til Pripyat i Ukraine, den kommunistiske mønsterby der blev bygget i forbindelse med atomkraftværket Tjernobyl. Mens geigertællerens målinger stiger, forklarer guiden Oleg, at ulykken her var begyndelsen til enden.
Pripyat, Ukraine: Mens det ganske langsomt lysner i øst, når vi den beboede verdens ende: politiposten ved indkørslen til den lukkede 30-kilometerszone omkring den nedsmeltede reaktor 4 i Chornobylska Atomna Elektrostantsiya – Tjernobyl-værket!
”Don’t worry”, beroliger vores ledsager Oleg. ”Jeg har været turistguide i zonen, de kender mig. De skal bare smøres lidt”.
Sådan en bidende kold decemberformiddag kan man ikke se det, men den forbudte zone har faktisk, siger Oleg, på ganske få år udviklet sig til en kæmpe turistattraktion og dermed til en eskalerende pengemaskine. Da man åbnede området for turister i 2014, var der 6000 besøgende det første år. Nu kommer her mindst 65.000 om året, og det hele foregår ureguleret og er gennemsyret af korruption i østeuropæisk målestok. Pengene er simpelthen så store i denne her særlige radioaktive turistindustri, at det helt naturligt må tiltrække topkriminelle både indenfor som udenfor statsapparatet.
Her hersker absolut stilhed. Dybt inde mellem fyrtræerne finder vi tilgroede småbyer begravet i snemasserne; de har stået tomme i 32 år. Oleg går foran med geigertælleren, men den siger ingenting – vi befinder os stadig et godt stykke syd for reaktor 4, og vinden var den nat, 26. april 1986 klokken 01 23, i øst; en blå-glødende sky skød i det øjeblik en kilometer i vejret og drev derefter i de første timer vestover, mens dødbringende radioaktivt støv ganske stille dalede ned over skovene.
Da man ikke ejede en eneste fungerende geigertæller på Tjernobyl, anede ingen, at netop vestvejen omkring værket førte direkte gennem det allermest stråleramte område
Her i den sydlige del af eksklusionszonen er der helt ufarligt, fortæller vores guide. “Først drev skyen i vestlig retning, derefter blæste det stille mod nord, ind i Hviderusland og derfra ud over dele af Nordeuropa. Dem, der boede lige her, var i virkeligheden overhovedet aldrig truet”.
Den døde by
Vi fortsætter i bil ind i den indre zone, de sidste ti kilometer omkring den nedsmeltede reaktorkerne. Oleg tager den gamle vej vest om det nu endeligt lukkede kraftværk, den vej hvorpå 45.000 borgere fra Sovjetunionens kommunistiske mønsterby nummer ét – Pripyat – blev evakueret i løbet af et par timer i 1986.
Opgaven blev løst effektivt og i god ro og orden, vejret var dejligt, og da man ikke ejede en eneste fungerende geigertæller på Tjernobyl, anede ingen, at netop vestvejen omkring værket førte direkte gennem det allermest stråleramte område. Selv i dag, i frost og kulde og mange år efter at den døde, røde radioaktive skov, der opstod lige her, er blevet bulldozed langt ned under jordoverfladen, selv nu giver Olegs geigertæller hidsigt udslag.
“Don’t worry”, siger han. ”Det er småting. Når bare vi skynder os igennem, sker der ikke noget”.
Næh, der sker tilsyneladende ingenting. Der sker i det hele taget absolut ingenting her, hvor vi kører ind mellem de sidste spor efter det sidste forsøg på at etablere et ægte, fungerende, kommunistisk paradis på jord: Ind i den til evig tid døde by Pripyat.
Ven med atomet
Man skulle bruge elektricitet til driften af Sovjetunionen, så enkelt var det. Masser af strøm til millionbyen Kiev, til det øvrige af Ukraine og til Hviderusland, til militærets enorme radarer og til energifrådsende industrier og ineffektiv boligopvarmning. Partiets løsning var at tilvejebringe atomenergi i en skala, verden aldrig havde set før. Linjen, som den kom til udtryk i propaganda over hele unionen, var, at ”atomet er vor ven”, og at man skulle ”udnytte atomet til fredens, ikke krigens formål” – og så gik man i gang, i 1970, lige her, i de næsten ubeboede skove og sumpe, 110 kilometer nord for Kiev.
Endeløs atomenergi skulle til nærmest evig tid stråle ud til alle de socialistiske sovjetsamfund fra dette sted, fra dette futuristiske, perfekte kommunistsamfund: Pripyat
Der skulle bygges en splinterny idealby med plads til i første omgang 50.000 indbyggere, et gennemplanlagt mønstersamfund som skulle huse arbejdskraften til det værk, der sideløbende med opførslen af byen, skulle etableres få kilometer derfra, i Tjernobyl. Otte gigantiske reaktorer skulle det en skønne dag ende med. Endeløs atomenergi skulle til nærmest evig tid stråle ud til alle de socialistiske sovjetsamfund fra dette sted, fra dette futuristiske, perfekte kommunistsamfund: Pripyat.
