ADHD // KRONIK – Siden hun var barn, har forfatter Signe Kierkegaard Cain oplevet angst og depression i kortere og længere perioder. Som ung var hun indlagt, og hun har taget antidepressiv medicin i en del år. Uro, udmattelse og usikkerhed er fulgt med hele vejen. For nylig blev hun som 48-årig diagnosticeret med ADHD. Her sætter hun ord på den heftigt debatterede diagnoses inderside og siger tak til de børn og unge, der udtrykker, hvordan de rent faktisk har det.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er de to indstillinger, jeg har: splat og spurt. Enten spurter jeg afsted, klarer mine arbejdsopgaver lynhurtigt, vasker op, men overser fedtpletter og madrester, lægger tøj sammen uden at folde det pænt. Jeg ringer til den ene, til den anden, sender beskeder, booker tid til nyt pas, til fodterapi. Jeg er tidspessimist, konstant bange for at komme for sent, og alt føles som noget, der skal overstås, så jeg kan gå i gang med det næste.
Minuttet efter, dagen efter, ugen efter, splatter jeg. Ligger på siden på sofaen, et tæppe fra tåspids til skulder, binger boligprogrammer, madprogrammer, krimier; rundturen på streamingtjenesterne, desperationen efter at finde noget nyt på Netflix, helst med så mange afsnit som muligt, de ti sekunders overgang mellem afsnittene, der føles som timer.
Eller endnu værre: Jeg ryger ned i et hul så dybt, at jeg ikke kan huske, jeg nogensinde har befundet mig deroppe, hvor de andre går rundt.
Om morgenen vågner jeg uden at vågne. Min krop står op, men mit hoved bliver i sengen, det bliver i natten eller i i går eller i morgen. Der ligger så store tuer af jord rundt om i min hjerne, at tankerne ikke kan komme forbi
Mit splattede hoved stivner i fugerne, tankerne kan ikke engang gå i ring, men kun hoppe på stedet. Jeg er bange for lys, jeg er bange for mørke, jeg er bange for lyde, jeg er bange for stilhed. Havde jeg som mine bedstemødre været husmor i halvtredserne, ville jeg ganske sikkert have fået udskrevet ”Mother’s little helper”:
She goes running for the shelter of her mother’s little helper
And it helps her on her way
Gets her through her busy day
For mine nerver er i evigt oprør. Uroen, dén følelse, der ikke engang er en følelse, men en altomfattende tilstand, gør det pinefuldt at være i en krop, der aldrig ved, hvornår den skal bevæge sig, og hvornår den skal stå stille – og lige meget hvad den foretager sig, holder hjernen sjældent pause.
Når jeg lægger mig i sengen om aftenen, myldrer myrerne frem. Mine ben, der ikke skal andet end at ligge stille, vil alt andet end at ligge stille. Endeløs rastløshed. Et hoved, der ikke kan mere, men ben, der ville ønske, de kunne spurte liggende.
Om morgenen vågner jeg uden at vågne. Min krop står op, men mit hoved bliver i sengen, det bliver i natten eller i i går eller i morgen. Der ligger så store tuer af jord rundt om i min hjerne, at tankerne ikke kan komme forbi. Da mine børn var små, krævede morgenerne meget mere af mig, én lang klargøring.
Sørge for, at vi kom ud ad døren til tiden. Følge dem i børnehave, i skole. Trafik, mylder af børn, sludre med andre forældre. Når jeg kom hjem eller på arbejde efter sådan en aflevering, havde jeg det, som om jeg allerede havde gennemført en hel dags opgaver og følelser. På sin vis parat til at gå i seng igen, men samtidig med så meget uro i kroppen, at hvile ikke var en mulighed.
Det er den mest nådesløse blanding: Spurt indeni og splat udenpå. Tanker, der styrter derudad, puls, der styrter derudad, i en krop tynget af en træthed, der ikke kan soves væk. Et hoved og en krop, der ikke kan blive enige om, hvilken fart der er den rigtige.
