AFGHANISTANS KVINDER // INTERVIEW – Siden Taleban tog magten i august 2021, er Afghanistan blevet det eneste land i verden, hvor piger er udelukket fra formel uddannelse efter 6. klasse. Kvinder må med ganske få undtagelser heller ikke arbejde, og det kræver mandligt samtykke at søge lægehjælp. Men verden kan ikke bare se til i stilhed, siger Charlotte Slente, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. Hun er lige kommet hjem fra Taleban-staten og har talt med POV’s USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen.
NEW YORK – Tidligere på året bragte mange af verdens nyhedsmedier en kort nyhedshistorie, om, at Afghanistans kvinder kun må have et øje udækket, når de er uden for hjemmet. De har ikke brug for begge øjne for at se, hed det i begrundelsen. Absurditeten i denne meddelelse fra Taleban-regeringen gik ikke upåagtet hen, men den globale fordømmelse nåede ikke forsiderne, de store nyhedsudsendelser eller for den sags skyld FN’s Sikkerhedsråd.
For efter årtiers krig i Afghanistan og nu 4 år med Taleban ved magten virker det, som om verden ikke rigtig orker mere snak. Styret er ikke godkendt bredt, men af gode geo- og sikkerhedspolitiske grunde handler narrativet ikke om den del af verden længere.
For kvinderne er den tvungne retur især brutal. Efter at have arbejdet og for manges vedkommende været ”the main breadwinner” mister de nu alt
Og siger man ”kvinder” eller ”flygtninge”, kommer helt andre udfordringer frem i alle lande, og de store sikkerhedspolitiske dagsordener i dag er geopolitiske med USA, Kina, Ruslands krig i Ukraine og den højspændte situation i Mellemøsten i fokus.
Vesten kan ikke lade stå til – vi må handle
Men vi kan ikke bare lade stå til og vende det blinde øje til den uhyrlige situation. Vesten må handle, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp (DRC), Charlotte Slente, der efter en lang karriere i Udenrigsministeriet har ledet DRC’s humanitære indsatser siden 2019.
Charlotte Slente vendte for 8 uger siden hjem efter et besøg i Afghanistan tæt på grænsen til Iran, lige efter et stort jordskælv havde lagt hele byer og landsbyer i ruiner. Skælvet gjorde en allerede kæmpe flygtningekrise endnu mere katastrofal. For både Iran og Pakistan er i gang med en tvungen remigration, der betyder, at over to millioner afghanere, der har levet og arbejdet i de to nabolande – Pakistan syd- og østpå og Iran, der ligger vest for Afghanistan – har mistet retten til at bo der og nu bliver tvunget til at vende tilbage til et land, der måske engang var hjem, men hvor de fleste ikke har boet i årevis.
For kvinderne er den tvungne retur især brutal. Efter at have arbejdet og for manges vedkommende været ”the main breadwinner” mister de nu alt. DRC, der arbejder med humanitære indsatser i over halvdelen af landets provinser, var hurtige til at rykke ud efter jordskælvet. Organisationen beskæftiger 2-300 mennesker i det østlige Afghanistan, hvor organisationen hjælper internt fordrevne. Blandt DRC’s medarbejdere i Afghanistan er også kvinder, som er nødvendige for at hjælpe nødstedte kvinder og børn. Men den danske globale organisation står også magtesløs, når det gælder den totale mangel på selv basale menneskerettigheder, som er blevet Afghanistans kvinder til del.
”Jeg er tvunget tilbage til et land, jeg overhovedet ikke kender. Jeg har min lillebror med mig og min gamle, syge far. Jeg må ikke arbejde, hvor skal jeg bo, hvad skal jeg gøre?”
”Men selv FN er Taleban ved at lukke ned for, når det gælder muligheden for at lokalansætte kvinder,” fortæller Slente, der uddyber: ”De kvinder, jeg talte med under mit besøg, er desperate, de er dybt ulykkelige, de ser ingen fremtid for hverken sig selv eller deres døtre. Og samtidig er de ved at blive usynlige både i Afghanistan og i verdens øjne.”
”Jeg talte bl.a. med Sarah på 25 år. Hun havde ikke boet i Afghanistan i mange år, og som hun sagde: ’Jeg er tvunget tilbage til et land, jeg overhovedet ikke kender. Jeg har min lillebror med mig og min gamle, syge far. Jeg må ikke arbejde, hvor skal jeg bo, hvad skal jeg gøre?’”