Drømmesamfundet
Vi træder ud i den ubetrådte sne og mærker øjeblikkeligt polarkulden og en absolut stilhed mellem de utallige, unge birketræer omkring os. Vi er, tror vi først, i endnu en skov, men nej – der anes store bygninger mellem de tynde træer. Højhuse. Rækker af intakte, 12 etagers boligblokke; kun knuste ruder og tomme vinduer antyder, at intet her i virkeligheden er, som det skal være. Oleg tramper et spor i sneen og styrer os på den måde frem mod den centrale del af byområdet.
Han udpeger en stor café udsmykket med relieffer, der i modernistisk, ekspressiv stil hylder udnyttelsen af atomkernens iboende kraft. Borde og knuste stole ligger væltet omkring i tusmørket mellem knust glas og affald. Tomt. Det er så stille alt sammen.
Vi trænger videre gennem dybe snedriver på Boulevarden for Folkeslagenes Venskab. Forbi byens i 1986 topmoderne hospital, forbi Kulturpaladset med dets klub, gymnastiksale, bibliotek og bokseklub, forbi biografen.
”Se der”, siger Oleg og peger på en lav betonbygning, der tydeligvis engang har haft en lang glasfacade: ”Det var Sovjetunionens første supermarked. Det var en sensation i hele landet i 1972”.
Inde i mørket skimtes væltede indkøbsvogne og butikshylder. Jo, de skulle have det hele i Pripyat dengang, alt det som alle skulle få, når kommunismen i en ikke fjern fremtid ville være realiseret overalt. Og der skulle være solidaritet og fællesskab og enighed og lighed.
Så når vi centrum, en kæmpemæssig, tom plads mellem døde højhuse, stedet hvor sovjetmenneskene, kraftværksarbejderne, de unge pionerer med deres røde tørklæder, og de små børn, folkets og partiets kæreste eje, kunne mødes og slappe af sammen i fred og harmoni om aftnerne og på de kommunistiske mærkedage. En himmelsk freds plads!
De kunne behandle stort set alt – undtagen stråleskader: der var ikke nogen radiologisk afdeling. Da arbejderne og redningsfolkene på værket begyndte at vakle ind i timerne efter katastrofen, anede lægerne ikke, hvad de skulle gøre ved dem
Pladsens store pariserhjul – det ikoniske Tjernobyl-pariserhjul – er gennemrustent og de afskallede, gule gondoler fyldt til randen med sne. Geigertællerens bipper pludseligt skingert, da Oleg giver dem et hurtigt scan, radioaktiviteten er indlejret i dem og så meget andet her, det kan ikke vaskes af eller fjernes.
”Don’t worry”, siger Oleg. ”Vi bliver her ikke længe nok til, at det kan blive farligt”.
Vi er ikke så bekymret for strålingen, for lige så lidt som den aprilnat i 1986 kan man få øje på øje på noget farligt her i Pripyat, men vi haster alligevel sneknirkende væk fra de udslagsgivende forlystelser på den store plads, hen ad Lenin Boulevard til centralhospitalet, en flere etager høj, moderne bygning, hvor knuste døre og vinduer giver frit indblik til operationsgange og patientstuer, der ikke har set en sjæl i 32 år.
Det var begyndelsen til enden
Det hospital var state of the art i Sovjetunionen, siger Oleg. ”De kunne behandle stort set alt – undtagen stråleskader: der var ikke nogen radiologisk afdeling. Da arbejderne og redningsfolkene på værket begyndte at vakle ind i timerne efter katastrofen, anede lægerne ikke, hvad de skulle gøre ved dem. De fleste blev vist senere fløjet videre til Moska. Så kunne de lide en lang og pinefuld død der, på en rigtig radiologisk afdeling”.
Jeg genkender ordet ”ATOM” i en længere indskrift på taget af en af blokkene.
”Atomet skal være soldat for freden, ikke for krigen”, oversætter Oleg. ”Det var det billede, de tegnede af atomindustrien. Atomer for fred, ikke? Socialisme og fred hørte uløseligt sammen … og også de her atomreaktorer tre kilometer fra herfra, de arbejdede også for fred. Løgn, selvfølgelig, som alt andet. I virkeligheden var halvdelen af deres opgave at omdanne uran til plutonium, plutonium til atombomber”.
Vi finder tilbage til bilen og får gradvist varmen, mens vi forsigtigt kører nogle kilometer ad en snedækket skovvej.
Måske var det i virkeligheden her, at kommunismen fik dødsstødet, siger Oleg, mens vi for at få varmen holder stille med motoren kørende 100 meter fra reaktor 4 og dens indkapslede atomrædsel.
”Se hvad der skete med deres drømmesamfund – med Pripyat. Væk! Og de løj og løj i de første dage, for sandheden om, hvad der var sket her i Tjernobyl, var simpelthen for forfærdelig og afslørende. De løj alle sammen for at beskytte deres positioner og privilegier i sovjetsamfundet. De løj for at dække over de løgne, som hele deres ideologi byggede på. Men de kunne jo ikke lyve strålingen væk, ikke da den bredte sig over Nordeuropa. Der blev hele systemet klædt af til skindet. De var inkompetente, og deres system fungerede ikke, og ingen troede længere på dem. Det var begyndelsen til enden”.
Fotos: Skribenterne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her