Ikke at skulle noget
Første gang H.C. Andersen kørte med tog (det var også første gang, han nogensinde så et tog, for de var ikke kommet til Danmark endnu) var i Tyskland i 1840. Han var på vej til Konstantinopel, og i En digters bazar skriver han: ”Du seer ud af Vinduet og opdager, at Du jager afsted, som med Heste i Galop; det gaaer endnu hurtigere, Du synes at flyve (…)”
Toget kørte dengang med cirka 40 kilometer i timen, men for ham, der indtil da kun havde prøvet at køre i hestevogn, føltes det vanvittig hurtigt.
I dag kører et tog så hurtigt som 180 i timen eller dobbelt så hurtigt i fx Japan. Et fly kan nå op på 900 kilometer i timen, uden at man mærker det. Et rumskib langt, langt mere. Alt kan føles, som om det går for langsomt, alt kan føles, som det går for stærkt, og først var det på mode at sige, at man havde travlt, og nu er det på mode at sige, at man nyder ikke at skulle noget. Spurt versus splat.
Og dog. For ikke at skulle noget er naturligvis alligevel ikke at skulle noget på en kvalificeret måde: Ordne haven, bage surdejsbrød, lave bål med sine børn. Luksussplat. Voksensplat. Det opbyggelige er at finde ro ved at hive ukrudt op af jorden, men det eneste, jeg kan, er at se alle syv sæsoner af The Good Wife for anden gang og spise slik, der giver mig ondt i maven, fordi ondt i maven fjerner opmærksomheden fra kaos i hovedet. Det er ikke syndig nydelse, det er overlevelse.
Det opbyggelige ville være at meditere, dyrke yoga, løbe en tur. Som løberen i Milan Kunderas Langsomheden: ”I modsætning til motorcyklisten er løberen altid til stede i sin krop, hele tiden tvunget til at tænke på sine vabler, sit åndedræt; når han løber, føler han mere sin vægt og sin alder og er mere bevidst end nogensinde om sig selv og den tid, han har at leve i.”
Dette er et velkendt credo for voksensplat: Ved at bruge sin krop vil man komme til stede i den, og dermed vil hovedet falde til ro. Og jeg er glad for det hele; for at meditere, for at dyrke yoga, for at bevæge mig i det hele taget, og det sker, at kroppens udfoldelse, at den dybe vejrtrækning, faktisk sænker tankernes fart.
Men det sker også, at jeg enten ikke når derhen, hvor jeg orker at gøre noget med min krop, eller at jeg gør det, uden at det på nogen måde er en lise. Selv hvis jeg så får sænket den ydre fart, er det langtfra sikkert, at den indre fart følger med; det bliver snarere endnu en anledning til at skælde mig selv ud over det, jeg ikke formår.
I Solvej Balles Om udregning af rumfang er farten sænket så meget, at tiden – i hvert fald for nogen – er gået helt i stå. Tara er fanget i den 18. november i årevis. Hun rejser i rum, rundt i Europa, men ikke i tid.
Efterhånden møder hun flere og flere, der som hende er fanget i novemberdagen, og på et tidspunkt giver hun udtryk for, at det faktisk ikke nødvendigvis er en ulykke at opholde sig i den samme dag år efter år.
Alle vi, der lever i den velkendte, fremadskridende tid, kæmper nemlig indædt for at matche dens hastighed: ”Som om vi lige skal give den fremadskridende tid en hjælpende hånd, så den bliver endnu mere fremadskridende og massakrerende og ødelæggende … Som om man løber om kap med tiden selv: hvis du, fremadskridende tid, vil jage mig, skal jeg vise dig, at jeg kan matche din hærgen”. Det er kravet: man skal matche tidens hærgen, må ikke være hurtigere end tiden eller langsommere end tiden.
ADHD’s mange nuancer
Helt tæt på mig er der mennesker, der er diagnosticeret med ADHD, og de sidste mange år har jeg læst og læst, talt med venner og bekendte, der har ADHD, med forældre til børn med ADHD, med eksperter. Jeg har arbejdet med hjernens indretning og psykiske lidelser i en lang række sammenhænge. Alligevel er jeg først så småt ved at nærme mig en forståelse af, hvad ADHD er; alle de måder, neurodivergens kan komme til udtryk på. At det for nogen handler mindre om koncentration og mere om regulering af opmærksomhed, følelser og energi, for eksempel.