De fleste af de hjemvendte har ingen penge eller faste ejendele, og mange søger tilbage til de store byer, fortæller generalsekretæren. Taleban-myndighederne har sagt, at de vil etablere nogle såkaldte townships med skoler, hospitaler og huse til de hjemvendte, og de håber på, at det internationale samfund vil hjælpe med at finansiere reintegrationen de mange mennesker, men det ser endog meget vanskeligt ud, fastslår hun.
For den internationale humanitære indsats er på vej ned – i verden som sådan og i Afghanistan. EU har fortsat en ambassade i landet, men mange lande har lukket ned som konsekvens af, at regeringen ikke er anerkendt.
– Kan man overhovedet hjælpe kvinder på denne trøstesløse baggrund?
”Vi kan fortsat godt køre projekter for både kvinder og mænd, men det er svært. Kvinderne kan fx kun gå udenfor, når de følges med mænd. Men der er fortsat nogle få kvindelige grundskolelærere, sygeplejersker og læger.”
”Der er ingen tvivl om, at USA’s beslutning om at lukke ned for det meste af deres humanitære bistand har og vil få fatale konsekvenser. I alt 79 millioner færre mennesker vil blive hjulpet. Og i Afghanistan er 3½ millioner børn underernærede
”Med hensyn til den aktuelle flygtningekrise har vi i DRC en appel om, at Iran og Pakistan stopper de tvungne tilbagesendelser. Vi er bekymrede for respekten for disse menneskers rettigheder. Desuden ville det være en meget overvældende opgave for ethvert land at skulle reintegrere to millioner mennesker i løbet af meget kort tid. Det er dog blevet sværere for os at få ørenlyd for disse argumenter i takt med, at flygtningepolitikken strammes i mange lande, inkl. i Europa og USA.”
– Når mennesker efterlades i et ingenmandsland på den måde, og når de kvinder, du har talt med, samtidig oplever, at alle de muligheder, de havde der, hvor de boede i Pakistan og Iran, bliver taget fra dem, bliver de naturligvis desperate, som du siger. Føler de sig også glemt?
”Afghanerne er et meget resilient folk, og de taler om håb på en interessant måde. Mange af de mennesker, der arbejder for os i Afghanistan, har det bedre end mange andre, der står uden jobs og muligheder. De taler om, at de finder håbet i muligheden for at hjælpe mennesker med større behov end dem selv.”
”Omkring årtusindeskiftet var der en enorm optimisme i især de større byer, hvor der var håb om, at fremtiden ville blive lys. Kvinder kunne arbejde og gå i skole – mange unge kvinder kunne tage de uddannelser, de ønskede sig. Lige nu er stemningen dyster og knuget. Alligevel så jeg spagfærdige ytringer om håb blandt nogle kvinder,” svarer hun.
Og vender tilbage til, at DRC’s og alle hjælpeorganisationers arbejde især er presset i defensiven i øjeblikket: 300 millioner mennesker i verden har brug for hjælp, og lige nu er FN’s nødhjælpsappeller blot 21 % finansieret. Der er mennesker, som vil dø, og der er flere, som vil flygte.”
”Der er ingen tvivl om, at USA’s beslutning om at lukke ned for det meste af deres humanitære bistand har og vil få fatale konsekvenser. 79 millioner færre mennesker vil blive hjulpet. Og i Afghanistan er 3½ millioner børn underernærede.
Det er også international bistand, der har finansieret mange offentligt ansatte herunder i uddannelse, regeringsførelse og sundhedssektoren, minder hun om og tilføjer: ”Samtidig breder der sig i disse år en ny og farlig indstilling til det internationale hjælpearbejde, hvor selv biler, der er markeret tydeligt med nødhjælpslogoer, åbenbart efterhånden er blevet et legitimt mål for angreb. Det er utåleligt.”
– Er I så sat skakmat i den humanitære bistandsverden? Hvad er budskabet?
”Nej, det er ikke en præmis, jeg kan godtage. Vi har nye værktøjer og modeller, selv på baggrund af den viden, jeg lige nævnte om, at flere vil dø, og flere vil flygte. Vi har i DRC udviklet en AI-model sammen med IBM. Via machine learning kan vi nu forudse, hvor den næste krise vil opstå, og hvor den næste fordrivelse vil finde sted,” fortæller hun og kommer med interviewets eneste opsang:
”Altså – hvis USA beslutter, at de ikke vil bidrage med humanitær bistand fremover, så vil vi se fire millioner yderligere fordrevne i det kommende år. Vi ser, at programmer for at hjælpe fx underernærede mødre og deres børn bliver lukket ned, så flere børn vil dø. Og det er meget muligt, at den vestlige verden ikke vil modtage flere flygtninge og indvandrere, men så bliver Vesten nødt til at hjælpe de lavindkomstlande i Mellemøsten, Afrika og Asien, det handler om, og som i dag er værter for langt hovedparten af verdens flygtninge og fordrevne.”