Og først for mindre end et år siden nævnte jeg for en læge, at jeg havde mistanke om, at jeg selv kunne have ADHD. Trods min viden og erfaring, trods alle de historier, der fortælles i medierne, følte jeg, at jeg stod foran et tykt krat, hvor ingen havde trådt en eneste sti. Nu handlede det om mig; om 48 års kaotiske forsøg på at tiltuske mig en form for ligevægt. Uroen i kroppen, uroen i hovedet, den tyngende træthed, de store følelsesmæssige udsving, tendensen til at registrere ALT omkring mig, de voldsomme dyk med angst og depression.
Diagnoser er på sin vis køleskabsmagneter; en række symptomer opsummeret til de foreløbigt vedtagne kriterier for funktionsforstyrrelser og sygdomme
Det sker, at jeg er udadreagerende over for mine nærmeste, men for det meste er jeg indadreagerende; konsekvensen af at have et ureguleret og ofte overbelastet nervesystem er, at jeg bliver selvkritisk, modløs, desperat, depressiv. Indtil for nylig har jeg vendt alle fordommene mod mig selv.
En dygtig pige, der sagtens kan sidde stille. Der godt kunne koncentrere sig i skolen og ovenikøbet var virkelig dygtig til at være dygtig. Hende, jeg klynger mig til, fordi jeg ikke ved, hvad jeg er uden hende. Nok lever jeg i evigt følelsesmæssigt kaos og har altid gjort det, men som Sara Stridsberg et sted skriver om en veninde, hun besøger på psykiatrisk afdeling: ”Hun har altid styr på alt, selv når hun ikke har styr på noget.”
Jeg har levet med tilbageholdt åndedræt. For det meste. Spurtet afsted eller splattet som sagt, når jeg ikke kunne holde vejret længere. Føler mig utilstrækkelig i fordringen om at skulle have et ståsted, en normaltilstand. Folk beskriver, at de vender tilbage til at være sig selv igen efter en krise, og medierne bringer hjem-ude-hjem-fortællinger om mennesker, der fik stress og depression og havde det fuldstændig forfærdeligt, men nu har de fået det bedre (og måske har de endda lært en masse).
Vi konkluderer, binder sløjfe. Som Caspar Eric skriver i Nye balancer, må vi kun ”tale om smerten, hvis vi kan transformere den til en køleskabsmagnet”.
Nu kan jeg så skrive ADHD på en lille, hård brik, sætte den op på køleskabet. Som en åbenbaring, som et facit.
Diagnoser er på sin vis køleskabsmagneter; en række symptomer opsummeret til de foreløbigt vedtagne kriterier for funktionsforstyrrelser og sygdomme. Men at få denne diagnose lige nu? Sagnomspunden og heftigt omdiskuteret. Være endnu en kvinde i overgangsalderen, der får at vide, at hun har ADHD? Hvem længes efter det? En diagnose og ikke mindst alt det, den fører med sig, kan være kilde til nye livsmuligheder.
Antropologen Christian Groes efterspørger i sin nyeste bog, ”Vi er alle anderledes”, at vi sætter pris på den menneskelige diversitet på samme måde, som vi ser biodiversiteten som både smuk og altafgørende
Nogle kalder ADHD en superkraft. Det må de gerne. Bare det ikke bliver et krav, at jeg, at alle andre med ADHD, skal se det som noget, der giver os særlige evner og samlet set er en fordel. Det kan det måske blive, hvis man tidligt nok bliver mødt på den rigtige måde, får den rette behandling. Hvis samfundet og ens liv er indrettet, så man kan leve med ADHD uden at skulle skamme sig, uden hele tiden at skulle kompensere. Men sådan er det lige nu for de færreste.