Spørgsmålet er, om verden vil lytte – og handle – før en hel generation af afghanske kvinder forsvinder fra verdens overflade
”Der fandtes en uskreven kontrakt om, at de værtslande i den fattigere del af verden, som huser langt de fleste flygtninge, får hjælp fra den rigere del af verden med at finansiere den udgift. Den kontrakt må respekteres.”
På trods af de dystre forhold, som Charlotte Slente beskriver, nægter Afghanistans kvinder dog at forsvinde helt. I kældre i Kabul underviser kvinder hinanden i matematik og engelsk. På landet risikerer jordemødre chikane for at bringe børn til verden. Små virksomheder, drevet fra køkkener og gårde, holder stadig en del familier i live.
Som UN Women fastslog i 2024: Tavshed er ikke en mulighed. Solidaritet er ikke valgfrit.
Spørgsmålet er, om verden vil lytte – og handle – før en hel generation af afghanske kvinder forsvinder fra verdens overflade.
Rettigheder & eksklusion
-
-
-
- Afghanistans kvinder opnår i dag kun 17,3 % af deres mulige adgang til rettigheder og muligheder (verdensgennemsnit: 60,7 %). FN kalder Afghanistan for verdens mest kvindefjendske land.
-
- 78 % af unge kvinder er hverken under uddannelse, i job eller i træning – næsten fire gange så mange som blandt mænd. 1,1 millioner piger i sekundær skolealder er ude af skolesystemet og over 100.000 kvinder er blevet nægtet adgang til universiteter.
-
- Næsten en tredjedel af Afghanistans piger begynder aldrig i grundskolen, ofte på grund af fattigdom eller kønsnormer. FN’s data viser, at inden 2026 vil teenagefødsler stige med 45 %. Økonomer vurderer, at pigers skoleforbud koster Afghanistan 2,5 % af BNP hvert år.
-
- Siden september 2023 er mere end 2,4 millioner udokumenterede afghanere er blevet tvunget tilbage fra Iran og Pakistan. Mange er kvinder uden ID-papirer, hvilket betyder, at de ikke kan få fødevarehjælp eller indskrive deres børn i skole. De kvindelige nødhjælpsarbejdere, som kunne hjælpe dem, er selv underlagt stramme restriktioner.
-
- I december 2024 forbød Taliban kvinder at læse til læge eller jordemoder. I provinser, hvor kvinder ikke må behandles af mandlige læger, kan det være livsfarligt. Moderdødeligheden kan stige til 50%, teenagefødsler er i vækst som følge af børneægteskaber
-
- Kun 25 % af kvinder er i arbejdsstyrken (mod 90 % af mændene). Kvindestyrede civilsamfundsorganisationer er blevet tvunget til at lukke og slette ordet kvinder i deres papirer.
-
- Under 7 % af kvinder har bankkonto eller mobilbetaling.
-
- I 2023 var næsten 30 % af piger under 18 gift, heraf 10 % under 15 år. Med love og beskyttelse nedlagt stiger både børneægteskaber og vold i hjemmet. 28 % af afghanske kvinder mellem 15–49 blev gift, før de fyldte 18. Enker og kvinder uden mandlige værger risikerer chikane for at købe mad eller medicin.
-
- Isolationen har samtidig udløst en mental sundhedskrise. Hjælpeorganisationer rapporterer stigende angst og depression blandt kvinder, der er indespærret i hjemmet og afskåret fra sociale netværk
-
- En gang sad kvinder på mere end en fjerdedel af pladserne i Afghanistans parlament. I dag er der ingen kvinder i det politiske liv. Kilde: UN Women.
-
-
Hvis du vil vide mere:
UN WOMEN – Afghanistan: https://asiapacific.unwomen.org/en/countries/afghanistan
FAQs: What it’s like to be a woman in 2025.
Afghanistan: Ten facts about the world’s most severe women’s rights crisis:
DRC Dansk Flygtningehjælp, grundlagt i 1956, er Danmarks største NGO og en af verdens førende med speciale i at hjælpe flygtninge og fordrevne. DRC har 6.000 medarbejdere i 34 lande og arbejder for at beskytte og støtte mennesker på flugt. DRC yder nødhjælp, der redder liv, og hjælper flygtninge til at blive selvforsørgende og en del af lokale samfund. Læs mere her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og