Jeg øver mig i at lade det skylle igennem mig, når folk siger: ”Men det kan da ikke være rigtigt, at der er så mange, der får den diagnose.” Eller når nogle beskriver mennesker, de ikke kender med: ”Han har bimlende ADHD.” Får deja-vu til dengang for næsten 15 år siden, hvor jeg skrev en bog om antidepressiv medicin, og debatten nærmest en-til-en lød som den om diagnoser, der kører lige nu.
Vi skal som samfund skabe plads
Dengang talte vi om, at det er samfundet, der gør folk deprimerede. Nu taler vi om, at vi skal skabe et samfund, hvor skoler, arbejdsmarked osv. tager meget mere hensyn til de mange forskellige måder, mennesker er indrettet på.
Antropologen Christian Groes efterspørger i sin nyeste bog, Vi er alle anderledes, at vi sætter pris på den menneskelige diversitet på samme måde, som vi ser biodiversiteten som både smuk og altafgørende.
Han skriver også: ”Nogle eksperter mener, at vi overbeskytter børn og unge og nurser dem for meget. Det bliver de skrøbelige af. Jeg mener snarere, at unges søgen efter udredninger skal ses som et sundhedstegn.” Min spurtende, splattende krop er enig: TAK til dem, der udtrykker, at de ikke har det godt – hvad enten de så råber, græder, sparker, bliver stille, trækker sig eller taler i formfuldendte sætning.
De gør det, når overbelastningen bliver så stor, at der ikke længere er plads til den indeni, men vi skal give dem muligheden for at gøre det længe før. Børn og unge, der har det skidt psykisk af den ene eller den anden grund, har altid fandtes. Et stykke land findes også, selv om de, der sidder på magten, ikke har ”opdaget” eller navngivet det endnu. Før i tiden var det bare de færreste, der fik den rette hjælp.
Hverken mennesket eller dets sind kan adskilles fra samfundets indretning; naturligvis betyder det alverden, hvilke rammer vi byder os selv og hinanden. Måske nogle kunne undvære diagnoser, eller diagnoserne kunne håndteres på en helt anden måde, hvis samfundet var mere menneskevenligt.
Hvis unge fx får at vide, at de skal lære at se udad i stedet for indad, så er det de mest sårbare, der lytter; dem, der har mest brug for at få ro til at tage sig af sig selv
Tænk, hvis udviklingen af medicin ikke var styret af markedskræfter, fx, men udelukkende af menneskers behov. Tænk, hvis det var en selvfølge, at man ikke blev mødt med mistro i systemet. Tænk, hvis vi kunne smide køleskabsmagneterne ud og plastre væggene til med vildtvoksende, omsorgsfulde fortællinger.
Men selv hvis vi kan blive enige om alt det, der skal laves om, tager forandringer tid. Og imens beder vi dem, der har det allersværest, om at være mest tålmodige – og stopfodrer dem med budskabet om, at deres lidelse ikke er deres, men et udslag af tidsånden. Som en hest, der står i en alt for smal bås bygget af brædder fuld af splinter, og får lov at stå der i årevis, fordi det trækker ud at få bygget en ny stald.
En samtale om psykiske udfordringer eller neurodivergens er for sjældent blot en samtale om, hvordan den enkelte har det; hvordan hun oplever det. Den er et miskmask af fordomme, anekdoter, statistik, samfundets status i forhold til diagnosticering og behandling, begrebernes definition, for mange, for få, alt dette, som virkelig er relevant at diskutere, men som har meget lidt at gøre med det, den enkelte går igennem.
Forfatter Louise Juhl Dalsgaard talte for nylig på P1 med Svend Brinkmann om, om vi kan komme til at fokusere for meget på psykiske lidelser – eller ligefrem glorificere dem. Her sagde hun, at problemet er, at det altid er de forkerte, der modtager budskabet.
Hvis unge fx får at vide, at de skal lære at se udad i stedet for indad, så er det de mest sårbare, der lytter; dem, der har mest brug for at få ro til at tage sig af sig selv. I stedet skammer de sig. Jeg vil gerne skamme mig mindre. Uden at være tvunget til at forsøge at matche tidens hærgen, men i stedet, oftere, bevæge mig i en form for spluttende, spartende fart.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og